Kritisk Revy

Italien efter parlamentsvalget september 2022

af Flemming Larsen

Manges øjne er vendt mod den nye regering i Italien, som ledes af Giorgia Meloni, hvis parti har nyfascistiske rødder. Hvad går disse rødder egentlig ud på, og vil de have betydning for Melonis regeringsførelse? Og hvad med venstrefløjen: hvorfor er den blevet så svag? Disse er nogle af de spørgsmål, der behandles i denne artikel om Italien efter parlamentsvalget den 25. september.

Valgresultaterne i Italien har givet megen genlyd i vores del af verden pga. sejren for Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre, et parti med nyfascistiske traditioner. Allerede før valget pegede meningsmålingerne tydeligt i denne retning.

Giorgia Meloni er nu statsminister i spidsen for en regering bestående af en højrekoalition, hvor de to andre betydende partier er Berlusconis Forza Italia og Matteo Salvinis Lega. Højrekoalitionens sejr er egentlig ikke udtryk for en kæmpesejr til højrefløjen, men mere udtryk for en omfordeling af stemmerne inden for fløjen. Italiens Brødre fik 26 % af stemmerne mod 4,3 % ved sidste valg i 2018. Den væsentligste årsag er, at partiet holdt sig uden for Mario Draghis brede samlingsregering.

Debatten går på højtryk i og uden for Italien om, i hvor høj grad Italien nu har en fascistisk premierminister: hvor ’fascistisk’ er hun og hendes regering? Dette spørgsmål vender jeg tilbage til, men først lidt flere detaljer om valgresultatet.

Valgresultatet

Det italienske parlament består af to kamre, deputeretkammeret og senatet. Fordelingen mellem partierne er relativt ens i de to kamre, så for nemheds skyld regner jeg parlamentet lig med deputeretkammeret i resten af denne artikel, hvis der ikke udtrykkeligt siges andet.

Valgresultatet ser således ud (procenter):

Som kommentar til valgresultatet bør det allerførst nævnes, at valgdeltagelsen var ultralav, nemlig 63,9 %. Det vil fx sige, at kun ca. 28 % af de stemmeberettigede har stemt på den højrekoalition, der er ved magten. Dernæst vil det sige, at der i Italien er en voldsom mistillid til det parlamentariske system.

Min opstilling ovenfor er lidt utraditionel, idet jeg har placeret Femstjernebevægelsen under ’Centrum-Venstre’. Det har tidligere været vanskeligt at placere bevægelsen på en højre-venstre akse, men efter den voldsomme rutsjetur, hvad angår deres parlamentsmedlemmer i den forløbne periode siden valget i 2018 (over halvdelen blev enten ekskluderet eller gik selv), positionerer de sig nu klart til den progressive side. Et af de store problemer i forhold til den gældende valglov var, at det ikke lykkedes at danne en koalition mellem PD og Femstjernen.

Sagen er den, at 146 ud af 400 parlamentsmedlemmer vælges i enkeltmandskredse, hvor højrekoalitionen har haft let spil i forhold til det opsplittede centrum-venstre. Højre vandt således 121 af de 146 enkeltkredsmandater. Så selv om de kun fik 43,8 % af stemmerne, blev de sikret ca. 60 % af pladserne.

Venstrefløjen (den rigtige) fik et skidt valg. Jeg tænker især på Unione Popolare med bl.a. ’Rifondazione’, som (sidstnævnte) de første 10-15 år af sin levetid efter splittelsen af PCI (det kommunistiske parti) i 1991, var et stærkt parti. Spærregrænsen er på 3 % i Italien, og Unione Popolare fik kun 1,4 %, til trods for at den populære ex-borgmester fra Napoli Luigi de Magistris stod i spidsen for gruppen. Et andet parti, Sinistra Italiana, som også må betegnes som et venstreorienteret parti, kom heldigvis ind. De havde slået sig sammen med De Grønne (Verdi) i koalition med PD, det socialdemokratiske parti. Det ærgrede Rifondazione, at det ikke var lykkedes at løsrive Sinistra Italiana fra denne alliance.

Den forholdsvis høje spærregrænse giver en ekstra skævhed (ud over det delvise enkeltkredssystem) i forhold til, hvis valgsystemet var proportionelt (hvilket fx Rifondazione kæmper for). Over to millioner stemmer bidrog således ikke til fordelingen af parlamentspladserne, eller som det hed i en artikel i det kommunistiske dagblad Il Manifesto: ”... ​​ i praksis dømmer valglovsmekanismen 7 % af de gyldigt afgivne stemmer til at være irrelevante.”

Fascisme?

Andrea Colombo, kendt journalist på den italienske venstrefløj, skrev i dagbladet ’Il Manifesto’ dagen efter valget artiklen ”Fratelli d’Italia, genoprettelsen af MSI i Giorgio Almirantes tegn”.

MSI står for Movimento Sociale Italiano, et parti som blev oprettet af skuffede fascister i 1946. Navnet hentyder klart til Mussolinis seneste republik i Norditalien, Republica Sociale Italiana, efter at Mussolini faktisk var afsat og fængslet i 1943, men derefter blev befriet af tyskerne og indsat som leder af den omtalte republik. ​​ MSI havde sin egen historie, som her kort skal skitseres.

Grundlæggerne var klart fascistisk orienterede, men efterhånden satsede partiet på mere og mere at blive en del af det nye institutionelle system. Dog ofte på en tvetydig måde, idet der fandtes mere lyssky voldelige grupper, som man ikke havde lyst til at tage åbent afstand fra. Det skulle også komme til at gælde i nævnte Giorgio Almirantes lange formandsperiode fra 1969 og fremefter. 1970’erne blev i Italien en meget voldelig periode, som er blevet kaldt ’blyets år’. Der var tale om en både ’rød’ og en ’sort’ terrorisme. De var af meget forskellig art. Den ’røde’, fx De Røde Brigader, gik typisk efter enkeltpersoner, som de opfattede som støtter af ’systemet’, mens de ’sorte’ nyfascistiske grupper stod for store bombeattentater, som ramte almindelige mennesker og kostede langt flere menneskeliv end den ’røde’ (som dog også var en blodig affære). Dobbeltheden var stadig til stede i Almirantes MSI, men hvis han blev udsat for pres, valgte han – stadig ifølge Andrea Colombo – de demokratiske institutioner. Han fornægtede dog aldrig klart fascismen.

Det skulle en af efterfølgerne dog komme til at gøre, nemlig Gianfranco Fini, som dermed også udsatte sig for vrede fra dele af det nyfascistiske bagland. ”Giorgia Meloni, stifter af et parti, som kunne have heddet ’Rifondazione (genoprettelse) af MSI’ i stedet for FdI, er fast besluttet på ikke at begå den samme fejl [som Fini, Fl.]”, mener Colombo, og han slutter artiklen: ”Det parti, der vandt valget, er ikke Mussolinis, og det ligner det slet ikke. Det er Giorgio Almirantes parti” [alle oversættelser fra italiensk, også i det følgende, er mine – Fl.].

Om Colombo har helt ret i, at hun ikke vil ”begå den samme fejl”, må komme an på en fortolkning. Meloni udtalte i august til det engelske ugemagasin Spectator, at hun ikke er fascist, men sagde også: ”Flammen i Fratelli d'Italias symbol har intet med fascisme at gøre, men er en anerkendelse af det demokratiske højres rejse gennem republikkens historie. Og vi er stolte af det.” Det er dette ’demokratiske højre’, Colombo har udtalt sig om, og som efter hans mening ikke har haft vandtætte skodder i forhold til voldelige nyfascistiske grupper.

Lige for tiden har Meloni særdeles travlt med at gøre sig ’stueren’ i forhold til den omgivende verden. I skrivende stund er hun i Bruxelles for at forhandle EU-hjælp til Italiens store økonomiske problemer.

​​ 

Voldelig nyfascisme eksisterer stadig i Italien. For et år siden blev det største italienske fagforbund CGIL’s kontor i Rom raseret, formentlig af Forza Nuovo, som er en af de vigtigste af den type grupper. Der kører i øjeblikket retssag om dette. – Fremtiden må vise, hvordan Meloni agerer i forhold til disse nyfascistiske grupper. Nogle af de folk, hun omgiver sig med, har i hvert fald et tvetydigt forhold til fascistiske ’værdier’. Fx var den nye formand for senatet, hendes partifælle Ignazio la Russa, i indirekte diskussion med præsident Napolitano, mens han var forsvarsminister (2008-11). Napolitano havde hyldet modstandsbevægelsen og de soldater, der i 1943 havde nægtet at gå over i Mussolinis hær i Norditalien, mens la Russa forsvarede soldaterne i Mussolinis hær, som på DERES måde havde ønsket at forsvare fædrelandet.

Bortset fra hele fascisme-spørgsmålet, kan vi være nogenlunde sikre på, at den nye højre-regering fortsætter Draghi-regeringens højreorienterede linje, både hvad angår økonomiske spørgsmål og den udenrigspolitiske tilknytning til USA, NATO og EU (selvom partierne tidligere har haft forbehold over for sidstnævnte). Oveni dette bør vi vi så nok holde øje med forandringer i relation til emigranter, retten til abort, forfølgelse af mindretal mv.

Venstrefløjen

Mange har spurgt sig selv, hvordan i alverden venstrefløjen kunne falde så hurtigt sammen i et land, som havde den vestlige verdens stærkeste kommunistparti med en meget stor vælgertilslutning i 1970’erne? Jeg vil ikke hævde at have forklaringen på dette fænomen, men vil nævne et par elementer.

PCI stod for en eurokommunisme frigjort fra det sovjetiske partis indflydelse og var på et tidspunkt i hård strid med Sovjet-partiet. Det har formentlig skabt en parathed i PCI til at tænke i reformistiske baner. Omvendt havde Manifesto-gruppen allerede i 1968 udskilt sig til venstre fra PCI pga. uenigheder i forhold til det nye studenteroprør. PCI med Enrico Berlinguer i spidsen satsede i 1970’erne på et ”historisk kompromis” med det andet store parti De Kristelige Demokrater (DC), hvilket dog blev forpurret med De Røde Brigaders bortførelse og senere drab af DC’s leder Aldo Moro. – Enrico Berlinguer var en meget populær politiker, men man kan sige, at hans rolle er omstridt, i og med at begge fløje i det senere splittede PCI stadig hylder ham. – Lidt forenklet kan man nok sige, at Manifesto mindede en del om danske VS, mens PCI de sidste årtier af sin levetid mindede om Gert Petersens SF.

PCI blev nedlagt/splittet i 1991. Partiets flertal valgte at droppe sit ’kommunistiske’ navn og blive til PDS (Partito Democratico di Sinistra). Et stort mindretal valgte derimod at bryde ud og beholde et ’kommunistisk’ navn, Partito della Rifondazione Comunista, ofte blot kaldt Rifondazione. PDS gennemgik diverse forandringer og er i dag via en sammensmeltning med venstrefløjen i det ligeledes opløste DC blevet til PD (Partito Democratico), et socialdemokratisk parti. Så PCI-flertallet fra 1991 gennemgik en meget hurtig ’socialdemokratisering’.

Også Rifondazione har været igennem flere forandringer/splittelser. Partiet begik den store fejl at gå med i Prodi-regeringen 2006-08 og kom til at blive identificeret med en række tiltag, man ikke kunne gå ind for, selvom partiets minister, Paolo Ferrero, masser af gange stemte imod, når der skulle stemmes i regeringen. Da Prodi-regeringen faldt, oplevede partiet en stor splittelse, idet en stor gruppe af dets medlemmer ønskede at fastholde en tæt centrum-venstre tilknytning og dermed forlod partiet og dannede det, der senere skulle blive til Sinistra Italiana, der som sagt er repræsenteret i parlamentet. Rifondazione har som tidligere nævnt ikke været repræsenteret i det nationale parlament siden 2008, bortset fra at nogle ex-Femstjernemedlemmer i sidste periode søgte tilknytning til partiet.

Dette fører os over til fænomenet Femstjernebevægelsen. Den blev dannet af komikeren Beppe Grillo, og den fik et fantastisk valg i 2018. Men i og med at det var et populistisk protestparti med alle mulige holdninger, kunne man ikke holde sammen på tropperne. På nogle punkter har den mindet om Alternativet, og man har kunnet finde både venstre- og højreorienterede elementer og personer i bevægelsen. Rifondazione har tidligere vurderet, at man havde en masse stemmer ’udlånt’ til bevægelsen, men Femstjernens problemer har altså ikke været store nok til, at Rifondazione kunne genfinde sin plads i parlamentet. Og Femstjernen er der jo altså endnu og ønsker under Giuseppe Contes nuværende ledelse at distancere sig fra højre. Bl.a. er Conte i øjeblikket en stærk stemme for fred og konfliktløsning. Men bevægelsen har været præget af skiftende holdninger, så vi må se, hvor stabil den nye retning er.

Masser af problemer

Italien lider af rigtig mange samfundsproblemer. Et af dem er en meget stor ulighed i samfundet. 1 ud af 12 lever i ’absolut fattigdom’, dvs. man har faktisk ikke til dagen og vejen og kan ikke få pengene til at række til slutningen af lønperioden. Derudover lever 1 ud af 9-10 i ’relativ fattigdom’, dvs. at man kun har råd til det aller, allernødtørftigste. Dvs. at næsten 20 % af befolkningen kan placeres i disse to grupper. En vigtig årsag er en stor arbejdsløshed, ikke mindst for ungdommen – det seneste tal for ungdomsarbejdsløsheden lyder på 23,7 %.

Disse problemer forstærkes selvfølgelig af de helt aktuelle problemer med stigende energipriser og med store prisstigninger på daglige fornødenheder i det hele taget.

Italien blev hårdt ramt af pandemien, idet rigtig mange døde i starten, og sundhedsvæsenet har været presset. Den er heldigvis under kontrol i øjeblikket, så man kan håbe, at vinteren ikke vil byde på overraskelser.

Landet ligger meget udsat, hvad angår flygtninge, der ankommer via Middelhavet, og bruger derfor store ressourcer på at hjælpe disse mennesker. ​​ Den nye regering støtter en hårdere linje i forhold til immigranter. Her presses man af EU (som man i øjeblikket har et stort behov for at være venner med) mht. konventioner mm. Jeg vil mene, at Italien har et stort behov for støtte fra andre lande på dette område.

Mafiaen er stadig et stort problem i Italien. I vore dage bruger de i mindre grad skydevåben og i højere grad slips og jakkesæt i forretningslivet. Der gøres en stor indsats for at bekæmpe dette væsen, og her tror jeg ikke, at den nye regering vil stå tilbage, selvom en mand som Berlusconi har været beskyldt for at have visse forbindelser via sin advokat.

Endelig er naturen ofte uvenlig mod italienerne. Landet har altid været plaget af jordskælv, men det drejer sig også mere og mere om de aktuelle klimaforandringer, idet man både har oplevet tørke og umådeholdent regnskyl, som fører til oversvømmelser.

Lyspunkter

Jeg har skrevet meget om problemer for venstrefløjen, om en befolkning der har mistet tiltroen til det parlamentariske system samt om yderligere mangfoldige problemer. Er der da slet ingen lyspunkter?

Jeg vil mene, at lyspunkterne især skal findes i faglige og sociale bevægelser.

Den etablerede fagbevægelses største fagforbund, CGIL, har i øjeblikket en progressiv og aktivistisk leder i Maurizio Landini. Landini (f. 1961) var indtil 1991 medlem af PCI og var 2010-17 generalsekretær for metalarbejderne (FIOM). På årsdagen for det omtalte nyfascistiske angreb på forbundets kontor i Rom havde CGIL indkaldt til en mægtig manifestation på Piazza del Popolo i Rom. Ud over de etablerede fagforbund er der også to såkaldte basisfagforeninger, USB og COBAS, der er kendte for deres aktivisme, og som sammen med andre basisfagforeninger har indkaldt til generalstrejke den 2. december. Så ingen tvivl om, at fagbevægelsen ikke vil holde sig til ro i den kommende tid.

En af talerne på Piazza del Popolo kom fra klima- og miljøorganisationen ’Fridays for Future’, som gennemførte en strejke umiddelbart før valget i september. Unione Popolare (med bl.a. Rifondazione) kom som sagt ikke i parlamentet, men det var en trøst for denne bevægelse af have modtaget følgende besked fra Fridays for Future: ”UP's program og holdninger er i overensstemmelse med de foranstaltninger, der skal træffes for at imødegå den klima- og samfundsmæssige krise, som vi delvist har opsummeret i vores Agenda Climatica.” Der burde være basis for et fremtidigt samarbejde.

Der er gang i en bevægelse, som kalder sig ’Vi betaler ikke’ (inspireret af en britisk ’Don’t pay’-bevægelse) med trussel om ikke at betale regninger fra 30. november, medmindre nogle betingelser er opfyldt. Og også i Italien rører sundhedspersonalet på sig, idet de og deres fagforeninger aktionerede den 29. oktober.

Endelig er der en stærk fredsbevægelse i Italien, meget stærkere end i Danmark. Mens jeg skriver dette, er titusinder af mennesker på gaden i Rom for fred og konfliktløsning. Det er civilsamfundet, der har indkaldt – ingen partibannere er med denne dag. Initiativet hedder ’Europe for Peace’, masser af organisationer har tilsluttet sig, og folk er strømmet til fra hele Italien. I indkaldelsen hedder det: ”Våbenhvile nu, forhandling om fred! Lad os forbyde alle atomvåben. Solidaritet med det ukrainske folk og ofrene for alle krige.”

Uddybende hedder det: ”Atomkrig truer verden. Det er staternes og folkenes ansvar og pligt at stoppe dette vanvid. Menneskeheden og planeten kan ikke acceptere, at tvister løses ved væbnede konflikter. Krigen [i Ukraine, Fl.] har globale konsekvenser: den er hovedårsagen til fødevarekriser i verden, som er allermest katastrofale i Afrika og Østen; den påvirker leveomkostningerne, de fattigste og svageste sociale lag; den betyder skæbnesvangre konsekvenser for klimaet og planetens liv. Krig fortærer alt og blokerer håbet om en mere retfærdig og bæredygtig fremtid for de kommende generationer.”