Anmeldelse: Klimakampen og den svære kapitalismekritik – om Tim Jacksons vision og analyse i Verden efter væksten - Livet i post-kapitalismens tid (2022)
af Hans Erik Avlund Frandsen
Tim Jackson, der er en af de store kanoner i klimabevægelsen, fremlægger i en ny bog en analyse af stat og kapitalisme, der er mere forvirrende end oplysende. I sin anmeldelse af bogen, gør Hans Erik Avlund Frandsen en del ud af det, fordi det er vigtigt, at venstrefløjen og klimabevægelsen bliver skarpere i kritikken af kapitalismen. Men bogen har andre fortrin. Vi skal ikke bare kritisere og kræve, men også vise hvad det er, vi vil, og hvad vi egentlig forstår ved et bæredygtigt liv og samfund.
Indledning
Mens jeg skriver det her, står Pakistan under vand. Det er blot den seneste af en række klimakatastrofer, der viser, at en radikal omstilling er nødvendig. Nu er Tim Jackson kommet med en bog, hvor han vil vise, at et opgør med vækstøkonomien vil føre til en højere livskvalitet end den, der er mulig i den nuværende samfundsstruktur.
Jackson er en af de store kanoner inden for klimabevægelsen. Det var ham, der stod i spidsen for den britiske regerings bæredygtighedskommission, som allerede i 2009 konkluderede, at velstand uden økonomisk vækst var både mulig og nødvendig. Rapporten (Prosperity without Growth?) er oversat til 17 sprog. Også Jacksons andre bøger er der solgt millioner af.
I den nye bog er der ikke mange eksempler på ødelæggelserne af klima og natur. Det er heller ikke nødvendigt. De er tilgængelige mange andre steder for enhver, der ønsker at se virkeligheden i øjnene. Bogens elementære udgangspunkt er, at vi lever i et afgrænset økologisk natursystem, hvor der ingen fribilletter er: Enhver produktion kæver energi og bruger materielle ressourcer, og dem er der begrænsede mængder af. Derfor er det simpelthen ikke rigtigt, når kapitalismens fortalere lover os ”at der altid vil kunne skaffes mere og mere til alle” (s.30).
Men alarmistiske udsagn om at vi ødelægger naturen er heller ikke rigtige. Naturen skal nok klare sig. Den ændrer bare form. Det, vi ødelægger, er menneskers og en række andre levende væseners livsgrundlag. ’Naturen’ har ikke ”nogen som helst form for bekymring for menneskedyrets skæbne” (s.129). Men det burde vi selv have. Vi har ikke magt over naturen, men en enorm indflydelse på hvad der skal leve, og hvad der skal dø. Den måde vi producerer og forbruger på, har en livsvigtig betydning for de dyrearter, der udslettes eller reduceres og for mennesker overalt på kloden. Indtil videre rammer ødelæggelserne hårdest i den tredje verden, men hvis kursen ikke lægges drastisk om, kan ingen vide sig sikker. Vi der er gamle nu slipper måske med skrækken, men hvordan kan man se egne og andres børn i øjnene, hvis man bare lader det fortsætte?
Det kan man måske kun, fordi ”vi har mange års øvelse i at ignorere, at problemerne overhovedet eksisterer” (s.10), og ”selv her midt i utallige omvæltninger er vi fortsat besat af vækst”. Jackson vil gerne give os ”synet tilbage” (s.12), men det er svært, fordi ”hver eneste kultur og hvert eneste samfund klamrer sig til en myte, som de lever efter. Vores særlige myte er myten om vækst” (s.17). Kulturelle myter er det, der giver mening og kontinuitet i vores liv. som bliver retningsløst ”når en bærende myte forvitrer”. Derfor er det vigtigt at ”udvikle nye myter, bedre historier og klarere visioner” (s.54).
Bidrager denne bog så til den nødvendige omstilling? Ja og nej. Jacksons forsøg på at hjælpe os af med frygten for, hvad det er vi vover os ud i, hvis samfundet for alvor skal gøres bæredygtigt, er inspirerende og vigtigt. Men han er upræcis og slingrende, når det kommer til analysen af vækstens dynamik og historie og forslagene til, hvordan vi kommer fra den nuværende tilstand til det post-vækstsamfund, han drømmer om.
Kapitalismekritikken
Der har i store dele af klimabevægelsen været en uvilje mod at bruge ordet kapitalisme. Man skulle jo nødigt skræmme nogen væk. Det kan undskyldes, hvis man ikke er klar over, at klimakrisen er uadskilleligt forbundet med det kapitalistiske system. Ellers er det en formynderisk tilbageholdenhed, der risikerer at føre til desillusion eller det der er værre, når det viser sig, at krisen fortsætter, fordi man har rettet kritikken og aktivismen mod overfladefænomenerne, men ladet rodnettet være intakt.
Jackson er ikke bange for at tale om kapitalisme. Han fremhæver, hvordan den har skabt en enorm ulighed, og at konkurrencepresset medfører et stigende pres på både krop og psyke i arbejdslivet. Tempoet overskrider nu ofte menneskers fysiologiske og mentale grænser: ”En af kapitalismens største ulykker er, at psykiske lidelser er en af de største og hurtigst stigende sygdomskategorier på verdensplan. Depressioner koster årligt over en billion dollars i behandling og tabt arbejde. Selvmordsraten i USA er steget med mere end en tredjedel siden årtusindeskiftet. Eksplosionen af psykiske lidelser er særligt bekymrende blandt de yngre generationer, hvor selvmord nu er den næst hyppigste dødsårsag for de 15 til 29-årige” (s.76).
Et andet eksempel er fødevareindustrien. På verdensplan er det stadig hvert femte barn, der lider af misvækst på grund af underernæring. Samtidig er næsten 2/3 af alle voksne over 18 år overvægtige. Fedme er på verdensplan tredoblet siden 1975. Fedme blandt børn er tidoblet (s.101). Men ”fødevareindustriens økonomiske model afhænger af at sælge mere og mere mad”. Den globale indtjening på salg af fastfood med højt kalorietal er eksploderet (s.102). Det er en ond cirkel med mindre fysisk aktivitet, større vægt, negativ påvirkning af den mentale tilstand, trøstespisning. Det er ”bestemt godt nyt for fødevareindustrien. Men en katastrofe for os andre” (s.103). Det enkelte individ er overladt til sig selv ”omgivet til alle sider af fristelser”, og det kræver ”en karakterstyrke, der siger spar to, hvis vi skal kunne modstå det evigt lokkende skud dopaminer, som vi ved vil udløses, når vi spiser sukker og fedt” (s.104).
Til gengæld loves vi, at lykken venter forude i de næste anskaffelser af nye, smartere og prestigefyldte produkter. Det gør den så alligevel ikke, for kapitalismen lever ikke af, at vi varigt bliver tilfredse, men af at glæden og trøsten ved det nye køb kun varer kort. En hær af topuddannede og højt betalte adfærdspsykologer, designere, it-ingeniører og reklamefolk sørger for, at ingen glemmer, at tilfredsstillelsen af vores længsler altid ligger i den næste dyre erhvervelse. Ideelt set skulle videnskaben fungere som en hjælper i kampen for et godt liv, men her bruges den til at trænge ind i kroppens og sindets inderste afkroge for at ramme netop de steder i os, hvor vi lettest bliver påvirket til at købe, købe, købe ─ indtil kontoen og lånemulighederne er udtømte. Og så tilbage i arbejdslivets hamsterhjul for at tjene nye penge til nyt forbrug. Vi lever i en kassationskultur, hvor kapitalismen snylter på menneskets elementære behov for anerkendelse: ”Hvad siger dit hus/din bil/din ferie/din computer/dit valg af toiletpapir om dig?” (s.124).
Samtidig er arbejdet i de private virksomheder fokuseret på at skaffe profit til virksomheden, dvs. at noget af det allervigtigste i et menneskes liv - glæden ved at gøre et godt stykke arbejde der er i harmoni med den arbejdendes personlige normer og værdier - er reduceret til en ’professionel’ pseudotilfredsstillelse ved at leve op til firmaets krav. ”Anstændigt arbejde bliver bundkorrumperet, når det ender i kløerne på den rå, utøjlede kapitalisme” (s.166), som ikke interesserer sig for håndværk, kreativitet og omsorgsarbejde. Arbejdet er reduceret til at være en udgift eller (for arbejderen) et nødvendigt offer, hvis han eller hun vil overleve (s.159).
I sin kritik af vilkårene for den menneskelige aktivitet under kapitalismen trækker Jackson på Hannah Arendt, som skelner mellem arbejdet, der er det vi må gøre for at sikre vores biologiske overlevelse, og fremstillingen, som skaber en slags orden og stabilitet i en verden, hvor alt er forgængeligt. Mennesket skaber kunst, bygninger og anlæg, der holder længe, og som er med til at gøre verden genkendelig for os. Frembringelsesarbejdet er også den aktivitet, der handler om at tage ansvar for sin egen, sine børns, lokalsamfundets, menneskehedens og klodens fremtid, og den bringer ”et aspekt af varighed og holdbarhed til det dødelige livs meningsløshed, og til menneskets flygtige tid” (s.145).
Arendt ved godt, at også de langtidsholdbare frembringelser på et eller andet tidspunkt forvitrer og går til, men hun er bekymret over ”den uhyre skadelige acceleration af denne proces. Håndværk og kreativitet må vige for masseproduktion i jagten på højere effektivitet og profitvækst”, og ”når noget holder for længe, er det skadeligt for kapitalismen” (s.158f). Kapitalismen er derfor ikke bare på kollisionskurs med klimaet og klodens grænser i det hele taget, men også med noget fundamentalt i den menneskelige eksistens.
Livet i post-kapitalismens tid
Med denne kritik af kapitalismens falske løfter og dens ødelæggelse af værdifulde menneskelige livsformer vil Jackson gøre læseren beredt til at tage imod bogens centrale budskab: I stedet for at klamre sig til en udviklingsmodel der har kurs mod katastrofen, eller modvilligt og resigneret at påtage sig de nødvendige afkald, skal vi indse, at jagten efter mere og mere i virkeligheden eroderer vores ”lykke, håb og værdighed” (s.87). Vi må lære at forstå rigdom som et eksistentielt fænomen, som noget langt mere komplekst og dybt end den fattige udgave, kapitalismen tilbyder i form af et fortsat voksende forbrug af varer.
Jackson prædiker ikke afkald og forsagelse. Det ville være en hån i en verden, hvor goderne er fordelt så uretfærdigt og ulige som nu: ”Det har virkelig stor betydning at løfte folk ud af fattigdom. Næringsrig kost, rent vand, de helt basale fornødenheder” er nødvendige for alle mennesker, men ”når først man kommer forbi dette punkt, ser det ud til at fordelene ved at have flere penge falder dramatisk” (s.79f).
En frigørelse fra kapitalismens væksttvang og dens evindelige pres for at få dirigeret alle vores længsler og behov over i forbrug vil sætte os fri til selv at sanse, føle og tænke over, hvad der er værdifuldt, og hvordan vi kan leve et godt liv inden for de begrænsninger, der nu engang er vores livsvilkår: Vi lever her på jorden i kort tid, vi kan hele tiden miste det vi holder af, vi er en del af et økosystem, der i sig selv er skrøbeligt, og som ikke rummer uudtømmelige ressourcer.
Selv henter Jackson sin inspiration fra mange forskellige sider. Det kan virke lidt tilfældigt, men turen rundt blandt filosoffer og vismænd, digtere og træplantnings-aktivister, sejlskibs-navigering, en præsidentkandidat og en buddhistisk munk er vigtig, fordi den viser, hvor megen visdom der er at finde rundt omkring. Hvad Jackson vil vise er, at det liv vi kan få efter kapitalismen ikke er noget fremmed, men kan bygges på erfaringer og oplevelser, der bare er blevet kørt over af vækstdagsordenen.
Vi får ikke en systematisk fremstilling af ’det gode liv’, men en række spredte billeder og formuleringer, som vi hver især kan tage til os og bygge videre på. Jackson kunne måske godt have slået kliche-barometeret til lidt oftere, men det er både sympatisk og vigtigt, at han ikke er bange for det banale, men tværtimod prøver at holde fast i den indsigt, der ofte gemmer sig i det, der fejes til side som urealistiske drømme.
En væsentlig inspiration kommer fra den såkaldte engagerede buddhisme, dvs. en variant der ikke nøjes med at søge den indre ro, men går ud i verden for at lindre lidelsen. Buddha indså, at livet er lidelse, alt er forgængeligt, og vi skal dø, men vi vil leve, og vores trang eller begær rækker hele tiden ud i verden efter noget, vi gerne vil have. Jacksons læremester, munken Thich Nhat Hunh, lærte i klosteret, at ”vejen til åndelig oplysning ligger i ikke at knytte bånd”. Kan man beherske sin trang og sit begær, lider man ikke mere. Det kan føre til en ligegyldighed over for alt andet end ens egen sjælefred, men også til en dyb medlidenhed med alle levende og lidende væsener: ”Fra lidelsens muld vokser medmenneskelighedens lotusblomst” (s.197). Alt liv, også vores eget, er skrøbeligt og kræver omsorg og påpasselighed, dyder som er i fundamental modstrid med kapitalismens profit- og forbrugstvang, der modarbejder to af buddhismens vigtige erkendelser: Den prøver at undgå at vi modererer og selv styrer trangen, og den gør medlidenheden til noget sekundært - du tjener din næste bedst ved at være grådig og gå efter det maksimale udbytte for dig selv. Skab profit hvis du er selvstændig eller investor, og sving dankortet hvis du vil være ansvarlig og være med til at sikre, at hjulene holdes i gang, så kapitalismen kan leve videre.
Det menneskelige potentiale
Det er Jacksons påstand, at ”der findes en dyb kreativitet i vore sjæle, der kan sætte os fri til at leve meningsfulde liv og trives i fællesskab” (s.32). Vi har et ”potentiale for at leve bedre, mere opfyldte og bæredygtige liv” (s.19). Her er nøgleordet balance. Jackson er inspireret af Aristoteles, hvis enkle vejledning er, at på alle livets områder gælder det, at det går galt, hvis vi ikke balancerer mellem ’for meget’ og ’for lidt’. Den praktiske livskunst er at finde dette punkt i alt, hvad man gør. Fx kan konkurrence gøre os ligegyldige over for andre menneskers behov, men kan også bringe det bedste frem i os: selvdisciplin, respekt for andre, en oplevelse af at være blevet dygtigere, sans for sammenholdets og samarbejdets betydning. Kapitalismens problem er, at den er ude af stand til at finde og stoppe ved dette balancepunkt.
Vi får mange sådanne ’vise’ sentenser med i købet undervejs. Når man samler dem sammen, kan det godt virke lidt fluffy, men når de er spredt ud over bogen, fungerer det godt. Jackson selv sammenfatter det på denne måde: Det der for alvor betyder noget i vores liv, er ”at elske og blive elsket”, det er ”vores kærlighed til naturen; vores allerinderste følelser; vores empati for andre; vores sorg over livets forgængelighed; vores ubegribelige forbindelse til planeten selv; vores kapacitet for dyb eftertænksomhed; vores medfødte hang til at skabe et bedre samfund” (s.92, 96).
Omvendelsesstrategien
Jackson er ikke fuldstændig blind for, at der er strukturelle sammenhænge, som må tænkes med, når man vil forstå hvordan kapitalismen fungerer, men hans fokus er først og fremmest på vores individuelle antagelser, værdier og bevidsthed i det hele taget. Ordet ”vi” optræder igen og igen. Kapitalismen forklares som et psykologisk og bevidsthedsmæssigt fænomen. ”Vi” har accepteret en ”fejllæsning” af Adam Smiths oprindelige visioner (s.43) og ”har fulgt Darwins konkurrencemetafor ”med skyklapper på” (s.133).
Det kræver en forklaring: Darwin viste med sin evolutionsteori, at ”den stærkeste” eller den der er bedst til at tilpasse sig, er den der overlever”. Sådan er naturens orden. Denne tanke blev erobret af Herbert Spencer. Han fik teorien drejet, så det så ud som om kernen i al udvikling ─ også i det menneskelige samfund ─ var en nådesløs konkurrence, hvor den der mest konsekvent kæmpede for sine egne interesser vandt kampen. Når denne udlægning fik så stor en gennemslagskraft, skyldtes det ifølge Jackson, at ”de briller som nittenhundrede-tallets videnskabsmænd så verden igennem, var uafvendeligt formørkede af tidens vildtvoksende, brutalt omsiggribende form for kapitalisme” (s.121).
Havde de dog bare taget disse briller af, tænker man. Men sagen er, at Jackson selv ser temmelig ensidigt på historien. Der var masser af mennesker, der så det helt anderledes. Det er påfaldende, at han slet ikke nævner arbejderbevægelsen, der var bygget op omkring solidaritet og kæmpede mod kapitalismen, men i stedet taler han om kapitalismen som en selvstændig aktør, der reagerer primitivt ved at tolke konkurrence som ”en uundgåelig følgevirkning af den eksistentielle kamp” - hvorefter den indlejrer konkurrencen overalt, i alle ”kulturens institutioner” (s.203).
Med lidt god vilje kan det forstås, som om Jackson har øje for den systemtvang, der er i den kapitalistiske økonomi, men det er ikke hans pointe. For Jackson er der tale om en erkendelsesmæssig fejltagelse, ”en fundamental fejlslutning” (s.141). Andre tolkninger af Darwin synes nemlig at vise, at samarbejde og ikke nådesløs konkurrence og kamp har ført udviklingen fremad mod nye fremskridt. Det blev bare ikke denne udlægning, der vandt, og derfor hænger vi på den. Derfor er vi fanget i ”et stålgreb” (s.124).
Hvor finder vi skurken i det her? Hvordan er ”vi” havnet i denne suppedas? Ét sted er det et fængsel ”vi selv har bygget” (s.126). Et andet sted er det ”den menneskelige psyke”, der ”lænker os i forbrugerismens jernbur” (s.124). At vi er ”ængstelige, hyperaktive forbrugere” er ”den uundgåelige konsekvens af vores besættelse af vækst” (s.135). Denne besættelse er imidlertid fremkaldt af ”en kynisk og gennemtænkt strategi, der manipulerer vores nervesystem for at maksimere profit” (s.135) (jeg kursiverer, HEAF). Her ser det jo ud til, at det er reklamebranchen og kapitalisterne der er de sande skurke.
Men så sidder vi fast igen, for enten må Jackson konkludere, at også kapitalismens håndlangere er fanget ind af en falsk vækstmyte, eller også må forklaringen være, at vi almindelige forbrugere er snydt og bedraget af en gruppe onde manipulatorer. Det kunne omtalen af ”økonomerne” tyde på. De ”ikke bare bemægtigede sig magten”, men misbrugte den ved at kapre utilitaristernes frigørende nytte- og lykke-projekt, som de gjorde til et rent pengespørgsmål (s.78). Samme tendens er der i kritikken af de neoliberale økonomer. Jackson forklarer ikke, hvilke internt kapitalistiske og økonomiske problemstillinger der gjorde monetarismen til en magtfaktor fra 1980’erne og frem. I stedet fremhæver han neoliberalismens dårlige moral: ”Dens etiske spilleregler er gangsterens, jungleloven” (s.42).
Den logiske konsekvens af denne fokusering på det ideologiske og bevidsthedsmæssige niveau er, at kampen mod kapitalismen først og fremmest bliver en åndelig kamp om fortolkning, holdninger og værdier. Den står dog ikke helt alene i bogen, da der også er noget der tyder på, at Jackson har visse forhåbninger til ’staten’.
Staten, kapitalismen og vejen ud af vækstsamfundet
Analysen af statens rolle er løs og inkonsistent. John Lockes tanker fra slutningen af 1600-’tallet er ”det fundament, som vores moderne opfattelser af en regering er opbygget på” (s.200). Locke mente, at statens legitimitet hvilede på ’folket’, som afgav suverænitet under forudsætning af, at staten varetog dets interesser.
Det er ikke helt indlysende, hvordan Jackson kan mene, at denne tankegang stadig er fundamentet, når han samtidig skriver, at Lockes ide om den sociale kontrakt nu er blevet til ”en slags forsikringspolice for privat ejendom”. Statens funktion er blevet at være ”den ultimative håndhæver af ejendomsretten” og dermed beskytter af ”ejendomsejernes interesser” (s.203). Det er svært at få øje på den folkelige legitimitet i den moderne stat, hvor magten enten er forsvundet ”ud i markedet eller til militær dominans”. Staten foregiver at varetage almene interesser, men fungerer nu kun som ”elitens håndlanger”. Det er derfor ikke underligt, at folk søger tilflugt i ”fremmedhad, racisme og sexisme”. Og det er ikke kun mennesker, det går ud over: ”Denne statsudformning levner ikke plads til at tage vare på andre dyrearters rettigheder. Den levner ikke plads til naturbeskyttelse. Den kan aldrig varetage fremtidige generationers interesser” (s.204).
Jackson kan imidlertid ikke forklare, hvorfor eller hvordan denne sammenfletning af stat og kapitalisme er kommet i stand. ”Samfundets regler er underlagt statens nåde” (s.194), skriver han, men ”på uheldig vis” hænger den politiske magt i de vestlige demokratier sammen med, ”hvorvidt den formår at skabe økonomisk vækst eller ej” (s.194). Som forklaring på dette fænomen må vi nøjes med en anekdote om en britisk embedsmand, der kommenterer planerne om nulvækst med, at han da vil blive til grin, hvis han møder op i G7 og præsenterer et BNP uden vækst. Det får Jackson til at konkludere, at det afgørende i ”magtens højeste korridorer” altså er de samme spilleregler som i børnehaven: ”min er større end din”. Den hændelse gav ham et hak i troen på ”statens evne til at spille nogen som helst rolle” (s.195).
Så kommer coronakrisen, og den er en åbenbaring for Jackson, der nu får troen på staten tilbage: ”I løbet af 2020 blev verden måbende vidne til det mest utrolige ikke-kapitalistiske eksperiment, vi nogen sinde kunne forestille os”. Kapitalismen blev ”skilt ad, bid for bid” (s.13).
Det er uomtvisteligt rigtigt, at her greb staten ind ”til fordel for samfundets helbredstilstand” (s.212), det har bare ikke noget at gøre med en antikapitalistisk politik. Der var en opgave der skulle løses, også hvis kapitalismen skulle sikres de bedst mulige vilkår fremover, og hvis man skulle undgå alt for mange fallitter blandt de eksisterende virksomheder. Det er en vild overfortolkning, når Jackson konkluderer, at vi blev ført ”ud af kapitalismens snærende strukturer og direkte ind i en post-vækstverden” (s.213).
Jacksons lemfældige kapitalismeanalyse
Det er indlysende rigtigt, at det kapitalistiske system står og falder med, at der er mennesker, som udfører de forskellige funktioner, der holder systemet i gang. Det vil også sige, at hvis ikke tilstrækkeligt mange mennesker forstår, at kapitalismen må overvindes, kommer vi aldrig af med den. Derfor er en moralsk kritik som Jacksons vigtig nok. Men denne type kritik risikerer at ende i afmagt eller i misantropi, hvis ikke den kobles med en præcis forståelse af kapitalismens anatomi og af den systemtvang, der ikke kan reduceres til moralske valg taget af enkeltpersoner. Her er Jackson upræcis, naiv og selvmodsigende.
Det er karakteristisk, at bogens motto er et digt der fortæller os, at historiens ”tunge smerte” kan vi ikke ændre på, men ”med mod og hjerte” kan vi forhindre, ”at det hele sker igen”. Dette digt blev læst op ved indsættelsen af Bill Clinton, der om nogen var med til at give kapitalismen yderligere vind i sejlene.
Tilsvarende er Jacksons store helt Robert Kennedy, der i 1968 var den sandsynlige præsidentkandidat for det demokratiske parti i USA, inden han blev myrdet. Kennedy var optaget af ”social retfærdighed” og opmærksom på miljøproblemerne, men det der særligt fascinerer Jackson, er Kennedys kritik af den måde bruttonationalproduktet er skruet sammen på. BNP opgøres i penge fremfor ”i form at mængder af fysisk materiale” (s.60) og inkluderer alle former for ”produktion” helt uafhængigt af, om der er tale om noget samfundsgavnligt eller om fx ”luftforurenende produktion og transport (…), reklamer for cigaretter” og ”napalm og atomvåben” (s.21).
Det virker ganske rigtigt intuitivt åndssvagt, men er jo netop det der kendetegner vareproduktionen i et kapitalistisk samfund: Virksomhederne konkurrerer, og vil de overleve på markedet, er de tvunget til at fokusere på det, der giver det største overskud. Kun sådan har de en chance for at kunne investere lige så meget og helst mere end konkurrenterne. De ved aldrig, hvor langt de andre er mht. fx ny teknologi eller erobring af nye markeder, og er derfor nødt til at være på forkant. Hensyn til miljø og klima, social retfærdighed, børnenes fremtid, den almindelige livskvalitet er alt sammen kun relevant, hvis der kan tjenes penge på det. Den enkelte ejer, investor og direktør kan godt som privatmenneske inderst inde mene noget andet, men som agenter i en kapitalistisk virksomhed må de handle efter en anden moral: det størst mulige overskud. De fungerer ikke i et frit moralsk defineret rum, men på et marked hvor kun de, der er i stand til at skaffe den største profit, overlever.
Jackson er ikke blind for, at profit spiller en vigtig rolle, men han ser det som et spørgsmål om en ubønhørlig ”sammenskrabning af rigdom” (s.22) og som et udslag af en grådighedskultur (s.44).
Vækst er en nødvendighed i et kapitalistisk system, fordi enhver virksomhed er tvunget til at optimere produktion og salg. Gør man ikke det, går man nedenom og hjem. Profitten kan naturligvis bruges ’grådigt’ til et luksusforbrug, men en ideel kapitalistisk virksomhed investerer så meget som muligt for at kunne følge med konkurrenterne og helst overhale dem. Problemet er ikke psykologisk, men systemisk. Vækst er ikke noget, nogen bare ’vælger’ fordi de er grådige, eller fordi de har misforstået meningen med det hele.
Der er ikke her plads til en grundigere uddybning, så jeg nøjes med at henvise til Søren Maus Stum tvang (Klim 2021) og til min anmeldelse af den, Søren Maus uomgængelige kapitalismekritik.
Dette fokus på moral og kultur medfører, at Jackson overfortolker forskellen mellem forskellige historiske udgaver af kapitalismen. Han mener således, at udviklingen generelt har ført os ”længere og længere væk fra anstændighed, integritet og offentlige værdier” (s.22).
Det er givetvis rigtigt, at den økonomiske liberalismes grundlægger, Adam Smith, ”ville have væmmet sig ved” neoliberalismens udskejelser (s.41f). Men når Jackson taler om ”denne nye hensynsløse variant af kapitalismen” (s.44), må man spørge: hvornår har kapitalismen været ”hensynsfuld”?
Det var den angiveligt i 1950’erne og 60’erne, ”hvor virksomhederne var omsorgsfulde, uligheden lavere, og selv begrebet ’velfærd’ faktisk betød noget”. Han mener med Martin Wolf fra Financial Times, at de vestlige samfund dengang var ”egalitære”, og at man havde ”en følelse af social solidaritet” (s.42). Indtil angrebet på World Trade Center 11/9-2001 havde vi 50 år havde med ”kontinuerlig fremgang for sociale fremskridt, men med ét gik denne udvikling næsten helt i stå” (s.45).
Hvordan mon det hænger sammen med, at vi et par sider tidligere har fået at vide, at det ”neoliberalistiske monster” (s.42) allerede i 1980’erne havde ”en voldsom og ødelæggende indvirkning på samfundet. Det er særligt siden da, at ”uligheden er steget, folk generelt er blevet dybere og dybere forgældet, antallet af angstdiagnoser og selvmord er eksploderet, og livsstilssygdomme og fedmeepidemien har bredt sig” (s.44) Og hvad bliver der af efterkrigstidens omsorgsfulde kapitalisme, når det nu hedder om den neoliberale økonomi, at ”alt var som det plejede at være. Nu var grådighedskulturen bare sanktioneret af en stat, der gjorde alt for at trække sig helt ud af det spil ved at forsøge at privatisere hele molevitten” (s.44).
Det er rigtigt, at betingelserne efter 2. verdenskrig var anderledes, men man skal være døv og blind for de historiske kendsgerninger, hvis man ser det som udtryk for en særlig kapitalistisk hensynsfuldhed (se fx om de faktiske forhold i Danmark i min bog Klassesamarbejde og klassekamp. Den politiske, sociale og økonomiske udvikling i Danmark 1940-78 (Kbh. 1980 og nu på vej som e-bog).
På den baggrund er det ikke mærkeligt, at Jackson synes ”det er svært” at finde ”en simpel, logisk baggrund for ”vækstens nødvendighed” (s.47). Ét sted taler han om en ”ekspansiv drift” i kapitalismen, men forlader hurtigt dette spor. Hvad så med ejerforholdet, altså den private ejendomsret til produktionsmidlerne? Og hvad med kapitalismens ”afgørende afhængighed af et ’marked’” (s.47f)? Uden nogen nærmere argumentation hævder Jackson, at sådan noget finder man også i diverse ikke-kapitalistiske økonomier. ”En rent kapitalistisk økonomi eksisterer med andre ord overhovedet ikke i praksis”. Hvis man ”nærstuderer” tingene, så opløses ”grænselandet mellem kapitalistiske og ikke-kapitalistiske økonomier” (s.49).
Når profit til sidst udnævnes som den vigtigste faktor i den kapitalistiske vækstmotor, så skyldes det altså ikke en systemlogik i kapitalismen, men at profitten får pladsen som den primære motivation til at få folk til at investere. Det er en helt eksplicit adfærdsantagelse, når der tales om kapitalisme” (jeg kursiverer, HEAF) (s.49).
Det fører over i en opdeling, der går mellem dem, som tjener penge som lønarbejdere, og dem der har deres indkomst ”i form af profit”. Dvs. at Jackson fuldstændigt ser udenom, hvor profitten kommer fra. Det er ikke hos ham, man kan lære noget om den udbytning, der finder sted i selve produktionsprocessen. Ikke noget om merværdi her. Profit er simpelthen en indkomst, og selv om der er ”en fundamental forskel mellem samfundets rigeste og samfundets fattigste”, så er det sådan, at ”i praksis er det selvfølgelig udbredt, at man tjener penge på begge dele samtidig. Og fordelingsbalancen mellem de to kan sagtens skifte i løbet af ens liv” (s.50).
En så flagrende og usikker analyse ender let i postulater og besværgelser. Ifølge Jackson ligger kapitalismen ”på sit dødsleje” (s.54). Indtil videre må det vist siges at være den rene ønsketænkning. Og ikke noget godt grundlag for en politik og aktivisme, der sigter mod at stoppe væksten.
Jacksons forslag til handling
Bogens vigtigste budskab er, at vi skal se indad, finde frem til det der for alvor betyder noget, lære at gennemskue alle de misforståelser og fejltagelser, der ligger til grund for vores kapitalistiske kultur, og aflære bindingerne til ”forbrugskapitalismen”. Det er altså en mental kamp, en slags omvendelsesproces om man vil, han taler for. Den kan også ytre sig i en ikke-voldelig civil ulydighed, som er ”den eneste mulighed, der er tilbage til de ubemidlede” (s.205), når staten er blevet kapitalismens forlængede arm. Det uddybes ikke, og måske hælder Jackson også mest til noget andet: en mere ’menneskelig’ og socialdemokratisk kapitalisme.
Overfortolkningen af coronapolitikken er allerede nævnt. Han tilslutter sig også amerikanske politikere og økonomer, der vil give kapitalismen et mere socialt retfærdigt præg (s.25). Og hen mod slutningen af bogen fremhæver han igen, at vi i dag ”mere end nogensinde” har brug for Robert Kennedys visioner om et ”inkluderende, ligestillet samfund (…). Set i bakspejlet er det helt utroligt, hvor gennemtænkt denne vision var (s.224)”.
Men mener han virkelig, at Kennedy og det demokratiske parti i 1968 var i gang med at gøre op med kapitalismen? Hvorfor undrer det ham ikke, at der ingen signaler var i den retning i de følgende år?
Det minder også om en traditionel socialdemokratisk gartner-metaforik, når han skriver, at ”der er et helt fundamentalt behov for at beskære kapitalismens korrupte og visnende grene og genindsætte investering på sin rette plads i samfundet” (s.183). Det må være det han tænker på, når han også taler om at ”reparere” kapitalismen (s.110) (jeg kursiverer, HEAF).
Tiltroen til statens rolle i den radikale omlægning, han er fortaler for, er dog ikke uden forbehold. Jacksons vigtigste pointe er også her, at vi må tilegne os en bedre forståelse. Hele systemet er bygget på ”en ukomplet rammeforståelse af, hvad staten overhovedet er. En indimellem fatal misforståelse af magtens kunst” (s.202) (jeg kursiverer, HEAF). Sagen er nemlig, at Greta Thunberg havde ret, da hun sagde, at der findes en ’ægte magt’ hos folket. ”Men den må først vækkes fra dens egen stilstand”, hvilket jo netop er formålet med bogen. ”Derefter må den udtrykke sig selv gennem valgurnerne. Hvis det ikke virker, må den gå på gaden i protest” (s.206). Men heller ikke det er nok. Vi må lære at forstå magt på en anden måde. Ægte magt, sagde Lao Tzu for ca. 2500 år siden ”lever op til sine forpligtelser”. Thick Nhat Hanh siger, at ”magten ligger i at sætte os selv fri af den konstante trang”. Jackson tilføjer, at ingen påstår, at det er en let sag, ”men det er muligt for alle at gøre det” (s.209).
Også ”staten” må lære at agere på en anden måde. Jackson kan ”ikke bifalde statens rolle (…) som den største forsvarer og håndhæver af et system, der målrettet puster til folks trang, så pengene kan trille. Og alt sammen for at opretholde en korrupt og uretfærdig fordeling af samfundets privilegier. Regeringsførelse bliver pinedød nødt til at betyde noget mere. Den må yde mere end bare det. ’Omsorgen for menneskets liv og lykke, og ikke dets ødelæggelse, er en god regerings første og eneste opgave’ skrev Thomas Jefferson i 1809” (s.208).
I betragtning af hvordan Jackson beskriver den faktiske statsmagt, ser det ud som et fromt og urealistisk krav. Det samme må man sige gælder de krav, han foreslår vi stiller til politikerne:
Vi må regulere de politiske partier noget hårdere, og ”burde vi kræve at vore repræsentanter aflægger juridisk bindende ed? Burde embedsmænd have en særlig uddannelse eller bestå særlige prøver eller på anden måde vise, at de besidder de personlige egenskaber, som vi ønsker af folkene i vores statsapparat? Burde der indføres hårde lønloft? Burde vi kræve, at de giver afkald på materiel rigdom? Burde der foreligge beviser for, at de besidder den særlige form for magt, der stammer fra netop at kunne modstå magtbegæret?” (s.209).
Afslutning
Som det fremgår, er Jacksons analyse af stat og kapitalisme mere forvirrende end oplysende. Jeg har gjort en del ud af det, fordi det er vigtigt, at venstrefløjen og klimabevægelsen bliver skarpere i kritikken af kapitalismen. Men bogen har andre fortrin. Klimabevægelsens sangskriver, Niels-Simon Larsen, har længe efterlyst en diskussion om ”grøn ånd”. Vi skal ikke bare kritisere og kræve, men også vise hvad det er, vi vil, og hvad vi egentlig forstår ved et bæredygtigt liv og samfund. Den diskussion har Tim Jackson givet et skub fremad.