Kritisk Revy

Sikkerhedspolitik: Venstrefløjen og en ny verdensorden i klimaforandringernes tid

af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

Der tages i dette nummer fat i den varme kartoffel, der hedder venstrefløjen og dansk sikkerhedspolitik. En debat, der har været forsømt siden Murens fald og kommunismens kollaps, hvor verden, som nogen mente, stod ved historiens ende, og hvor historiens mening derfor måtte være den amerikanske, neoliberale verdensorden.

Forfatterne har valgt at opdele deres bud på en ny sikkerhedspolitik i en ’langsigtet’ artikel - det er den, der følger herunder - om de overordnede rammebetingelser for denne, dvs. den nuværende verdensorden og den fremtid, der kan forventes set i lyset af menneskehedens hidtil største udfordring, klimaforandringerne og en ’kortsigtet’ artikel – ”Elementer til en ny sikkerhedspolitik” - der behandler de problemer og de løsninger, som de aktuelle forhold kræver.

Med disse artikler, håber forfatterne at bidrage til den genstart, der allerede er i gang, af en debat på venstrefløjen om sikkerhedspolitik og de politiske følger af krigen i Ukraine. Herunder betydningen af den hedengangne ”reelt eksisterende socialisme” for holdningen til NATO i mange østeuropæiske lande og på Vesteuropas venstrefløj og forhåbentligt også om, hvilken rolle det manglende opgør med fortiden har spillet for Ruslands invasion af Ukraine.

Læserne gør klogt i at holde sig for øje, at en konkret sikkerhedspolitik med stor sandsynlighed vil have en udløbstid omkring 2040-2050, hvor klimaforandringerne formentlig vil have resulteret i kolossale og katastrofale omvæltninger.

 ​​​​ 

Hvordan griber venstrefløjen diskussionen om dansk sikkerhedspolitik an i en tid, hvor den verdensorden¹, der opstod ved anden verdenskrigs afslutning, nemlig den amerikanske, tydeligvis er i opløsning uden, vi endnu ved, hvad den afløses af? Det er et spørgsmål, der udløst af Ruslands invasion af Ukraine, optager samtlige venstrefløjsorganisationer i Europa, skønt buddene på en ny sikkerhedspolitik fra den kant både er famlende og vidt forskellige.

I Danmark blev de første forsøg gjort i foråret 2022, hvor bl.a. Enhedslistens Pelle Dragsted og flere andre i artikler på webmediet Solidaritet gav deres bud ², ³, der groft sagt forsøger at kombinere en holdning, man kunne kalde ’NATO er det eneste cirkus i byen’ med en traditionel antimilitaristisk og fredsorienteret holdning. Også det norske Rødt har ført og fører heftige indbyrdes diskussioner, men peger blandt på et alvorligt hul i NATOs sikkerhedsgaranti⁴. Seneste bidrag i Danmark er en kronik af Lotte Rørsted-Madsen i Arbejderen⁵, der indtager en slags forståelse for, at Rusland som stormagt har særlige sikkerhedsbehov kombineret med traditionelle venstrefløjsstandpunkter omkring imperialismen, men uden at de østeuropæiske landes og befolkningers ønsker, erfaringer osv. optræder som aktører i historien.

Karakteristisk for mange af venstrefløjens bud på en sikkerhedspolitik inklusive de oven for citerede er dels en mere eller mindre snæver eurocentristisk og regional holdning, dels ofte en forbavsende mangel på at inddrage de østeuropæiske landes og befolkningers egne erfaringer med flere århundreders naboskab med først det zaristiske Rusland og senere Sovjet og den dermed forbundne tvangsindførelse af kommunistiske styrer – en holdning der de facto reducerer befolkningerne til tilskuere til deres egen historie uden egne ønsker eller handlekraft - og endelig manglen på et overordnet historisk funderet syn på de kræfter, der driver en verdensordens opståen og nedgang. Man kunne her tilføje, at Ruslands manglende opgør med stalinismen og den fordrejede opfattelse af hvad socialisme er, kan have været en medvirkende årsag til overfaldet på Ukraine.

Og det er her, det bliver vanskeligt. Venstrefløjen skal på en gang stå fast på Ukraines – og alle andre landes og befolkningers - ret til selvbestemmelse, være beredt på yderligere russisk aggression og samtidigt holde internationalismens og antimilitarismens fane højt velvidende, at klassekampen fortsætter ufortrødent, og at organisationer som NATO grundlæggende er instrumenter til at forsvare og forsøge at opretholde den amerikanske verdensorden. Men hvad gør man så, når NATO er det eneste cirkus i byen, der er i stand til at forsyne Ukraine med de våben, landet så hårdt har brug for til at kunne modgå den russiske aggression? Det er en stor kamel at sluge for venstreorienterede, der i så mange år har kunnet bekæmpe NATO som kapitalistisk instrument til bevarelse af den amerikanske verdensorden. Og naturligvis hjælper USA ikke Ukraine for ukrainernes blå øjnes skyld – hjælpen er en del af kampen om hvem, der skal sætte dagsordenen for verden, så krigen har både elementer af en forsvarskrig og en stedfortræderkrig.

Efter disse mere konkrete betragtninger, vil resten af artiklen kigge på verdensordenen og det, der påvirker den, først fremmest de voldsomt accelererende klimaforandringer.

Verdensordener

Hvis man et øjeblik holder muligheden for, at krigen i Ukraine udvikler sig til en 3. verdenskrig uden for diskussionen, så tyder mangt og meget på, at den amerikanske verdensorden, der efter anden verdenskrig afløste den britiske verdensorden, er ved at afsvækkes, mens en kinesisk verdensorden synes på vej fremad og opad.

Verdensordener skifter efter historikeren Alfred McCoys opfattelse, når ”en voldsomt destruktiv katastrofe er faldet sammen med store samfundsmæssige forandringer.”⁶ Som eksempel nævner han, at der forud for den iberiske verdensorden – som er den første egentlige verdensorden - med de store opdagelsesrejser (set fra et europæisk synspunkt) gik en periode, hvor Den sorte Død decimerede 60 % af Europas og Kinas befolkninger og dermed brød den middelalderlige samfundsordens lænker. Den iberiske verdensorden hvilede i sin tur på revolutioneringen i anvendelsen af vinden som drivkraft til skibe og allervigtigst på den massive anvendelse af slavearbejdskraft.

Det britiske imperium og dermed den britiske verdensorden, der afløste den iberiske verdensorden, opstod i kølvandet på Napoleonskrigenes voldsomme ødelæggelser og faldt sammen med den industrielle revolution, hvor brugen af fossilt brændsel i form af kul til dampmaskinerne sikrede denne verdensorden.

De enorme ødelæggelser, anden verdenskrig forårsagede, og opkomsten af olien som kullets afløser betød, at USA fremstod som en ny verdensordens førende nation. Men klimaforandringerne indvarsler begyndelsen til en ny verdensorden, den kinesiske, der geografisk vil være centreret omkring den eurasiske landmasse. Det, som den nu næsten ukendte britiske geograf Halford Mackinder – mange kalder ham geopolitikkens fader - kaldte ’verdensøen’, bestående af denne eurasiske landmasse og Afrika med Rusland, Centralasien og Nordkina som kerneområdet og Vesteuropa, de nordafrikanske og mellemøstlige landområde, Syd- og Sydøstasien og Japan som den ’indre halvmåne’ omkring kerneområdet⁷. Også dagbladet Information er inde på, at verdensordenen er ved at skifte, og har tilsyneladende skiftet ’den liberale verdensorden’ som betegnelse for den herskende orden ud med ’den amerikanske’, noget der nok er mere præcist og reelt.

Mackinders geopolitiske verdensbillede

(fra Google https://en.wikipedia.org/wiki/Halford_Mackinder)

Antager man – hvad meget tyder på – at klimaforandringerne i midten af dette århundrede vil antage katastrofal karakter i form af den globale opvarmning, vil det sandsynligvis fremskynde den amerikanske verdensordens fald, som McCoy anser for at være passé omkring 2030 og bremse den kinesiske verdensordens fremgang i en sådan grad, at den allerede omkring 2050 vil være tvunget til at trække sig ud af mange af sine internationale engagementer og dermed også drastisk svække den verdensorden, man til den tid måtte have opbygget.⁸

Verden nytår 2050

Lad os med et langt citat fra McCoys bog nu sætte den globale baggrund for dansk sikkerhedspolitik i de nærmeste årtier:

”Da klokken slog midnat nytårsaften 2050 i New York, var der ringe anledning til fest. Selvfølgelig udbragte man de sædvanlige skåler og sendte hinanden de sædvanlige luftkys i de komfortabelt velståendes klimaregulerede lejligheder i højhusene. Men for størstedelen af menneskeheden var det bare endnu en dag med modgang grænsende til elendighed – en desperat kamp for at finde mad, vand, ly og sikkerhed, der ofte blev tabt.

Efter at stormfloder havde fejet de kolossale dæmninger, der blevet bygget med enorme omkostninger, væk, oversvømmede det stigende hav bykernerne i store byer, der engang husede over 100 millioner mennesker. Alexandrias, Bangkoks, Mumbais, Saigons og Shanghais gader blev oversvømmet af flere meter havvand, der forurenede drikkevandsforsyningen, fyldte kloakkerne og kortsluttede elkablerne og gjorde store dele af disse byer ubeboelige. Lavtliggende områder som Mekong-deltaet, Nil-deltaet og Bangladeshs kyst sank eller var allerede sunket ned i det stigende hav og havde sendt millioner af bondefamilier på flugt. Ubønhørlige bølger åd løs af verdens kyster og udsatte landsbyer og store og mindre byer for risiko.

Hver sommer steg temperaturen på de tropiske breddegrader over hele verden til uanede højder og holdt sig ofte et godt stykke over 38 grader i ugevis. Landbrugsjord i Afrika og Asien gik tabt på grund af tørke, blev til ørken og gjorde i stigende grad kernefødevarer som korn umuligt at købe for verdens fattige. Med oceaner, der hastigt opvarmedes, kæmpede kystsamfund med at finde de fiskestimer, der engang havde været deres hovedkilde til protein. Mens 140 millioner klimaflygtninge i Afrika, Latinamerika og Sydasien fyldte lækkende både eller marcherede til fods i deres desperate søgen efter mad og ly, lukkede velstående lande over hele verden deres grænser og opførte mure og overlod skibe pakket med flygtninge til at forlise til havs og jog menneskemængder væk fra deres grænser med tåregas og kugler.”⁹ ​​ 

Det er den sandsynlige virkelighed, vi står overfor og som venstrefløjen skal lære at manøvrere i. Man kan hertil føje, at vi såmænd ikke behøver at se så langt som til den anden side af Middelhavet. Der tegner sig efterhånden et mønster af vedvarende tørke i de sydlige dele af Portugal, Spanien og Italien, og med de alpine gletsjeres hastige afsmeltning trues nogle af Europas mest frugtbare landområder af vandmangel i en sådan grad, at fødevaresikkerheden er truet. Dvs. at det er forventeligt, at de sydeuropæiske befolkninger også sætter sig i bevægelse i jagten på vand, mad og relativ sikkerhed, fordi deres hjemområder bliver mere eller mindre ubeboelige¹⁰. Denne strøm af mennesker ved vi jo allerede er begyndt.

Et valg

Den rige, nordlige verden står derfor over for et valg: Skal man forsøge at holde klima-migranter ude af ’vores’ lande, eller skal man tværtimod indse, at klimaforandringerne er kommet for at blive og indrette sig på det, dvs. lade klima-flygtninge komme ind og tilpasse samfundene og verdensordenen efter det? Med andre ord og groft sagt: Skyder Europa halvdelen af de millioner af klimaflygtninge, der vil forsøge at krydse Middelhavet, så vil den anden halvdel bare gå tørskoet over forgængernes lig. Det eneste man i så fald har opnået, er ufattelige lidelser og en kolossal vrede, men ikke at holde strømmen tilbage.

Som venstrefløj har vi ikke dette valg – vi ved, at virkelig sikkerhed kun opnås ved en retfærdig verdensorden, hvor alle mennesker sikres adgang til de basale globale ressourcer, ikke bare de rige eller beboerne i de verdensdele, der ikke i samme grad rammes af klimaforandringerne. Med andre ord: ​​ Kampen mod klimaforandringerne kan ikke løsrives fra kampen mod social ulighed og den evige vækst, som kapitalismen hviler på. Løsningen er derfor at acceptere, at det meget vel kan være for sent at hamle op med mange af klimaforandringernes resultater, og at vi derfor må indstille os på, at den ’hvide’ verden om to-tre generationer er brun eller lysebrun. Som Gaia Vince skriver i The Guardian: ”Menneskevandringer i en skala, der aldrig før er set, vil dominere dette århundrede. Det kunne blive en katastrofe eller, hvis man handler klogt, kunne det blive vores frelse.”¹¹ ​​ 

Det vil betyde farvel til den velfærd, vi tager for givet i Europa, for lukkede grænser = åbne kasser, mens åbne grænser = lukkede kasser. Med andre ord den velfærdsstat, vi kender og har opbygget, er kun mulig på det nuværende niveau inden for nationalstatens grænser. Vi kan jo allerede se, hvorledes kapitalismens efterspørgsel efter den migrerende arbejdskraft bare inden for EU underminerer gode løn- og arbejdsforhold i flere brancher. ​​ 

Og hvad så?

Klassekamp i den grønne omstillings og klimaforandringernes tid vil sige at stå over for, at den kapitalistiske orden vil søge at vælte de stærkt stigende leveomkostninger, en vare- og energiknaphed og formentlig også rationering plus de omkostninger, der er forbundet med både den grønne omstilling og de eksplosivt voksende forsvarsudgifter over på den globale arbejderklasse. Man behøver ikke at have gået på universitetet for at forudsige, at disse problemer vil kunne udløse omfattende social uro, der meget vel kan få De gule Veste i Frankrig til at ligne en søndagsskoleudflugt. Og social uro er oftest lig med, at statsmagten svarer autoritært tilbage gennem sit voldsmonopol. Hvis uroen bliver tilstrækkelig stærk, vil man ikke kunne nøjes med at sætte et selv stærkt militariseret politi ind, men er nødt til også at ty til militæret. Men man har selvfølgelig som venstreorienteret lov til at håbe, at det ikke bliver statsmagten, der vinder.

Hvis antagelsen om at en kinesisk verdensorden omkring 2050 er så udfordret af klimaforandringerne, at den svækkes og falder fra hinanden, hvilken orden vil så opstå? En orden eller rettere ikke-orden kunne være den, som McCoy beskrive: ”Klimaforandringerne truer, hvis de ikke bringes under en eller anden form for kontrol, efter 2050 med at skabe en ny planet, der for evigt vil gennemleve katastrofer, og hvor selve ordet ’verdensorden’ vil miste sin normale betydning.”¹²

De miljømæssige forandringer, der er undervejs, er så fundamentale, at kun en slags verdensregering, måske baseret på et grundlæggende reformeret FN (se artiklen ”Elementer til en ny sikkerhedspolitik” andetsteds i dette nummer af Kritisk Revy), får mandat – og magt – til at beskytte planeten og sikre menneskerettighederne. Det betyder at regulere de uhyre migrantstrømme, sikre retfærdig adgang til de globale fundamentale ressourcer og til at sætte menneskerettighederne over den nationale suverænitets ukrænkelighed i modsætning til den britiske og amerikanske verdensorden, der implicit satte den nationale suverænitet over menneskerettighederne og den opvoksende kinesiske, der gør det åbenlyst, fordi dens kerne er en slags hyper nationalisme.

Alternativerne ville være en slags verdensorden, der enten hviler på en autoritær ’grøn’ udgave af kapitalismen, hvor statsmagt og kæmpestore transnationale firmaer er sammensluttet i en slags metastatslige samfund med en knivskarp og skånselsløs klassedeling som f.eks. i filmen ”Blade Runner”. Eller en ’orden’, der vil betyde samfundets kollaps og formentlig en permanent borgerkrig mellem byer, lokalområder og regioner, der konstant kæmper om adgang til de globale ressourcer mad, vand, ren luft, kølighed – det er et scenarie, der har optaget mange filmskabere og forfattere som f.eks. i filmen ”Mad Max”.

Hvorvidt vi så får chancen for at indrette en verdensorden, der er grundlæggende retfærdig, er stadig et åbent spørgsmål, fordi der er så mange ukendte faktorer, men uden kollektiv handling har vi ikke mange chancer. Sådanne handlinger må hvile på en erkendelse, der ser virkeligheden i øjnene: Vi er ude over en række tipping points – afsmeltningen af Grønlands indlandsis er uafvendelig – der vil ændre verden på en måde og i en hast, vi ikke indtil nu har set; på en måde er det for sent, men så må vi prøve at få det bedst mulige ud af det. Derfor rammer Rune Lykkebergs klumme i Information De nye klimabenægtere¹³ ikke helt plet, når han skriver ”… Det [den nye klimabenægtelse, red.] er tendensen i os alle sammen til at give op og fokusere på tilpasning …”. Men sammenkoblingen af opgivelse og tilpasning er ikke nødvendigvis rigtig. En tilpasning til det, vi ikke længere kan rette op på, samtidig med at vi forandrer verdensordenen, så vi bremser en yderligere forværring, er ikke klimabenægtelse og sikrer en retfærdig ressourcefordeling, men er derimod et udtryk for en sund realisme, der kan blive vores allesammens redning.