Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 20. Ansvarshavende redaktør : Peer Møller Christensen

 

Udskriv artiklen

 

 

Politik i Kina op til den 20. partikongres

 

af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion.

 

Det kinesiske kommunistpartis 20. kongres vil finde sted på et tidspunkt, hvor en række kriser – fortsatte lockdowns på grund af covid-19, tørke og energimangel, økonomisk tilbagegang og en tilspidset geopolitisk situation – sætter den kinesiske ledelse under et alvorligt pres.

 

16. oktober i år indledes det kinesiske kommunistpartis 20. kongres. Kongressen varer en uge. Hvor delegerede fra lokale partiafdelinger i Kina mødes i Folkets Store Hal på vestsiden af Den Himmelske Freds Plads. Selve pladsen vil være lukket for offentligheden, som må vente på, at kongressens resultater åbenbares på fjernsynsskærme i de kinesiske hjem og storskærme i byernes butiksstrøg.

 

I løbet af kongressen vil de delegerede stemme om, hvordan kommunistpartiets ledelse skal sammensættes og udstikke retningslinjerne for de kommende fem års udvikling. Man skal vælge medlemmerne af den 204 medlemmer store centralkomite, som derefter vælger ​​ centralkomiteens politbureau på 25 medlemmer og politbureauets stående udvalg, der tæller 7 medlemmer. Kongressen vil blive afsluttet med, at den valgte generalsekretær i en tale fremlægger kommunistpartiets politik for de kommende fem år.

 

En af de beslutninger der ventes med størst spænding blandt såvel kinesere som folk i resten af verden, som følger med i hvordan kinesisk politik udvikler sig er om den siddende generalsekretær for kommunistpartiet og kinesiske præsident Xi Jinping vil blive valgt til at sidde på ​​ disse poster i endnu en valgperiode. I tiden efter Maos død har det været kutyme, at man kun kunne sidde på de øverste poster i den kinesiske ledelse i to på hinanden følgende valgperioder på hver fem år. Denne kutyme har Xi Jinping fået ændret, så det nu vil være muligt for ham at blive siddende som både generalsekretær og præsident i endnu en femårs-periode – og muligvis endnu længere.

 

Kommunistpartiet rangerer over statsapparatet

At de afgørende beslutninger vedrørende personvalg ​​ og den kommende politik vedtages på kongressen er lidt af en tilsnigelse. I virkeligheden er disse beslutninger allerede taget på møder i badebyen Beidaihe, hvor kommunistpartiets øverste ledelse og nogle tidligere nu afgåede ledere mødes og enes om, hvad der skal besluttes på partikongressen.

 

Det gælder også de beslutninger om valg af præsident, premierminister og regering, som skal træffes af det kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres, som træder sammen et lille halvt år efter afholdelsen af partikongressen. Rækkefølgen af de to kongresser- partikongressen og folkekongressen - afspejler, at kommunistpartiet i det politiske system i Kina rangerer over statsapparatet.

 

De mest magtfulde institutioner i kommunistpartiets organisation deler den kinesiske økonomi imellem sig, på en måde, som sætter den statslige administration af disse sektorer ud af spillet. Som det formuleres af Hu-feng Hong i interviewet med ham, som præsenteres i dette nummer af Kritisk Revy (1):

 

I kommunistpartiets centralkomité eller politbureau kan man udpege individuelle medlemmer af elitens øverste lag, ud fra hvilke sektorer de har tilegnet sig som deres domæne; de bemander hele sektorer, som f.eks. energisektoren, oliesektoren, mineralsektoren eller elektricitetssektoren, med deres slægtninge og venner. Denne opdeling af de statslige sektorer blandt eliterne har udviklet sig til en korrupt, oligarkisk struktur.

 

Xi Jinpings magt

Xi Jinping har, siden han 2012 blev valgt til generalsekretær og præsident, styrket sin personlige magt på en måde, så han i kommunistpartiets publikationer omtales som partiets ”kerne”. Ud over de ovennævnte poster er han også formand for både partiets og den statslige militærkommission - og har således fuld kontrol over den kinesiske hær.

 

Xi Jinping har siden sin tiltræden på mange måder ændret kursen for kommunistpartiet.

 

Parti og stat

I de første mange år efter indledningen på den kinesiske reformkurs var det en vigtig politik for Deng Xiaoping at gennemføre en adskillelse mellem parti og stat, så de statslige institutioner og ministerierne kunne arbejde frit uden indblanding fra partiorganisationer. I de senere år har Xi Jinping forladt denne politik og genetableret partiets kontrol med alle sider af det kinesiske samfund. Partiet skal ”koordinere arbejdet på alle områder” og have rollen som ”den ledende kerne blandt alle organisationer på tilsvarende niveau.”

 

I alle statslige virksomheder og organisationer i det kinesiske samfund findes en ​​ tostrenget struktur hvor parti og faglighed udgør de to strenge. I Xi Jinpings Kina er partistrengen vigtigst. Partikomiteerne i de statslige virksomheder har genindtaget rollen som beslutningstagere, og på alle områder i samfundet har partiorganisationerne genvundet magten.

 

Kinas internationale rolle

Deng Xiaoping lagde, da han ​​ var Kinas ubestridte leder, vægt på at Kina på den internationale scene skulle holde lav profil, for ikke at udfordre de andre super- og stormagter.

 

Med sin Kinesiske Drøm, der handler om Kinas genrejsning til fordums storhed, har Xi Jinping lagt afstand til Deng’s forsigtige holdning og indtager i internationale forhold en langt mere frembusende holdning og kræver, at Kina skal respekteres som en kommende økonomisk, politisk og militær stormagt.

 

Politisk diversitet i Kina

I løbet af 1990erne opstod i Kina et rum for politiske diskussioner på forskellige hjemmesider og på uddannelsesinstitutioner. Der dannedes noget som kunne ligne et politisk venstre-højre spektrum, hvor de tre mest betydningsfulde grupper kaldte sig: Nyliberale, Nykonservative og Det Nye venstre.

 

De nyliberale, som især fandtes inden for den økonomiske intelligentsia på kinesiske uddannelsesinstitutioner, importerede en række af den vestlige nyliberalismes teorier og politikforslag, og havde i en periode stor politisk indflydelse – især under privatiseringen af de statsejede virksomheder.

 

De nykonservative udsprang fra en gruppe af unge kinesere, som alle havde familiemæssige bånd til forholdsvist højtstående partiledere. I 1992 udformede de - ​​ i forskrækkelse over - hvad der efter Sovjetunionens sammenbrud skete med det sovjetiske kommunistpart, en strategi, der havde til formål at styrke det kinesiske kommunistpartis kontrol med landets økonomi. Derudover skulle man finde tilbage til Kinas kulturelle rødder. Gruppen kaldes i Kina ”arveprinsernes ​​ parti”, og nogle vil mene, at det er deres politik, som i et vist omfang føres af Xi Jinping, som selv er søn af en tidligere højt rangeret ​​ leder i kommunistpartiet, Xi Zhongxun, og således også kan opfattes som en del af kommunistpartiets arvelige elite.

 

Det Nye Venstre havde sine stærkeste rødder blandt universitetsansatte. Gruppen kaldes ofte neo-maoistisk, fordi den havde en anden og mere positiv opfattelse af Kulturrevolutionen end den kommunistpartiets ledelse havde formuleret. De var modstandere af mange aspekter ved den privatisering, som er gennemført i reformperioden, og tilhængere af rekollektivisering på landet.

 

Slut på diversiteten

Den diversitet, som eksistensen af dette politisk spektrum var udtryk for, er imidlertid forsvundet fra den politiske scene i Kina.

 

Xi Jinping gik, da han kom til magten, skarpt i rette med de nyliberales krav om privatisering af de statsejede virksomheder, og de økonomiske rådgivere fra denne gruppe mistede derfor deres indflydelse.

 

Det Nye Venstre var så uheldige at komme i klemme i magtkampen mellem Xi Jinping og Bo Xilai. Bo Xilai var en anden arving til kommunistpartiets magtpositioner og rigdom. Han var søn af Bo Yibo, et tidligere højtstående medlem af kommunistpartiets ledelse, som i magt og anseelse stod over Xi Jinpings far. Bo Xilai finansierede en del af Det Nye Venstres aktiviteter, og blev opfattet som den eneste i kommunistpartiet, som reelt kunne true Xi Jinpings opstigning som kommunistpartiets leder. Da Xi Jinping fik ham arresteret og idømt en langvarig fængselsstraf for korruption, mistede Det Nye Venstre en stor del af sit finansielle grundlag og er stort set forsvundet fra den politiske scene.

 

Som nævnt tidligere kan det diskuteres, om Xi Jinping som repræsentant for ”arveprinsernes parti” fører denne gruppes politiske ideer ud i livet. Under alle omstændigheder har den politiske ensretning, Xi Jinping har gennemført i Kina, fjernet de ovennævnte politisk-ideologiske grupper fra Kinas politiske scene.

 

Demokratisering af Kinas politiske system

Da den kinesiske ledelse gennemførte de kapitalistiske økonomiske reformer, opstod der i Vesten en forventning om, at Kina langsomt ville bevæge sig frem mod et demokratisk system, der lignede det vestlige, især når den økonomiske udvikling uundgåeligt ville føre til fremkomsten af en kinesisk middelklasse.

 

Der var da også diskussioner om en demokratisering af Kinas politiske system, ikke mindst under demokratibevægelsen i 1989, der endte med den tragiske nedslagtning af studenter og almindelige borgere i Beijing.

 

Men mange år efter genopstod diskussionerne.

 

I 2005 udgav Statsrådets Informationskontor ​​ en hvidbog som blev kaldt ”Opbygningen af et Politisk Demokrati i Kina”.

 

I 2006 udgav den kinesiske samfundsforsker Yu Keping en bog med titlen ”Demokrati er en god ting.” (Minzhu shige hao dongxi).

 

I 2008 udgav en gruppe forskere fra kommunistpartiets Centrale Partiskole en lang rapport med titlen ”Storm Fortet. En forskningsrapport om reform af Kinas politiske Struktur efter den 17. partikongres”. Der var tale om en omfattende 30-årsplan for gennemførelsen af politiske reformer i Kina som skulle lede frem til realiseringen af et moderne kinesisk socialistisk demokrati.

 

Alle disse publikationer gav naturligt nok anledning til omfattende diskussioner om en demokratisering af Kina, hvor især Det Nye Venstre tog aktivt del. Et prominent medlem af Det Nye Venstre, Wang Shaoguang udtalte, ​​ at ”demokrati er ikke et middel, men et gode i sig selv”, og stillede forslag om at man ved politiske valg i Kina skulle bruge lodtrækning, som man gjorde det i Athen.

 

Xi Jinping var imidlertid ikke tilhænger af indførelse af demokrati i Kina. Ifølge ham og lederne omkring ham var det vigtigste ikke, hvordan et lands ledere bliver udpeget, men om disse ledere ​​ varetager almindelige menneskers interesser. ​​ 

 

Finanskrisen i 2008 - som afslørede de problemer, regeringerne i de kriseramte vestlige demokratier kunne have med at gennemføre effektive modforanstaltninger - gjorde det sværere for tilhængerne af et kinesisk demokrati at argumentere for deres synspunkter, og lettere for den kinesiske ledelse at gennemføre ​​ stramninger af det politiske system, som kunne effektivisere beslutningsprocesser og implementering af beslutningerne.

 

Partiets kontrol med samfundet og økonomien er således vokset betragteligt under Xi Jinpings ledelse. I den forbindelse skal man huske på, at kommunistpartiet, som har et næsten totalt monopol på politisk beslutningstagning i Kina, kun har en medlemsskare på 6-8 % af befolkningen.

 

Scenen for partikongressen

Det kinesiske kommunistpartis 20. kongres skal finde sted i en situation, hvor kriserne hober sig op – nationalt som internationalt.

 

Kina var den første nation, som blev ramt af covid-pandemien, men også den første nation som havde succes med ved anvendelse af drakoniske midler at nedkæmpe den – i hvert fald for en stund. For mens det meste af resten af verden nu er vendt tilbage fra omfattende lockdowns, føler den kinesiske regering sig nødsaget til at lukke millionbyer og hele provinser ned, ved de mindste udbrud af sygdommen. For ikke mange dage siden var ca. 300 millioner kinesere ramt af ​​ totale lockdowns. Først blev Shanghai – Kinas finanscentrum – lukket ned i flere måneder, så kom turen til Sichuan-provinsen med et indbyggertal på 100 millioner, som er hjemsted for produktionsfaciliteter for store udenlandske firmaer. De fortsatte Covid-nedlukninger har en dræbende effekt på den kinesiske økonomi, som nu forventes at få en vækst på 3-4 % i år – en kraftig nedskrivning af de 5,5 % som den kinesiske ledelse forventede tidligere i år.

 

De kinesiske nedlukninger skyldes ikke, at der er tale om katastrofalt store udbrud af covid i de nedlukkede lokaliteter, og andre steder i verden tager man lettere på de stadige – men små – udbrud af den meget smitsomme omicron-variant. Den kinesiske ledelse er imidlertid bange for, at det privatiserede kinesiske sundhedsvæsen ikke vil kunne bære selv et mindre voldsomt udbrud af sygdommen, og at en stor del af befolkningen ikke vil have råd til behandling i den private sundhedssektor.

 

Den truende økonomiske nedgang i Kina forstærkes af voldsomme gældsproblemer i ejendomssektoren, som i mange år har stået for ca. 30% af det kinesiske BNP og dermed har været en væsentlig faktor i den økonomiske vækststrategi.

 

Klimakrisen er også begyndt at ramme Kina. Landet har i år oplevet den varmeste sommer i mange år, og vandmangel som følge af omfattende tørke har betydet, at de dele af ’landet, som er afhængige af vandkraftproduceret energi, har haft voldsomme problemer. I Sichuan-provinsen har lav vandstand i Yangtze-floden ført til så omfattende mangel på elektricitet, at man har været nødt til i en længere periode at standse produktionen på en række virksomheder.

 

Sammenbruddet i forsyningskæderne, som i første omgang skyldtes covid-pandemien, er forstærket af den russiske invasion af Ukraine. Voldsom inflation og deraf følgende nedgang i købekraften i vestlige lande har presset den kinesiske eksport-sektor, og det bidrager ekstra til den økonomiske tilbagegang, som nogle mener vil ende i en regulær recession i Kina.

 

Internationalt set er den kinesiske ledelse på vej til at isolere sig sammen med Rusland. Ganske vist ser det ud til, at Kina og Rusland sammen kan udfordre den amerikanske dominans af de internationale finanstransaktioner, men Kina kan ikke i længden undvære det økonomiske samarbejde med USA og EU, som kan blive alvorligt presset hvis den kinesiske ledelse helhjertet indgår i et eurasiatisk samarbejde med Rusland. Modsætningerne mellem Kina og USA er i yderligere forværring med den spændte situation omkring Taiwan.

 

20. partikongres og fremtiden

Det kinesiske kommunistparti skal således afholde sin 20. partikongres i en situation, hvor mange forskellige kriser begrænser mulighederne for både at give den kinesiske befolkning den økonomiske vækst de forlanger og øge Kinas økonomiske engagement globalt. Krisen i ejendomssektoren og de voldsomme nedlukninger af millionbyer, stigende problemer med klimaforandringer og fortsat udbygning af overvågning og kontrol med den almindelige kineser har ført til sporadiske udbrud af folkelige protester.

 

Efter partikongressen vil det vise sig om Xi Jinping har formået at bevare sin magt over kommunistpartiet - og om selvsamme kommunistparti vil kunne bevare sin magt over befolkningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

​​