NATO og venstrefløjen
af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion
Militæralliancen NATO fejrer nye sejre med Ruslands aggressive invasion i Ukraine. Aldrig har opbakningen til NATO være større i Europa. Regeringer opruster og sender våben til Ukraine. Der er fest i våbenindustrien, som ser sine aktiekurser på himmelkurs. Fredsfolk bliver udskammet, når de taler om våbenhvile og fred, i sandhed en sørgelig udvikling. NATO fremstiller sig som en fredsorganisation, og medierne logrer for NATO – men lad os se lidt nærmere på NATO. Menneskets hukommelse er kort, og venstrefløjen synes hurtigt at have glemt NATOs krigsforbrydelser i Libyen, Irak og Afghanistan. Der er brug for anti-imperialisme, men også dialog og samarbejde på globalt plan for at undgå endnu flere blodige krige. NATO er en militæralliance, som det er lykkedes at besnære mange med sin effektive propaganda, tilmed også venstrefløjen. En militæralliance som bygger på atomvåben, og hvor NATOs udvidelse mod øst ikke har gjort verden til et fredeligere sted, tværtimod. Og hvor risikoen for en atomvåbenkrig er rykket nærmere.
USA's fremstød mod Øst
Med Sovjets opløsning og de østeuropæiske landes politiske frihed fra Warszawa-pagten begyndte Europa at forandre sig for alvor. Ville vi se en ”socialisme med et menneskeligt ansigt” - som oppositionen i årevis havde kæmpet for? Men som var blevet blokeret af Moskva og magthavere, som frygtede det værste, hvis de slap de stramme tøjler, som de havde holdt i årtier. Den såkaldte systemkonkurrence mellem øst og vest var med Moskvas kapitulation under Boris Jeltsin pludselig væk, og det åbnede en enestående mulighed for konservative og liberale kræfter til at sætte dagsordenen. Tilhængere af den ’frie’, uregulerede markedsøkonomi strømmede til de østeuropæiske hovedstæder - for at lette overgangen til og integrationen i den globale kapitalisme. Et system som i høj grad var domineret af Washington og Wall Street.
Naomi Klein har i sin historiske analyse Chok Doktrinen (2007) dokumenteret det ræs mod bunden som fulgte, da nyliberalismen holdt sit indtog i Rusland og Østeuropa. Men alting kommer med en pris. De nyvundne friheder i Østeuropa og Rusland medførte voldsomme fald i levestandarden, da de eksisterende velfærdsstater gradvist blev afmonteret. Der var en voldsom udvandring, og uligheden voksede. Resultatet var øget polarisering, og konservative kræfter vandt frem, ikke mindst i Rusland. Samfundskontrakten med store dele af befolkningen var truet, og nationalisme vandt frem - ikke mindst for at dække over de nye magthaveres svigtende evner til at sikre velfærd og tryghed. Oligark-styre, privatisering og korruption voksede eksplosivt i samfund, som gerne ville kopiere Vestens samfundsmodel.
USA's hegemoni
Den amerikanske ideologi bygger på, at der skal altid være en ydre fjende, hvor det amerikanske samfund i modsætning hertil er godt per definition. I går var det kommunisme/socialisme,hvor ikke mindst hysterisk McCarthyisme var en vigtig del af den kolde krig. I dag er det terrorisme, hvor 11. september minder om Rigsdagsbranden i Berlin, og bruges i fortsættelsen af det imperialistiske projekt med at fastholde en global, militær kontrol. Det handler om ikke at acceptere nogen rivaliserende magter, som går imod Washington. Det ser vi også gennem det øgede antal ”failed states”, hvor USA har spillet en væsentlig rolle i at styrte disse lande ned i kaos og fattigdom.
Samir Amin (2004) har beskrevet USA's globale strategi i 5 punkter:
- at neutralisere og underlægge sig de andre partnere i Triaden (Europa og Japan) og begrænse deres muligheder for at handle selvstændigt.
- at sikre militær kontrol gennem NATO og ”Latinamerikanisere” de tidligere lande i Østblokken.
- at sikre fuldstændig kontrol med Mellemøsten og Centralasien og dets olieressourcer.
- at opløse Kina, og sikre sig andre store staters underkastelse (Indien, Brasilien), og forhindre at der opstår regionale blokke, som vil være i stand til at forhandle vilkår for globalisering.
- at marginalisere regioner i Syden, som ikke har nogen strategisk interesse for USA.
Derfor er hele planeten også inddelt i militære kommandoer som en del af USA's militære system.
Indtil 1990 med Sovjetunionens sammenbrud var USA tvunget til at samarbejde for ”fredelig sameksistens”. Dette er ikke længere tilfældet, og NATO med USA i spidsen har da også helt åbenlyst ændret strategi og vil nu operere globalt - og udpeger både Rusland og Kina som fjender. USA er ikke interesseret i en multilateral verden. Med massiv oprustning er den herskende klasse i USA nærmest forgiftet af deres militære magt. ”The masters of the world ” ser os alle som ”rødhuder”, bemærker Samir Amin (2004), hvor vi har ret til at eksistere, bare vi ikke står i vejen for USA's transnationale kapital.
Krigen i Ukraine og atomvåbentruslen
Albert Einstein skrev kort før sin død i 1955, at den konflikt vi ser, er den ældgamle kamp om magt, men igen forklædt i halvreligiøse gevandter. Men at forskellen nu er, at kampen har fået en spøgelsesagtig karakter, da krig med atomvåben medfører, at menneskeheden er fordømt. Man kan savne, at nutidens ledere forstår krig med samme alvor, men desværre er det undtagelsen.
Krigen i Ukraine har antaget en sådan spøgelsesagtig karakter, da der er atomvåben på begge sider af konflikten. Den tidligere direktør for CIA og forsvarsminister Leon Panetta har sagt, at der reelt er tale om en stedfortræderkrig mellem to kapitalistiske stater USA og Rusland. En atomkrig kan medføre en atomvinter, hvor der hvirvles så meget røg og sod op i atmosfæren, at op til 70 % af solens indstråling reduceres, så menneskeheden udslettes - samt det liv som er afhængig af vegetation for at overleve.
Krigen i Ukraine er en katastrofe, som har overrasket alle, men som har ligget i kortene. Allerede med USA's nye geopolitik for at fastholde det amerikanske imperiums herredømme, som blev eksplicit formuleret, var faresignalerne der. Med NATOs udvidelse mod øst, som faldt sammen med udbredelsen af nyliberalisme i Østeuropa, så fulgte man Zbigniew Brzezinskis strategi om det store skakspil, hvor Ukraine var den afgørende brik for at vinde kontrol over det europæiske Asien og reducere Ruslands rolle som stormagt. De nye eliter omfavnede Vestens ideologi om frihed og demokrati, og blev omfavnet af USA's Donald Rumsfeld som udtryk for det ”nye Europa”. I modsætning til det gamle Europa som gennem sikkerheds- og handelsaftaler havde prioriteret afspænding og samarbejde med Moskva.
NATO er et produkt af den kolde krig
NATO var fra sin start koblet sammen med amerikansk økonomisk hjælp gennem Marshall planen, og var tænkt som et aktivt forsvar af amerikanske interesser i et Europa, de var befriet for fascismen. Sovjet lå i ruiner og var ikke nogen militær trussel, men var en politisk trussel i kampen om den politiske magt i Tyskland og Europa. Stærke arbejderpartier truede den amerikanske anti-socialistiske model og skulle bekæmpes. NATO, som havde sit hovedkvarter i Washington indtil 1952, var fra starten en del af den kolde krig om - hvem der skulle have den økonomiske og politiske magt i Europa.
NATOs stiftende medlemmer var i flertallet kristne, racistiske kolonimagter, der førte blodige krige mod befrielsesbevægelserne i kolonierne, som jo ikke havde fået deres frihed med afslutningen af 2. Verdenskrig. Hundredetusinder blev myrdet i disse NATO-støttede krige, f.eks. i Algeriet som en af de mest blodige. Ønsker om alliancefrihed i krigstrætte lande blev skubbet til side i den psykologiske krig mod det kommunistiske spøgelse. Socialdemokraterne spillede her en nøglerolle. Danmarks koloni Grønland blev en amerikansk militærbase. Tyskland blev oprustet igen. Europa fik ikke en fredsaftale, da USA havde andre planer. Man vil sikre sin hegemoniske rolle og ønsket om globalt herredømme, som afspejles i de skiftende strategier fra Washington. Her kan f.eks. nævnes ’Project for an American Century’, som er en nærmest patologisk tvangsforestilling om, at USA skal være verdens leder, og ’The Defence Planning Guidance’ fra 1991 efter Sovjets opløsning – også kaldet for Wolfowitz-doktrinen – hvor USA’s udenrigspolitik er rettet mod at udelukke enhver ny global konkurrent.
Rusland og Kina udfordrer USA’s hegemoni, som i dag udøves gennem NATO og USA’s kontrol af finansinstitutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond samt dollarens rolle som førende valuta. Begge stormagter (Rusland og Kina) er blevet en del af kapitalsystemet, støtter dog officielt FN’s folkeret og kritiserer USA for ikke at følge folkeretten. Men begge optræder imperialistisk som følge af deres øgede integration i den internationale økonomi og ønske om at kontrollere deres nærområder. Rusland er svagest med sin noget ensidige rolle som råstofleverandør og Kina stærkere gennem Vestens massive investeringer i landet.
Det norske parti RØDT og NATO
Store dele af venstrefløjen støtter NATO og er dermed direkte og indirekte med til at støtte den vestlige verdens største militærorganisation, som solidt varetager de vestlige kapitalinteresser internationalt. Når det ikke lykkes at få alle NATO lande med i interventioner, så har vi set, hvordan enkelte lande i samarbejde med USA og især Golf-staterne går i krig med enorme omkostninger for de lande, det går ud over. Vi har stadig til gode at se et eksempel på en vellykket intervention. Krigen mod Libyen er et skræmmende eksempel, hvor imperialismens intervention har efterladt et land i opløsning. Hvor man i både Norge og Storbritannien har lavet officielle udredninger om denne krig, så har der i Danmark været tavshed om de krigsforbrydelser, som her fandt sted. Enhedslistens tavshed har været larmende, men skal nok ses på baggrund af, at man støttede krigen i begyndelsen, men efter få dage trak denne støtte, da det blev tydeligt - at NATO og Golf-staterne gik efter en regime-ændring, Campbell (2013). Det var en skammens dag, hvor danske F-19 piloter deltog i en krig, hvor Afrika fik at mærke, at de gamle kolonimagter fortsat ville bestemme, se også Graversgaard (2021): Libyen krigen og dansk dræbermission med F-16.
Det norske parti Rødt må anerkendes for at fastholde en principiel socialistisk politik mod denne globale militarisme. Partiet har ikke ladet sig presse af krigen i Ukraine, i en tid hvor både Sverige og Finland nu søger om medlemskab af NATO. Der har man været mere fast i kødet end Enhedslisten, som opportunistisk sejler med strømmen, og i Folketinget stemte for Sveriges og Finlands optagelse i NATO.
Rødt siger: ”Netopp det at Rødt er for en regelstyrt verdensorden, bygd på folkeretten og nasjonal suverenitet, er grunnleggende for vår NATO-motstand. NATO binder småstater som Norge til stormaktsinteresser. Så når Rødt blir spurt, om vi støtter en utvidelse og styrking av NATO, så er svaret nei”.
Ruslands folkeretstridige invasion har chokeret og øget frygten for Ruslands intentioner og for en mere omfattende krig, en 3. Verdenskrig. Men Rødt har holdt tungen lige i munden - og vil ikke binde sig til en imperialistisk stormagt i kampen mod en anden imperialistisk stormagt. Rødt er også imod, at Norge som NATO-land har lavet en baseaftale med amerikanerne om permanent stationering af marinesoldater i Nordnorge. Det svækker muligheden for et selvstændigt nordisk forsvarssamarbejde og binder Norge op på USA's offensive militærstrategier. Det samme problem har vi fået med den danske socialdemokratiske regerings tilsagn til USA om en militær tilstedeværelse på Bornholm.
Rødt siger:
”Det er ikke like åpenbart, at det vil øke tryggheten å doble NATOs grense mot Russland, der det kan oppstå økt spenning, misforståelser og konfrontasjoner, i verste fall med katastrofale konsekvenser. I møte med krigen har Rødt vært krystallklare i vår fordømmelse av den russiske invasjonen. Samtidig må en saklig debatt om norsk sikkerhetspolitikk tas uten å underslå problemer med NATO. Som NATO-land har Norge deltatt i angrepskriger, som har rammet uskyldige, destabilisert regioner og gått på bekostning av forsvarsberedskapen hjemme. NATOs strategi om å være først til at bruke atomvåpen (førsteslags-strategien) er en livsfarlig trussel for oss alle, og står i veien for norsk tilslutning til FNs atomvåpenforbud.”
Det er jo en væsentlig faktor: Kampen for atomvåbenforbud, som er vedtaget i FN, saboteres konsekvent af NATO-landene, og derfor er et NATO-medlemskab også ensbetydende med, at kampen for et forbud mod atomvåben hele tiden løber ind i store forhindringer.
Enhedslisten og NATO
Der sker i disse år en nærmest panikagtig højredrejning, hvor venstrefløjen forsøger at tilpasse sig en verdensorden, som er præget af krig og kaos. Vi ser, at NATO bliver fremstillet som noget, vi skal støtte, indtil noget bedre dukker op. Det eneste cirkus i byen, taler man om. Men det kan ikke være socialistisk politik. Det er ren kapitulation over for verdens stærkeste militærmagt!
Det ser vi også i Enhedslisten, hvor en række såkaldt ”fremtrædende” medlemmer af Enhedslisten har skrevet om antiimperialisme i en artikel i Solidaritet 13. maj 2022: 6 teser om antiimperialisme. Graversgaard og Larsen har i et modsvar bl.a. skrevet:
”Vi mener, det nu træder tydeligt frem, at vi har fået en NATO-venlig fløj i Enhedslisten. Deres antiimperialisme fremstår mest af alt som et postulat, hvis man ser på deres argumenter. Det er et socialdemokratisk manifest, hvor man vil reformere NATO indefra. Man vil knytte sig til den vestlige imperialisme og NATO i opgøret med russisk imperialisme. Det virker både panikagtigt og perspektivløst.
Dragsted m.fl. bruger stråmandsargumenter, og forsøger at tegne et billede af en venstrefløj som bruger Ruslands invasion til en ”ensidig kritik af Vestens eller USA’s imperialistiske ambitioner i Østeuropa”. Man må spørge, hvem taler de om? Alle på venstrefløjen – også dem, der ligger til venstre for Enhedslisten – tager afstand fra Ruslands forbryderiske invasion. Så det virker utroværdigt at påstå at venstrefløjen har ”en fattig analyse”, og ”relativiserer imperialistiske aggressioner”. Vi kan kun se dette meningsløse udfald som et røgslør, der skal dække over deres egentlige mission: At lære os at se NATO som det bedst mulige. Det er en politik, som ikke fremmer fred og konfliktløsning, tværtimod.
Modstanden mod Ruslands invasionskrig er både her i landet og internationalt stærk, og vi ser også den samlede fredsbevægelse sige fra og mobilisere til protester. Men det er samtidig vigtigt at spørge: Hvorfor opstod denne krig, som er en klar overtrædelse af folkeretten? At stille sig undersøgende og analyserende til, hvorfor krigens vanvid igen er sluppet løs, bruges forventeligt af højrefløjen til at svine folk til som ”’Putinister”. Nu ser vi en venstreorienteret udgave af det samme udført af ”fremtrædende” medlemmer af Enhedslisten.
Vi får at vide, at ”vi er nødt til at erkende, at NATO samtidig i den eksisterende verdensorden er med til at værne om suverænitet i en række af Ruslands nabolande”. Men har den massive våbenopbygning fra NATO til Ukraine gavnet Ukraine? Er det ikke lige omvendt? At den voldsomme oprustning af Østlandene ikke har gavnet freden, men været med til at øge risikoen for konflikt og krig? Suverænitet sikres vel bedst gennem sikkerhedsaftaler og traktater om fred, dialogskabende mekanismer og beskyttelse af mindretal samt sikring af grænser?”
”Vi udsættes for massiv propaganda. NATO præsenteres som et værn mod diktatur og en garanti for demokrati. Det skal vi ikke tro på. NATO har altid været et redskab for USA’s geopolitiske ambitioner, og med NATO’s overlegne militære slagkraft, vanvittige oprustning og atomvåbenstrategi, umættelige ekspansionstrang og magtambitioner globalt, er denne USA-styrede militæralliance den største trussel mod verdensfreden samt en trussel mod alt liv på vores planet. Verden ville blive et mere trygt sted uden NATO. NATO repræsenterer også den mest destruktive form for miljø- og klimaødelæggelse, og hvad man ikke hører i debatten er, at militære klimagasudslip holdes uden for internationale klimaaftaler. Det amerikanske militær er nok den største enkeltstående kilde til klimagasudslip globalt.
Vores medlemskab af NATO har betydet, at Danmark har deltaget i krige mod stater, som aldrig har angrebet os, krige som bygger på løgn og bedrag med katastrofale følger. Lad os nævne Libyen, Irak og Afghanistan. NATO er ikke en forsvarsalliance, som vi får fortalt. Den bygger på grænseløs militarisme for at opnå politiske mål, som gavner USA og det samfundssystem, som USA repræsenterer, dvs. grænseløs kapitalisme og angreb på ethvert land, som vil hævde sin nationale suverænitet til at indrette et andet samfundssystem.
Vi har ingen illusioner om, at man kan ændre på NATO, medmindre der sker afgørende politiske ændringer i USA og EU. De, som hylder disse illusioner, bør følge nøje med, når NATO på sit møde i Madrid her sidst i juni har vedtaget ny strategi. EU er også før Ukraine rykket tættere på USA og NATO, og der er desværre en øget risiko for verdenskrig. Mens et flertal af verdens lande i FN har vedtaget et forbud mod atomvåben, bygger NATO på gensidig afskrækkelse med atomvåben.
De nordiske lande vil med Sveriges og Finlands NATO-medlemskab ikke længere være en stemme for fred og nedrustning. I stedet tror ledende politikere på, at man kan forhindre krig gennem oprustning og afskrækkelse med stadig flere destruktive våben. Derfor må fredsbevægelsen styrkes, og alliancer må opbygges med de bevægelser og lande, som afviser stormagternes dødedans. En ny alliancefri bevægelse må opbygges, som bryder med militarisering og opdeling af verden i to lejre.”
Hvad er vigtigere end freden?
Med en venstrefløj i Europa som tror på, at stadigt flere våben til Ukraine hjælper, og at Rusland kan nedkæmpes militært, så står vi ved en korsvej. Vil man krigens eller fredens vej? Propaganda om krigens retfærdighed på begge sider af fronterne er kun med til at forlænge soldaternes og befolkningernes lidelser. Der er nu også voksende røster i Europa for, at man sætter sig til forhandlingsbordet og får stoppet vanviddet. Sanktioner og sammenbrud af energiforsyninger mærkes mest af dem, som har mindst, og det er et spørgsmål om, hvor længe EU-landene kan fortsætte den hårde kurs. En kurs som har øget EUs afhængighed af USA og forstærker delingen af verden i 2 lejre. En kurs som blokerer kampen mod fattigdom og klimatruslerne.
Det socialistiske tidsskrift Monthly Review skriver:
”Krig er en forbrydelse mod menneskeheden, og i dag truer krig mellem stormagterne med total udslettelse. Det eneste svar er at give freden en chance, hvilket kræver at man finder en løsning, der garanterer sikkerheden for alle parter i borgerkrigen i Ukraine såvel som for Rusland. I det længere perspektiv må vi erkende, at krig er endemisk for kapitalismen, og både Rusland og NATO-magterne er kapitalistiske. Kun en tilbagevenden til den socialistiske vej i både Ukraine og Rusland kan tilbyde en varig løsning”.
Noter
Horace Campbell: Global NATO. And the Catastrophic Failure in Libya, Lessons for Africa in the Forging of African Unity. Monthly Review, 2013.
John Graversgaard: Libyen krigen og dansk dræbermission med F 16. - Solidaritet
Samir Amin: TheLliberal Virus. Permanent War and the Americanization of the Wolrd, Monthly Review, New York, 2004.
6 teser om anti-imperialisme efter Putins krig - Solidaritet, 13. maj 2022.
Replik til Enhedslistens NATO-venlige fløj - Solidaritet. 5 juli 2022.
https://monthlyreview.org/2022/03/07/mr-073-11-2022-04_0/