Kritisk Revy

Elementer til en ny sikkerhedspolitik

af Niels Henrik Nielsen, medlem af Kritisk Revys redaktion

Hvis vi et øjeblik udelukker, at krigen i Ukraine udvikler sig til en 3. verdenskrig, så handler sikkerhedspolitik ikke længere først og fremmest om krudt, kugler og missiler. Den primære sikkerhedspolitiske dagsorden er de voldsomt accelererende klimaforandringer.

Klimaforandringer vil være en af de største trusler imod stabiliteten og sikkerheden i mange stater og samfund i de kommende årtier. Ekstreme vejrfænomener som tørke presser mennesker på deres levebrød og forstærker eksisterende konfliktmønstre. Når afgrøderne svigter på grund af vandmangel, når husdyrene dør af sult, så forsvinder livsgrundlaget for millioner af mennesker. Klimaforandringer rammer de svageste hårdest og skaber grobund for migration. Selv i Europa ses nu tydeligt konsekvenserne af klimaforandringer. Ekstreme varmegrader i det sydlige Europa og tørke i bl.a. Italien.  ​​​​ Hvem ved, måske kommer der også klima-migration fra de sydeuropæiske lande.

Sammenhængen mellem klima og konflikt ses åbenlyst i forskellige rapporter udarbejdet af bl.a. FN. Se eksempelvis rapporten Desertification – the Invisible Frontline¹ eller Internationale Røde Kors rapporten When Rain turn to Dust² ​​ Det er især det afrikanske kontinent, som er hårdt ramt. Således skriver International Røde Kors, at af de 20 lande, som er mest sårbare over for klimaforandringer, er de fleste af landene i krig. Konflikterne handler om adgang til ressourcer – først og fremmest vand.

S-regeringen erkender klimaforandringerne som en vigtig faktor i sikkerhedspolitikken. Således skriver den i sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra januar 2022, at ”selv hvis målsætningen om at begrænse den globale temperaturstigning til 2 grader bliver opfyldt, vil BNP falde med 5 % (i de afrikanske lande, forf. bem.) som følge af bl.a. lavere produktivitet i særligt fødevaresektoren”.³ Det sker samtidig med, at befolkningen på det afrikanske kontinent vokser nærmest eksplosivt.

Klimaforandringerne er den overordnede ramme, som en strategisk sikkerhedspolitik skal etableres inden for. Det ændrer ikke ved, at der her og nu er brug for udmøntning af en konkret sikkerhedspolitik – ikke mindst på baggrund af den russiske invasion af Ukraine. Følgende er elementer til udvikling af en sådan konkret sikkerhedspolitik.

Sikkerhedspolitik og et anderledes FN

Danmark arbejder for øjeblikket på at blive valgt til FN’s sikkerhedsråd for perioden 2025-2026. Der er et åbenlyst behov for et internationalt forum som FN - med de samme opgaver som oprindeligt tænkt ved oprettelsen i 1945. Det gælder ikke mindst i forhold til konfliktløsning og håndhævelse af en international retsorden. Lige som der er brug for FN’s forskellige organer til at hjælpe ved katastrofer og i andre situationer.

Der er imidlertid brug for et anderledes FN. Det er almindeligt erkendt, at den struktur og repræsentation - som stort set er uændret siden 1945 - er en hæmsko, og at en reform er nødvendig for at revitalisere FN. FN består af en generalforsamling, hvor alle internationalt anerkendte nationer er medlem samt et sikkerhedsråd med 5 permanente medlemmer og 10 af generalforsamlingen udpegede medlemmer. Disse 10 nationer er udpeget for 2 år ad gangen.

De 5 permanente medlemmer er USA, Sovjetunionen/Rusland, Taiwan-Kina/nu Kina, Frankrig og Storbritannien. Alle 5 har vetoret, hvilket betyder, at hvis et af medlemmerne stemmer imod en resolution, så kan den ikke vedtages. Sikkerhedsrådets sammensætning afspejlede magtforholdene anno 1945. På det tidspunkt havde såvel Frankrig som Storbritannien stadig mange kolonier. De to lande er i dag middelstore magter uden særlig betydning. Alene af den grund burde de ikke længere være permanente medlemmer og have vetoret.

Vetoretten er det helt grundlæggende problem. I de sidste mange årtier har Sikkerhedsrådet i mange tilfælde været lammet som følge heraf - og de store lande som USA og Rusland er ligeglade med Sikkerhedsrådet. USA gik i krig i Irak, selvom man ikke kunne få et FN-mandat. Rusland er gået i krig i Ukraine – en klar overtrædelse af artikel 2 i FN-pagten. Sikkerhedsrådet spiller sjældent den rolle, det var tiltænkt som håndhæver af en international sikkerhedsorden. Der er brug for en ny konstruktion af Sikkerhedsrådet, hvis det skal kunne bruges. Vetoretten skal afskaffes. Man kan fortsat have USA, Rusland og Kina som permanente medlemmer. Herudover vælges 12 medlemmer blandt generalforsamlingens nationer. En vedtagelse i Sikkerhedsrådet kræver opbakning fra 80 % af medlemmerne + 1. Det vil sige 13 medlemmer. Det betyder for det første, at Sikkerhedsrådet ikke kan vedtage en resolution uden mindst et af de faste medlemmer stemmer for. Og for det andet at et af de faste medlemmer ikke kan blokere for vedtagelse af en resolution vendt mod landet selv. Det havde været en helt anden krig i Ukraine, hvis Sikkerhedsrådet havde vedtaget en resolution om overtrædelse af FN-pagtens artikel 2 og sendt FN-tropper til Ukraine. Rusland havde stået over for tropper fra f.eks. Indien, Sydafrika, Chile, Portugal m.fl. - det var det der skete i Korea 1950. Sikkerhedsrådet vedtog en resolution, og en international styrke – ganske vist under amerikansk ledelse - gik ind og forsvarede Sydkorea mod det nordkoreanske angreb.

Skal FN have en rolle at spille internationalt omkring sikkerhedspolitisk, er en ændring af Sikkerhedsrådet nødvendigt. Der er brug for et FN med en vis autoritet og handlekraft, der sikrer, at klimaforandringerne hele tiden er på dagsordenen, til konfliktløsning omkring fordeling af ressourcer – ikke mindst vandressourcerne. Et FN, der kan spille en væsentlig rolle i forbindelse med indsatser for at genoprette klimaødelagte miljøer og – måske – genbosætning af de mange millioner klimamigranter. Såfremt Danmark måtte blive medlem af sikkerhedsrådet, bør det således være en kommende regerings målsætning at arbejde for en ændring af sikkerhedsrådet, samt at klima konsekvent er på rådets dagsorden.

Hvis Sikkerhedsrådet skal kunne opfylde sin mission, er det formentlig også nødvendigt, at det har en stående styrke – med bidrag fra f.eks. 12-15 lande – på 60-70.000 soldater.

Ser vi på Ukraine, er det klart ifølge FN-pagten, at det burde være Sikkerhedsrådet, der beskyttede landet mod det russiske angreb, som NATO nu forsøger, men ikke rigtig tør. Det ville gøre en stor forskel, hvis det var en multinational styrke under Sikkerhedsrådet, der påtog sig opgaven at tilbagevise Putins overfald.

Den militære del af sikkerhedspolitikken

Vi lever i en kapitalistisk domineret verden, hvor imperialisme eller dominans over andre lande stadig er en vigtig faktor. Det har vi senest set med Ruslands angreb på Ukraine. Men angrebet satte også en ny dagsorden – ikke mindst for den vesteuropæiske venstrefløj. Hidtil havde venstrefløjens sikkerhedspolitik – i det væsentlige – været koncentreret om en nedlæggelse af NATO, ikke mindst på baggrund af Warszawa-pagtens opløsning og NATO’s ”out of area” strategi, der førte til krige som Afghanistan. Der har længe været en reel uenighed mellem henholdsvis den vesteuropæiske og primært den østeuropæiske venstrefløj om NATO. Med det russiske angreb fik uenigheden et nyt perspektiv. Venstrefløjen skal på en gang stå fast på Ukraines – og alle andre landes og befolkningers - ret til selvbestemmelse … og samtidigt holde internationalismens og antimilitarismens fane højt, velvidende at klassekampen fortsætter ufortrødent, og at organisationer som NATO grundlæggende er instrumenter til at forsvare og forsøge at opretholde den amerikanske verdensorden.

Men især den vesteuropæiske venstrefløj må også erkende, at for mange østeuropæiske lande – især de baltiske lande – ses NATO som de facto den eneste garanti for fortsat selvstændighed. Det uagtet, at NATO ikke pr. definition er forpligtet til at komme disse lande til undsætning i tilfælde af russisk angreb. NATO-traktatens artikel 5, den såkaldte musketer-ed, kræver enstemmighed blandt medlemslandene, hvis NATO-styrker skal indsættes⁴. Det betyder eksempelvis, at statsledere som Tyrkiets Tayip Erdogan eller Ungarns Victor Orban kan afpresse politiske indrømmelser for at komme et andet NATO-land til undsætning – lidt ligesom Erdogan har gjort i forbindelse med evt. optagelse af Sverige og Finland i NATO. Om netop det forhold har spillet ind - i forhold til den danske regering aftale med USA om udstationering af amerikanske tropper i Danmark - vides ikke.

NATO bidrager til at opretholde den kapitalistiske verdensorden

Det ændrer ikke ved, at NATO fundamentalt set er et vigtigt bidrag til at opretholde den nuværende kapitalistiske verdensorden med USA som ”overbetjent”.

Det er vurderingen, at der er brug for en militær forsvarsstyrke i Danmark. Der er ikke brug for et professionelt militær, men et militær som bygger på værnepligt, dvs. hvor det er befolkningen, som er omdrejningspunktet for forsvaret. En værnepligtshær har mange fordele – først og fremmest omfatter den principielt alle i en bestemt aldersgruppe uanset køn eller klasse. Dernæst lærer flere at bruge våben, hvis en krigssituation skulle opstå. ​​ Der er således brug for en omlægning af det danske militær, så det bliver et territorialforsvar, der også vil kunne sættes ind i andre lande, såfremt behov herfor opstår. Der er således brug for en omlægning eller reorganisering af det danske forsvar der kan blive omkostningsfuldt, men der er ikke brug for en egentlig oprustning. Det er der heller ikke i NATO. Bliver der krig mellem Rusland og NATO, så bliver det atomvåbnene, der tæller – ikke konventionelle styrker.

Oprustning truer miljøet og klimaet

Oprustning er en trussel mod miljøet og klimaet, ikke mindst på grund af de enorme ressourcer, der bruges herpå. Venstrefløjen må være modstander af oprustning – også i den aktuelle situation. Modstanden mod permanent oprustning er en nødvendighed for, at venstrefløjen kan være en stemme for fred, afspænding og gensidig nedrustning. SF har åbenbart lagt sin antimilitarisme i mølposen i og med partiets deltagelse i det ”nationale kompromis”. Ikke desto mindre er det en central del af kampen mod klimaforandringer at hindre oprustning.

Sanktioner som sikkerhedspolitisk instrument

I månederne op til februar 2022 talte man i Vesten om mulighederne for at bruge omfattende sanktioner mod Rusland. Man talte om dem som den økonomiske pendant til atomvåben, fordi deres skadevirkning skulle være lige så omfattende. De blev bragt i anvendelse allerede i februar. Hensigten med dem var på sigt at tvinge Rusland i knæ helt uden at bruge traditionelle våben. Derfor er det mest rigtigt at betegne de nuværende sanktioner som våben – og også et sikkerhedspolitisk våben.

Sanktionerne mod Rusland har imidlertid vist sig som et tveægget sværd. De stater, der bakker op om Vestens sanktioner, repræsenterer kun 13 pct. af verdens befolkning. De er USA, Canada, EU, Storbritannien, Japan, Sydkorea, Singapore samt Australien og New Zealand. Med andre ord er 87 pct. af verdens befolkning ikke bundet af sanktionerne. Sanktionerne har således splittet mere, end de har samlet.

Rusland er altså ikke isoleret - som er en væsentlig præmis for en succesrig sanktionspolitik. Det var først, da de vestlige lande omsider gik med til sanktioner mod Sydafrika, at regimet opgav apartheid.

Samtidig er sanktionsregimet gået voldsomt ud over den almindelige borger i de vestlige lande - først og fremmest i form af prisstigninger på energi og mange fødevarer. Regeringerne har hermed på sigt lagt grunden til et potentielt oprør mod sanktionsregimet. Allerede nu ses de første sprækker.

Sanktioner mod et regime bør bruges med omtanke, da det ofte går ud over befolkningen. I EU-regi har det været håbet, at de omfattende sanktioner kunne føre til oprør mod Putin. Det er ikke sket, lige som det heller ikke skete i Iran, da USA påførte regimet omfattende sanktioner.

I forbindelse med sanktionerne mod Rusland har mange lande reageret negativt, især for så vidt angår indefrysningen af den russiske centralbanks dollarreserver. Dollaren er verdens reservevaluta, men flere lande er nu begyndt at handle i andre valutaer for at undgå afhængigheden af dollaren. Der kan således komme adskillige – også sikkerhedspolitiske – konsekvenser af den vestlige sanktionspolitik over for Rusland.

Sikkerhedspolitisk struktur for Europa

Principielt kunne overskriften lige så godt have været en global sikkerhedspolitisk struktur. Men lad os starte med Europa.

En ny sikkerhedspolitisk struktur må på den ene side handle om nedrustning af såvel atomare som konventionelle våben og styrker. Først og fremmest som en tillidsskabende foranstaltning. På den anden side må den indeholde aftaler eller kompromiser, som tager hensyn til forskellige interesser. En organisation, som kunne tage initiativ i den henseende, kunne være OSCE. Hvis man kunne få Rusland til at genindtræde, kunne det alternativt være Europarådet – uagtet det ikke er dets hovedopgave.

Det må være venstrefløjens overordnede mål med en dansk sikkerhedspolitik ​​ på den ene side at yde borgerne den beskyttelse, som en demokratisk stat er forpligtet til, og på den anden side at sikkerhedspolitikken ikke skaber yderligere forhindringer for en socialt retfærdig grøn omstilling, der tjener alle klodens beboere. En omstilling der nødvendigvis må forme sig som et opgør med den kapitalistiske vækst - og som dermed uundgåeligt vil komme i modsætning til den private ejendomsret.