Varoufakis: Hvorfor bitcoin ikke er socialisters allierede – et svar til Ben Arc
af Yanis Varoufakis
Oversat fra engelsk fra “Why Bitcoin is not a socialist’s ally – Reply to Ben Arc”
Kære Ben Arc
Tak for dit åbne brev og dine forsøg på at give min vurdering af bitcoin et socialistisk perspektiv.
I mit svar herunder vil jeg henvende mig til dig som den ene socialist til den anden i stedet for at sætte et svar sammen, der skulle behandle alle mulige perspektiver (f.eks. keynesisanske, hayekianske, neoklassiske).
Som du ved, er jeg en af dem, der tilbage i 2011 var oprigtigt optaget, ja fascineret af den bemærkelsesværdige blockchain-algoritme. Udsigten til en decentraliseret regnskabsbog, der kontrolleredes af sit fællesskab af brugere var betagende.
Som du også ved, var jeg uimponeret af bitcoin som et i vore nuværende kapitalistiske vanskeligheder sandsynligt eller ligefrem ønskværdigt alternativ til centralbankudstedte penge1.
Efter at have læst dit åbne brev, er jeg stadigvæk lige entusiastisk angående blockchains muligheder - og lige uimponeret af bitcoins evne til at hjælpe os med enten at civilisere eller (som alle socialister drømmer om) overskride kapitalismen.
To opfattelser støtter dette synspunkt. I det hypotetiske tilfælde, hvor bitcoin under den eksisterende kapitalisme skulle erstatte centralbank-udstedte penge, ville bitcoin (1) mangle den nødvendige mekanisme til at forhindre kapitalistiske kriser i at fremkalde en recession, som kun gavner den yderste højrefløj, og (2) dens fællesskabsbaserede, demokratiske procedurer kunne kun gøre lidt til at demokratisere det økonomiske liv.
Jeg skal herunder kort forklare mine to påstande. Men før du fortvivler (over min fortsat negative opfattelse af bitcoin), lad mig så foregribe den afsluttende sætning i epilogen herunder: Når (og naturligvis hvis) socialismen ser dagens lys, må penge være baseret på en decentral regnskabsbog2, en teknologi, der gør et fælles pengesystem muligt.
Med andre ord vil jeg argumentere for, at bitcoin ikke er egnet til det formål under kapitalismen eller som et instrument til at overskride kapitalismen, men noget, der ligner bitcoin, vil karakterisere pengesystemerne i en fremtidig verden uden private banker og aktiemarkeder.
OK, lad mig nu underbygge mine to påstande.
Påstand 1: Bitcoin mangler de støddæmpere, der er nødvendige for at forhindre kapitalistiske kriser i at gøre ufattelig skade på arbejderklassen
Tænk på sammenbruddet i 2008 eller den nyere krise i 2020, der blev fremkaldt af Covid-19. Lad os antage, at centralbankerne ikke havde kapacitet til med øjeblikkeligt varsel at skabe milliarder af dollars, euros, pund og yen og i stedet måtte stole på, at et spontant flertal af bitcoins-brugere blev enige om en massiv forøgelse af pengemængden. Det ville som resultat få et sammenbrud af banker og virksomheder ligesom i 1929.
Selvom socialister ikke ville udgyde tårer over oligarkiets tragedie, bør socialister være opmærksomme på, at systemiske sammenbrud a la 1929 nødvendigvis vil styrke den yderste højrefløj, ikke den socialistiske venstrefløj (der mindst siden 1991 har henslæbt tilværelsen i den politiske lammelses dødvande).
Teknisk set er der naturligvis intet, der ville forhindre bitcoin-fællesskabet i en øjeblikkelig beslutning om selv en fordobling af pengemængden. Fællesskabets tragedie3 ville imidlertid garantere, at ejerne af bitcoins ville være underlagt den sædvanlige dynamik i et fangernes dilemma4, der forhindrer den forøgelse af pengemængden, som er nødvendig for at afværge nedlæggelse af virksomheder og jobs, der potentielt er sunde. Hvad mere er, så bliver dette gratistproblem5 meget, meget værre af den kendsgerning, at ejerskabet af bitcoins er meget ulige fordelt og således giver dem, der er rige i bitcoins, stærk tilskyndelse til at begrænse væksten i pengemængden (da den slags restriktioner jo ville forøge deres private afkast på bekostning af offentligheden).
Kort sagt, så vil det gratistproblem, der garanterer maximal forstærkning af alle kapitalistiske kriser (i alle økonomier, der er afhængige af bitcoin som sin hovedvaluta), blive yderligere forstærket af det ulige ejerskab af bitcoins - noget der er uundgåeligt i alle pengesystemer, som hviler på nutidens kapitalisme.
Påstand 2: Under kapitalismen vil en dominans af bitcoin ikke demokratisere det økonomiske liv eller give socialismen en chance
Lad os igen antage, at en slags tryllestav svinges, og bitcoin erstatter de centralbank-udstedte penge under de eksisterende kapitalistiske betingelser. Med andre ord, at bitcoin erstattede dollars, pund, euro og yen, at ejendomsretten til jord, ressourcer og maskiner forblev som den er, mens private værdipapirfirmaer og pensionsfonde fortsat ejede størsteparten af de aktier, der handles på Wall Street, i Londons City osv. Det eneste, der er forandret, er, at centralbankerne vil forsvinde, og bitcoinejernes fællesskab ville bestemme over den globale pengeforsyning (og være underkastet de gratistproblemer, der blev omtalt ovenfor).
På virksomhedsniveau er alt uforandret. Jeff Bezos kontrollerer stadig en massiv kombination af rollerne som både eneopkøber og monopol, Facebook ejer stadig hele markedet inden for sin platform, Exxon-Mobil presser fortsat svage regeringer i udviklingslandene til at få lov til at bore efter den olie og gas, der skulle forblive i Jordens indre osv.
Og hvad med de private banker? Der skal man ikke tage fejl - de ville finde på måder af skabe komplekse derivativer6 baseret på bitcoin – derivativer der hurtigt (ligesom Lehman Brothers’ CDOer7 før 2008) ville komme til at fungere som et middel til opbevaring af værdier og som udvekslingsinstrumenter, dvs. private penge. Der ville opbygges massive bobler i bitcoin - og de ville briste, lige som de gjorde i det nittende århundrede under guldstandarden. Og hvad så?
Uden centralbanker og med bitcoin-fællesskabet i kløerne på det oven for nævnte gratistproblem, ville der opstå depression, som der gjorde, før forbundsbanken i USA blev oprettet. På den måde bliver den tragedie, der fremgår af påstand 1 ovenfor, til virkelighed.
Ikke alene vil demokratiseringen af pengene ved hjælp af bitcoin kort sagt ikke kunne demokratisere kapitalismen - men den vil også give et kæmpe løft til tilbageskridtets kræfter.
Epilog
Bitcoins store tiltrækning ligger i, at de tiltrækker den sammenspisthedens kæde, der binder centralbanker og bankfolk i de private banker sammen. Men den undergraver ikke den sammenspisthed, der ligger i netværket af chefer, politikere og bankfolk i de private banker.
Og bare så vi ikke glemmer det, havde det 19. århundredes USA heller ingen centralbank. Da guld- og sølvstandarderne herskede, var den offentlige pengemængde fast, og det var ikke let for staten at manipulere med den (enten regeringen eller den dengang ikke-eksisterende forbundsbank). Men det hindrede ikke private banker i at trække offentlige midler ud af den blå luft for at skabe kæmpestore mængder af private penge, som kunne finansiere røverbaronerne8, dvs. datidens Jeff Bezosser.
I den forstand ville det at erstatte centralbank-udstedte penge med bitcoin føre os tilbage til en postmoderne version af det nittende århundredes USA – ikke lige de udsigter socialister skulle gå på barrikaderne for.
For at opsummere er pengesystemet som en hunds hale. Den kan ikke logre med hunden i den forstand, at en demokratisering af penge ved hjælp af et pengefællesskab ikke vil demokratisere det økonomiske liv - men derimod gøre kapitalismen grimmere, mere ondskabsfuld og farligere for menneskeheden.
Når alt det er sagt, tvivler jeg ikke på, at et pengefællesskab (der meget vel kan hvile på noget, som ligner den blockchain, der understøtter bitcoin) vil være et væsentligt aspekt af en demokratiseret økonomi, af socialismen.
På engelsk ‘fiat money’ (af latin: fiat, ”lad det være gjort”) er penge, hvor tilliden til deres værdi ikke er bakket op af en vare som f.eks. sølv eller guld, men som en stat erklærer for gyldigt betalingsmiddel, og hvor tilliden til staten derfor bliver afgørende. Normalt udstedes disse penge af en centralbank. Denne type penge har ingen værdi i sig selv, men kun værdi, fordi brugerne er enige om deres værdi (o.a.).
På engelsk ’distributed ledger’. På dansk ville et noget klodset udtryk være en decentraliseret hovedbog, dvs. en regnskabsbog, der ikke befinder sig i en enkelt udgave på ét centralt sted, men er delt ud på mange steder. I vore dage er der naturligvis ikke tale om en fysisk bog, men en database, der ligger forskellige steder eller hos mange deltagere (o.a.).
På engelsk ’Tragedy of the Commons’. “På engelsk har man begrebet ’Tragedy of the Commons’. Frit oversat vil det betyde noget i retning af ’Fællesskabets tragedie’ eller ’Almenvellets tragedie’. For begrebet, der stammer fra en artikel fra 1968 af den amerikanske professor Garrett Hardin, beskriver den måde, hvorpå man tidligere forvaltede det fælles areal. Kort fortalt beskrives det, hvordan man i landsbyen i fællesskab delte et areal, hvor alle kunne sætte deres kvæg ud. Det fungerede godt til alles individuelle tilfredshed og velfærd. Så hvorfor ikke sætte endnu en ko ud på det fælles areal og endnu en og endnu en? Sådan gik det godt længe, alle blev rigere, mere tilfredse og mætte. Lige indtil arealet var afgræsset, og kvæget begyndte at dø. Inden længe var der ikke flere dyr, landsbyen blev fattigere, og nogle begyndte måske endda at dø af sult eller flygtede, indtil landsbyen til sidst var væk” (indledningen til en leder i Information 23. december 2009, Fællesskabets tragedie).
På engelsk ’Prisoners’ dilemma’. Fangernes dilemma kaldes den situation, hvor individuelle beslutningstagere altid har en tilskyndelse til at foretage et valg, der er mindre end optimalt for individerne som gruppe. Som eksempel bruges ofte denne situation: To isolerede fanger narres til at tilstå en fælles forbrydelse, fordi de tror, den anden har tilstået (se også Den Store Danske).
På engelsk ’The Free-rider Problem’. Dækker over det fænomen, at forbrugere, vælgere, virksomheder, embedsmænd, organisationer o.s.v. kun med sikkerhed vil afgive korrekte og fuldstændige oplysninger, såfremt det modsatte ikke kan betale sig.
Finansielt instrument eller produkt hvis værdi er afledt af prisudviklingen på et andet produkt, fx aktier eller valuta, eller af udviklingen i bestemte rentesatser (Den store danske Ordbog).
Collateralized Debt Obligation, CDO. Oprindeligt børsnoterede samlinger af erhvervsobligationer, hvor risikoen for den enkelte udsteder reduceres gennem spredning på mange udstedere. Ofte udstedt i flere trancher af forskellig kreditværdighed. Grundlæggende udstedes CDOer altså på basis af værdipapirer, hvor betalingen først sker, når højere prioriterede værdipapirer er betalt. Resultatet er naturligvis, at risikoen for manglende betaling stiger kraftigt. Det var den type værdipapirer, der almindeligvis antages at være årsagerne til finanskrisen i 2008, fordi de hvilede på meget risikofyldte lån udstedt til låntagere, hvis tilbagebetalingsevne var stærkt risikobetonet, dvs. amerikanere med lave eller usikre indkomster, der optog lån i deres huse (o.a.) (for en grundig – og meget teknisk – gennemgang se Christen Sørensen ”Den finansielle krise og kreditvurderingsbureauernes medvirken – hvad kan vi lære heraf?”).
Røverbaron er et nedsættende udtryk, som opstod i slutningen af det nittende århundredes USA for erhvervsdrivende, der er kommet til deres rigdom ved ufine metoder på almenvellets eller andre menneskers bekostning f.eks. ved at oprette monopoler over naturressourcer eller transportmidler (typisk jernbaner), prisdumping, sælge aktier til oppustede priser til godtroende købere, underbetale arbejdere, korrumpere embedsmænd og politikere.