Multipolariteten er her allerede – and it’s murder
af Peer Møller Christensen medlem af Kritisk Revys redaktion
Den russiske invasion af Ukraine kom som et chok for store dele af den danske og internationale venstrefløj og har nødvendiggjort alvorlig selvransagelse og revurdering af hidtidige analyser af og holdninger tik de internationale relationer i det globale system af kapitalistiske stater,
Først og fremmest har selve invasionen trukket tæppet væk under den forklaring, som på dele af venstrefløjen har været den gængse på den russiske opmarch ved den ukrainske grænse før selve invasionen. Troppekoncentrationerne blev opfattet og forklaret som en naturlig reaktion på, at den russiske regering har følt sig truet af udvidelsen af Nato ind i de østeuropæiske tidligere medlemmer af Warschawapagten. Også den russiske regering har brugt truslen som forsvar for invasionen af Ukraine.
Som Slavoj Zizek for nylig skrev, svarer det til, at man forklarer Nazitysklands start på Anden Verdenskrig med, at man behandlede Tyskland dårligt, da man som afslutning på Første Verdenskrig vedtog Versailles-traktaten.
Den russiske invasion af Ukraine og det hidtidige forløb af aggressionen har desuden vist, at påstanden om truslerne fra Nato-udvidelsen var fejlagtig. Hvis truslen havde været reel, kunne man ikke forestille sig en bedre anledning til at gøre alvor af den end den russiske invasion. Men aggressionen fra Nato udeblev.
Villigheden til på denne måde at forklare den russiske invasion hænger sammen med, at man på dele af den danske og den internationale venstrefløj ikke har draget de logiske konsekvenser af, at modsætningerne i den globale verden ikke længere står mellem udgaver af ”virkeliggjorte” socialismer i Sovjet og Kina på den ene side og det imperialistiske USA på den anden.
Som bassist og sangskriver Roger Waters fra Pink Floyd for nylig klart formulerede det :
”We on the left often make the mistake of still looking upon Russia as a somewhat socialist enterprise. Of course, it isn’t. The Soviet Union ended in 1991. Russia is an unadulterated neoliberal capitalist gangster’s paradise, modeled during the time of its horrific restructuring under Boris Yeltsin (1991-1999) on the United States of America.”(1)
Den ukrainske socialist og antropolog Volodymyr Artiukh udtaler sig i et interview med det amerikanske venstrefløjstidsskrift Jacobin på en lignende måde. Han siger :
”Some parts of the Left also needs to abandon the idea that Russia is somehow a continuation of the Soviet Union, or that it is the underdog in the imperialist fight that needs to be supported.”(2)
Fejltolkningen af Ruslands – og i den sammenhæng også Kinas - roller i det kapitalistiske verdenssystem har i en mere teoretisk udgave de seneste årtier haft sit udspring i et ønske på dele af den internationale venstrefløj og i progressive kredse i det globale syd om, at USA’s globale overherredømme skulle afløses af en multipolær verdensorden med mere fredelige mellemstatslige relationer og større global retfærdighed. De stater, som i opposition til det hegemone USA kunne befordre denne udvikling, måtte derfor anses for at udfylde en progressiv rolle i en udvikling, som både Rusland og Kina har været energiske fortalere for.
Udgangspunktet for disse forestillinger er, at det globale system består af stater, som i indbyrdes konkurrence stræber efter at opnå det totale overherredømme, økonomisk, politisk, militært og kulturelt, og at USA siden Anden Verdenskrig har været den absolut dominerende imperialistiske magt.
I tiden efter Anden Verdenskrig har USA ganske vist indtaget rollen som den globalt stærkeste magt, økonomisk, politisk og kulturelt, men faktisk ikke militært, fordi spredningen af atomvåben har sat nogle absolutte grænser for denne dominans.
USA besad i perioden fra sprængningerne af de første atombomber ved afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945 over Hiroshima og Nagasaki et absolut militært hegemoni. Men allerede i 1949 fik Sovjetunionen sin første atombombe, og i 1964 fulgte Kina efter. I mellemtiden var også UK og Frankrig blevet atommagter.
USA’s militære hegemoni var dermed i realiteten i løbet af en ganske kort årrække afløst af en multipolær militær verdensorden, hvor ingen af de rivaliserende stormagter kunne gennemføre et militært angreb på hinanden uden at risikere selv at blive udslettet.
Det har på denne baggrund været muligt for atommagterne at opbygge regionale militære hegemonier – det gælder især stater som USA. Rusland og Kina.
Den sidste gang i verdenshistorien hvor et atomangreb kom på tale, var under Korea-krigen (1950-53), hvor general McArthur foreslog, at man skulle afgøre krigen ved at atombombe Kina. Det blev der sat en stopper for af den amerikanske regering, fordi man var bange for, at det ville føre til, at Sovjet svarede igen med atomvåben.
Siden da har verden været opdelt i en multipolaritet af regionale militære hegemonier baseret på atomvåben.
Sovjet kunne bl.a. med invasioner i Ungarn (1956) og i Tjekkoslovakiet (1968) opretholde sin dominans over de østeuropæiske medlemmer af Warschawapagten og Comecon, USA kunne invadere Vietnam, Kina kunne invadere Vietnam, Sovjet kunne invadere Afghanistan, USA kunne invadere Afghanistan, Irak og Libyen. Det post-sovjetiske styre kunne bombe i Tjetjenien, Georgien og Syrien. Altsammen kunne ske, uden at de andre atommagter kunne gøre andet end at stå på sidelinjen og yde militær støtte til den regionale hegemons modpart, fordi man ville undgå en direkte militær konfrontation, der kunne føre til en altødelæggende atomkrig.
Efter Sovjetunionens sammenbrud og opløsningen af Warschawapagten og Comecon, reetablerede den nye russiske regering en del af det regionale hegemoni, som Sovjetunionen havde mistet, ved at oprette Den Russiske Føderation og et snævert militært samarbejde, The Collective Security Treaty Organization, med en række tidligere sovjetrepublikker, som imidlertid ikke omfattede Ukraine, Estland, Letland, Litauen eller Georgien.
Da de østeuropæiske tidligere medlemmer af Warschawapagten søgte om og blev optaget som medlemmer af Nato, betød det imidlertid ikke, at den militære trussel mod Rusland voksede. Det måtte være indlysende, at et NATO-angreb mod atommagten Rusland ville være utænkeligt. Det er ikke blevet mindre indlysende af, at Rusland uden tøven turde invadere Ukraine. Hvis Ukraine havde været medlem af Nato ville en sådan invasion være utænkelig, ligesom et militært forsvar af Ukraine fra Natos side er utænkeligt – pga faren for atomkrig.
På spørgsmålet om Nato’s udvidelse mod øst var den direkte årsag til den russiske invasion i Ukraine siger Volodymyr Artiukh i ovennævnte interview:
”So, the war in Ukraine is not a direct consequence of Nato expansion. It’s Russia’s proactive step to change, to break this structure of power relations in which Russia existed. It was not reactive in the sense of an immediate threat, it was a predator’s attack at the moment when, according to the Kremlin, the enemy was at its weakest. The diplomatic spectacle was a distraction.” (3)
Med de østeuropæiske landes indtræden i NATO og EU har Rusland mistet en væsentlig del af det regionale hegemoni, som man havde i Sovjettiden. Invasionen af Ukraine er et forsøg på – med konventionelle militære midler – at fastholde resterne af dette hegemoni. Det samme var tilfældet, da man hjalp de lokale regeringer i Belarus og Kazhakstan med at nedkæmpe de folkelige opstande i disse områder.
Vi kan efter den russiske invasion af Ukraine klarere se, hvordan det globale system ser ud. Det består primært af tre imperialistiske regionale hegemoner, USA, Rusland og Kina, som hver for sig vil hævde og evt. udvide grænserne for deres hegemoni. Sådan er kapitalismen – og sådan er imperialismen.
De udsatte i dette system er alle de stater, som ikke selv har atomvåben, eller er beskyttede af stater med atomvåben, og der er ingen som helst grund til at tvivle på, at de lande, som ikke er medlem af en militæralliance eller selv er i besiddelse af atomvåben, vil sørge for at søge om medlemskab. Jeg tænker her selvfølgelig først og fremmest på Finland og Sverige.
Det ændrer ikke ved, at det i fremtiden vil være nødvendigt at slås med næb og klør for fred og frihed for alle folkeslag, afmilitarisering og retfærdighed, men det gør kampen uendeligt meget sværere, og det er en illusion at tro, at Rusland eller Kina er forbundsfæller i den kamp.
Verden er blevet farligere. Multipolariteten er her allerede – ”and it’s murder.”
Noter
3. samme.