Kinas Kommunistiske Partis kommende kongres
af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion
I oktober-november næste år afholder det kinesiske kommunistparti sin tyvende nationale kongres, en kongres, som på mange måder vil kunne give et fingerpeg om, i hvilken retning, det kinesiske samfund vil udvikle sig i de kommende år. Vi vil derfor på Kritisk Revy i den kommende tid – helt frem til afholdelsen af kongressen – bringe en række artikler, der belyser den indenlandske og internationale situation, som danner baggrund for kongressen.
For mange iagttagere er det mest interessante udfald af kongressen spørgsmålet om, hvorvidt den nuværende kinesiske leder Xi Jinping, som sidder på de to allerøverste poster i det politiske hierarki – posterne som landets præsident og generalsekretær for kommunistpartiet – vil blive siddende på disse poster.
Det kinesiske politiske system kan karakteriseres som en partistat, hvor kommunistpartiet og statsapparatet er vævet ind i hinanden i et forhold hvor kommunistpartiet er den ubetinget mest magtfulde part. Det afspejler sig også i den rækkefølge, de nationale kongresser i henholdsvis kommunistpartiet og det formelt lovgivende organ – Folkekongressen - afholdes. Begge institutioner samles hvert femte år til nationale kongresser, hvor ledelsen vælges for de følgende fem år. Sædvanen er, at man først afholder kommunistpartiets kongres, hvor partiets ledende organer: centralkomiteen, centralkomiteens politbureau, politbureauets stående udvalg og partiets generalsekretær vælges. Et par måneder senere samles Folkekongressens nationale kongres, hvor præsident, premierminister og den samlede regering vælges med en sammensætning, der afspejler personsammensætningen i kommunistpartiets ledelse.
Det har i Kinas seneste historie været nedfældet i kommunistpartiets statutter, at generalsekretæren kun kunne sidde i to valgperioder, dvs. i alt i ti år. På den seneste partikongres, der blev afholdt i 2017, blev denne bestemmelse sløjfet, og der blev dermed åbnet for, at Xi Jinping kunne fortsætte på posterne som generalsekretær og præsident. Hvorvidt det sker, vil blive afgjort på den kommende kongres.
Udover dette personspørgsmål afhænger Kinas fremtid imidlertid også af en række andre faktorer, som vi vil belyse i de kommende artikler :
- Kina i den internationale økonomi
- Kinas indenlandske økonomi
- Kina i den globale sikkerhedspolitik
- Kinas politiske system og den politiske og ideologiske udvikling inden for det kinesiske kommunistparti.
Artikelrækken afsrundes efter afholdelsen af partikongressen med en analyse af de perspektiver, de politiske beslutninger og sammensætningen af den nye ledelse udstikker for Kinas fremtid.