Kapitalistisk landbrug i Portugal : Hvorfor er der så mange indere i Odemira? Del II
af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion
Det følgende bygger i vis udstrækning på Taboadelas og andres artikel om migrantarbejde med Odemira som eksempel(1).
For at sætte indvandringen i Alentejo i perspektiv kan det være nyttigt at se på de globale tendenser i den kapitalistiske landbrugsproduktions udvikling, der især har fundet sted i tre områder af det nogle forskere kalder ’globale landbrugsøer’(2) : Latinamerika, Californien og Sydeuropa. Denne udvikling kendetegnes af de samme karakteristika som andre produktive sektorer: Eksponentiel vækst i den kommercielle udveksling, komplekse, internationale netværk af firmaer og deres finansielle forbindelser og kapitalkoncentration. Ofte ses en opdeling i ’håndens’ firmaer, der udfører den fysiske produktion og ’hovedets’ firmaer, hvor merværdien akkumuleres, og hvor man udfører udvikling og forskning. Hertil kommer disse fællestræk: intensivt lønarbejde, høj fleksibilitet hvad angår ansættelses- og arbejdsforhold, evne til hurtig omstilling efter efterspørgslen og brugen af migrantarbejdskraft (3).
I den omtalte artikel forsøger de tre forfattere, at give en forklaring på de ’globale landbrugsøers’ udvikling og indskriver den i verdensøkonomiens neoliberale ramme: Først og fremmest nationalstaternes svækkelse, herunder styrkelsen af markedet overfor statslig regulering og staternes underordning under transnationale foretagenders interesser. Hertil kommer ændrede forbrugs- og efterspørgselsmønstre i den købedygtige del af verden, hvor forbrugerne ønsker større udvalg, højere kvalitet og at kunne købe varerne også udenfor de lokale sæsoner.
Disse faktorer påvirker i sin tur mønstrene i arbejdskraft og arbejdsforhold: Afregulering af arbejdsmarkederne, svækkelse af arbejdstagernes muligheder for at forsvare og organisere sig og normalisering af prekære og ustabile arbejdsforhold. Ofte hjælper statslige og lokale myndigheder aktivt til etablering af disse transnationale virksomheder i lokalområderne. EUs fælles landbrugspolitik spiller i Europa en væsentlig rolle.
For Portugals vedkommende mener nogle, at den nye type landbrug placerer landet på linje med lande som f.eks. Brasilien eller Mozambique, der er afhængige af eksport af råvarer. Den superintensive dyrkning af oliven og bær kommer ikke lokalbefolkningen til gode eller skaber job (4).
I Odemira
For at man kan opfylde agroindustriens krav om sæsonbetonede, rigelige og billige strømme af arbejdskraft, kræves der særlige kanaler, der både i områder hvorfra man rekrutterer arbejdskraften, men også i modtageområder kan efterkomme disse krav. Den spanske forsker Jesús Oliva mener, at der i sådanne områder kan opstå nye former for landbrugssamfund, som han kalder ’smeltedigler’(5), der er præget af ’superdiversitet’ (6) både etnisk og med hensyn til blandingen af fastboende og vandrende arbejdskraft. Den slags områder vil kunne udvise store uligheder og spændinger mellem de forskellige grupper, der indgår i befolkningen og sætter de kommunale budgetter, der i forvejen er små, under et stort pres. Det samme gælder lokale ressourcer som f.eks. beboelse eller skolegang. Her er måske nøglen – eller en af dem – til fremkomsten af partiet Chega, der er modstander af indvandringen og som på en vis måde ligner det spanske Vox.
I Odemira har gennem tiderne optrådt forskellige bølger af vandrende arbejdskraft. Først var det landarbejdere fra Nordportugal, der deltog i høsten i syd, de såkaldte ’små mus’. I 1990erne og 2000erne var det først og fremmest ukrainere og i mindre grad russere, rumænere og moldavere, senere bulgarere og nu asiater. På denne måde opstår der i Odemira en slags ’sociologiske laboratorie’(7) præget af stor diversitet i etnisk sammensætning med ekstrem usikkerhed for arbejderne, hvad angår deres arbejds- og levebetingelser.
Fig. 1 - Befolkningsudviklingen i Odemira kommune 1860-2020 (8)
Starter man med at se på den samlede befolkningsudvikling i Odemira kommune (se fig. 1), der er Portugals største, men også den kommune der har lavest befolkningstæthed, ser man et voldsomt fald fra 1960 og fremover, så kommunen i dag har samme befolkningstal, som man havde i tiden omkring 1915. Befolkningssammensætningen er også ændret fundamentalt, så andelen af pensionister eller folk, der nærmer sig pensionsalderen stiger, mens de relativt færre unge generelt set flytter fra kommunen til de store byer, hvor de sociale og arbejdsmæssige mulighederne er større. Samtidig med at antallet af indfødte portugisere falder og de unge flytter væk, sørger udviklingen i agro-industrien for at fylde op i den anden ende med migrantarbejdere og deres familier.
Hvor det i begyndelsen var østeuropæere, der dominerede tilvandringen, er det nu mennesker fra Thailand og det sydasiatiske subkontinent (se fig. 2 (9)). Corona-epidemien kan have forandret billede, men tendensen skulle være holdbar.
Fig. 2 – Udenlandsk befolkning inddelt efter geografiske områder med legalt opholdt i % af den fastboende befolkning i 2013 og 2016
I årene 2013 og 2017 er det som sagt bulgarere, der udgjorde den største gruppe i kommunen (34,1% og 24,1%) fulgt af thailændere (13,2% og 18,9%). Tyskere udgjorde i 2013 den tredjestørste gruppe med 12,3%, men blev i 2017 overhalet af nepalesere med 9,8%
Fig.3 – Antallet af bosiddende udlændinge med opholdstilladelse i Odemira kommune i årene 2013 og 2017 (antal og procent) (10)
Ser man på fordelingen af antallet af landarbejdere, som det er opgivet af de forskellige agro-industrier , fås den fordeling, som fremgår af fig. 4. Tallene skal dog tages med en vis
Fig. 4 – Antal udenlandske arbejdere i agro-industrielle firmaer efter oprindelsesland i februar 2015 og juni 2018 (11)
forsigtighed, da de stammer fra virksomhederne selv. De viser naturligvis heller ikke hvad forholdet er mellem antallet af arbejdere med opholdstilladelse og uden. Det anslås, at det samlede antal migrantarbejdere ligger mellem 10.000 og 15.000 (12).
Det er karakteristisk, at mange af migrantarbejderne arbejder under deres uddannelsesniveau. I folketællingen 2011 opgiver 42,9% af de adspurgte, at de har en uddannelse, der svarer til folkeskolens øverste klasser eller gymnasiet og 25% angiver at de har en universitetsbaggrund. Igen skal tallenes tages med et gran salt (13). I samme undersøgelse opgiver 41,1%, at de tjener mindre end den legale minimumsløn, mens 37,5% tjener netop denne. 19,6% tjente en løn, dr lå mellem mindstelønnen og 1000 Euros og 1,8% mellem 1001 og 1500 Euros (14).
Et af de alvorligste problemer i forbindelse med migrantarbejderne er spørgsmålet om bolig. Manglen på boliger presser priserne i vejret og fører til at det bliver endnu sværere for lokale beboere, især unge, at finde et sted at bo, noget der forøger gnidningerne mellem lokale og migranter. Mange gange klumpes migrantarbejderne sammen 15-20 i små lejligheder, nedlagte landbrugsejendomme, stalde eller containere. Denne sammenstuvning var en af årsagerne til at Odemira sammen med Storlissabon under corona-epidemien fik den højeste koncentration af corona-tilfælde i Portugal.
I en artikel om blåbærproduktionen i Odemira, beskriver det tyske magasin Der Spiegel boligforholdene for nepalesiske migrantarbejdere i den lille by São Teotónio i Odemira, at ejeren af et fem-værelseshus lejer ud til atten nepalesere, der hver betaler 165 Euros pr. måned for en knirkende metalseng, dvs. omkring 3.000 Euros i alt. Men så er der også to toiletter og mug i krogene.
Der Spiegel angiver, at arbejderne i huset tjener mellem 600 og 1200 Euros om måneden – en typisk løn opgives til 3,50 Euro i timen. Af dem er der måske 300-400 tilbage efter at have betalt for et sovested, billige fødevarer og nogle ’mistænkelige serviceafgifter’ (15). Hertil kommer, det der skal betales til de bureauer eller agenter, der har skaffet arbejderne kontrakterne. Det antages af to tredjedele af São Teotónios 6.500 indbyggere er migranter. Det skønnes at af Odemira kommunes ca. 26.000 indbyggere er ca. 19% legale invandrere fra 68 nationaliteter (16).
Portugal har indtil videre en af de mest liberale indvandringspolitikker i EU og opmuntrer aktivt til indvandring. Det er derfor meget eftertragtet at skaffe sig et job i Portugal, hvis man f.eks. kommer fra det indiske subkontinent. Et bureau eller en agent i oprindelseslandet træffer aftale med en portugisisk arbejdsgiver og kan så opnå seks måneders arbejdstilladelse også selvom der faktisk ikke er tale om et reelt job. Kontrollen er yderst lemfældig. Har man først job i Portugal, kan man let få opholdstilladelse og så er man indenfor EU. Derfor er job i Portugal for mange ikke-EU migrantarbejdere lig med en billet til EU og dermed et bedre liv trods dårlige løn- og arbejdsvilkår, end man selv med en god uddannelse kunne opnå i sit oprindelsesland. Der er mistanke om, at rekrutteringen af den vandrende arbejdskraft kan sammenlignes med menneskehandel
Den største portugisiske fagforeningssammenslutning, CGTP-IN, der er tæt på det portugisiske kommunistparti, PCP, har gjort en stor indsats for at organisere tilvandret arbejdskraft, og det har man haft et vist held med, når det drejer sig om arbejdere med fast job. Men det er straks meget vanskeligere, når der er tale om arbejdere med sæsonarbejde og løse ansættelsesforhold (17).
Odemira kommune er i forvejen hårdt spændt for med et vigende, aldrende befolkningsgrundlag og høj arbejdsløshed. Og i det portugisiske nationalbudget vejer støtten til kommunerne ikke meget. Samtidigt ser det ikke ud til, at de statslige myndigheder, der skal føre opsyn med at den i øvrigt ret progressive portugisiske arbejdsmarkedslov overholdes, hverken er særligt ihærdige eller har ressourcer nok.
Det er vel sagtens kun et spørgsmål om tid, før det højreradikale parti Chega får held til at udnytte de spændinger, der opstår når omkring 20% af Odemiras befolkning er tilvandrede, og kommunens i forvejen sparsomme ressourcer er hårdt spændt for.
Noter:
1, OrduliaTaboadela, María Maril, Carmen Lamela, ‘La superdiversidad migratoria en el medio rural: Odemira, Alentejo, un estudio de caso’, Finisterra, LIII, 2018, s.87-105
2. Samme
3. Samme
4. Maria Antónia Almeida, ‘The use of rural areas in Portugal: Historical perspective and the new trends’, Revista Galega de Economía, 2020, 29(2), 6750
5, J. Oliva, Rural Melting-pots, Mobilities and Fragilities: Reflections on the Spanish Case, Sociologia ruralis, vol. 50, nr. 3, juli 2010
6. Ordulia Taboadela, María Maril, Carmen Lamela
7. Samme
8. Conselho de Odemira, ODEMIRA INTEGRA+ , Plano Municipal para a Integração de Migrantes 2018 – 2020K, grafik 1, s.29
9. Samme, tabel 13 og 14, s.45-46
10. Samme, tabel 16, s.49
11. Samme, tabel 24, s.76
12. Jan Petter, Gonçalo Fonseca, ‘Blueberries for Europe – Portugal Mortgages Its Future for Present-Day Agricultural Profits’, Der Spiegel, 20.9.2021
13. Sónia Pereira, Luís Moreno, Alina Esteves, Ana Estevens, Jorge Malheiros, ‘Reconfiguracíon de áreas rurales y explotacíon de mano de obra inmigrante: El caso de Odemira, Portugal’, Estudios Migratorios Latinoamericanos, Año 30, no. 81, 2016
14. Jan Petter
15. Jan Petter
16. Maria Antónia Almeida
17. CGTP-IN, ’Exploração laboral na agricultura intensiva no Alentejo – a situação em Odemira’, 3. maj 2021