Forbyd Roundup og glyphosat – det forsvinder ikke af sig selv !
af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion
Kampen mod glyphosat i 2017
Kampen for en pesticidfri fremtid har været ført længe, og i 2017 opstod der en stærk bevægelse for et forbud i EU. EU-kommissionen og Bayer-Monsanto-koncernen havde arbejdet for en femtenårig forlængelse af licensen for produktet. Men efter et stort politisk pres udefra, endte man med en femårig licens. Kravet fra protestbevægelsen var et endegyldigt forbud. Glyphosat er det mest anvendte pesticid på verdensplan, og dermed en milliardforretning for de koncerner som producerer og sælger det. Den tyske NGO ’Coordination gegen Bayer-Gefahren’ (CBG) - som i årevis har bekæmpet den tyske globale kemikoncern Bayer - kræver i en pressemeddelelse: Glyphosat skal fjernes fra markedet. Ofre skal ydes erstatning, og de ansvarlige sættes i fængsel. NGO`en ’Pesticide Action Network’ (PAN)i har lavet en ganske illustrativ video, som fortæller, hvilke metoder der anvendes for at få myndighederne til at godkende giften.(1)
Retssager mod Bayer-Monsanto
I USA er kemikaliekoncernen Monsanto - som nu er købt af Bayer - blevet idømt millionstore erstatninger til ofre, der har arbejdet med glyphosat og udviklet lymfekræft. Bayers aktier er raslet ned, og internationalt har koncernens omdømme aldrig været dårligere. Det er artige sager, som er kommet frem om manipulation med laboratorieresultater og chikane af kritikere.
Samtidig har koncernen brugt enorme summer på at markedsføre Roundup som et sikkert middel. I maj 2019 blev Monsanto dømt i Oakland, Californien til at betale en erstatning til to kræftramte på to mia. $, senere dog sat ned til 87 mill. $. I november 2021 vandt man endelig sagen i Californiens højesteret. I juli 2021 startede en ny retssag i USA - og der er indgivet yderligere 30.000 klager. Bayer har indgået et forlig med advokater for det store antal klagere, som indebærer, at de ikke går rettens vej. Et forlig på 8-9 mia. $, men hvor der ikke er meget tilbage til klagerne, når advokaterne er betalt. Axel Köhler-Schnura fra CBG udtalte om denne aftale:
"Den normalitet, som Bayer håber på, vil ikke indfinde sig, så længe masseforgiftningen fortsætter.
Protesterne, modstanden og retssagerne mod Bayer vil fortsætte. Koncernen forurener nådesløst mennesker og miljø i en stor skala. Det sker kun af en grund: Maksimum profit. Vi taler om skader på kroppen, måske mord. For ikke at nævne de store materielle skader og vedvarende ødelæggelse af miljøet. De ansvarlige direktører i Bayer må straffes hårdt. Produktion og salg af glyphosat må stoppes straks. Mennesker, som er blevet skadet, skal have en retfærdig kompensation såvel som deres familier og overlevende pårørende.”(2)
I Danmark prøver Rosemary Mason at bombardere myndigheder i både Danmark og EU med den efterhånden overvældende dokumentation, som taler imod myndighedernes passivitet. Men det er stærke kræfter at være oppe imod, og hun har brug for støtte.(3)
GMO - genmodificerede afgrøder
Monsanto fandt i glyphosat en guldgrube - ikke mindst da man samtidig gensplejsede afgrøder, så de blev resistente over for dette stof, som dræbte alle andre planter. I 2015 var 94 % af al soyaproduktion i USA genmodificeret, og det samme gjaldt 89 % af bomulds- og majsproduktionen, skriver Greenpeace. Gennem koblingen af såsæd og gift har koncernen skabt en afhængighed - som en anden narkopusher. Er man først koblet på dette giftregime, er det svært at stige af.(4)
Bayer satser på at nedbryde modstanden mod GMO i EU, men med flere godkendelser åbner der sig et kæmpe marked med enorme profitter og voldsom forurening med sprøjtegiften. Med det såkaldte Barroso-direktiv har enkelte EU-lande fået mulighed for at begrænse eller forbyde dyrkning af specifikke GMOer i den enkelte medlemsstat. En begrænsning af det indre marked og frihandel, som giftkoncernerne selvfølgelig prøver at bekæmpe med alle midler. Men der er lagt betydelige forhindringer i vejen, hvis man ønsker at forbyde eller begrænse brugen af GMO-afgrøder, hvad der fremgår af direktivet.(5)
Giftkrig i Columbia
CBG oplyser i et aktuelt nyhedsbrev, at glyphosat i Columbia bruges som et krigsvåben, angiveligt i kampen mod kokain-produktionen. Som led i fredsaftalen i 2005 mellem de stridende parter i landet stoppede man den massesprøjtning fra luften af landområder, som fandt sted. Millioner af hektar blev sprøjtet, så mennesker, dyr og miljø i årtier blev forgiftet. Hæren og USA stod bag denne indsats, som også ramte småbønder, der ikke dyrkede koka.
Nu vil det højreorienterede styre under præsident Duque genoptage sprøjtningen, og CBG opfordrer til, at der lægges pres på den tyske regering for at stoppe den giftige handel med glyphosat. Udover sundhedsproblemer som følge af denne massive sprøjtning med glyphosat, som ifølge den colombianske jurist og sociolog Carolina Bernal er ”en effektiv metode til at fordrive folk.”(6)
Kampen fortsætter
Nu står vi i den samme situation, hvor alt skal sættes ind for at bryde firmaets planer om en forlænget godkendelse. Det er en kamp, hvor stærke landbrugsinteresser og storkapital er enige om at fortsætte med at forgifte vores dyreliv, jord, fødevarer og drikkevand. Ligesom i 2017 arbejder man i kulissen for at fortsætte ødelæggelsen af vores naturressourcer. Den tyske, transnationale kemikoncern Bayer opkøbte i 2018 den amerikanske koncern Monsanto, som havde rettighederne til glyphosat og solgte det under varemærket Roundup. Opkøbet skete med en lovsang om de store fordele for firmaets aktionærer og for verdens landmænd, som vil få fordel af sundere, billige og bæredygtige fødevarer. Se www.bayer.com og www.monsanto.com.
Bayer arbejder nu bag kulisserne intensivt for, at glyphosat også efter 2022 skal kunne markedsføres og sælges. For at undgå et forbud satser firmaet på, at industrien kan levere studier, som dokumenterer, at glyphosat er sikkert at anvende. Selv om stadig flere studier dokumenterer, at det er skadeligt for både miljø og mennesker.
I Danmark udøves der en stærk lobbyvirksomhed af organisationen Landbrug & Fødevarer, og dansk landbrug er storforbruger af Roundup. I 2017 kunne de regne med hjælp fra både regeringen og Miljøstyrelsen, og alt peger på, at dette scenarie gentager sig i 2022.
Glyphosat og kræft
En streg i regningen for Bayer er imidlertid, at glyphosat af IARC vurderes som genotoksisk og kræftfremkaldende for dyr samt ”muligvis kræftfremkaldende” for mennesker. IARC bygger dette på offentliggjorte forskningstudier. Samt at det også har skadevirkninger på honningbier. IARC er et internationalt agentur for kræftforskning under FNs sundhedsorganisation WHO, se www.iarc.who.int.
Om skaderne på mennesker og natur kan man bl.a. se på et faktaark fra CGB.(7)
Internationalt anerkendte toksikologer fremlagde i 2021 dokumentation for, at den dokumentation som EUs myndigheder byggede deres godkendelse på, ikke var fyldestgørende, men derimod mangelfuld. Et materiale som var anvendt i forbindelse med ansøgningen om fortsat godkendelse. NGOen ’SumOfUs’ fik gennem aktindsigt adgang til disse studier, som EUs levnedsmidddelmyndighed EFSA havde anvendt i forbindelse med godkendelsen. Man spurgte anerkendte eksperter, om de ville vurdere den videnskabelige kvalitet af materialet, som var finansieret af industrien. Forsøg på at få fat i materialet var først blevet mødt med Monsantos afvisning, fordi der var tale om fortrolig virksomhedsejendom. Men en domstol tvang i 2019 EFSA til at udlevere materialet.
Studierne, som var anvendt, understøttede påstanden om, at kemikaliet var sikkert at anvende og uden kræftrisiko. De var bestilt og betalt af Monsanto, som nu er en del af Bayer, samt af Syngenta, DOW og andre producenter. Nogle af studierne er årtier gamle, men er alligevel blevet anvendt af myndighederne i både EU og USA til deres godkendelse af kemikaliet.
Professor Siegfried Knasmüller, som er toksikolog i Wien, og Dr. Armen Nersesyan, som har arbejdet med kræftforskning i Wien, gennemgik 53 af disse studier og vurderede, at kun to var acceptable, 17 var delvist acceptable, og 34 var ikke acceptable efter almindelige forskningsstandarder. Se rapporten Glyphogate.(8) Resultatet var rystende og er blevet bredt omtalt i internationale medier som bl.a. Guardian, Der Spiegel og Le Monde.(9) Denne analyse er kommet på et kritisk tidspunkt, hvor Bayer og en række andre firmaer arbejder hårdt for at forny godkendelsen af glyphosat - som ellers udløber 2022. De har sluttet sig sammen i en lobbyorganisation: ’Glyphosate Renewal Group,’ GRG.
I forbindelse med en forlænget godkendelse af Glyphosat i 2017 blev der konstateret urent trav. Gylle.dk skrev om dette forløb:
”Men adskillige sider af rapporten er identiske med passager i en ansøgning, indsendt af Monsanto på vegne af the ’Glyphosate Task Force (GTF)’ – en industriorganisation, der ledes af Monsanto. De kopierede sider indeholder analyser af studier bedømt af fagfæller omkring forbindelser mellem glyphosat og genotoksicitet - altså hvor sandsynligt det er, at glyphosat kan forårsage celle-mutationer, fremkalde kræft og skade reproduktionsevnen. Greenpeace EUs direktør for fødevarepolitik, Franziska Achterberg, har udtalt: ”Uanset om det her er et spørgsmål om uagtsomhed eller hensigt, så er det fuldkomment uacceptabelt. Det sætter spørgsmålstegn ved hele EUs godkendelsesproces af sprøjtemidler. Hvis embedsmænd forlader sig på industriens evaluering af videnskaben - uden selv at lave en vurdering - er beslutningen om hvorvidt sprøjtemidler anses for ufarlige eller ej i praksis i industriens egne hænder.”(10)
Voksende modstand i flere lande
Krav om forbud og begrænsning af brugen af glyphosat har bredt sig. Bl.a. Mexico har et forbud, som vil træde i kraft 2024, og i Frankrig vil regeringen økonomisk støtte de bønder, som vil holde op med at bruge Round Up.
NGOen ’WeMove’ mener, at Frankrig er et nøgleland i kampen for et forbud i EU. Frankrig har snart formandskabet i EUs ministerråd. Man henviser til præsident Macrons tale på en kongres 4. september 2021 i Marseille, hvor han udtalte: ”Jeg ønsker, at det franske formandskab i rådet vil tage et initiativ angående pesticider, og vil støtte en forstærket indsats for at begrænse brugen af pesticider”. We Move mener derfor, at der især må sættes ind med en kampagne i Frankrig.(11)
Noter
1. #StopGlyphosate | PAN Europe (pan-europe.info)
2. A cynical calculation with human lives, BAYER fobs of glyphosate victims
CBG - Press-Information CBG June 25th, 2020 (cbgnetwork.org)
3. Rosemary Mason – Academia.edu
4. Monsanto: Busted. 3. May 2019: Monsanto: Busted - Greenpeace International
5. Dyrkning af GMO i Danmark - Landbrugsstyrelsen (lbst.dk)
6. CBG - Coordination gegen BAYER-Gefahren (cbgnetwork.org)
7. CBG - Glyphosat: Fakten, Quellen, Links (cbgnetwork.org)
8. GLYPHOGATE: EU authorities used faulty, industry-funded studies to justify authorizing glyphosate in 2017, and they could do it again. (sumofus.org)https://s3.amazonaws.com/s3.sumofus.org/images/Evaluation_scientific_quality_studies_genotoxic_glyphosate.pdf
9. Guardian, 2. juli 2021. Corporate studies asserting herbicide safety show many flaws, new analysis finds | Monsanto | The Guardian
10. EU-rapport om glyphosat kopierede tekst fra et Monsanto-studie | Gylle.dk
11. Emmanuel Macrons tale ved International Union for Conservation of Nature (IUCN)s verdenskongres d. 4. Sept. 2021 i Marseille. Video: https://www.elysee.fr/emmanuel-macron/2021/09/03/ceremonie-douverture-du-congres-mondial-de-la-nature-de-liucn