Er Kina imperialistisk?
af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion
Efter en række grænsekonflikter i begyndelsen af 1970rne med sovjetiske tropper ved den sovjetisk-kinesiske grænse langs Usuri-floden i Sibirien, formulerede den kinesiske regering en ny international strategi, der som en af sine vigtigste konklusioner definerede Sovjetunionen som ”socialimperialistisk”. Strategien var baseret på den såkaldte ”treverdensteori”, som blev præsenteret af Deng Xiaoping i 1974 på et plenarmøde i generalforsamlingen i FN. Ifølge teorien er verden opdelt i tre landegrupper : første, anden og tredje verden. Tredje verden bestod, ifølge teorien, af udviklingslandene, som den kinesiske regering på daværende tidspunkt henregnede Kina til. Den første verden bestod af de to supermagter, USA og Sovjetunionen. I den anden verden inkluderede teorien de udviklede lande, som ikke kunne kaldes supermagter. Af supermagterne var Sovjetunionen den farligste trussel mod verdensfreden, fordi der her var tale om en fremvoksende supermagt. En supermagt på fremmarch vil, ifølge teorien, altid være mere aggressiv, fordi den vil kæmpe for at forbedre sin globale position, økonomisk,politisk og militært, og den vil derfor udgøre en større trussel for verdensfreden end mere etablerede supermagter. Ud fra devisen ”din fjendes fjende er din ven” og frygten for den iboende aggressivitet hos den fremvoksende supermagt, USSR, indgik den kinesiske regering de følgende år noget der lignede en strategisk alliance med den amerikanske. Det førte blandt andet til, at både USA og Kina støttede De røde Khmerer i Kampuchea, og da den vietnamesiske hær invaderede Kampuchea for at sætte De Røde Khmerer fra magten, gik den kinesiske hær ind i Vietnam for, med Deng Xiaopings ord, at give vietnameserne ”en lærestreg”.
Definitionen af USSR som socialimperialistisk, begrundet i det faktum, at USSR var en opstigende supermagt, vender nu som en boomerang tilbage mod Kina, som i stigende grad af medier og forskere beskyldes for at være ”kolonialistisk” eller ”imperialistisk”.
Uenighed mellem to økonomer med basis i Kina.
De to økonomer Li Minqi og Fred Engst er uenige om, hvorvidt Kina som følge af sin nye rolle på den globale politiske og økonomisk scene kan kaldes imperialistisk.
I juli-august nummeret af Monthly Review reagerer den kinesiske økonom Li Minqi på en artikel skrevet under psudonymet Hua Shi, hvor der argumenteres for, at Kina har udviklet sig til en imperialistisk stat - en påstand som Li Minqi ikke deler og i artiklen leverer et modsvar til.
De to økonomer, der på denne måde står over for hinanden, har meget forskellige, men for begges vedkommende tætte relationer til Kina. Forfatteren, der skrev under pseudonymet Hua Shi, er i virkeligheden en amerikaner ved navn Fred Engst, som også bærer et kinesiske navn, Yang Heping. Han er født i Kina i fyrrerne og voksede op i landet, som søn af amerikanske forældre, der var taget til Kina for at hjælpe til med opbygningen af den kinesiske kommunisme. Hans mor, Joan Hinton, var søster til William Hinton, en anden amerikaner, som var draget til Kina for at deltage i den kinesiske revolution. I Danmark er William Hinton bedst kendt for bogen The Hundred Days War, som også er oversat til dansk(1). I 1974 rejste Fred Engst til USA, uddannede sig til økonom og vendte i 2007 tilbage til Kina, hvor han nu er professor i økonomi ved University of International Business and Economics i Beijing.
Li Minqi studerede oprindeligt ved Economic Management Department på Beijing Universitet, men flyttede efter massakren i Beijing i 1989 til USA, hvor han uddannede sig til økonom på Department of Economics, University of Delaware, og han er nu professor i økonomi ved University of Utah, USA.
De to økonomers modsatrettede opfattelser af Kinas status og rolle i den globale økonomi kom til udtryk i to artikler. I 2017 udgav Fred Engst under pseudonymet Hua Shi en artikel, på kinesisk med titlen ”Imperialisme, ultraimperialisme og Kinas opstigning” på det kinesisk-sprogede online tidsskrift, Jiliu Wang (2), og Li Minqis artikel med titlen ”China: Imperialism or Semi-Periphery?” blev, som tidligere nævnt, bragt i Monthly Reviews juli-august nummer fra i år.(3)
Fred Engst argumenterer i sin artikel for, at man må betragte Kina som imperialistisk, mens Li Minqi som svar på bl.a. Fred Engsts artikel argumenterer for, at Kina ikke er imperialistisk og ikke vil kunne blive det, uden at den globale økonomi bryder sammen.
Centralt i modsætningerne mellem de to samfundsforskeres standpunkter står verdens-system-teorien, som Fred Engst kraftigt angriber, mens den tjener som den teoretiske basis for Li Minqis analyse. Det vil derfor være relevant, først at se på, hvad denne teori går ud på.
Verdenssystemteorien
Verdenssystemteorien (World Systems Theory) er udviklet af den amerikanske marxistiske samfundsforsker, Immanuel Wallerstein, som ganske vist selv foretrak at kalde det en analyse i stedet for en teori.
Wallerstein mener, at den globale, kapitalistiske økonomi som resultat af globaliseringen udgør et system, der er bestemt af den internationale arbejdsdeling. Det er, ifølge Wallerstein, vigtigere at analysere systemet, som han sommetider sammenligner med en organisme, og dets funktion i sin helhed end at analysere systemets delelementer, de enkelte nationer. Systemet består af, det han kalder kerne, periferi og semiperiferi. De udviklede lande, hvor produktionen primært er kapital-intensiv industriproduktion med et stort vidensindhold, befinder sig i den globale kerne og udbytter de perifere lande, dvs. udviklingslandene, hvor produktionen primært er arbejdsintensiv produktion især af råvarer til eksport. Udbytningen sker som overførsel af merværdi til kernelandene fra resten af verdenssystemet. De semi-perifere lande er lande, som både deltager i udbytningen af landene i periferien, men også selv bliver udbyttet af kernelandene.
Fred Engst og verdenssystemteorien.
Fred Engst kritiserer verdenssystemteorien, som han opfatter som en unødvendig og ikke-marxistisk revision af Lenins teori om imperialismen, som han præsenterede den i bogen, Imperialismen som Kapitalismens højeste Stadium. (4)
Ifølge Lenin er kapitalismens imperialistiske stade domineret af en monopolisering af de kapitalistiske virksomheder. Overproduktions-kriser i de monopoliserede virksomheders hjemlande tvinger dem til at søge nye markeder uden for deres hjemlands grænser.
De lande som verdenssystemteorien kalder perifere, indgår, ifølge Fred Engst, ikke som integrerede elementer i det globale kapitalistiske system, men har primært den funktion at være kanaler for en midlertidig løsning på eller udskydelse af overproduktionskriser i kernelandene.
Verdenssystem-teoretikere understreger, at når man studerer den moderne verden, er det nødvendigt at se på den globale kapitalisme som et sammenhængende system, snarere end på enkeltlande eller regioner. Ifølge Fred Engst er det en fundamental fejltagelse. Hvis man vil forstå imperialismen, er det tværtimod nødvendigt at basere analysen på en undersøgelse af den grundlæggende funktionelle enhed i kapitalismen, de monopolistiske kapitalgrupper eller de nationale militærstyrker, som tjener disse kapitalgrupper.
Kapitalens væsen er konkurrence, monopoldannelse og hegemoni, og det er derfor ,ifølge Fred Engst, umuligt, at den globale kapitalisme skulle kunne finde sammen og enes om at varetage fælles interesser i opretholdelsen af et verdenssystem. Konkurrencen mellem monopoler i forskellige lande kan kun løses ved hjælp af magt. Det er imperialismens indre væsen og det gør imperialistiske krige uundgåelige. Verdenssystemteorien overser de økonomiske, politiske og i sidste ende militære magtmidler, som hver gruppe af monopolkapitaler kan benytte i den proces, hvor verden opdeles.
Verdenssystem-teoretikerne mener, ifølge Fred Engst, at krige mellem imperialistiske magter kan undgås, bl.a. fordi modsætninger imellem dem kan løses ved hjælp af internationale organisationer som IMF, Verdensbanken og WTO.
Metodisk er teorien om ”kerne og periferi”, ifølge Fred Engst, udelukkende beskrivende og den giver ikke nogen forklaring på, hvorfor nogle lande vil stige op til at blive kernelande, og andre vil falde tilbage til positioner som semi-perifere eller perifere lande. Teorien er desuden mere kvantitativ end kvalitativ og dens tilhængere forfalder til at gøre BNP pr. indbygger til det afgørende kriterium for, hvordan de enkelte lande indplaceres i verdenssystemet i stedet for at foretage en strukturel analyse af de økonomiske sammenhænge i den globale kapitalisme.
Hvad er imperialisme?
Fred Engst læner sig som nævnt op ad Lenins imperialismeteori, der forklarer fremkomsten af imperialisme med monopoliseringen af virksomhedsstrukturen og økonomiske kriser som monopolkapitalen kun kan løse ved at opsøge og underlægge sig nye markeder. Hovedårsagen til de økonomiske kriser i kapitalismen er overproduktion. Kriser,der bunder i ressourcemangel og klimaforandring, kan kapitalismen, efter Fred Engsts opfattelse, klare fordi disse kriser giver nye muligheder for profitable, indenlandske investeringer i teknologisk udvikling. Kapitalismen har derfor ingen grund til at frygte hverken ressourcemangel eller klimaforandring, kapitalismens største problem er overproduktion.
Overproduktionskriser kan kapitalismen kun løse ved, at de monopolistiske virksomheder flytter afsætning og investeringer uden for landets grænser.
Overproduktionskriser opstår, fordi målet for kapitalistisk produktion er profit. Kun hvis en virksomhed er i stand til at presse merværdi ud af de ansatte arbejdere og transformere denne merværdi til profit, der svarer til den gennemsnitlige profitrate i samfundet, vil virksomheden kunne fortsætte med at eksistere. Men profitten skal geninvesteres og helst i den virksomhed, hvor den er skabt, fordi det vil betyde, at virksomheden kan vokse og øge sin produktion, indtjene mere profit osv. Hvis en eller flere kapitalgrupper ikke kan se, at der kan skabes profit i virksomheden, vil profitten ikke blive geninvesteret. Det vil betyde faldende afsætning hos de virksomheder, der producerer maskiner og udstyr, og dermed er overproduktionskrisen i gang. Svigtende afsætning af investeringsgoder fører til voksende arbejdsløshed, som igen fører til faldende forbrug. Overproduktion er årsagen og utilstrækkelig forbrug resultatet.
Monopolvirksomheder indtjener ikke kun profitter, der svarer til den gennemsnitlige profitrate, men monopolprofitter, som er væsentligt større. Problemerne med at geninvestere profitten vil derfor værre større for monopolvirksomheder end for almindelige virksomheder.
Monopolkapitaler fra forskellige nationer vil, hvis de ikke kan geninvestere deres monopolprofit, blive tvunget til at opsøge nye markeder, hvor de kan investere deres ledige kapital og vil her løbe ind i konkurrence og konflikt med andre monopolkapitalgrupper. De forskellige monopolgrupper kan, når de løber ind i konflikter med monopolgrupper fra andre nationer, støtte sig på bistand fra deres nationale militær og dette er grunden til at imperialismen uundgåeligt fører til konflikter og krige.
Den kinesiske Imperialisme.
Med en række initiativer på den internationale scene har Kina, ifølge Fred Engst, udfordret det eksisterende imperialistiske system. Med etableringen af Asian Infrastructure Investment Bank, der er tæt knyttet til det såkaldte Belt and Road Projekt, som ofte kaldes Den nye Silkevej, har Kina udfordret kernelandenes finansielle monopol og knyttet en række lande strækkende sig fra Kinas grænse over Centralasien og Østafrika til Europas grænser i et storstilet forsøg på ved hjælp af udenlandske investeringer at løse overproduktionskrisen i den kinesiske økonomi.
I de senere år har Kina desuden kastet sig ud i større landvindingsprojekter på øer i Det sydkinesiske Hav, bygget veje i omdiskuterede områder ved den kinesiske-indiske grænse, bygget en militærbase i Djibouti på Afrikas Horn, og ved hjælp af kontrakter med en løbetid på 99 år overtaget kontrollen med havnene Gwadar i Pakistan og Hambantota i Sri Lanka, kontrakter der finansieres ved hjælp af låneaftaler med de pågældende lande. Initiativer som, ifølge Fred Engst, har en imperialistisk karakter.
Den kinesiske kapital har nået et omfang, der gør det muligt for den kinesiske monopolkapital at trænge frem på det kapitalistiske verdensmarked.
Af kapitalen hos de 500 største firmaer i verden udgør amerikanske firmaer 30%, Tyskland Storbritannien, Frankrig og andre vesteuropæiske lande tilsammen 27%, Kina (inkl. Hong Kong og Taiwan) 23%, Japan 10%. Kinesisk kapital har således opnået et omfang, der ikke er meget mindre end hverken USA's eller europæiske virksomheders kapital, og på en lang række områder inden for såvel produktion som uddannelse og forskning indtager Kina en fremtrædende placering i det globale hierarki .
Fred Engst mener, at Kina er tvunget til at optræde imperialistisk fordi grundstammen i den kinesiske økonomi er en lang række statsejede virksomheder, der i realiteten har status af monopoler og fordi denne virksomhedsstruktur har medført en overproduktionskrise i Kina.
De statsejede virksomheder i Kina har den højeste grad af monopolisering og den største kapitalstyrke i verden i dag. Alle de største statsejede virksomheder i Kina er underafdelinger af State-owned Assets Supervision and Administration Commission of the State Council (SASAC), som er en speciel komite direkte under den kinesiske regering, Statsrådet. Den blev grundlagt i 2003 med den opgave at administrere de statsejede virksomheder, hvilket også indebærer retten til at udpege ledelsen i de enkelte enheder, godkende aktieudbud og sammenlægninger eller opsplitning af virksomheder. Antallet af statsejede virksomheder der administreres af SASAC svinger, alt efter hvor mange der sluttes sammen eller splittes op, men den samlede kapital i de kinesiske statsejede monopoler er på ca. 8 billioner(millioner millioner) dollars, så set under et udgør de den største økonomiske enhed i verden. Den statsejede kapitalgruppe styrer, ifølge Fred Engst, parti,regering, militær og økonomi i Kina.
De private kapitalgrupper i Kina, hvoraf de største er de kinesiske techgiganter, kan kun i begrænset omfang blande sig i de statsejede virksomheders optræden ved hjælp af politiske midler. Kinas bureaukratiske grupper er herre over den statsejede kapital, og på grund af det politiske system behøver de ikke at stå til regnskab for andre end sig selv.
På grund af den alvorlige overproduktion Kina har oplevet i de seneste år, står den statsejede kapitalgruppe, ifølge Fred Engst, over for et krav om at søge uden for landets grænser, og omfanget af direkte investeringer i udlandet vil derfor stige i fremtiden.
Kina i det imperialistiske system
Hvordan falder de kinesiske statsejede monopolvirksomheder så ind i det imperialistiske mønster ?
Fred Engst opregner tre forskellige typer af monopoldannelse, som kan danne udgangspunkt for imperialistisk tilegnelse af verdens rigdomme: finansielle og monetære monopoler, teknologiske monopoler og ressource-monopoler. Inden for alle disse felter er der tale om et ulige bytte mellem nationer.
Kina og de tre monopoler
I forhold til ressource-monopolet er Kinas position dårlig, fordi landet på en lang række områder ikke længere er selvforsynende med ressourcer som olie, kul osv.
På det finansielle og monetære område står Kina bedre. Fordi især USA, men også Euro-landene og Japan kan udbyde deres respektive valutaer som reservevaluta kan de uden videre trykke penge og gratis importere varer fra omverden. Kina kan endnu ikke siges at have del i dette finansielle hegemoni, men oprettelsen af Asian Infrastructure Investment Bank er starten på en udvikling i den retning.
Det teknologiske monopol er på vej til at blive brudt af Kina, og på dette område er der i stigende grad tale om et lige bytte mellem Kina og de udviklede lande, mens udvekslingen mellem Kina og landene i Asien, Afrika og Latinamerika i stigende grad har form af ulige bytte.
Som nævnt tvinger overproduktion de kinesiske statslige monopoler ud på jagt efter nye markeder og Kina udgør en stigende trussel for de gamle imperialistiske magter og i særdeleshed mod det amerikanske hegemoni. De andre imperialistiske stater er alle i forskellig grad militært og politisk afhængige af USA. De europæiske staters militære suverænitet begrænses af deres medlemskab af NATO, som ubetinget er under USA's ledelse, og også Japan er begrænset i sin militære handlefrihed af det nære og ulige forsvarssamarbejde med USA. Her er Kinas situation grundlæggende anderledes. Kina er ikke bundet af nogen form for militært samarbejde med USA, og har derfor sin fulde militære og politiske suverænitet, hvilket betyder, at Kina i langt højere grad end de øvrige imperialistiske stater kan udfordre USA.
Evnen til at udfordre den imperialistiske hegemon, USA, bør imidlertid ,ifølge Fred Engst, ikke forlede nogen til at tro, at der i Den tredje Verden er mere grund til at sætte sin lid til Kina end til USA. Kina er også imperialistisk og ikke en potentielt allieret til Den tredje Verden. Så længe landene i Den tredje Verden fuldt ud forstår den opstigende imperialismes natur, kan de imidlertid udnytte modsætningerne mellem de imperialistiske lande, og Kinas opstigning vil kunne hjælpe befolkningerne i Den Tredje Verden med at vriste sig ud af den vestlige imperialismes kontrol. Men det kræver en klar forståelse af imperialismen. Hvis man støtter sig på en bestemt part i de imperialistiske modsætninger, vil det ikke lykkes.
Modsætningerne mellem de to imperialistiske stater, USA og Kina, kan udmærket føre til en større krig. At USA uden konkurrence er i besiddelse af de største atomvåbenlagre og tidligere i historien som det eneste land har vist sig villig til at bruge dem, gør denne trussel endnu mere akut. Ifølge Engst vil en fremtidig atomkrig mellem de imperialistiske stater, USA og Kina kun kunne undgås, hvis det globale proletariat sætter alt ind på at forhindre den.
Li Minqis svar
Li Minqi konkluderer i sin artikel på spørgsmålet om, hvorvidt Kina er imperialistisk eller hører til i semiperiferien, at selv om Kina har udviklet en udbyttende relation til Sydasien, Afrika og andre råvareeksportører, overfører Kina stadig en større mængde merværdi til kernelandene i det kapitalistiske verdenssystem end landet modtager fra periferien, og Kina må derfor beskrives som et semi-perifert land i verdenssystemet. Spørgsmålet er, ifølge Li Minqi, om Kina vil kunne bevæge sig fra sin semi-perifere status til kernen i verdenssystemet. Hvis det sker, vil det medføre en sådan vækst i den globale produktion af merværdi og forbruget af ressourcer, at det vil få det globale økonomiske system til at bryde sammen.
I sin analyse af spørgsmålet anvender Li Minqi verdenssystemteoriens begreber og metode. Han henviser dog først til Lenins føromtalte imperialisme teori.
Superprofit
Li Minqi påpeger, at monopolkapital for Lenin var ensbetydende med tilegnelse af superprofit, altså profit, der ligger væsentligt over den gennemsnitlige profitrate. Desuden måtte imperialismen, være baseret på, at et mindretal af lande udbyttede majoriteten af jordens befolkning.
Li Minqi mener ikke, at man kan påstå, at Kina har indtjent superprofitter på sine udenlandske investeringer.
Fra 2010 til 2018 har indtjeningen på Kinas udenlandske investeringer været på ca 3%, mens indtjeningen på de udenlandske investeringer i Kina har svinget på mellem 5 og 6 %. En profitrate på 3% kan ,ifølge Li Minqi, ikke kaldes ”superprofit”.
Desuden har de kinesiske investeringer i Hong Kong, Singapore, Cayman Islands og British Virgin Islands, som udgør 78% af Kinas udenlandske investeringer, primært til formål at recirkulere kinesisk kapital tilbage til Kina, hvor den så vil blive betragtet som udenlandsk kapital og derfor opnå særbehandling, eller der kan være tale om hvidvask eller kapitalflugt til skattely. Li Minqi mener, at man snarere end at beskrive disse investeringer som udtryk for imperialistisk plyndring, kan sammenligne dem med kapitalflugt fra korrupte tredje verdenslande.
De 8,7% af Kinas direkte investeringer i udlandet, som investeres i Afrika, Latinamerika og resten af Asien, udbytter, ifølge Li Minqi, uden tvivl befolkningerne i disse regioner.
Resulatet af en time kinesisk arbejde kan nu udveksles med resultatet af ca. to timers arbejde fra Afrika syd for Sahara eller fire timer fra Sydasien.
Kina har således etableret udbytningsrelationer med næsten halvdelen af jordens befolkning, og Kina kan derfor ikke længere betragtes som et perifert land.
Overførsel af merværdi og verdenssystemteorien.
Hvis på den ene side et land modtager substantielt mere merværdi fra resten af verden end det overfører, så vil landet klart kunne kaldes et imperialistisk land i den forstand at det er et udbytterland i det kapitalistiske verdenssystem. Hvis et land på den anden side overfører substantielt mere merværdi til de imperialistiske lande, end det selv modtager fra resten af verden, vil landet enten være et perifert eller semi-perifert medlem af det kapitalistiske verdenssystem.
USA er et typisk imperialistisk land. I 2016 -2017 kunne en time amerikansk arbejde udveksles med ca. fire timer udenlandsk arbejde.
Kina var et typisk perifert land i 1990rne, hvor en en time udenlandsk arbejde kunne udveksles med ca. 20 timer kinesisk. I 2016-17 kunne to timer kinesisk arbejde udveksles med ca. en time udenlandsk arbejde.
Kina er stadig, ifølge Li Minqi, en økonomi, der udbyttes af de imperialistiske lande i det kapitalistiske verdenssystem, selvom graden af udbytning er faldet stærkt i de senere år. I den neoliberale æra har den kinesiske kapitalisme fungeret som en vigtig støttepille for den globale kapitalistiske økonomi ved at overføre merværdi produceret af millioner af kinesiske arbejdere til de imperialistiske lande.
Kina i semi-periferien.
Et lands placering i det globale hierarki af ulige bytte er sædvanligvis, ifølge Li Minqi, i høj grad korreleret med dets position i det globale hierarki ordnet efter BNP pr. indbygger og fordelingen af indkomst for verdens befolkning over forskellige indkomstniveauer vil derfor kunne bruges som et tilnærmelsesvist mål for tærsklerne for opdelingen i verdenssystemet i de tre strukturelle positioner.
Li Minqi beregner hvad han kalder ”den imperiale standard”, altså et mål for, hvor stort et BNP pr. indbygger et land gennem historien som gennemsnit typisk har haft, når det har indtaget positionen som et imperialistisk land i det kapitalistiske verdenssystem.
Her tager Li Minqi det skridt, som Fred Engst kritiserer verdenssystemteoretikere for at foretage, nemlig springet fra en strukturel analyse af imperiale relationer til en rent kvantitativ karakteristik af imperialistiske lande.
Li Minqi tager i sine beregninger udgangspunkt i fire historiske imperialistiske magter: USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland og beregner et gennemsnit for, hvor stort BNP pr. indbygger har været i disse lande i perioden fra 1870 til 1970, og det kalder han så ”den imperiale standard”. Gennem yderligere analyser når han frem til, at i samme periode levede mellem 10 og 17% af verdens befolkning i lande, der havde et højere BNP pr. indbygger end 75% af den imperiale standard, og det svarer, ifølge Li Minqi, til de meget rige og magtfulde stater, som Lenin omtaler i sin imperialismeanalyse.
Li Minqi mener derfor, at man kan bruge 75% af den imperiale standard som den omtrentlige tærskel mellem kernen i det kapitalistiske verdenssystem og semi-periferien, mens 25% af den imperiale standard kan opfattes som tærsklen mellem periferien og semi-periferien.
I 2017 steg det kinesiske BNP pr. indbygger til 31%,altså over tærsklen på 25% af den imperiale standard. Eftersom data viser, at Kina samtidig har etableret udbytningsrelationer over for næsten halvdelen af jordens befolkning, kan man, ifølge Li Minqi, nu klart opfatte Kina som et semi-perifert land.
Hvis man ser på Kinas aktuelle økonomiske vækst, er det ikke vanskeligt at forestille sig et scenario, hvor Kina vokser ind i kernen af det kapitalistiske verdenssystem og bliver et moderne imperialistisk land ved at underordne det overvældende flertal af verdens befolkning under sin udbytning. Men er det sandsynligt?, spørger Li Minqi.
Hvis Kina skulle vokse ind i kernen, så ville den samlede befolkning i kernelandene stige til ca. en tredjedel af jordens befolkning, Kan resten af verden forsyne kernelandene med tilstrækkelig merværdi i form af arbejde indlejret i varer, eller med energi-ressourcer til at opretholde et sådant kapitalistisk verdenssystem ?
Hvis Kina skulle blive et kerneland, så ville landet ikke længere være en nettokilde til produktion af merværdi for det kapitalistsike verdenssystem og tværtimod blive nettomodtager af merværdi fra resten af verden.
Hvis Kina skulle vokse ind i kernen ville det kræve ikke blot beslaglæggelse af millioner af arbejdstimer fra resten af verden, men også massive energi-ressourcer.
Kina er nu på en og samme tid verdens største importør af olie, naturgas og kul, og hvis Kina skulle indtræde som kerneland i verdenssystemet ville det kræve en voldsom vækst i landets energiforbrug.
Et lands energiforbrug pr. indbygger er tæt korreleret med dets BNP pr. indbygger. 75% af ”den imperiale standard” svarer, ifølge Li Minqis beregninger, til et BNP pr. indbygger på 37.734 dollars. Ud fra statistiske analyser når han frem til, at det olieforbrug der svarer til et BNP pr. indbygger på 37.734 dollars vil være 1,55 tons pr indbygger.
Hvis Kinas olieforbrug pr. indbygger skulle stige til 1,55 tons, ville Kinas totale olieforbrug vokse med ca 1,4 milliarder tons, altså oven i det eksisterende forbrug. Denne stigning ville svare til 31% af den samlede globale olieproduktion i 2018. Det er,ifølge Li Minqi, simpelthen umuligt at forestille sig, at en sådan massiv forøgelse i efterspørgslen efter olie ville kunne imødekommes.
Kinas fremtidige olieforbrug ville ganske vist kunne nedbringes væsentligt gennem øget energieffektivitet, og man kunne også forsøge at nedbringe olieforbruget gennem en massiv elektrificering, men produktion af eksempelvis eldrevne transportmidler kræver store mængder af andre råmaterialer.
Hvad angår CO2-udledninger er det, ifølge Li Minqi, et spørgsmål om Kina vil kunne nedbringe dem til et niveau, der er i overensstemmelse med de krav, man internationalt har accepteret at ville leve op til, uden at give afkald på ambitionerne om at vokse ind i kernen af det kapitalistiske verdenssystem.
Li Minqi mener således ikke, at der er beviser for påstanden om, at Kina er blevet et imperialistisk land, selv om han vedgår, at Kina nu har etableret udbytningsrelationer til halvdelen af jordens befolkning. Han mener heller ikke, at det vil lykkes Kina at indhente verdens rige lande, og hvis det skulle lykkes, vil det - efter hans mening - have enorme negative konsekvenser for udsigterne til at bekæmpe klimakrisen og ressourcekrisen. Han slutter derfor med at konkludere, at det er i menneskehedens bedste interesse, at det ikke lykkes for Kina at skabe en vækst,der kan gøre det muligt at indhente de rige lande eller indtræde i gruppen af kernelande i det kapitalistiske verdenssystem.
Konklusion
De to økonomers opfattelse af Kinas aktuelle rolle i den globale kapitalistiske økonomi er nærmest diametralt modsatte. Fred Engst opfatter Kina som et imperialistisk land, som progressive verden over skal betragte med skepsis, og bestemt ikke bør opfatte som en allieret i kampen for en socialistisk fremtid.
Li Minqi opfatter også Kina som et kapitalistisk land, men mener ikke, at det har udviklet sig til at være en imperialistisk magt. Han mener endog at hvis Kina skulle udvikle sig til et land i kernen af det kapitalistiske verdenssystem, ville det kræve en forøgelse af både ressourceforbruget og den negative klimapåvirkning, i en sådan grad, at den globale økonomi ville blive truet af et sammenbrud. Som semi-perifert land vil Kina imidlertid sammen med periferi-landene kunne udøve et pres mod det vaklende amerikanske hegemoni og befordre en udvikling i retning af en mere multipolær verden.
Fred Engst deler ikke Li Minqis frygt for, at den globale kapitalisme ikke ville kunne hamle op med kriser forårsaget af ressourcemangel eller udledninger af drivhusgasser. Men for ham er det vigtigt at påpege, at verdens progressive ikke bør opfatte den kinesiske model som et socialistisk alternativ til den internationale kapitalisme. Den kinesiske kapitalisme har i en statsmonopolitisk form udviklet sig i retning af en fuldbåren imperialisme og bør af verdens progressive behandles som en sådan.
Noter
1. William Hinton, Hundreddageskrigen: kulturrevolutionen i Kina, Politisk Revy, 1974
William Hinton er imidlertid internationalt mest kendt som forfatter til bogen:
Fanshen: A Documentary of Revolution in a Chinese Village, Monthly Review Press, 1966
2. Hua Shi, ”Imperialism,Ultra-imperialism, and the Rise of China” [på kinesisk], Jiliu Wang, 19. september, 2017.
Artiklen findes dog også i en uautoriseret oversættelse til engelsk på hjemmesiden:
http://mike-servethepeople.blogspot.com/2018/11/translators-note-i-came-across-this.html
3. https://monthlyreview.org/2021/07/01/china-imperialism-or-semi-periphery/
4. V.I Lenin, Udvalgte Værker bind 6. pp 48, Forlaget Tiden 1947,København