Die Linke’s nederlag er en alvorlig advarsel til venstrefløjen
af Loren Balhorn
oversat af Niels Frølich fra engelsk efter Jacobinmag 10. oktober 2021
Der er ingen grund til at sminke sandheden: Det tyske forbundsdagsvalg var en ubetinget katastrofe for venstrefløjen, hvor det socialistiske Die Linke kun fik 4,9 procent af stemmerne.
Ved valget 26. september blev støtten til partiet næsten halveret sammenlignet med resultaterne ved det forrige valg i 2017. Og værre endnu kunne det notere sine største tab i sine traditionelle højborge i det østlige Tyskland, hvor det fik sine dårligste resultater nogensinde – et gennemsnit på 10,1 procent i alle fem østlige delstater. Femten år efter det østtyske Parti for demokratisk Socialisme (PDS) for at danne en samlet socialistisk styrke blev slået sammen med den organisation, der med tidligere finansminister Oskar Lafontaines udtræden af Socialdemokratiet (SPD) var blevet oprettet, hænger Die Linkes fremtid som levedygtigt parti og ledende kraft på den europæiske venstrefløj i en tynd tråd.
Tegnene på, at Die Linke stod overfor et sviende nederlag, var over flere år vokset. I 2019 opnåede partiet kun 5,5 procent ved valget til Europa-parlamentet – fra 7,4 procent i 2014 – og det har lidt store tab i stort set hvert delstatsvalg siden. Fordi meningsmålingerne gav partiet 6 eller 7 procent, var der alligevel ingen, der havde forventet et så livstruende slag, som valget viste sig at være. I dagene efter valgresultatet forelå, har partiets ledere kæmpet for at stable en plausibel forklaring for nederlaget på benene - noget, der understreger, hvor dyb Die Linkes krise er, og at der mangler en klar vej ud af den.
Den kendsgerning at nogle få tusind stemmer mindre ville have betydet, at Die Linkes parlamentsgruppe ville være forsvundet – en afgørende kilde ikke blot til opmærksomhed i offentligheden, men også til offentlige penge – har genstartet interne diskussioner, som partiets ledelse under valgkampen havde søgt at kvæle. Der er alle tegn på, at dette seneste slag i stedet for at opmuntre en afklaring, blot yderlige vil uddybe den splittelse, der har plaget Die Linke i næsten et årti.
Hvad gik galt?
Siden de første exitpolls forelå om aftenen den 26. september, har de fleste af partiets ledende skikkelser understreget, at det skuffende resultat ikke – i hvert fald ikke hovedsageligt – skyldtes Die Linkes valgkamp, men objektive omstændigheder og dybereliggende problemer. Ej heller, argumenterer de, kan man bebrejde den nye ledelse resultatet: Når det kommer til stykket, er det kun syv måneder siden, Janine Wissler og Sussanne Hennig-Wellsow blev valgt som forkvinder og lovede en frisk start efter ni år med en ledelse under hvilken, man oplevede et parti, der stagnerede i meningsmålingerne, mens medlemskabet gradvist skrumpede (hovedsageligt på grund af dødeligheden blandt partiets aldrende, østtyske basis).
Hennig-Wellsow måtte tidligt i sit formandskab døje med to kluntede optrædener I talkshows, hvor hun tilsyneladende ikke kendte detaljerne i regeringens politik og kæmpede for at præcist at forklare, hvad der skilte Die Linke fra dets politiske konkurrenter. Som svar satsede partiet på Wissler som sin spidskandidat sammen med den driftssikre Dietmar Bartsch fra PDS, der stod øverst på partiets liste i 2017 sammen med den daværende parlamentariske medformand, Sahra Wagenknecht.
Begge førte en solid valgkamp og besøgte næsten halvtreds byer på en måned og klarede sig godt foran kameraerne. I modsætning til De Grønne og Kristendemokraterne, undgik Die Linkes kandidater alvorligere bommerter og pinlig presseomtale. Wissler optrådte flere gange imponerende i fjernsynsdebatter med andre mindre partier.
På græsrodsniveau lagde Die Linke vægt på at føre valgkamp dør-til-dør – noget der stadig opfattes som en banebrydende fornyelse i tysk politik – og blev ved med at slå på sine centrale mærkesager om social retfærdighed som en forhøjelse af minimumslønnen, forbedrede arbejdsforhold for sundhedsarbejdere og skatteforhøjelser til de rige.
I Berlin, hvor partiet havde hovedansvaret for det uheldige forsøg på at lægge loft over huslejerne sidste år, blev valget iscenesat som et ”huslejevalg” af dem, der førte valgkampen. Die Linke lagde mange kræfter i at fremstille sig selv som det mest konsekvente miljøparti ved at kræve klimaneutralitet i 2035, seks år tidligere end De Grønne.
Så man strækker nok ikke sandheden særlig meget ved at sige, at valgkampen ikke var det virkelige problem. Nok var den ikke opsigtsvækkende, men på ingen måde en katastrofe og for et socialistisk parti ramte den stort set politisk plet. Die Linkes valgkampsmateriale var forudsigeligt fersk (partiet har brugt det samme designbureau siden 2005 og det ses tydeligt), men de var ikke værre – måske en smule bedre – end sidste gang. For at forstå partiets nuværende knibe, er man nødt til at anlægge et større perspektiv.
Udisciplineret, fjendtlig og usammenhængende
Den fremherskende forklaring i partiets rækker på nederlaget er, at vælgerne vendte ryggen til Die Linke på grund af de konstante kampe i partiet og fordi, det ikke var i stand til at tale med en stemme. Flest bebrejdelser rettes mod Die Linkes tidligere ordfører i parlamentet, Sahra Wagenknecht, der trådte tilbage fra denne post i 2019 i kølvandet på en årelang, offentlig fejde med de tidligere formænd Katja Kipping og Bernd Riexinger.
Efter en kortvarig våbenstilstand, kom Wagenknecht i foråret atter stormende ind på banen og skød vildt omkring sig med sin seneste bog, De selvretfærdige, et opgør på tre hundrede sider med hendes politiske modstandere og det, hun kalder de ”livsstilsvenstreorienterede”, for hvem det at være venstreorienteret snarere er blevet et spørgsmål om kultur og smag end om materielle interesser og klasseinteresser.
I bogen, der stadigvæk seks måneder efter den udkom, er en af Tysklands bestsellere indenfor ikke-fiktion, forsøger Wagenknecht - skønt polemisk - at tage livtag med det dilemma, som Die Linke står overfor. Hendes argumenter støtter sig i høj grad på Thomas Pikettys diagnose af en ”brahminiseret” (1) venstrefløj og er værd at tage alvorligt (noget forholdsvis få af hendes kritikere beklageligvis har gjort). Når det er sagt, fik hendes beslutning om at vende bogen mere eller mindre eksplicit mod sit eget parti i et vigtigt valgår – og hendes brug af til tider grove ”identitetspolitiske” stråmandsargumenter – mange i Die Linke til at føle sig forrådt, noget der blev forværret af den kendsgerning, at hun først for alvor vendte tilbage til at føre valgkamp for et par måneder siden.
At Die Linkes mest populære skikkelse brugte det meste af begyndelsen af 2021 på at angribe partiet, var en bjørnetjeneste og kan ovenikøbet have skubbet tilslutningen ned under de fem procent. Men selv uden Wagenknechts konstante snigskytteri, har Die Linke efter, at det fejlslagne forsøg på i 2012 i et valg i utide i Nordrhein-Westfalen at komme over femprocentsgrænsen satte en stopper for dets tilsyneladende ustoppelige vækst efter 2005, nu i snart ti år måttet kæmpe for at kunne udvise en samlet front.
Siden da har partiet kæmpet for at definere sin rolle i Tysklands politiske landskab – er det et protestparti, der har viet sig til at være opposition, der angreb samfundets grundlag, eller et venstresnoet korrektiv til socialdemokraterne? En platform for østtyskere uden stemme eller et ”bevægelsernes parti”, der er orienteret mod den progressive intelligentsia og aktivistmiljøerne?
Det seneste eksempel på denne konstante ubeslutsomhed forekom sent i august, da parlamentet stemte for at anvende forsvaret til at evakuere tyske borgere og embedsmænd fra Kabul, da Afghanistan faldt til Taliban. Som det eneste parti, der hele tiden har været imod krigen i Afghanistan, burde Die Linke have været velplaceret til at kunne drage fordel af den katastrofe, der var i gang, og befæste sit krav på at være det eneste troværdige anti-krigsparti.
I stedet besluttede det at afholde sig fra at stemme – et kompromis der afspejlede splittelsen mellem dets parlamentsmedlemmer, hvor nogen mener, at partiet skal droppe sin modstand mod NATO for at være mere i pagt med tidsånden. Men selv denne beslutning kunne ikke opretholdes, og fem parlamentsmedlemmer fra Die Linke stemte for brugen af tyske tropper og syv imod. Utroligt nok lykkedes det De Grønne og socialdemokraterne at udnytte dette til at aflede opmærksomheden fra deres egen medvirken i krigen – og fremstille Die Linke som et parti med blod på hænderne.
Med en kollektiv nejstemme ville Die Linke uden tvivl have stødt nogle vælgere fra sig. Men det ville også lige før valget have polariseret vælgerkorpset og styrket Die Linkes profil som et anti-establishmentparti. Tab blandt centrum-venstrevælgerne (der alligevel alle synes at have svigtet partiet denne gang) kunne sandsynligvis være kompenseret af at samle proteststemmer til venstre op.
Selv beslutningen om at afstå fra at stemme kunne imidlertid have været kommunikeret bedre ud, hvis alle parlamentsmedlemmerne havde holdt fast i partidisciplinen og talt med en stemme. I stedet endte interne forskelle selv om et emne, Die Linke havde fastholdt en principfast holdning til i to årtier, med i et afgørende øjeblik at blive et selvmål.
Manglende fundament
Dårlige public relations og ringe partidisciplin er noget, der i hvert fald teoretisk, kunne være løst ved at ansætte en ny kampagnestab eller ved at ekskludere parlamentsmedlemmer, der ikke ville samarbejde som Sahra Wagenknecht og hendes støtter – noget en gruppe af ”migrantpolitikere”, som de kaldte sig selv, opfordrede til lige efter valget. Det er klart, at partiet i fremtiden er nødt til at tale med en stemme, hvis det ønsker at genvinde politisk relevans, og det ville heller ikke skade med en ny ’markedsføring’. Men ingen af disse foranstaltninger vil tage fat i problemets rod: Sammenbruddet af Die Linkes samfundsmæssige basis og dets manglende evne til at opbygge en ny.
I de sidste ti år har partiet udskiftet store dele af sin vælgerskare. Da Die Linke i 2009 opnåede et rekordstort antal stemmer – 11,9 procent – i forbundsdagsvalget, førte det valgkamp på populistiske emner og undsagde uden blusel hele det politiske establishment. Strategien gav pote: Die Linke fik over en fjerdedel af stemmerne i det østlige Tyskland, og tiltrak en million stemmer fra socialdemokraterne i den vestlige del af landet.
Ifølge exitpolls fik det 17 procent af fagforeningsmedlemmernes stemmer og 25 procent af de arbejdsløses. Styrket af finanskrisen og af frygten for, at det ville være arbejderne, der i sidste ende kom til at betale for at redde bankerne, sejlede Die Linke ind i parlamentet anført af de karismatiske og populære personer, Gregor Gysi og Oskar Lafontaine.
Disse tal var allerede begyndt at falde ved det næste valg i 2013, og problemerne fortsatte i 2017, da Bartsch og Wagenknecht stod øverst på partiets liste. Skønt Die Linkes overordnede resultat forbedredes lidt i forhold til 2013 og steg til 9,2 procent, faldt det til under 20 procent i landets østlige del, og partiet erobrede kun 12 procent af fagforeningsmedlemmernes stemmer og 11 procent af de arbejdsløses.
Samtidig med at Die Linke mistede fodfæste i sin traditionelle basis i den østlige del af landet, kompenserede partiet ved få tag i yngre vælgere i de store byer og universitetsbyerne, der i mindre grad blev tiltrukket af retorikken mod establishment end af et sæt af mere eller mindre sammenhængende, progressive værdier. Exitpolls antydede, at over 70 procent af Die Linkes tilhængere i 2017 stemte på partiet af ideologiske grunde. Det er disse miljøer, der i de senere år har afvist Wagenknecht – og omvendt.
Virkeligheden gør ondt
Indtil for nylig så det ud til, at Die Linkes ledelse havde tillid til, at den ændrede sammensætning af partiets vælgerskare ville være til dets fordel – eller i det mindste kunne holde en eksistenskrise fra døren. Det lykkedes kun partiet at komme ind i nogle få af delstatsparlamenterne i den vestlige del af landet, men det holdt skansen i et par af sine højborge, mest udtalt i Berlin og sammen med sin svindende, men anseelige østtyske basis syntes det at kunne holde kursen og forblive i parlamentet i en forudsigelig fremtid. Det kortsigtede i denne beregning viste sig med fuld styrke den 26. september, da Die Linkes vælgergrundlag i landets østlige del brød sammen med en uset lav tilslutning, og mange af dets højborge i landets vestlige del blev trukket væk under fødderne på det.
Exitpolls giver nogle fingerpeg om, hvor disse tab stammer fra. Udover partiets problemer i det østlige Tyskland – der kan henføres til en kombination af, at kernevælgerne dør (250.000 siden 2017), og at man har mistet sin rolle som protestparti til det højrepopulistiske Alternative für Deutschland (AfD) – så stemte over en halv million af Die Linkes vælgere fra 2017 slet ikke i år. Det er umuligt nøjagtigt at sige, hvorfor de blev hjemme, men den kendsgerning, at 70 procent af vælgerne (og 46 procent af dem, der støtter Die Linke) sagde, at de mente, at det, at partiet ikke længere havde kompetente ledere, havde noget at gøre med det.
Så hvorfor blev de ved med at støtte partiet? En opdeling efter demografi afslører, at stemmerne på Die Linke kun kom fra 6 procent af fagforeningsmedlemmerne, 5 procent af arbejderne og ynkelige 3 procent af vælgere uden en universitetsuddannelse – noget der antyder, at de største tab stammer fra dem, der ingen stemme har. Chancerne for at disse vælgere svigtede partiet, fordi de var vrede på Wagenknechts modstand mod åbne grænser og kønsindkluderende sprogbrug – noget der nu for tiden praktisk taget er trosartikler i visse afkroge af partiet – er for at sige det mildt små.
Imens stak hundrede tusinder af vælgere i centrum-venstre-lejren af til socialdemokraterne (820.000) og De Grønne (610.000). Mens SPDs kandidat Olaf Scholz blev ved med at stige i meningsmålingerne, og kristendemokraterne sank til et hidtil uset lavpunkt, prøvede Die Linke at positionere sig som den eneste garant mod en trafiklyskoalition mellem centrum-venstre og det neoliberale De frie Demokrater (FDP). Partiets hovedargument blev: Hvis vælgerne ville have socialdemokraterne og De Grønne til at regere, skulle de støtte Die Linke.
PDS forsøgte sig med en lignende strategi ved valget i 2002 – tilfældigvis sidste gang det lykkedes et socialistisk parti at komme over spærregrænsen på fem procent. Også denne gang ser det ud til, at kun få vælgere var modtagelige for dette budskab. Når det kommer til stykket og med et SPD, der bruger venstreorienteret sprog, og når De Grønne ser ud til at være i en så god position, at partiet vil kunne presse i det mindste en del af sin klimadagsorden igennem, hvorfor skulle man så risikere at spilde stemmer på et parti, ingen ønsker at regere sammen med?
Ingen smutveje
Så snart resultaterne begyndte at komme ind, gik Wagenknecht til mikrofonen for at citere dem som yderligere bevis på, at Die Linkes forstærkede fokus på bymiljøer med veluddannede havde stødt partiets traditionelle basis fra det. Hendes modstandere, der er samlet i en fløj, der går under navnet ”Bevægelse mod venstre”, gjorde modstand og pegede på en marginal fremgang i de berlinske distrikter som Kreuzberg og Neukölln eller den fremgangsrige folkeafstemning om at nationalisere hovedstadens største husejer som bevis på, at problemet ikke var for meget aktivisme i de store byer, men derimod ikke aktivisme nok.
Når man kritisk undersøger sagen, fremstår ingen af de to opfattelser overbevisende. Når det kommer til stykket, blev Wagenknecht og hendes støtter konfronteret med lige så skuffende resultater i deres højborg Nordrhein-Westfalen – noget der antyder, at partiets problemer stikker dybere end til, at der er for mange universitetsuddannede på partiets valgliste. Modsat er lidenskabelige appeller om at føre en aktivismeorienteret politik, en
”klassepolitik, der forbinder” og hviler på græsrødderne, ikke så nye, som retorikken fra tilhængerne af ”Bevægelse mod venstre” antyder.
Realiteten er, at ”Bevægelse mod venstre” i snart et årti har kørt partiets såkaldte ”Afdeling for program og strategi” og i stigende grad dominerer i alle partiets organer. De har haft talløse chancer for at standse Die Linkes fortsatte nedtur, alligevel synes deres yndlingsmetode at vække ringe genklang udenfor små grupper af aktiviser, der var der i forvejen – tilsyneladende det eneste miljø, hvor støtten til partiet er vokset i de seneste år.
Den største begrænsning ved den ”klassepolitik, der forbinder”, er dens grundlæggende overvurdering af styrken og radikaliteten hos de ”bevægelser”, den søger at repræsentere. Tag f.eks. Fridays for Future – skolestrejkerne, der er inspireret af Greta Thunberg, og som Die Linke de seneste to år har forsøgt at indynde sig hos og som mange i partiet ser som repræsenterende dets politiske fremtid. Demonstrationerne har været store og imponerende, men undersøgelser antyder, at de i overvældende grad fortsat vil være et aktivitetsområde for unge mennesker fra middel- og overklassen.
Det var derfor ikke særligt overraskende, at de to stærkeste partier blandt førstegangsvælgerne for to uger siden viste sig at være FDP og De Grønne med Die Linke som nummer næstsidst, kun foran AfD. At kræve handling på klimaområdet synes ikke nødvendigvis at falde sammen med det at stemme på et socialistisk parti. Og hvorfor skulle det også det? At anerkende at klimaforandringerne udgør en eksistentiel trussel for menneskeheden ophæver ikke klasseinteresser og materielle interesser. Mange unge mennesker, der går på gaden på grund af klimaforandringerne, kan være lige så optaget af bekymring over deres egen, fremtidige velstand, som af en dyb trang til lighed. Sandsynligvis ligger virkeligheden et sted midt imellem.
Kampagnen for at socialisere Berlins største husejer, ”Eksproprier Deutsche Wohnen & Co!” ser mere lovende ud: Når alt kommer til alt fik kampagnen over en million stemmer for at ekspropriere et stort firma (et flertal på 56 procent). På trods af denne imponerende sejr og Die Linkes fremtrædende rolle i kampagnen, mislykkedes det alligevel for partiet at omsætte dette til bedre valgresultater. Kun en fjerdedel af de berlinere, der stemte for ekspropriation, stemte på det eneste parti, der støttede denne.
Berlinerne støtter af indlysende grunde offentlige boliger, men er stadig langt fra at gå ind for et politisk program, der er socialistisk – for ikke at tale om at kæmpe for det. Delvis måske fordi, kampagnen på sit højdepunkt kun inddrog nogle tusinde mennesker. I stedet for at demonstrere et potentiale for en radikal massebevægelse, viste folkeafstemningen, hvad små grupper af idealistiske, godt organiserede aktivister kan opnå.
Sidste chance på trappen
Die Linke har brugt ti år på at bringe sig selv i position som tysk politiks sociale samvittighed og samlede for at kunne være det på tværs af klasserne et kludetæppe af en skrøbelig koalition af vælgere, der var optaget af en bred vifte af samfundsproblemer. Samtidig måtte partiet se sit fodfæste blandt Tysklands otte millioner lavtlønnede arbejdere smelte væk sammen med sin førhen så mægtige kerne af vælgere i Østtyskland. Nu hvor denne koalition er brudt sammen, fordi centrum-venstre-vælgerne i hobevis går tilbage til De Grønne og SPD, har Die Linke fire år til at genopfinde sig selv – eller risikere at forsvinde fra partilandskabet for alvor.
Når man tager i betragtning, hvor giftigt forholdet mellem Wagenknecht og resten af partiet er, synes en splittelse sandsynlig. En sådan kunne vise sig at være fatal, når man ser på hendes enorme popularitet og manglen på karismatiske skikkelser i partiets ledelse, men ville i det mindste gøre en ende på det konstante mundhuggeri og betyde, at den nye ledelse ikke har andre end sig selv at give skylden, hvis en vending ikke skulle vise sig. Men hvad ville en sådan vending indebære?
Der er helt bestemt plads til et socialistisk parti i Tyskland, og den plads vil sandsynligvis vokse, når de langsigtede økonomiske konsekvenser af pandemien viser sig. Skulle det mislykkes for den næste koalition – sandsynligvis en pagt mellem centrum-venstre og tilhængerne af det frie marked i FDP – at leve op til de løfter, SPD og De Grønne fremsatte under valgkampen, vil det give næring nok til Die Linke til at partiet kan blive en højrøstet opposition i parlamentet og i gaderne. Die Linkes problem har aldrig været, at det tog fejl hvad angik de spørgsmål, man tog op, men snarere at det ikke lykkedes for partiet at kommunikere dem ud på en effektiv måde, og at det måtte kæmpe for at definere sin målgruppe.
Men målgruppen er der afgjort. Tyskland er et velstående land, men der er stadigvæk millioner, der lever under fattigdomsgrænsen, som kæmper for at få det hele til at hænge sammen og som ikke har nogen til at repræsentere deres interesser i det offentlige rum. Tyskland har også nogle af de stærkeste fagforeninger i Europa og har været vidne til et betydelig opsving i arbejdskonflikter i flere industrier, som f.eks. de berlinske hospitalsarbejderes nuværende strejke. Fra øst eller vest, sort eller hvid, bøsse eller heteroseksuel – det er disse folk, der kan udgøre fundamentet for et stærkt, levedygtigt socialistparti.
At støtte samfundsmæssige bevægelser og tiltrække idealistiske unge aktivister vil uden tvivl fortsat være en vigtig del af opbygningen af et sådant parti. Men for at komme længere ud end de miljøer i byerne, der i de seneste måneder har vist sig at være partiets sidste højborg, må det forlade den opfattelse, at tågede ”bevægelser” er fremtiden og vende tilbage til de populistiske budskaber, der var rettet mod det etablerede system, og som gav det succes for ti år siden. Vælgerne hverken ønsker eller behøver en lidt mere progressiv udgave af SPD eller De Grønne. Det bør mere end noget andet være den konklusion, der drages af valget sidste måned.
Skulle Die Linke have held med at tage sig sammen og begynde at fungere som effektiv opposition i de kommende år, kan det muligvis genvinde de millioner af vælgere, det har mistet siden 2009. Noget sådant ville til gengæld udgøre grundlaget for at begynde en genopbygning af partiet og udvikle en strategi for at kunne deltage i en regering ud fra en styrkeposition i stedet fra en svækket position. Indtil partiet gør det, vil det bare være endnu et advarselstegn – et fejlslået eksperiment for at reformere den europæiske venstrefløj.
Note:
1. Udtrykket bruges af Thomas Pikkety i hans seneste bog Kapital og ideologi (Informations forlag 2020). Han undersøger her bl.a. hvad uddannelse og indtægt betyder for vælgermønstrene. Han opregner fire resultater af sine undersøgelser: 1. Arbejderklassens del af de afgivne stemmer er faldende. 2. De rige stemmer til højre. 3. I løbet af efterkrigstiden er de veluddannedes stemmeafgivelse skiftet fra højre til venstre. 4. Hele denne udvikling fører til en splittelse mellem ’globalisterne’ og ’nativisterne’. Den veluddannede venstrefløj kalder Piketty ”den brahminiserede venstrefløj”. Brahminisering hentyder i hinduismen til, at lavere kaster antager højkastens normer og i løbet af et par generationer klatrer op ad kastesamfundets sociale statusstige, o.a.