Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 24. Ansvarshavende redaktør : Niels Frølich

 

Udskriv artiklen

 

Den store (befolknings)udskiftning

 

af ​​ Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Da medlemmer af forskellige højreradikale grupper ​​ i 2017 i den amerikanske by Charlottesville afholdt en fælles demonstration mod nedrivningen af en statue af sydstatsgeneralen Robert. E Lee, skete det under kampråbet ’ You will not replace us! ’. Det var ikke klart, hvem ordet ’you’ var henvendt til, men råbet havde tydelige referencer til det begreb ’Le Grand Remplacement’ (Den Store Udskiftning)(1), som den ​​ franske højreradikale forfatter, Renaud Camus, i 2012 præsenterede i bogen af samme navn. Camus blev begejstret over, at fortællingen om Den Store ​​ Udskiftning havde slået rod i det amerikanske højreradikale miljø, at han, da bogen i 2018 skulle udgives i en engelsk oversættelse, valgte at bruge kampråbet fra Charlottesville som titel. Den engelske udgave, som udkom oktober 2018, kom derfor til at hedde You Will Not Replace Us (2). Det er denne engelske oversættelse,som udgør grundlaget for det følgende.

 

Ophavsmanden til fortællingen om den store befolkningsudskiftning i Europa, skrev bogen ​​ ”Le Grand Remplacement” sit ​​ middelalderslot med udsigt over Pyrenæerne ​​ i en mindre landsby i Sydfrankrig. Han er imidlertid ikke adelig, slottet er ikke arvet, men erhvervet og istandsat for penge, han har tjent på sit ​​ tidlige forfatterskab, hvor han skrev romaner om homoseksuel erotik. Camus har i interviews fortalt, at han primært får sine informationer om verden fra Twitter og Facebook og kun sjældent læser aviser eller ser fjernsyn.

Renaud Camus i biblioteket på hans sydfranske slot   ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​   

 

Den Store (Befolknings)udskiftning

Grundsubstansen i Renaud Camus’ fortælling er, at ​​ der i 1970’erne ​​ startede en brutal udskiftning af befolkningen i Frankrig og Europa, som han betegner som en kolonisering og et folkemord på den hvide europæiske race.

 

Camus bruger i udstrakt grad militær terminologi i beskrivelsen af, hvad han kalder en etnisk invasion. Den massekriminalitet, som de muslimske indvandrere, ifølge Camus, står for, er i virkeligheden hvad han kalder ”en politisk, historisk og militær konfrontation mellem folkeslag, nationer og civilisationer.” På samme måde er ​​ ”terrorister” et misforstået begreb. Der findes ikke terrorister; det man kalder terrorister er i virkeligheden fortropper i koloniseringen af Europa.

 

Der er, ifølge Camus, tale om en kolonisering i ordets oprindelige betydning, som man opfattede det i antikken, nemlig bosætter-kolonisering. Når Athen eller Rom inddrog nye landområder i sine territorier, skete det ofte ved, at man slog alle mænd i området ihjel, gjorde kvinder og børn til slaver og derefter lod soldater fra invasionshæren bosætte sig der. Ifølge Camus opførte de vestlige kolonimagter sig anderledes. De erobrede landområder, men gennemførte ikke en bosættelse. Afskaffelsen af koloniherredømmet var derfor enkel – kolonimagtens militær forlod området. Anderledes når der ​​ er tale om bosætter-kolonisering eller demografisk invasion, som Camus kalder det. Så er remigration den eneste mulige løsning.

 

Det virker umiddelbart besynderligt, når Camus sammenligner indvandringen i Europa med kolonisering uanset om han kalder det bosætter- kolonisering eller bare kolonisering, som begge – både i antikken og i den mere moderne koloniperiode – udførtes af nationale hære styret af en statsmagt, og ikke som det han ​​ i nutidens Europa beskriver ​​ som en etnisk invasion, en gradvis indvandring uden en militærmagt i ryggen. Brugen af militære termer i den forbindelse fremkalder en illusion om at der bag det, han kalder en etnisk invasion, ​​ står et usynligt subjekt, som iværksætter den.

 

Trump bruger en lignende militær terminologi, når han taler om ”en invasion ind i USA af illegale immigranter, der plyndrer og voldtager”, og når han i samme forbindelse siger at ” de sender jo ikke deres bedste herop”, skaber han en lignende forestilling om at nogen - nemlig ”de” - er det usynlige subjekt bag denne invasion.

 

I Europa forstærkes den etniske invasion og den fremadskridende udskiftning af den europæiske hvide race, ifølge Camus, ved, at den indvandrede muslimske befolkning vokser hurtigere end den oprindelige europæiske, fordi de muslimske kvinder har en højere fødselsrate end hvide europæere.

 

Bosætter-koloniseringen i Europa, kan, efter hans mening, kun afskaffes ved, at bosætterne bliver tvunget til at vende tilbage til deres oprindelsesland. Det vil nødvendigvis føre til en krig, som Camus ikke vil kalde borgerkrig. En borgerkrig er en krig mellem forskellige grupper inden for den samme nation, men den kommende uundgåelige krig vil derimod, ifølge Camus, være en frihedskamp mod udefrakommende folk, som har invaderet nationerne. Den kan derfor opfattes som en krig mod en fremmed besættelsesmagt. Hvis det ikke lykkes at uddrive de invaderende, som fortrinsvis er muslimer fra det afrikanske kontinent, vil Europa blive et nyt Afrika, og den europæiske kultur ​​ og den hvide europæiske race, som har skabt denne kultur, vil bukke under og dø bort.

 

Det spøgelsesagtige subjekt, som ifølge Camus og Trump, står bag den etniske invasion, ​​ samarbejder, ifølge fortællingen, med grupper i den hvide befolkning, som befordrer invasionen. Disse grupper kan, ifølge Camus, ikke kaldes kollaboratører. Under Anden Verdenskrig prøvede kollaboratører, som man kender dem fra de tysk besatte europæiske lande, ifølge Camus, blot at få det bedste ud af en udvikling, som de ​​ grundlæggende var modstandere af. De grupper, som i vore dage samarbejder med invasionens usynlige subjekt, er derimod direkte ansvarlige for udviklingen. Den krig, som Camus opfatter som uundgåelig, vil derfor også blive vendt mod de grupper i den oprindelige befolkning, som befordrer invasionen.

 

Det er i den forbindelse vigtigt at huske på, at Anders Breiviks terrorangreb i Norge ikke var rettet mod indvandrere, men derimod mod medlemmer af Socialdemokratiets ungdomsorganisation, som Breivik opfattede som medskyldige i indvandringen.

 

Også i USA opfatter højrefløjen befolkningen som splittet mellem dem der befordrer indvandringen og dem der modsætter sig den. For nylig udtalte en republikansk politiker, at det kommende midtvejsvalg i USA, som afholdes november i år, ikke bliver et valg mellem republikanere og demokrater, men et valg mellem patrioter og forræddere.

 

Manglende dokumentation af invasionen

Camus kan ikke sætte tal på den etniske invasion, han taler om, fordi staten i Frankrig , ifølge ham, forbyder offentliggørelse af statistik baseret på etnicitet. De grene af videnskaben, som beskæftiger sig med disse spørgsmål, sociologi, statistik og demografi, er desuden, ifølge Camus, ​​ bløde videnskaber, som ikke har samme grad af eksakthed som eksempelvis astronomi og matematik. Disse bløde videnskaber påtager sig opgaven at vurdere de trængsler, befolkningen oplever, og fortæller folk, at deres usikkerhed over den demografiske udvikling i Europa er en oplevelse, en falsk følelse. Den empiri, oplevelsen af virkeligheden, som er videnskabens egentlige grundlag, ​​ erstatter disse videnskaber med tal.

 

Camus kan altså ikke præsentere noget datagrundlag for sine spådomme om udskiftningen af den europæiske befolkning, men har en kritisk holdning til lige netop de videnskaber som bestræber sig på det. Samtidig roder han sig ind i en selvmodsigelse, når han ​​ kritiserer de ”bløde” videnskaber, ​​ sociologi, statistik og demografi, for ikke at være så objektive som de ”hårde” videnskaber, astronomi og matematik, men samtidig bebrejder de samme videnskaber for at interessere sig mere for tal end for subjektive oplevelser og følelser.

​​ 

Småborgerskabets diktatur

Den store befolkningsudskiftning startede, ifølge Camus, med, at den lavere middelklasse efter den falske revolution i maj 1968 etablerede et småborgerskabets diktatur, og dette diktatur promoverer, hvad Camus kalder udskiftnings-ideologien. Udskiftnings-ideologien fremmes af regeringer, pressen, medier, intellektuelle og domstole, som alle kontrolleres af småborgerskabets diktatur. I perioden der fulgte etableringen af småborgerskabets diktatur, har enhedsuddannelse, skatter og stigende lønninger gjort det umuligt for den tidligere herskende klasse at fortsætte sin livsstil. Et ensartet ​​ uddannelsessystem har undermineret overklassens uddannelsesmæssige privilegier, skatterne har decimeret deres indkomster og formuer, og de stigende lønninger har gjort det umuligt at fortsætte med at ansætte tyende. Småborgerskabets diktatur ​​ har afskaffet det sociale hierarki. Det er blevet umuligt ikke at være småborger, og alle de øvrige klasser er derfor blevet opslugt af småborgerskabet. Selv klodens allerrigeste – inklusive ​​ multimilliardærerne i Davoseliten - tilhører i virkeligheden småborgerskabet. Camus taler om Davokratiet, hvorved han forstår, at den finansielle kontrol med verden og den industrielle kontrol med ​​ mennesker udføres af Davos og højfinansen. men inden for rammerne af småborgerskabets diktatur. Alle tidligere økonomiske hierarkier har, ifølge Camus, ​​ genetableret sig selv inden for dets rammer. De småborgerlige super-rige er den småborgerlige super-klasse.

 

Camus præsenterer her en besynderlig opfattelse af begrebet småborgerskabet. Den gængse samfundsvidenskabelige ​​ definition af småborgerskabet, beskriver denne samfundsgruppe som personer, der ikke tilhører hverken borgerskabet eller arbejderklassen. Den består af småhåndværkere, småhandlende og småbønder. Småborgerne har deres egne små virksomheder, hvor som oftest hele familien er beskæftiget. Disse småproducenters virksomheder vokser sig sjældent så store, at småborgeren kan træde ind i det egentlige borgerskab. Det er besynderligt, når Camus påstår, at denne uddøende samfundsgruppe har bredt sig til hele samfundet, har nedbrudt det sociale hierarki og tvunget alle andre samfundsmedlemmer til at blive småborgere. På denne måde mister begrebet småborgerskab enhver betydning, som andet end udtryk for foragt.

 

Det ideologiske grundlag for småborgerskabets diktatur, udskiftningsideologien,har, ifølge Camus, ​​ gjort den galopperende etniske invasion mulig ​​ og har dermed fremmet udskiftningen af den hvide europæiske race med muslimer fra det afrikanske kontinent. I første omgang var det industriherrer og arbejdsgivere, der importerede udenlandsk arbejdskraft for at presse lønningerne ned, men efterhånden blev immigrationen i højere grad drevet af det småborgerlige ideal om social og racemæssig lighed. Som han skriver : ”Udskiftnings-ideologien, som er søn af antiracisme og højfinans indgår ægteskab med småborgerskabet, som er datter af demokrati og velfærdsstat.” Udskiftnings-ideologiens styrke består i, at den kombinerer penge og dyd, magt og retfærdighed, det traditionelle højres forretningsinteresser med ​​ venstrefløjens traditionelle moralske idealer.

 

Småborgerskabet og lighedsidealet

Småborgerskabets diktatur og udskiftnings-ideologien er først og fremmest, ifølge Camus, ​​ baseret på et ideal om lighed, forstået som fravær af enhver forskellighed.

 

Ifølge Camus betyder ​​ fraværet af forskellighed og udvælgelse ødelæggelse af universiteter, folk, nationer og kultur. Mennesker bør være lige for loven og have de samme politiske rettigheder, men så snart lighedsbegrebet udbredes uden for den juridiske og politiske sfære, er det altødelæggende. Diktaturet bliver totalitært, fordi det ud fra forestillingen om lighed gør alt i samfundet ensartet og udskifteligt. Denne totalitarisme har i vore dage kun en rival – islam.

 

Det er en underlig påstand, at småborgerskabets grundlæggende værdi skulle være lighedsidealet. Forestillingen om, at alle mennesker er født lige uanset køn, race og nationalitet blev etableret af borgerskabet med den franske revolution, den amerikanske uafhængighedserklæring og efter Anden Verdenskrig i FN’s konvention om menneskerettigheder.

 

Lighed og industriel masseproduktion

Småborgerskabets lighedsideal udspringer, ifølge Camus, ​​ direkte af udviklingen af den moderne industriproduktion, som har form af massefremstilling af ensartede produkter. Masseproduktionen har sammen med standardisering af bevægelsesmønstre i produktionen og erstatning af den menneskelige arbejdskraft med maskiner og robotter det ene formål at sænke omkostningerne og øge profitterne. Faldet i omkostningerne gør det muligt at sænke priserne, så masseprodukterne bliver tilgængelige for ​​ de fleste forbrugere. Henry Ford er kendt for at udtale, at de biler, der blev fremstillet på Fords fabrikker skulle kunne købes af de arbejdere, som fremstillede dem. Arbejderne ​​ skulle blive forbrugere af de produkter, de var med til at lave.

 

Oprindeligt havde masseproduktion, ifølge Camus, ​​ det formål at producere efterligninger af originale produkter, som de fattige ikke havde råd til at købe. Med denne form for masseproduktion af billige varer kunne de fattige købe produkter, som lignede de ting, som de egentlig ønskede sig. Men i det moderne industrisamfund er masseproduktion og prisbillighed ​​ blevet normen.

 

Masseproduktion med produkternes ensartethed og forbrugernes ens muligheder har skabt grundlaget for det lighedsbegreb, som udgør den grundlæggende værdi i småborgerskabets kulturelle dominans.

 

Igen virker det besynderligt at Camus knytter småborgerskabet og dets påståede lighedsideal sammen med fremkomsten af den industrielle masseproduktion. Den småborgerlige håndværker producerer lige netop de originale produkter, som Camus taler om, og bliver udkonkurreret af den industrielle masseproduktion. Det er imidlertid uden for enhver diskssion, at masseproduktionen har betydet, at størstedelen af samfundets medlemmer har fået adgang til billigere produkter i dagligdagen. På denne måde har den industrielle masseproduktion medført en stigning i levestandarden for den brede befolkning. Det er i virkeligheden denne udvikling, Camus begræder, fordi den har tendens til at udligne de materielle forskelle i samfundet.

 

Camus’ landsmand, Thomas Piketty, har dokumenteret, at uligheden har været stigende i de fleste af verdens samfund, ikke mindst som følge af Finanskrisen efter 2008 og Covid-pandemien. Camus afviser dette med en påstand om, at uligheden i de vestlige lande primært har været stigende, fordi så mange mennesker fra verdens fattigste lande er immigreret til de rige lande i Vesten.  ​​​​ ​​ 

Racebegrebet

Det første offer for småborgerskabets lighedsideal er, ifølge Camus, ​​ race-begrebet. Fordi alle mennesker, ifølge dette ideal, ​​ bør opfattes som lige, må man ikke længere tale om racer og raceforskelle. Udskiftnings-ideologien i alliance med antiracisme danner tilsammen et godhedens imperium.

 

Begrebet race blev de facto forbudt midt i 1970rne. Også i denne forbindelse kritiserer Camus det han kalder de bløde videnskaber – sociologi, statistik og demografi – som han mener dannede fortroppen i kampen mod racebegrebet, og her stod over for den anderledes eksakte biologiske videnskab.

 

Der er dog en række genetikere – altså biologer, der har påvist, at de genetiske forskelle inden for de befolkningsgrupper, som Camus beskriver som racer, er større, end de genetiske forskelle mellem det, Camus kalder racer.

 

Camus mener, det er forkert udelukkende i økologisk sammenhæng ​​ at tale om  ​​​​ at bevare biodiversiteten. Man bør også opfatte diversitet inden for race, køn, nationalitet og civilisation som noget der bør bevares.

 

Når Camus taler om at ​​ bevare forskelle mellem det han kalder racer, betyder det først og fremmest, at den hvide race er truet og derfor skal beskyttes mod udslettelse. Det at bevare den hvide races renhed må desuden betyde, at denne racerenhed ​​ ikke bør ​​ udsættes for blanding med andre racer. ​​ 

 

Småborgerskabets kultur

Småborgerskabets diktatur er, ifølge Camus, kulturelt snarere end militært eller økonomisk. Konger, hertuger, bankdirektører, multimilliardærer og davokrater er alle i kulturel forstand småborgerlige.

 

Samtidig påstår Camus, at småborgerskabet er kommet til magten uden at have sin egen kultur.

 

Ifølge Camus er kultur og lighed uforenelige størrelser. Kultur er i sit væsen et privilegium, uretfærdigt og udemokratisk, alt det småborgerskabet hader. ​​ For at kulturen kan trives, kræves en kultiveret klasse, som kan give kulturen i arv til sine efterkommere, og som bruger kulturen til at markere sin plads i det sociale hierarki. Etikette, gammatik, ejendom, race,køn eller nationalitet kunne tidligere sikre den enkeltes afstand til andre mennesker.

 

Når småborgerskabet taler om kultur, handler det, ifølge Camus, ​​ om ​​ smag, præferencer og fritidsbeskæftigelser. Småborgerskabets vaner ophøjes på denne måde til kultur. Småborgerskabet har desuden påtvunget samfundet sit sprog, sin grammatik og ​​ sin etikette. ”De” er erstattet med det respektløse ”du”, og normer og regler for opførsel, som tidligere kunne markere den enkeltes ​​ placering i det sociale hierarki, er udvisket eller døet helt bort.

Småborgerskabets diktatur har sammen med den industrielle masseproduktion ført til infantilisering og generel afkulturalisering. Musik, som man nu er nødt til at betegne som ”klassisk”, er erstattet af popmusik, som gennem indflydelsen fra jazzmusikken er inspireret af afrikanske musikalske traditioner. Litteratur er erstattet af film, tv og tegneserier. Camus kalder denne udvikling ”Den Lille Udskiftning”, hvor den oprindelige europæiske kultur er erstattet med massekultur fra et amerikanske samfund, som fra sin grundlæggelse var småborgerligt og egalitært. Den Store Udskiftning består således , ifølge Camus, ​​ i en islamisering af det amerikaniserede Europa.

 

Det, Camus i denne sammenhæng kritiserer, har intet at gøre med en speciel småborgerlig kultur, men er udtryk for, at folkelige kultur- og adfærdsformer, som følge af masseproduktion af kulturprodukter og ​​ samfundets kulturelle demokratisering har vundet indpas og status i samfundet som sådan. ​​ Som fortaler for højborgerlig finkultur kan Camus ikke andet end foragte denne folkeliggørelse af kulturen, som han kun kan opfatte som afkulturalisering.

 

Den Store Udskiftning og højrepopulismen

Myten om Den Store (Befolknings)udskiftning, er ikke en højrepopulistisk myte – tværtimod. Den ​​ tager sit udgangspunkt i en højborgerlig, finkulturel kritik af det, Renaud Camus kalder ’småborgerskabets diktatur’. Mange undersøgelser viser, at højrepopulismen især støttes af det som man almindeligvis opfatter som småborgerskabet , nemlig småhandlende og småproducenter, som føler sig truet af den moderne verden med grænseoverskridende bevægelighed og stigende diversitet i befolknings-sammensætningen verden over. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at undersøgelser af deltagerne i stormløbet på Kongressen 6. januar 2020 viser, at en stor del af dem netop var ejere af mindre virksomheder.

 

Højrepopulisme er rettet mod eliterne i samfundet, den politiske elite, den økonomiske elite, den intellektuelle elite og den kulturelle elite. Hvordan den uddrivelse af indvandrere, som fortællingen om den Den Store Udskiftning foreskriver, skulle føre til en genopretning af den finkultur, som Camus mener er blevet fordrevet af småborgerskabet (læs pøbelen) er svært at forestille sig. ​​ Det virker umiddelbart som om de højreradikale rundt omkrig i verden, som har taget fortællingen om Den Store Udskiftning til sig, har gjort det, fordi dens antidemokratiske og racistiske grundelementer tiltaler dem, mens de overser det højborgerlige og finkulturelle grundlag, der udgør logikken bag fortællingen.

 

Fortællingens udbredelse

I Frankrig har Camus været initiativtager til dannelsen af organisationen National Council of European Resistance (NCER), med en række notabiliteter fra den ​​ europæiske højrefløj som medlemmer. NCER støttes af mere ordinære medlemmer af Partisans of NCER. Dertil kommer, at organisationen Generation Identitaire har overtaget teorien om Den Store Udskiftning, og i offentligheden står som den fremmeste fortaler for teorien. Den højreradikale Eric Zemmour har sat sig for ved det kommende præsidentvalg i Frankrig at udfordre ​​ LePen med en organisation, som han med klare referencer til ​​ fordrivelsen af muslimer i Spanien i 1492 kalder ​​ Reconquista. Eric Zemmour har i sine egne bøger hyppige referencer til Den Store Udskiftning.

 

Camus’ teori er blevet en integreret del af de internationale radikale højrefløjs- organisationers verdensbillede på linje med de serbiske nationalisters ​​ etniske udrensninger og fordrivelse af muslimer efter Jugoslaviens sammenbrud, som kulminerede med massakren i Srebreniza, hvor 7000 muslimske mænd blev henrettet. Ligeledes indgår i dette verdensbillede historien om den spanske dronning Isabellas uddrivelse af muslimer (og jøder) fra Spanien i slutningen af det 14. århundrede. (3)

 

Mere direkte har Camus’ teori givet inspiration til to hårrejsende terrorangreb på etniske minoriteter, som begge fandt sted året efter at Camus’ bog var udkommet i en engelsk oversættelse og var blevet lagt frit tilgængeligt ud ​​ på internettet

 

Den 15.marts 2019 angreb australieren Brentan Tarrant to moskeer i den New Zealandske by Christchurch, hvor han myrdede 51 muslimer. Før terrorangrebet udsendte han på internettet et manifest, hvor han begrundede sine handlinger med henvisning til Den Store Udskiftning. Manifestet indledes med ordene ”Det er fødselsraten, fødselsraten, fødselsraten.” Under selve angrebet, som han ​​ ved hjælp af et transportabelt videokamera anbragt i panden transmitterede direkte på Facebook, lyttede han over sine hovedtelefoner til en serbisk nationalistisk sang.

 

3. august også i 2019 angreb amerikaneren Patrick Wood Crusius et Walmart-supermarked i byen El Paso i Texas, hvor han dræbte 23 og sårede andre 23, hovedsageligt personer med latinamerikansk baggrund. I et manifest med titlen Den Ubekvemme Sandhed, som ​​ han offentliggjorde på internettet før angrebet, hyldede han Brenton Tarrant og teorien om Den Store Udskiftning.

 

Udskiftningen af Danmarks ​​ befolkning

Begrebet befokningsudskiftning har også vundet indpas blandt danske højrefløjspolitikere. Det kan ikke undre, at den danske afdeling af Generation Identitaire er indædte fortalere for begrebet, men også aspirerende og siddende folketingspolitikere som Rasmus Paludan, Martin Henriksen, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard, har anvendt ​​ begrebet.(4)

 

Rasmus Paludan advarede under en partilederrunde før folketingsvalget i 2019 om, at Den Store Udskiftning af Danmarks befolkning ville nærme sig i år 2040.

 

Martin Henriksen har udtalt; ” Der er to slags politikere i Danmark. Der er dem, der fører en politik, som på et tidspunkt vil føre til en befolkningsudskiftning i Danmark, og så er der dem, der modsætter sig det.”

 

Peter Skaarup refereres i Den Korte Avis for at sige: ” Vi har protesteret mod den udskiftning af den danske befolkning med folk fra Mellemøsten, som Folketingets flertal har gennemført år efter år.”

 

Pia Kjærsgaard har på Twitter skrevet om ”En begyndende udskiftning af det danske folk.”

Desuden har bloggeren Morten Urhrskov Jensen på sin blog på Jyllandsposten skrevet om ”Den store udskiftning af det danske folk”.

 

Den Store Udskiftning er således blevet en integreret del af retorikken på den danske højrefløj, men ligesom Camus ikke selv leverer noget datagrundlag for sine apokalyptiske forudsigelser, præsenterer de danske politikere og kommentatorer heller ikke ​​ dokumentation for deres påstande.

 

Men det danske socialdemokrati kan også være med. Institute for Strategic Dialogue har gennemført en omfattende analyse af udbredelsen af begrebet Den Store Udskiftning på den globale højrefløj. De henviser ikke til konkrete tilfælde af, at danske socialdemokrater direkte har brugt udtrykket, men skriver: ” .. such rhetoric can also be identified on the political left, as evidenced for instance by the Social Democrats in Denmark who have been noted for their tough anti-immigration policies.” (5)

 

For danske forskere, der beskæftiger sig med befolkningsudviklingen er der ikke nogen tvivl om, at forudsigelserne om en udskiftning af den danske befolkning er uden hold i virkeligheden. Fødselsraten hos ikke-vestlige indvandrerkvinder er faldet drastisk og ligger nu tæt op ad fødselsraten hos indfødte danske kvinder. Andelen af indvandrere vil derfor ikke inden for en overskuelig tidshorisont stige væsentligt over 10% af befolkningen.

 

Konsekvenser af fortællingen om Den Store Udskiftning

Fortællingen om Den Store Udskiftning er udtænkt af en verdensfjern litterat, som på sit middelalderslot - med Twitter og Facebook som de vigtigste forbindelseslinjer til omverden - har formuleret en teori om den hvide races overlegenhed og den indbildte etniske invasion, som truer dens herredømme. Selvom denne fortælling i bund og grund i sin højborgerlighed er baseret på en finkulturel foragt for almindelige menneskers liv og kultur, har højreradikale overalt i verden taget ideen om den hvide races overlegenhed og den påståede trussel mod dette herredømme til sig. Fortællingen har derfor – især efter oversættelsen af Camus’ bog til engelsk – haft stor indflydelse på verdensbilledet hos de internationale højreradikale organisationer. Disse højreradikale nærer en voldsom skepsis over for videnskab og de ”fake news”, som de påstår de såkaldte mainstream-medier(MSM) ​​ præsenterer, og derfor er det vanskeligt med henvisning til statistikker og andre data, at overbevise tilhængerne om, hvor virkelighedsfjern denne fortælling er. Det kan få forfærdelige konsekvenser – konsekvenser som allerede er antydet af massakrerne i Christchurch og El Paso.

 

Noter

 

1. Renaud Camus, Le Grand Remplacement,Chez l’auteur 32340 Plieux

2. Renaud Camus, You Will Not Replace us, Chez l’auteur 32340 Plieux

3. se Torben S. Hansen, Reconquista. Spaniens befrielseskamp mod islam 711 - 1614, som er udgivet af Den Danske Forening.

4. Se https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-forudsigelser-om-den-store-udskiftning-er-noget-vaerre-vroevl

5. Se https://www.isdglobal.org/wp-content/uploads/2019/07/The-Great-Replacement-The-Violent-Consequences-of-Mainstreamed-Extremism-by-ISD.pdf

 

 

 

 

 

 

 

 

​​