Tesfayes drømme om modtagelejre, nul asylansøgere og et Fort Europa
af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion
Der er heftig aktivitet i Udlændinge- og Integrationsministeriet, og minister Mathias Tesfaye vil gerne kaldes for ”Udsendelsesminister”. Man må forstå, at det er en mand som tager opgaven alvorligt, nemlig at begrænse antallet af flygtninge og migranter som søger mod Danmark. Helst ned på NUL ASYLANGØGERE som han bramfrit udtaler til medierne. Senest har regeringen i februar 2021 fremlagt et lovforslag om dette. Columbusægget er oprettelse af modtagelejre udenfor EU, hvortil enhver asylansøger som møder frem ved den danske grænse skal sendes. Men ideen har ikke rigtig fået nogen opbakning i EU eller lande udenfor EU. Så panikken breder sig og regeringen søger febrilsk efter lande som vil samarbejde, senest forsøger man sig med Rwanda.
Et totalitært deportationsregime
Socialdemokraterne har i flere år talt om asyllejre udenfor EU og brugt dyre konsulenter for at tegne billedet af en løsning, som ingen andre end dem selv tror på. Hvordan vil man transportere alle disse mennesker til et afrikansk land mod deres vilje? Martin Lemberg-Pedersen og Ahlam Chemlali skrev en kronik i Politiken i 2018 om konsekvenserne af at flytte asylbehandlingen til ”politistater på den anden side af Middelhavet”.
De ubehagelige billeder af druknede bådflygtninge vil sikkert ikke ophøre, men anbringelse af mennesker i lejre enten frivilligt eller ufrivilligt vil give nye grimme billeder fra Europas baggård. Og, skriver Lemberg-Pedersen og Chemlali, det vil kræve ”indførelsen af en massiv totalitær infrastruktur på dansk og europæisk plan”. ”Implementeringen af denne ”ny humanitære” vision kræver rent faktisk en historisk opskalering af de danske overvågnings-, detentions- og deportationsfaciliteter. Det vil indebære at tusindvis af mennesker indfanges og tvangsdeporteres sydpå. Hele året. Hvert år----”. ”Flere kommentatorer synes at have købt Socialdemokraternes framing af udspillet som nyskabende og humanitært. Forslaget gør ikke op med retningen i europæisk asylpolitik gennem de sidste årtier, Faktisk repræsenterer udspillet retningens videreførelse: Dets radikale vision om et transnationalt og totalitært deportationsregime for asylansøgere udgør det sidst logiske skridt i forsøget på at undgå asylansøgere i Danmark ved at lukke for deres lovlige og spontane bevægelse og inddæmme dem udenfor Europa”.
Dette er en udvikling som er sket gradvist. Man kan se forløberen til dette i daværende italienske ministerpræsident Silvio Berlusconis aftaler med Gadaffi i Libyen, hvor Libyen fik udbetalt store summer for at holde migranter og flygtninge tilbage i Libyen. Dengang var Gadaffi og Libyen en vigtig og anerkendt spiller som blev inviteret til de europæiske hovedstæder. Men så blev han brutalt myrdet af NATO-støttede islamister og EU blev konfronteret med konsekvenserne af sin destruktive Afrika politik. Kansler Angela Merkel og Tyskland har i høj grad været frontløber for den fortsatte udvikling. Et pres som kommer fra især Italien, som man har ladet tage den store byrde og hvor EU-landene har afvist en byrdefordeling. Den tyske indenrigsminister Thomas De Maziére har rejst spørgsmålet om modtagelejre på flere møder mellem EU og afrikanske lande, og Angela Merkel har besøgt bl.a. Niger for at lave aftaler om at stoppe flygtninge og migranters vej mod Europa. De afrikanske lande søger at øge bevægelighed og samhandel inden for den afrikanske union(OAU), men i dag er det blevet sværere for en afrikaner at krydse grænser på det afrikanske kontinent både legalt og illegalt. En tysker kommer nemmere rundt i Afrika.
Danmark er også helt med på denne vogn, hvor man kynisk tager udviklingshjælpen fra de fattige og bruger stadigt større millionbeløb til at bestikke og opmuntre regeringer i Afrika til at følge EU`s ønsker. Især bruges midlerne på oprustning af grænsekontrollen mellem de afrikanske lande. At stoppe trafikken mod Europa og tvinge lande til at tage imod deres egne borgere som deporteres, er det centrale.
Det er et gennembrud lyder det fra Udenrigsministeriet og tidligere udviklingsminister Ulla Tørnæs udtalte at det var en ”Noget for noget,” strategi(Berlingske,2017).
Eksternalisering
Der er gennemgående tale om en udvikling, hvor EU-landene griber til stadigt mere hårdhændede midler. Ofte er det iklædt et ”humanitært” sprogbrug og udtryk for at man bekæmper menneskesmuglere, som profiterer på at bringe flygtninge og migranter til Europa. Men manglen på legale veje til at komme til Europa, kaster dem i armene på smuglere, som ofte arbejder tæt sammen med regeringer og myndigheder, der gerne lader sig bestikke for at se igennem øjnene med denne trafik.
Forskerne i migration kalder det for eksternalisering, dvs. at man forskyder et problem eller udfordring til udenfor sine egne grænser. Man investerer stadig mere i PUSH BACK initiativer, som kan forhindre, at flygtninge og migranter sætter foden på europæisk jord. En udvikling som bryder med FN’s flygtningekonvention om NON-REFOULEMENT, dvs. at man ikke afviser flygtninge med et behov for beskyttelse, men behandler deres anmodning om asyl.
Lemberg-Pedersen (2019) har sammenlignet den nyere udvikling med tiden med slavehandel og kampen mod slaveriet. Man deporterede flygtede slaver og tidligere slaver, som nu var frigjorte, så de ikke fik adgang til USA. De sortes revolution på Haiti og den brutale nedslagtning af deres republik medførte at mange flygtede, men blev afvist og af USA blev deporteret til Liberia i Afrika. Ligesom Storbritannien i kampen mod slaveriet sendte ”frie slaver” til Sierra Leone. Det er en kolonialistisk politik som går ud på at beskytte ”den hvide civilisation” mod tilstrømning af ”fremmede”. En kolonialistisk politik som også kan ses i de nuværende forsøg på at sende mennesker tilbage, selv om det kan koste dem livet. En indsats som både dengang og i dag iklædes humanistiske gevandter. Det er til deres eget bedste. Der sker en afpolitisering hvor myter om, at vi er forskellige dyrkes og vedligeholdes. Ligesom under slavetiden så bliver det et spørgsmål om at fange og deportere med der formål at forskyde problemerne, eksternalisere dem.
EU's ministerråd reagerede i juni 2018 på den skræmmende udvikling i Middelhavet med billeder af druknede flygtninge. Man beklagede det tragiske tab af liv og fordømte menneskesmuglere. Man foreslog et der blev oprettet ”regionale afstignings platforme” i Nordafrika, hvortil de opsamlede flygtninge kunne bringes med det formår at bryde smuglernes forretningsmodel. Men man ser bort fra at flygtninge på mange måder er tvunget til at have kontakt med smuglere for at gennemføre deres flugt. Kampen mod smugleri er et tema med en vis folkelig gennemslagskraft, som kunne dække over den kyniske eksternaliseringspolitik. Det blev afvist af de nordafrikanske lande bl.a. som et forsøg på nykolonial indblanding på deres territorium. Lemberg-Pedersen(2019) beskriver en udvikling hvor baggrunden for migrationen mod Europa forsvinder i en individualisering af enkelte skæbner. Hård grænsepolitik bliver et sikkerhedsspørgsmål og grænsebevogtningen stadig mere militariseret. Samarbejdet mellem Spanien og Marokko er et eksempel på den denne udvikling med militarisering og brud på flygtninges rettigheder. Der tales om udvikling og bistand til de flygtningeproducerende lande, hvor en stigende andel går til at støtte landenes egen grænsekontrol. Krigene i Mellemøsten og Afghanistan som i høj grad er vestens krige med ødelæggelse af stater og samfund problematiseres ikke. Flygtninge herfra ses i stigende grad som en risiko frem for udsatte personer.
Det er blevet kaldt for ”organiseret hykleri” hvor kløften mellem EU's humanitære retorik og de faktiske forhold ved EU's ydre grænser bliver stadigt større. Militariseringen af grænsebevogtningen bliver hvidvasket og planerne om lejre udenfor Europa bliver både et marked og en afledning fra de virkelige problemer. Et marked for alle dem som kan afpresse og udnytte migranter og producere sikkerhedsudstyr for at stoppe og deportere dem. De bliver til ”vandrende kasseapparater” som en migrationsforsker har kaldt denne udvikling. Ikke mindst for den vestlige sikkerheds-og våbenindustri der leverer den teknologiske infrastruktur i hele kæden fra eftersøgning/redning, fartøjer, fly, helikoptere og droner, som beskrevet af Lemberg-Pedersen(2013).
Regeringens lovforslag
I februar 2021 fremlagde den socialdemokratiske regering sit lovforslag om at stoppe for asylbehandling i Danmark. Martin Lemberg-Pedersen omtaler det i en kronik i Politiken i februar 2021 som ”ekstremt”, og at ”det vil gøre asylansøgere til jaget vildt og underminere det internationale asylsystem”. Middelhavslande afviste Socialdemokratiets ideer, og lod ifølge Lemberg-Pedersen i ”utvetydige vendinger forstå, at man var enige i kritikken af sådanne forslag som nykoloniale og hykleriske. Men derefter holdt Socialdemokratiet op med at nævne landenavne”. Lige indtil for nylig, hvor Jyllands-Posten i en artikel fra d. 2 april kunne afsløre at nu var Rwanda i Centralafrika helt nede ved Ækvator inde i billedet. Måske et land og en præsident der kan laves forretninger med efter noget for noget princippet. Det viser ministerens tiltagende desperation at man går så langt og det minder jo mere og mere om Australiens umenneskelige Nauru-projekt, hvor asylansøgere er deporteret til en Stillehavsø langt fra Australien. En lejr med utallige selvmord og en udsigtsløs tilværelse i helvede.
En konsekvens af forslaget om at deportere alle asylansøgere kan blive, at flere vil ”gå under jorden” og friste en illegal tilværelse enten i Danmark eller i andre europæiske lande. Mange vil blive og forsøge at klare sig gennem ved at arbejde sort, hvor de let bliver udnyttet af skrupelløse arbejdsgivere - dette sker allerede i dag - ikke mindst for at undgå at ende i udrejsecentret Kærshovedgaard, der fungerer som et fængsel selv om de anbragte ikke er at betragte som kriminelle. Mange asylansøgere vil blive arresteret, alene fordi de udøver deres ret til at søge om asyl. Politiet vil få nok at se til, og man kan se frem til udbygning med flere såkaldte udrejsecentre. Med dette lovforslag vil man deportere alle, også de som har et helt klart behov for beskyttelse. En kynisk politik hvor Socialdemokratiet er nået et nyt lavpunkt i sin udlændingepolitik. Lemberg-Pedersen(2021): ”Det ekstreme lovforslag fremstår farligt privilegieblindt ude i en global virkelighed, hvor Danmark løfter et stadig mindre ansvar, og hvor undermineringen af international solidaritet kan have store konsekvenser”.
Situationen ved de ydre grænser
Socialdemokratiets plan om deportationer og lejre udenfor EU fjerner blikket fra de tragedier, som udfolder sig ved EU's ydre grænser. Det kan også ses som et forsøg på PUSH BACK, nu bliver det blot styret fra regeringskontorer i København.
EU-lande har kriminaliseret personer og NGOer som aktivt har forsøgt at udføre en humanistisk redningsindsats i Middelhavet. Efter at Italien stoppede sin ganske effektive redningsaktion Mare Nostrum, så steg antallet af druknede i Middelhavet voldsomt. Den blev erstattet af en indsats som dækkede et langt mindre havområde. NGOernes redningsskibe eller ”havets ambulancer” som reddede liv til havs, blev udsat for chikane, mistænkeliggørelse og retssager. Samtidig indledte EU et samarbejde med libyske militser og den libyske kystvagt, som er en kriminel organisation. Samarbejdet havde alene med det formål at forhindre migranter at søge asyl i EU. Dermed forbryder man sig mod folkeretten, når man forhindrer mennesker på flugt i at ansøge om asyl. Artikel 14 i FNs mennneskeretserklæring fra 1948 siger at ”enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse”
EU gik over til en afskrækkelsespolitik, og mennesker efterlades på havet til at dø. Der opstår et ”dødens gab” i det centrale Middelhav hvor der ikke udføres nogen effektiv redning til havs i det område hvor behovet er størst. EU var vidende om de dødelige konsekvenser ved at indskrænke redningsarbejdet, da man nu dækkede en meget mindre zone, og der blev brugt langt færre midler og skibe. Det handler nu om grænsekontrol som det centrale budskab fra EU, og man bryder kalkuleret international lov. Det øget presset på handelsskibe i området. De er nu begyndt at vælge andre ruter. I begyndelsen af 2015 skete der en voldsom vækst i antal druknede.
Men så kommer den ”sorte uge i april” i 2015, hvor 1200 migranter drukner og det fylder medierne i Europa. Det medfører krisemøde i EU og man vil nu øge støtten til mere redningsarbejde. Det er også en periode hvor op til 12 redningsskibe fra NGOer begynder at operere og redder enormt mange. Men EU ændrer nu igen strategi og indleder en strategisk, taktisk og militær indsats, hvor det handler om kontrol ikke kun til havs, men også i Libyen. Den højreekstreme Salvini i Italien gør sit til at kriminalisere NGOerne. Vi ser havne lukkes for modtagelse af NGO-skibene. EU begynder at satse på andre kræfter, og her kan den libyske kystvagt bruges som redskab til at udføre EU’s kriminelle politik. Forbrydelserne skal væk fra offentlighedens lys, og denne strategi har to ben: At satse på andre til at udføre PUSH BACK og kriminalisere redningsskibenes arbejde, havets ambulancer. Det drejer sig om at forhindre modtagelse af migranter, og stoppe den negative mediekampagne mod EU landene for ikke at gøre noget. Resultatet er mærkbart og dødeligt, i 2018 er der kun et redningsskib tilbage. Samtidig begynder EU at beskrive Libyen som sikker havn, et land hvor en tysk diplomat har beskrevet lejrene i Libyen som Kz-lejre.
EU har systematisk arbejdet på at flytte grænsekontrollen længere ned på det afrikanske kontinent og yder økonomisk støtte ikke kun til Libyens militser, men også til lande i Sahel-området som Niger, Mali og Tchad. Migranter stoppes, fængsles, afpresses og tortureres. Det legitime forsvar af grænser er endt i en humanitær katastrofe, som bryder med de værdier som de europæiske lande ellers hylder ved festlige lejligheder. EU’s ledere som højtideligt præsenterer sig som modstandere af racisme og fremmedhad, har i bred enighed forvandlet Middelhavet til et dødens hav, interneret titusinder i uoverskuelig tid i lejre på græske øer og udliciteret flygtningemodtagelse til lovløse profitmagere og slavehandlere i Libyen. Det samme spil med PUSH BACK ser vi udspille sig i Grækenland og ved grænsen til Kroatien. ”Den politiske og moralske uformåen til at tage hånd om et begrænset antal desperate mennesker afslører EU’s sande tilstand bedre end kilometervis af akademiske skriverier”, skriver den græske økonom og tidligere parlamentsmedlem for SYRIZA Costas Lapavitsas (2018). I lejrene går mennesker langsomt til grunde, og der er massive overtrædelser af menneskerettighederne.
Noter
Martin Lemberg-Pedersen og Ahlam Chemlali: Europa drømmer om en ny Gadaffi i Libyen, 20 febr 2018, Politiken:
https://politiken.dk/debat/kroniken/art6355178/Europa-drømmer-om-en-ny-Gadaffi-i-Libyen
Martin Lemberg-Pedersen, Regeringens asylforslag er ekstremistisk, Kronik, Politiken, 23. februar 2021.
Rwanda åbner for at huse Danmarks asylansøgere, JyllandsPosten, 2 april 2021
Regeringen i dialog med en god håndfuld lande om at flytte asylsagsbehandling uden for EU, Udlændinge- og Integrationsministeriet,
Martin Lemberg-Pedersen: Private security companies and the European borderscapes. I N. Sørensen & Gammeltoft-Hansen(eds). The migration industry and the commercialization of international migration, New York. 2013.
Martin-Lemberg Pedersen: Manufacturing displacement. Externalization and postcoloniality in European migration control, Global Affairs, Vol. 5, 4 nov 2019.
Jakob C. & Schlindwein S.: Diktatoren als Türsteher Europas. Wie die Grenzen nach Afrika verlagert, Berlin, 2017.
Ulla Tørnæs i artikel: EU laver noget-for-noget strategi for udviklingsbistand, Berlingske. 19 maj 2017
Costas Lapavitsas: The left case against the EU, 2018.
Making migration work for all - Report of the Secretary-General (A/72/643), FN, 12. dec. 2017, https://reliefweb.int/report/world/making-migration-work-all-report-secretary-general-a72643
Migrantarbejdere – verdens rejsende underklasse, Ulandsmagasinet, Ulandssekretariatet, Nov. 2013.LO/FTF,