”Modstand er ikke altid sort/hvidt” – en anmeldelse af det nye Frihedsmuseum
af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion
Det var med bævende hjerte, at jeg i 2013 hørte, at Frihedsmuseet på Esplanaden i København var nedbrændt ved en påsat brand og et kort øjeblik troede jeg, at museets unikke samling også var brændt, men det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Så derfor var det med mange forventninger, jeg for nylig besøgte det nye Frihedsmuseum.
Ikke at jeg har en personlig tråd tilbage til besættelsen og frihedskampen, men som en, der er født i 1945, har min opvækst og skolegang været præget af besættelsen – den fyldte meget. Mine forældre var ganske almindelige socialdemokratiske arbejdere og for dem var det ikke det politiske eller frihedskampen, som sådan der fyldte, det var dagligdagen og hvordan man klarede den og det var også det, de fleste af de mange historier handlede om. Og så skulle jeg et øjeblik have glemt det, så blev jeg automatisk mindet om det, når jeg gik i byen for min mor, for kaffe og sukker var stadigvæk rationeret indtil 1953.
Men der var også de dramatiske begivenheder, som da min far blev gjort arbejdsløs efter Globus-aktionen, formentlig besættelsestidens største og mest komplicerede sabotageaktion – ironisk nok under kommando af en af mine senere bedste venners far, der var medlem af BOPA. Så var der de menneskelige historier om de stakkels tyske soldater – drenge som min mor kaldte dem – der, da det hele gik i opløsning, i en nærliggende vagtstue ikke havde fået mad i flere dage og som hun og andre danske kvinder sørgede for fik lidt at spise. Til de menneskelige historier hører også beretningen om det frygtelige bombardement af den franske skole, hvor mange børn omkom – en historie, der blev fortalt utallige gange.
Besættelsen dukkede hele tiden op: En af min fars arbejdskammerater havde et mærkeligt tyskklingende efternavn, Ellenbogen, men han var ikke tysker, men jøde. Ikke at det spillede nogen rolle, ingen af os havde nogensinde set en jøde, men han havde et langt nummer tatoveret på sin ene underarm fra sin tid i en kz-lejr. Eller en anden arbejdskammerat der havde ’dårlige nerver’, som PTSD hed, inden det blev opfundet, fordi han havde været politibetjent og var blevet taget og sendt til Neuengamme.
For min storebror, der var barn under besættelsen, havde den usædvanlige tid mere en slags heroisk røver-og-soldater-lys over sig – til tider blev jeg helt misundelig på alt det, man åbenbart havde kunnet opleve dengang. For andre igen er det helt andre erindringer, der er historien om besættelsen – som al historie har også denne del mange lag, der snor sig ind og ud mellem hinanden, skifter betydning og karakter. Derfor hører disse lag også med i en fremstilling af besættelsestiden.
Historieundervisningen i det 50ernes og 60ernes Danmark, jeg voksede op i, var ikke noget at skrive hjem om. Det, vi hørte om besættelsen, var stadigvæk præget af det, som nogle historikere og museumsfolk kalder besættelseshistoriens første periode, med en lidt skarp formulering selvrosens periode. Det gjaldt om at lægge maksimal afstand til de onde nazister, at vise at den altovervejende del af befolkningen uanset klasse- og politisk tilhørsforhold stod skulder ved skulder i modstanden mod besættelsen – en tid der prægedes af Den kolde Krig og hvor kommunismen ofte blev sat lig med nazismen. Denne periode efterfulgtes af den ’videnskabelige’ periode, der her hjemme prægedes af personer som bl.a. Claus Bryld og Annette Warring, og som betød, at der skete et kritisk opbrud fra de centrale myter fra den første periode: Det nationale sammenhold - at samarbejdspolitik og modstand var to sider af samme mønt – modstandskampens militære betydning og redningen af jøderne. Denne sidste periode er i dag afløst af ’underholdningsperioden’. Ifølge historikere og museumsfolk gælder denne periodeinddeling stort set for i hvert fald den vesteuropæiske besættelsestidshistorie og dens museer.
Det nye frihedsmuseums overjordiske del ligner lidt tårnet på en halvt neddykket – eller måske uddykket – ubåd, som det ligger der i asymmetrisk balance med den engelske kirke, Gefion-springvandet og Mærsks hovedkvarter på sin højre side og det hyppigt oversete monument for de danske spaniensfrivillige på sin venstre side. Og selve ideen med en overjordisk og underjordisk del er jo fantastisk tænkt som ramme om et museum for modstandskampen, så egentlig kunne man have forventet, at besættelsestidens ’overjordiske’ komponenter, samarbejdspolitikken, klassekampen, dagliglivet ville få til huse i det overjordiske ’tårn’, mens den underjordiske del, modstandskampen, redningen af jøderne, kollaborationen osv. ville befinde sig i det underjordiske ’skrog’. Lidt vidtløftigt måske, men da en ide.
Men sådan er det bare ikke – alle dele af besættelsestiden er samlet i den underjordiske del. Og måske har intentionen været god nok, for en opsplitning af besættelsestiden i adskilte over- og underjordiske dele er naturligvis en abstraktion: Den ene kan ikke skilles fra den anden, de betinger gensidigt hinanden, men det havde krævet en anden slags museum end det, som man nu præsenteres for.
Ikke at jeg har noget imod, at man tager nye virkemidler i brug for bedre at kunne formidle besættelsestiden til de generationer, for hvem den tid er lige så fjern som krigen i 1864. Men forsøget på ved hjælp af fem skuespillere at levendegøre historien falder ligesom ved siden af, føles påklistret fordi det ikke rigtig lykkes at koble de store begivenheder og deres personlige liv - for at sige det lige ud er det nærmest dilettantisk. I det hele taget kan museets anvendelse af moderne teknik ikke opveje det tab, der ligger i, at man ikke udnytter museets helt store trumf, nemlig dets omfattende samling. Det er, som om man følger den linje, som Københavns kommunebiblioteker er slået ind på, nemlig at biblioteker ikke er for bøger. Jeg taler ikke for støvede, overlæssede og uoverskuelige ophobninger af materialer. Men jeg er tilbøjelig til at give historikeren Steen Andersen ret, når han i Weekendavisen d. 8. juli i sin anmeldelse af museet ”Hvor er fagligheden?” skriver: ”Jeg savner simpelthen at mærke, at Frihedsmuseet nærer en passion og en glæde i forhold til at turde fortælle historien ud fra genstandene.” For samlinger er museers eksistensberettigelse, det er derfra ny viden udgår.
Og når vi nu er ved teknikken. Museumsbesøg foregår ofte i grupper af venner eller familie og her føles brugen af audioguides ikke socialt befordrende, men bliver en isolerende og individualiserende hæmsko for den udveksling af meninger, kommentarer og spørgsmål mellem gruppens medlemmer, der er en levende del af museumsbesøget – man oplever ikke sammen.
I afdelingen om jødernes flugt dominerer en stor båd i rummet – det er som om, man starter stort ud, der er jo nok at fortælle om, men så er man ligesom gået i stå, hvad enten det nu skyldes mangel på penge eller noget andet. Og lige præcis jødernes flugt er yderst veldokumenteret, så hvorfor anvender man her skuespillere, når Danmarks Radio har lavet en enestående serie af optagelser med de rigtige, levende mennesker, der måtte flygte?
Som en medbesøgende, der er museumsfaglig, så rammende udtrykte det: ”Polyfoni, men meget kurateret.”
Som udstillingen fremstår nu, er der en stor modsætning mellem de forventninger, slagordet ”Modstand er ikke altid sort/hvidt” skaber og udgangsreplikken: ”Modstandskampen bringer orden i det moralske regnskab. I eftertiden har hele nationen stolt kunnet ranke ryggen, fordi nogle traf et valg om at gå til modstand”. Hvor blev dilemmaerne af, modsætningerne, de valg der måtte træffes, de vaklende, de lunkne? Alt det som den nyere tids kritiske historieskrivning ofte under stor modstand gravede frem under de nationale myters tunge dyne. Det samlede indtryk bliver, at ’vi’ (stort set uden kvalifikationer) stod sammen mod den tyske, nazistiske besættelsesmagt – vi er på en måde slået tilbage til besættelseshistorieskrivningens første fase, selvrosen.
Hvad kunne man forestille kunne være gjort anderledes? Hvad nu hvis man brugte hele bygningen både over og under jorden til en samlet fremstilling af hele perioden, men med besættelsestidens dilemmaer indbygget og således stille de museumsbesøgende overfor valg både i de store spørgsmål og de mindre som f.eks.: Hvad nu hvis Danmark havde sagt nej til at underskrive den ikke-angrebspagt, de to lande underskrev i maj 1939? Hvad nu hvis tyskerne havde krævet Nordslesvig’ tilbage til Riget’? Hvad nu hvis Højgaard-kredsen havde haft held til at få afskaffet parlamentarismen og oprette en teknokratisk regering, der var langt mere føjelig for tyske interesser? Hvad nu hvis regeringen havde sagt nej til at internere kommunisterne? Skulle man have bøjet sig for kravene i august 1943 om dødsstraf for sabotage? Skulle Danmark, som der var løse ideer om på embedsmandniveau, selv have interneret de danske jøder? Hvad nu hvis Sovjet og ikke engelske styrker havde befriet Danmark osv., osv. Man kunne også have stillet publikum opgaver som: Du beslutter dig til at udgive et illegalt blad - hvordan vil du bære dig ad? Din bedste veninde forelsker sig i en sød, tysk soldat, hvad skal du gøre? En jødisk familie beder om hjælp, hvad så? Din bror melder sig som dansk østfrontfrivillig i Frikorps Danmark og vil holde juleorlov med din familie – hvad gør du? Du er læge og et tysk flygtningebarn er ved at dø eller, eller …
Her kunne man med fordel tage en smule kontrafaktisk fantasi i brug og bygget dilemmaerne og alternative historiske udviklinger ind. Historikeren Joachim Lund skriver i appendikset til sit afsnit ”Danmark: Nyordningens Spydspids i det nordiske Rum” i den kontrafaktiske historiebog ”Besættelsen – hvad nu hvis?” (red. Jakob Sørensen, 2003) følgende om kontrafaktisk historieskrivning:
””Kontrafaktisk” er et problematisk adjektiv, vanskeligt at anvende. Det forudsætter, at noget er – eller var – faktisk, og den antagelse har blandt historikere været til debat siden deres fags etablering som videnskab. ”Anderledes” er muligvis et bedre alternativ, om ikke andet så fordi det vel ikke i samme håndfaste grad hævder, at der har været én fortidig virkelighed, som kan erkendes i dag … historismens stadig levende ideal om at anskue fortiden på dens egne præmisser må vel indebære accepten af, at fortidens aktører stod overfor flere forskellige handlingsmuligheder og udviklingsveje, og at det ikke nødvendigvis måtte gå, som det gik … Og forsøger vi at eksplicitere denne forklaring og fremskriver en alternativ udviklingsretning med de årsagssammenhænge, en sådan involverer, bliver den faktisk stedfundne historiske udvikling sat i relief, og vi kan blive klogere på hvilke faktorer, der kan have været udslagsgivende i en principielt kaotisk situation.”
”
Man kunne også i langt højere grad have integreret besættelsen i den samfundsmæssige og internationale sammenhæng, den tyske besættelse og modstandskampen indgik i: Forskydningerne i det kapitalistiske verdenssystem efter første verdenskrig, Sovjetunionens opståen, forudsætningerne for fascismen sejr i først Italien og senere i Tyskland, den økonomiske verdenskrise i 30erne, arbejderbevægelsens overtagelse af den politiske magt i Danmark fra 1933, den spanske borgerkrig, forskellene i den tyske politik i de besatte lande (i Vesteuropa en relativt civiliseret besættelse, men i Østeuropa en racistisk udryddelseskrig), de indbyrdes modsætninger i det tredje riges magtstrukturer; de forskelle i forventningerne til efterkrigstidens Danmark modstandsbevægelsens forskellige grupperingerne, politikerne og arbejdsgiverne havde, den tilspidsende konflikt mellem de tidligere allierede osv., osv. Her kunne man som ramme med fordel have skelet til den struktur, som Bo Lidegaards bog fra 2005 ”Kampen om Danmark 1933-45” hviler på, uanset i hvilken grad man måtte være enig med Lidegaards udlægning af historiens gang. Man skal jo huske på, at de helt overvejende afgørende faktorer i besættelsens karakter og den konkrete udformning den og modstanden fik, først og fremmest var det tredje riges interne modsætninger og verdenskrigens gang og ikke den politiske udvikling i Danmark.
Noget andet man savner, er en fremstilling af klassekampens udvikling under besættelsen. Der er ingen tvivl om at virksomhedsejerne og især landbruget udnyttede situationen – noget som i sær den socialdemokratiske historiker Henning Tjørnehøj utrætteligt har påpeget. For det første fordi fagbevægelsen allerede tidligt i besættelsen accepterede lønstop og strejkeforbud, noget der førte til en faldende realløn. For det andet fordi landbruget tjente svimlende summer på landbrugseksporten til Tyskland.
Her er et lille idekatalog til forbedring af udstillingen:
- Jødernes flugt: Et kort over flugtruterne, hvad kostede det, var der lige muligheder for flugt for rige og fattige jøder, jødernes liv i Sverige
- Et interaktivt kort over sabotageaktioner: Vælg en sabotage og få alle oplysninger, billeder, lyd osv.
- Modstandskampens praktiske detaljer: F.eks. distribution og trykning af illegale blade
- Modstandskampens konkrete betingelser: F.eks. hvordan skaffede man biler, hvad skulle der sørges for, når nogen gik under jorden, hvordan skulle man forholde sig, hvis man blev taget, rekrutteringen af modstandskæmpere, planlægning af aktioner, hvad lavede modstandsfolkene om dagen …
- De politiske modsætninger i modstanden
- Efter 1945: De tyske flygtninge i Danmark, retsopgørets karakter, behandlingen af ’tyskerpigerne’, tyske krigsfanger som mineryddere …
Noget andet jeg savner er det, som jeg skrev lidt om i begyndelsen af denne anmeldelse: At erindringen om besættelsen har mange lag. En inddragelse af disse lag ville gøre udstillingen langt mere levende og vedkommende.
Og så måske det, der er den største mangel: Hvor er børnene henne? Hvordan var det at være barn i et land besat af fremmede soldater, hvordan var det at være barn af en modstandskæmper og hvilke spor satte deltagelsen i modstanden sig i familierne …
Det er min opfattelse, at man ved at have udnyttet den kontrafaktiske eller alternative metode og brugt nogle af ideerne fra idekataloget ovenfor uden, at have svigtet sin hovedopgave at være museet for modstandskampen, kunne have skabt en udstilling, der var langt mere spændende og givende. Netop fordi en sådan tilgang ville have krævet noget af publikum og gjort historien levende på en helt anden måde end audioguides, tekniske fix og fjerne skuespillere nogensinde ville kunne og på den måde faktisk have levet op til ”modstand er ikke altid sort/hvidt”.
Efterskrift: Jeg har ikke i anmeldelsen medtaget en omtale af den spændende – og ophidsede -debat, der efter det gamle museums brand rejste sig om, hvilken karakter et nyt museum skulle have. Her henviser jeg derfor til Charlie Krautwalds opgave fra 2013, "Frihedsmuseet og besættelsestidens kulturarv".