Kvinderne har sejret sig til flere bank
af Gunna Starck
Her 8. marts har en række organisationer arrangeret en konference om vold mod kvinder. Den var i første omgang planlagt til 25. november, som er international dag til bekæmpelse af vold mod kvinder. Den blev af gode grunde aflyst og afholdes nu, så man kan følge med på Zoom.
Bank er ikke husspektakler. Volden skal sættes ind i en overordnet politisk ramme:
Når Donald Trump vinder et valg på sloganet "Make America Great Again”, så mener han “Make the White Man Great Again”, og det vækker genklang, for der lurer en - for mange uerkendt - angst for at miste sine velerhvervede rettigheder og privilegier angst for at miste kontrollen. Fra at latterlig- og nedgøre kvinder (feminister), ser den traditionelle mand nu, at den verdensorden, hvor han følte sig som nr. 1, er ved at skride. Man kan som bekendt kun være nr. 1, hvis man har eller konstruerer en nr. 2. Latterliggørelse bliver ikke nok, man er nødt til at gå i krig, slås og slå. Kvinderne har sejret sig til (flere) bank.
Derfor dette ubændige had til feminister (ikke til kvinder som sådan med mindre de antyder sympati med feminismen). Især de mænd, som er valgt helt fra af kvinder, (bort)forklarer det med feminisme - at der kunne være noget uattraktivt ved dem som mennesker, er ikke faldet dem ind. Af samme årsager er en ikke-binær dagsorden både truende og hadet (de binære/rigtige kvinder kan jo bringes på rette vej med noget kølle).
Kort sagt patriarkatet, det lille kongedømme, den rigtige familie (mor, far og børn) er truet, og den magtbase forsvarer man med alle midler. Det er derfor heller ikke noget tilfælde, at kampen for fri adgang til abort ligeledes ses som en trussel mod retten til at kontrollere kvinder.
Det private er som bekendt politisk!