Danmarks “dagsorden for demokratisk ejerskab” viser, at vi selv kan styre vores liv
af Poyâ Pâkzâd, økonomisk rådgiver for Enhedslisten.
Denne artikel er oversat fra engelsk af Peer Møller Christensen. Artiklen er oprindeligt udgivet på det amerikanske webtidsskrift, Jacobinmag med titlen ”Denmark’s “Democratic Ownership Agenda Shows We Can Run Our Own Lives”, Jacobinmag, 16. december 2020, og den bringes her med tilladelse fra forfatteren.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Forfatterens kommentar til artiklen
Med hensyn til diskussionen om socialistisk planøkonomi vs. markedssocialisme, er mit indlæg ikke tænkt som et alternativ til planlægning. Det er mere pragmatisk end som så. Vi har i dag en markedsøkonomi domineret af aktionærerne. Kan man gøre dét system mere egalitært? Ja, man kan overgå til en associativ økonomi, hvor ejerskabet er bredt demokratisk ud mellem medarbejderne, forbrugerne eller borgere i lokalmiljøet. Disse virksomheder kan så pålægges at overskudsdele og skyde en lovbestemt procent af overskuddet ind i en udelelig reserve (en social kapital), som ejerne ikke kan trække ud som udbytter. Denne måde at indrette markedsøkonomien på er ikke tænkt som en utopi eller som alternativ til demokratisk fælleseje. Min praktisk-idealistiske holdning er, at demokratiske virksomheder kan supplere offentligt ejerskab over kritisk infrastruktur (sundhedsvæsen, uddannelsessektoren, finanssektoren forsyningssektoren, CO2-tunge industrier, mv.). Jeg tænker, at det ville være til af leve med, hvis fx. demokratisk ejede frisørsaloner og håndværksfællesskaber mv. opererede på et marked, mens de øvrige samfundskritiske sektorer hører under en planøkonomi.
Jeg har det med socialisme, som Rosa Luxemburg skrev i sin kammeratlige kritik af den russiske revolution: Vi ved, hvad vi skal rive ned. Men hvad vi skal sætte i dets sted, rejser tusind praktiske spørgsmål, som vi kun kan få klarhed over i selve forsøget på at opføre et nyt økonomisk system. Jeg tænker, at en sådan bevidsthed om, at fremtiden er omgivet af tåge, og at vi ikke har et enkelt arkimedisk punkt at løfte hele opgaven ud fra, maner til en nødvendig forsigtighed uden at lamme os alt for meget i vores bestræbelser.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Danmarks nye finanslov lover flere statslige investeringer og penge til velfærd, men også en kommission, som skal hjælpe arbejdere med at få kontrol over deres arbejdspladser. Finansloven markerer et brud med årtiers krav om privatiseringer og udgør et lille skridt i retningen af en økonomi, der tjener sociale behov og ikke kun skaber overskud til aktionærerne.
Danmarks dominerende politiske kraft i store dele af det sidste århundrede, Socialdemokratiet, leder i dag en mindretalsregering, der er afhængig af mindre allierede. Vigtig blandt disse er Enhedslisten, der er kendt som en særlig stærk forsvarer af velfærdsstaten. Enhedslistens økonomiske rådgiver, Poyâ Pâkzâd, og folketingsmedlem, Pelle Dragsted, skrev i 2018 en indflydelsesrig rapport, der fremhævede, hvordan demokratisk ejerskab af arbejdspladser kunne styrke borgerne og gøre økonomien mere retfærdig, og den 6. december 2020 forpligtede en ny finanslov regeringen til at forfølge denne dagsorden. I denne artikel forklarer Poyâ Pâkzâd, hvordan det at gøre det muligt for arbejdere at kontrollere deres arbejdspladser kan få økonomien til at fungere for samfundet og vort miljø, ikke kun for at skabe overskud.
Den 6. december 2020 underskrev Danmarks socialdemokratiske regering den årlige finanslov sammen med sine parlamentariske støttepartier - et dokument, der markerer et brud med mindst et årti med offentlige nedskæringer og skattelettelser til de rige. I stedet for det sædvanlige neoliberale angreb på det sociale sikringssystem øger den nye finanslov de offentlige udgifter og styrker centrale dele af velfærdssystemet som børne- og ældreområdet, uddannelse og sundhed. Finansloven indeholder også en omfattende stimuleringspakke i kølvandet på COVID-19-pandemien og historisk store investeringer i klimaindsats og forsvar af biodiversiteten.
Så finansloven er som helhed opmuntrende. Men når jeg udtaler mig som økonomisk rådgiver for Enhedslisten, er der et lille hjørne af dokumentet, der især interesserer mig. På forslag fra Enhedslisten fastslår finansloven, at der skal nedsættes en "ekspertgruppe" til fremme af demokratisk ejerskab og demokrati på arbejdspladsen. Hvis det lykkes, giver det forventninger om lokalsamfund og arbejdende mennesker kan tage ansvar for deres egen skæbne - for første gang i årtier er der et alternativ til privatiseringens damptromle.
Mindretalsregering
Før vi dykker ned i denne lovende dagsorden, er det værd at sige et par ord om den danske politiske situation. Socialdemokraterne leder en mindretalsregering, hvis flertal er baseret på Socialistisk Folkeparti, Det radikale Venstre og Enhedslisten (og uformelt det økologiske parti, Alternativet). Regeringens stabilitet bunder i principper, som er skitseret i et "forståelsespapir", der blev forhandlet mellem disse partier efter valget i juni 2019. Under disse forhandlinger lykkedes det Enhedslisten at få Socialdemokratiet til at love, at "uligheden vil blive reduceret" i de næste fire år, at "topskatten ikke bliver sænket" og "det sociale sikkerhedsnet ikke vil blive forringet." Den positive retning i finansloven og i den fra året før, udspringer af denne forståelse.
Dette betyder ikke, at alle parter er enige om alt. Faktisk har Enhedslisten og Socialdemokratiet helt forskellige mål - og forskellige måder at tænke på. Mens en mindretalsregering regerer på grundlag af de interesser, den har til fælles med sine andre parlamentariske støttepartier, er Socialdemokratiet ikke gået af vejen for at samarbejde med højrefløjen, når man har fundet det nødvendigt. Derudover var dets succes ved sidste års folketingsvalg ikke kun baseret på et løfte om førtidspensionering for arbejdere, der blev syge eller nedslidte af deres job - et par år før de normalt ville blive berettiget til det - men også på en forpligtelse til at fortsætte den tidligere højreorienterede regerings "stramme indvandringspolitik. ” Den gentagne påstand om, at vi hidtil har været for lempelige og naive over for indvandring og integration af ”ikke-vesterlændinge” og deres børn er en generel trossætning i dansk politik.
Hvis Enhedslisten havde haft mandater nok til at udarbejde finansloven alene, ville vi i dag fejre et historisk demokratisk-socialistisk program. Desværre er det ikke tilfældet. Men alligevel er forhandlingsresultatet et ganske tilfredsstillende kompromis i betragtning af magtbalancen i dansk politik. Og budgettet indeholder også flere små, men vigtige trin i udformningen af den fremtidige økonomiske politik. For eksempel har vi fået gennemført en gennemgang af de makroøkonomiske modeller, som Finansministeriet bruger til at måle de økonomiske konsekvenser af potentielle politiske foranstaltninger. De nuværende modeller favoriserer systematisk skattelettelser og reduktion af de sociale udgifter, mens de undervurderer de positive dynamiske virkninger af velfærdsinvesteringer eller klimaforanstaltninger. Forhåbentlig vil denne farce med den nye aftale snart få en ende.
En dagsorden for demokratisk ejerskab
Den virkeligt lovende del af finanslovsforslaget vedrører demokratisk ejerskab. Omkring fire millioner er afsat til en "arbejdsgruppe af eksperter", som skal analysere og komme med anbefalinger til fjernelse af barrierer for etablering af "demokratiske virksomheder" eller demokratisering af allerede eksisterende virksomheder. Det er klart, at dette initiativ kun er en begyndelse - men hvis det føres rigtigt ud i livet, kan det udløse en kooperativ bevægelse.
I vore dages neoliberale kapitalisme er den form for ejerskab, der er blevet fremherskende, aktiebaseret ejerskab af kapitalen, hvor ens indflydelse på virksomhedens anliggender er afhængig af størrelsen på ens investering. Det er ikke ejendom i form af besiddelse, som det at eje en cykel eller en tandbørste. Dette er pr. definition klasseejendom, der hviler på udbytning - det økonomiske fundament for dannelsen af klasser.
Den kooperative ide har altid været arbejderbevægelsens såkaldte tredje streng sammen med fagforeninger og partipolitiske organisationer. Alligevel er det i de seneste årtier blevet relativt forsømt af socialister. Der er en sund dosis skepsis og en tilbagevendende diskussion blandt socialister om arten og kvaliteten af kooperative eksperimenter. Ville en kooperativ økonomi erstatte kapitalismen? Kunne den tjene som en overgang til socialisme? Ville den markere en afslutning på markedskonkurrence og profitmaksimering?
Det er alt sammen gode spørgsmål, som jeg ikke foregiver at have det endelige svar på. Men prøv et øjeblik at gøre sådanne spørgsmål til en lakmusprøve for næsten enhver forbedring, stor eller lille, som man kan komme i tanker om. Hvis socialister gjorde det (det gør vi alt for ofte!), ville vi slet ikke komme ud af stedet. Ejendomsrelationer og ejerskabsstrukturen i en økonomi understøtter formuefordelingen, sociale relationer og interaktion på markedet. På et individuelt niveau er det at eje noget en afgørende faktor for ens muligheder for at deltage i økonomien, få adgang til kredit, forhandle sin løn, bestemme sin egen arbejdstid og planlægge sin fremtid. En demokratisk ejet virksomhed gavner ikke kun sine medarbejdere inden for disse forhold, der optræder inden en fordeling, men den ville også opføre sig radikalt forskelligt fra virksomheder, der ejes af en enkelt kapitalist, en familie eller en lille gruppe aktionærer.
Det har også virkninger for samfundet som helhed. Aktionærer har tendens til at søge kortsigtede overskud gennem kortsigtede investeringer, reduktion af arbejdernes løn og arbejdsomkostninger, eksternalisering af risici, minimering af skatter, maksimering af lederlønninger og aktionærudbytte, finansialisering af formuen osv. De skraber også politisk magt til sig, som de bruger til at gennemtrumfe disse foranstaltninger til skade for arbejderne og samfundet som helhed. Demokratisk ejede virksomheder har derimod en tendens til at prioritere deres medarbejdere meget højere - og være meget mere lydhøre over for lokalsamfundet og miljøets tilstand.
Overtagelse af kontrollen
Demokratisk ejerskab giver mening i Danmark. For det første har det en lang tradition i vores historie. Politisk nyder det støtte på tværs af det politiske spektrum. Og økonomisk står vi over for et stort generationsskifte i ejerskab - med et sandsynligt tab af produktivitet som resultat. De fleste virksomhedsejere er boomere, som er ved at gøre sig klar til at gå på pension inden for de næste ti år, hvilket vil påvirke op til 60 procent af alle virksomheder og hundreder af tusinder af job. Sådanne virksomheder vil typisk arves af de nærmeste efterkommere eller blive solgt til private investeringsfirmaer. De fleste af disse virksomheder er modne til demokratisering, men juridiske og monetære barrierer - og ren og skær vane - skal ryddes af vejen for at give både ejere, ansatte og forbrugere incitament til at gå i den retning.
Håbet er, at den nye arbejdsgruppe vil lægge op til, at sådanne barrierer fjernes, mens den peger på konkrete handlinger, som staten kan foretage for at fremme demokratisk ejerskab. Det kunne gøres ved at lette adgangen til kapital ved at oprette en kooperativ investeringsfond, implementere love, der sikrer arbejdernes demokratiske rettigheder og beskytter kooperativer mod eksterne overtagelser. Andre positive foranstaltninger ville være at give arbejderne mulighed for at overtage kriseramte virksomheder eller give skattelettelser for at afsætte en bestemt procentdel af forretningsoverskuddet til en udelelig reserve osv.
I dag har ca. 70 procent af alle konventionelle, private virksomheder i Danmark kun en enkelt ejer - resten ejes stort set af private investorer og investeringsfirmaer. Der er ingen sund fornuft i at videreføre denne koncentrerede ejerskabsstruktur ud over at være en lille elite tilpas.
De økonomiske fordele ved demokratisk ejede virksomheder er betydelige. De er mere produktive, mere modstandsdygtige i krisetider, mere befordrende for forandring (såsom grøn omstilling), mere langsigtet orienteret og bevarer en højere grad af stabilitet i beskæftigelsen og har større incitamenter til at tjene det fælles gode uden for selve arbejdspladsen.
At opnå en "blandingsøkonomi" med offentligt ejet kritisk infrastruktur (f.eks. sundhed, uddannelse, energiproduktion og banker) og en demokratisk sektor i stedet for private diktaturer ville betyde en omformning af den kapitalistiske økonomi til en associativ økonomi, der tjener de mange i stedet for de få. Det vigtigste aspekt af dagsordenen for demokratisk ejerskab er kampen mod ejendomsrettens klassetyranni. Vi tager vores demokratiske rettigheder for givet på det politiske område - så hvorfor i alverden skulle det være anderledes på det uhyre store og magtfulde økonomiske område, hvor vi tilbringer størstedelen af vores liv?
Demokrati, lighed og autonomi er mål i sig selv, værdier der skal vindes - og meget troligt is nødvendigheder for en anstændig overlevelse. Danmarks dagsorden for demokratisk ejerskab er et skridt i den retning.