Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

COVID-19, vaccineimperialisme og sundhed for alle

 

af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion.

 

Corona pandemien har brutalt afsløret ulighederne globalt og udstillet vores sårbarhed. Vi er naturvæsener og en del af naturen ligesom virus, men samtidig er mennesket et væsen som gennem bevidsthed, erfaring og videnskab har lært at håndtere mange trusler.

Trusler som før kostede millioner livet kan i dag kontrolleres gennem forebyggelse og sundhedssystemer. Men det fungerer kun hvis sundhed er en førsteprioritet, en menneskeret og tilgængelig for alle, så de fattigste ikke forlades på perronen. ”Sundhed for Alle” var den strategi som alle verdens lande slog fast i 1978 i den berømte Alma-Ata erklæring.

 

COVID-19 udstiller med forstørrelsesglas hvordan sundhed og forebyggelse er prioriteret. I mange lande har man fulgt Verdensbankens anbefalinger om effektivitet og privatisering. Privathospitaler og kommercialisering af sundhed er vokset eksplosivt.  Udgifterne til livsnødvendig medicin er steget lige så voldsomt, og aktionærerne i medicinalindustrien jubler. Nogle af verdens rigeste lande ligger i knæ og har kæmpe problemer med både at forebygge og behandle de tusinder som rammes. Verdens rigeste land USA er i total krise med tusinder døde og et sundhedssystem i knæ. ​​ 

 

I stedet for at satse på primær sundhed som er til gavn for den brede befolkning, har man satset på den sekundære sundhed i form af behandling af bestemte sygdomme, ​​ som medicinalindustrien kan lave den største profit på. Samtidig har man fremmet en ideologi om at din sundhed er dit eget ansvar, og derfor må du forsikre sig og spise sundt. Men det kan de fattigste ikke betale, og derfor øges deres sårbarhed. Hvad vi ser udstillet i klart lys i denne pandemi som hærger globalt.

 

COVID-19 er svær at få under kontrol, og der foregår globalt et uskønt kapløb mellem nationer og koncerner om at komme først med en effektiv vaccine. Det manglende internationale samarbejde springer i øjnene. Hvor er den globale krisestab? Desperation, arbejdsløshed og sult vokser blandt de fattige både i vesten og i de fattige lande. Vaccine nationalisme viser sit grimme ansigt, og viser behovet for at FN og WHO oprustes, organisationer som de vestlige lande har nedprioriteret i troen på at kapitalismen og markedet løser alle problemer. Spanien viste et eksempel ved at nationalisere de private hospitaler ved pandemiens udbrud.  ​​ 

 

Vi ser også at lande med effektive stater som prioriterer folkesundhed klarer denne pandemi langt bedre. Det bør være et wake-up call, og give anledning til alvorlig selvransagelse i de vestlige kapitalistiske markedsøkonomier, som har overladt alt for meget til markedet og medicinalindustriens profitinteresser. Som epidemiologen Rob Wallace har sagt: ”Hvis brandfolk får de fornødne ressourcer, kan de fleste brande, under normale forhold slukkes…men dette er kritisk afhængig af en meget mindre romantisk, men ikke mindre heroisk indsats, som vedvarende begrænser risikoen gennem regler og påbud.”

 

Sundhedsarbejdere og progressive kræfter må danne en fælles front. En proletarisk organisering som bygger på traditioner fra arbejderbevægelsens kampe, hvor også almindelige mennesker deltager gennem støttegrupper og nabohjælp.

 

Det handler ikke kun om en vaccine, men også om et offentligt sundhedssystem som reorganiseres. Så sundhedsarbejderne ikke slides ned, men får de fornødne ressourcer til at forebygge og behandle folkesygdomme. Her også et beredskab til at klare pandemier som man har vidst ville komme, men ikke har taget alvorligt. Der er brug for en planøkomisk tilgang så der kan startes masseproduktion af udstyr og vacciner, og leverancer prioriteres til de mest udsatte befolkninger. ​​ 

Det handler om alvorlige trusler mod menneskeheden, og vi skal anerkende vigtigheden af sundhed for alle. Vi må bekæmpe at profitten kommer før sundhed.