Kritisk Revy

En valgkamp er slut – en politisk kamp er begyndt

af Niels Henrik Nielsen, medlem af Kritisk Revys redaktion ​​ 

Onde tunger påstår, at Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko ringede til Donald Trump og meddelte, han ikke anerkendte valget af Joe Biden som ny præsident og derefter ønskede Trump tillykke med genvalget.

Det er naturligvis løgn – lige som i øvrigt mange af Donald Trumps tweets har været det i løbet af de sidste fire år. Donald Trump har skrevet sig ind i historien, som den første siddende præsident i USA, der ikke har anerkendt et præsidentvalg. I modsætning til Lukasjenko – eller for den sags skyld Xi Jinping og Vladimir Putin – havde Trump ikke magten til selv at bestemme resultatet af valget. Det er forståeligt, hvis Trump er skuffet. Han har fået over 71 millioner stemmer og er dermed den republikanske præsidentkandidat, der i historien har fået flest stemmer. Han blev kun overgået af et lige så historisk højt antal stemmer til sin demokratiske modkandidat, som har fået omkring 75 millioner.

Kigger man på valget til senatet og repræsentanternes hus, så har valget været en skuffelse for Demokraterne. Foreløbig har man mistet fire pladser. Alt peger på, at man, også når de sidste stemmer er talt op, fortsat vil have flertallet – men et mindre flertal. I senatet er det indtil videre uafgjort. Demokraterne har vundet en enkelt plads indtil videre. Det blev ikke den store sejr for Demokraterne, meningsmålingerne ellers forudså. På nuværende tidspunkt er det langt fra sikkert, at partiet kommer til få flertallet i begge kamre og således kan gennemføre sin politik.

Netop resultatet viser den dybe splittelse i det amerikanske samfund. Ikke mindst viser det, hvorledes Donald Trump var i stand til at mobilisere sine hvide vælgere, ja faktisk gøre sin vælgerbase større end i 2016 med flere især af latinamerikansk og asiatisk oprindelse – på trods af en pandemi, hvor millioner af amerikanere er blevet smittet og mere end 250.000 er døde og på trods af en dramatisk høj arbejdsløshed på mere end 20 millioner som følge af pandemien.På trods af uanede mængder af løgne og manipulationer i tekst og tale har han alligevel holdt vigtige løfter fra valgkampen i 2016. Således opsagde Trump den eksisterende NAFTA-aftale. På kort tid kom der en ny aftale, der var markant bedre for amerikanske – og mexicanske – arbejdere. Han trak USA ud af Paris-aftalen og skabte hundredtusinder af job i fracking-industrien. Sidst, men ikke mindst er Trump vel den første amerikanske præsident i nyere tid, der ikke har kastet USA ud i nye krige – tværtimod er soldater trukket tilbage fra forskellige krigsskuepladser. Ja, han har givet sine rige millionær- og milliardærvenner store skattelettelser, men han gav også – inden pandemien ramte USA – mange almindelige mennesker et job og håbet tilbage om en anstændig tilværelse. Han talte i ord men ikke i gerninger ofte «Big Tech» og Wall Street imod til stor applaus fra de mange, som har mistet hus og hjem på grund af finanskrisen. Staten Florida kan være et illustrativt eksempel på bredden i Trumps politiske base. Donald Trump vandt staten og samtidig stemte et flertal for at forhøje mindstelønnen til 15 $ i timen.

Trump tabte, ikke fordi han ikke holdt sine vigtigste valgløfter fra valgkampen i 2016, han tabte ikke fordi hans vælgere havde mistet troen på ham, men fordi det demokratiske partis venstrefløj var i stand til at mobilisere flere - først og fremmest sorte og latino-vælgere.

Det bliver interessant at følge, hvorledes Trumps vælgere vil reagere især den hvide befolkning. Historien har vist, at når store samfundsgrupper ikke længere føler, at de kan vinde ved demokratiske valg, bliver fristelsen til udenomsparlamentariske løsninger meget stor. Hvid nationalisme vil sandsynligvis vokse. Det kan være Trump tabte valget men ”Trumpismen” er langt fa død. Og det står hen i det uvisse, hvorledes de mange tungt bevæbnede ekstremt højreorienterede militsgrupper vil reagere.

For alle andre end Donald Trumps vælgerbase var frygten for fire år mere med ham som præsident større end lysten til at stemme på Joe Biden. Som en vælger udtrykte det på CNN: ”Jeg stemte på Joe Biden, men der er egentlig ikke noget at fejre.”

Det demokratiske parti har i årevis talt om racelighed, om mindretalsrettigheder, lige muligheder for kvinder og mænd. Men det har aldrig udfordret den økonomiske magtelite. Bernie Sanders forsøgte første gang ved primærvalgkampen i 2016 – og blev undergravet af partiets ledelse. Han forsøgte igen i 2020 – og blev igen undergravet af partiets ledelse. Men Sanders fik indflydelse på det program, som Biden gik til valg på og som var forudsætningen for de demokratiske græsrødders succes i mobiliseringen af nye og gamle vælgere til partiet.

Som Naomi Klein er citeret for i den britiske avis The Guardian: ”Selv om det demokratiske partis basis var mere på linje med Bernie Sanders eller Elisabeth Warren på grund af deres støtte til sundhedsforsikring til alle og Green New Deal, så var partiet sikker på, at Bernie Sanders var for risikabel at satse på og derfor sluttede man op om Joe Biden”.(1)

I modsætning til Trump opfører Joe Biden sig altid ordentligt og taler pænt. Men han er en del af det politiske establishment, der i 2008 reddede bankerne, men accepterede, at almindelige mennesker blev sendt ud i økonomisk og social deroute. Det er ikke til at se for sig, hvorledes den nyvalgte præsidentduo – Joe Biden og Kamala Harris – skulle udfordre de herskende økonomiske og politiske magtstrukturer.

Så når Joe Biden i sin ”tiltrædelsestale” siger, han vil samle nationen og være præsident for alle amerikanere, så er svaret, ikke bare fra Trumps vælgere, men også fra betydelige dele af det demokratiske partis græsrødder, nej de ønsker ikke, han skal være præsident for alle amerikanere, men kun for de 99%, som har brug for en omfordeling af især den økonomiske magt.

Mange europæiske ledere åndede lettet op, da Joe Biden blev valgt. De skal ikke længere stå model til offentlig udskamning eller hånende ord, Men alt tyder på, at Biden, som Trump, vil insistere på, at europæerne skal bidrage mere til NATO og i sikkerhedspolitikken. Der er en naturlig grund til, hverken Xi Jinping eller Vladimir Putin har lykønsket Biden med sejren, For også han lægger op til en hård kurs over for begge lande.

Den interne magtkamp i det demokratiske parti om den politiske linje er allerede i gang. Partiledelsen har beskyldt venstrefløjen for at være årsag til at sejren ikke blev større. Omvendt har eksempelvis Alexandria Ocasio-Cortez har været ude med kritik af såvel Biden som partiet for inkompetence og manglende anerkendelse af græsrøddernes afgørende indvirkning på valgdeltagelsen og dermed demokraternes sejr i præsidentvalgkampen.¹ ​​ Hvis ikke partiet anerkender dette, vil næste valg blive en katastrofe, hvor det formentlig ikke er Joe Biden, som skal genvælges – han vil da være 82 år. Det er snarere hans vicepræsident Kamala Harris.

Et valg er overstået. Et nyt valg om politisk linje er i gang. Denne gang kun inden for det demokratiske parti – mellem partiets og højre- og venstrefløj.. Men det kan blive afgørende for, om verden vil se et lidt mere progressivt USA eller det bliver en tilbagevenden til tidligere tiders liberale politik med gaver til de rigeste og skattestigninger for middel- og arbejderklassen.

Noter:

1.Se https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/nov/08/joe-biden-risky-candidate-us-election