Kritisk Revy

Der hersker kaos under himlen , situationen er fremragende -

går Enhedslisten i København i offensiven?

af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

Overskriften er en lettere omskrivning af et citat fra formand Mao, der henviser til, at netop situationer, der er præget af store og måske uoverskuelige omvæltninger, også kan være situationer, der giver store muligheder. I den foreliggende situation med et kommunalvalg, der skal afholdes næste år og med et socialdemokrati, der stadigvæk er svækket af Frank Jensens pludselige tilbagetræden pga. anklager for sexistisk adfærd, kan give venstrefløjen, manifesteret som Enhedslisten, nye muligheder, men stiller også partiet overfor nogle valg og de dermed forbundne risici.

Ifølge sit program arbejder Enhedslisten for gennemgribende samfundsforandringer, der på alle samfundets niveauer og i alle institutioner skal forrykke magtbalancen i samfundet til de underprivilegerede klassers fordel, dvs. foranstaltninger, der eliminerer eller formindsker kapitalens magt og sætter befolkningsflertallet i stand til at få magt over eget liv. Det er derfor nok et kvalificeret gæt, at denne grundindstilling også vil gælde partiets politiske arbejde på kommunalt niveau og derfor også København.

Efter at ELs nuværende teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen, meddelte, at hun ikke genopstillede som partiets spidskandidat og dermed til en ny borgmesterperiode, har der i EL rejst sig en diskussion om, hvad det egentlig indebærer at påtage sig en borgmesterpost og hvilken indflydelse man dermed reelt får på udformningen af den pågældende forvaltningsgren, så den resonerer med partiets politik på området. Debatten om Enhedslistens arbejde på det kommunale plan i København fik naturligvis tilført et nyt aspekt med Frank Jensens pludselige afgang som overborgmester.

Hvad kan man som borgmester?

Fordi den politiske ledelse af en forvaltningsgren udgøres af en borgmester valgt af et parti, er det en mulighed for partiet for at præge denne forvaltnings arbejde og dermed potentielt realisere en del af partiets politiske program. Lad os derfor se på, hvad der på denne post egentligt er muligt, når nu kommunen er en del af den udøvende magt og ikke den lovgivende og derfor skal følge Folketingets beslutninger.

En borgmester er ’blot’ formand for et politisk udvalg og dermed politisk leder af en forvaltningsgren. Det betyder ofte, at en borgmester opfattes som sit partis leder i København, noget der ikke svarer til ELs kollektive indretning, hvor partiets Københavns-bestyrelse er den politiske ledelse for ELs BR-gruppe.

Borgmesteren har ingen instruktionsbeføjelse – det har det politiske udvalg - overfor sin forvaltning, hvis daglige ledelse er en administrativ chef, der indretter forvaltningen og dens arbejdsgange. Borgmesteren kan heller ikke fyre en administrativ chef, men kan indstille vedkommende til fyring for økonomiudvalget. Det samme kan det politiske udvalg.

Men hvad kan en borgmester så ? Borgmesteren skal sikre, at udvalgets og BR´s beslutninger gennemføres og at udvalgets beslutninger foretages på et oplyst grundlag. Dermed kan borgmesteren også, som styrelsesloven bestemmer, afvise en sag, hvis ikke den anses for tilstrækkeligt oplyst. Opfyldelsen af oplysningspligten sker på formøder, hvor sagerne gennemgås. Man kan også som borgmester præge den politiske debat og sætte en dagsorden, anvise retning for forvaltningen og udstikke retningslinjer for forvaltningens arbejde.

Men som borgmester kommer man ofte ud i dilemmaer som f.eks. at flertallet i udvalget vil noget andet end borgmesteren, at udvalget ikke vil stemme for borgmesterens forslag, at der opstår skandaler i forvaltningsgrenen, at der er for få penge til det, man anser for nødvendigt. Det skal en borgmester kunne håndtere uden at tabe hovedet, men samtidig på en sådan måde, at man viser, at man ikke er bange for stormvejr, for at være stædig, sætte en dagsorden, gå i pressen eller stille op.(2)

En borgmesterpost er underlagt disse rammebetingelser. Det følger heraf, at det kun er en konkret vurdering af de faktorer, der påvirker realiseringen af partiets politik, som afgør, om det politisk set ’kan betale sig’ at tage en borgmesterpost. At sidde med ved bordet er ikke et mål i sig selv, hvis man ved at påtage sig en borgmesterpost ikke er i stand til at ændre eller synligt præge den forvaltningsgren, man er politisk ledelse for. Man risikerer at blive politisk ansvarlig for noget, man enten ingen indflydelse har på eller ikke er politisk dygtig eller stærk nok til at sætte sig igennem for eller bruge som middel i den politiske kamp.

Når man gennem en borgmesterpost vælger at tage det politiske ansvar for en forvaltningsgren, er det forhåbentlig derfor netop ud fra en kølig og nøgtern analyse af de politiske muligheder, der ligger i at påtage sig netop denne gren. ​​ Men der synes Enhedslisten i København i den forløbne periode at have haft en mindre heldig hånd. Dette er der en række forklaringer på. En kunne være, at partiet ikke har et fokuseret, overordnet synligt mål med sit politiske arbejde i København og endnu ikke ud fra en analyse af de konkrete forhold har diskuteret de muligheder og begrænsninger og dertil hørende politiske potentiale for sejre og nederlag, der ligger i at tage en borgmesterpost. Gør man ikke det, er der en fare for at ende i defensiven og gå fra sag til sag uden en udtalt linje eller blot reagere på andres initiativer. Viljen til magt må med andre ord være til stede og være synlig for både støtter og modstandere.

Den lange tid, hvor Enhedslisten har siddet på Rådhuset, åbner også for andre mulige farer, nemlig at man over tid kommer til at støtte sig for meget på embedsværket eller at ELs politiske handlinger de facto kommer til at foregå indenfor de rammer, som det borgerlige, parlamentariske system sætter. Det betyder at f.eks. budgetforhandlingerne kan komme til at fylde uforholdsmæssigt meget.

Det bedste for et socialistisk parti er at det billedligt talt ikke står bag Rådhusets gardiner og kigger ud på borgerne, men omvendt står blandt borgerne og kigger ind på Rådhuset. At blive opfattet som embedsmænd eller som embedsmændenes forlængede arm ville være meget farligt.

Og her kommer så det med magten

I København har EL ædt sig ind på S: Ved kommunalvalget i 2017 fik S 27,6 % af stemmerne, mens Enhedslisten fik 18,4 %, men ved folketingsvalget i 2019 var afstanden mellem de to partier faldet til 17,2 % til S og 16,8 % til EL. Men får man nok ud af det?

Ligesom for andre partier, er det ELs centrale opgave er at vinde den politiske magt i Københavns kommune, enten alene eller i samarbejde med andre partier, hvis en analyse af de konkrete forhold støtter en sådan politik.

En overordnet strategi for EL i Københavns kommune kunne være, at man åbent erklærede, at man arbejder for at vinde den politiske magt i København - herunder overborgmesterposten, ​​ at man lægger vægt på at partiets politik i København er tæt forbundet med ELs rolle som et parti, der arbejder for gennemgribende samfundsforandringer og ikke mindst at erklære sig som partiet, der forsvarer byens lav- og mellemindkomstgruppers interesser.

Ved at udvælge tre-fem valgtemaer til den kommende kommunale valgkamp, der er direkte forbundet med vælgergruppernes livsbetingelser i byen som f.eks. bolig, transport, klima, beskæftigelse, umiddelbar borgervenlig adgang til forvaltningen og regional planlægning ville man skabe en direkte kobling mellem partiets politik og vælgergruppernes umiddelbare interesser.

Et selvstændigt mål kunne i sig selv være at gøre den eller de pågældende forvaltningsgren(e) til et mønster for borgervenlighed eller i modsat fald at vise vælgere og medlemmer de forhindringer, der er, for at man kan få forvaltningsgrenen(e) indrettet således. ​​ Det samme gælder for bestyrelsesposter i offentligt ejede selskaber, der jo også kan udnyttes til det yderste til gavn for borgere og ansatte.

Endelig kunne EL styrke sin selvstændige position ved I København at sætte et arbejde i gang for at udarbejde sin egen helhedsplan for, hvorledes EL ønsker København som en del af regionen skal udvikle sig. Uden en egen plan er der en risiko for de facto at være henvist til at reagere på især socialdemokratiets udspil.

En sådan strategi kunne have potentialet til at blive ELs nye og dynamiske projekt for sit politiske arbejde i København og til at puste nyt liv i partiets afdelinger og aktivister og dermed også til at tiltrække nye medlemmer og vælgere.

Hvorvidt EL er i stand til at realisere sine programmer, er bl.a. afhængigt styrkeforholdet mellem samfundets forskellige kræfter, de love og andre bestemmelser, der styrer det kommunale område, graden af folkelig mobilisering herunder faglig ekspertise, ELs egen politiske tæft og dygtighed, graden af modstand som forvaltningen udsætter EL for og evnen til at skabe alliancer både i og udenfor Rådhuset.

For at gå i offensiven skal EL sørge for at opbygge et pres udenfor Rådhuset. Er der noget S har respekt for, så er det demonstrerende borgere ude foran Rådhuset, især i år med kommunal valgkamp. Det så man sidste gang, hvor By & Havns arrogance i Fælled-sagen truede S’s tag om overborgmesterposten i den grad, at rygter vil vide, at Frank Jensen blev kaldt til kammeratlig samtale hos Mette F og Kramer-Mikkelsen senere blev sat fra bestillingen hos By&Havn.

Alene det, at EL åbenlyst forsøger at gøre S rangen stridig, vil ryste S. Men kampen i det kommende år kan blive op ad bakke, fordi de forskellige sager i den forvaltning – teknik og miljø - der har en EL-borgmester, kan have skadet EL. Selvom den siddende EL-borgmester faktisk efter et år som borgmester fyrede to tredjedele af forvaltningens direktion, kunne man frygte at sager som f.eks. spildevandssagen, hvor forvaltningen uden borgmesterens vidende, men efter den hidtidige forvaltningspraksis, ​​ gav tilladelse til, at der kunne udledes store mængder spildevand direkte i Øresund, har potentiale til at skade EL´s valgresultater. Her var ELs svar både tøvende og havde en sådan form, at den gjorde det utydeligt, hvor embedsværket holdt op og politikken begyndte. Den opfattelse, mange af ELs vælgere, fik, var derfor, at EL var svag og ikke havde tilstrækkeligt greb om ’sin’ forvaltning. Carsten Mai – tidligere overborgmester Kramer-Mikkelsens spindoktor – sagde således til Berlingske, at han mente, at ”borgmesteren havde haft svært ved at indtage rollen som politisk leder” og at borgmesteren ”jo ikke er ansat som direktør i sin egen forvaltning ” (3). ​​ Det er derfor formentlig temmelig vigtigt, at EL snarest tager skeen i den anden hånd, hvis man vil undgå, at de sager, EL har været igennem på Rådhuset sætter sig fast som stagnation eller endnu værre tilbagegang i København. I den proces er det vigtigt at partiets Københavns-bestyrelse træder i karakter og for alvor påtager sig den politiske ledelse, som bestyrelsen har ifølge partiets vedtægter.

I skrivende stund synes der at være i hvert fald to kandidater til en EL-borgmesterpost, Karina Vestergaard, der af flere roses for sin solide og driftssikre indsats som vikar for Ninna Hedeager under hendes sygemelding og Gorm Gunnarsen, der som et af partiets BR-medlemmer er almindeligt anerkendt som flittig og som en person, der sætter sig grundigt ind i de sager, han har ansvar for. Begge kandidater lider imidlertid af det samme handikap, nemlig at de udenfor EL er ret ukendte i den københavnske offentlighed.

Ny overborgmester

Ret beset er Frank Jensen i sin periode som overborgmester ikke kommet igennem med ret mange selvstændige visioner, men har bygget videre på det grundlag, Kramer-Mikkelsen, den tidligere socialdemokratiske overborgmester lagde. Et grundlag der betyder, at byens udvikling stort set er lagt i hænderne på By&Havn med det resultat, at byudviklingen er helt markedsstyret. Med denne strategi er det lykkedes S i væsentlig grad at trænge sit oprindelige vælgergrundlag af lav- og mellemindkomstgrupper ud af byen. Dette hænger naturligvis sammen med, at globaliseringen har sendt fremstillingen af mange traditionelle produkter til lavtlønslande og dermed kraftig reduceret den traditionelle københavnske arbejderklasse, der gennem årene havde været socialdemokraternes kernevælgergruppe.

Først troede man, at der blot var tale om et konjunkturfænomen, men da det viste sig at være en strukturel udvikling i kapitalismen, gik situationens alvor op for byens styre. Den daværende borgerlige regering så imidlertid sit snit til at genere den røde højborg, som man anså København for at være, ved at nægte at give tilladelse til at byen kunne optage lån – indenrigsministeren er tilsynsmyndighed for kommunerne herunder deres låntagning – før kommunen havde solgt ud af den enorme kommunale boligmasse af billige lejeboliger, en boligmasse så stor at alene dens størrelse holdt huslejerne i det øvrige byggeri nede.

Kramer-Mikkelsens og socialdemokratiets svar på denne udvikling var at forsøge at tiltrække skatteydere med høj indtægt til byen ved hjælp af en erhvervspolitik, der skulle tiltrække vidensbaserede virksomheder og en boligpolitik, der understøttede denne politik og gjorde det attraktivt for højindkomstfamilier at flytte til København. Trylleformularen skulle være metrobyggeriet, der skulle finansieres ved, at de byggegrunde, der lå i nærheden af metrostationerne skulle sælges til markedsværdi i håb om, at netop metroplanerne fik priserne til at stige. Resultatet blev det forventelige, nemlig at huslejerne steg til højder lav- og mellemindkomsterne ikke kunne betale.

At forsøget på at trænge arbejderklassen ud af København har været en succes, viser en undersøgelse af småbørnsfamilier i København og på Frederiksberg Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gennemført. Undersøgelsen viser, at andelen af småbørn (0 – 2 år), der i 2018 kom fra arbejderklassefamilier, var sunket til ca. 10 procent fra ca. 41 procent i 1988. I samme periode har andelen af småbørn fra den lavere middelklasse konstant ligget på ca. 20 procent, men andelen af småbørnsfamilier i den højere middelklasse og overklassen er eksploderet fra ca. 11 procent til nu at udgøre ca. 43 procent . (4)

Samtidig er det ikke, som stemmefordelingen fra sidste folketingsvalg viser, lykkedes S at få tag i de nye vælgergrupper, der består af veluddannede og mennesker, der har en grøn opfattelse af byens udvikling. Hertil kommer at mange af de tusindvis af nytilflyttede, ikke føler nogen større tilknytning til Socialdemokratiet og dermed ikke automatisk vil stemme på S – de vil derimod hælde mere til venstrefløjen, fordi de lægger vægt på miljø, den grønne omstilling, identitetsproblematikker og som for en væsentlig del enten er studerende eller sidder i prekære job med lave indkomster og derfor også er ofre for uligheden.

Frank Jensens svendestykke er Lynetteholm-projektet, som han planlagde sammen med Løkke Rasmussen. Men selv ind i S er der modstand mod dette projekt, der i bund og grund er fra en anden tid og dermed fra en anden byudviklingsopfattelse, der snart er fortid. De mange milliarder, projektet koster, skal finansieres på den traditionelle B&H-måde ved salg af byggegrunde. Men mon ikke disse milliarder ville være meget bedre anvendt i en udvikling af Sjælland og Vestegnen og til en sikring af Øresunds økosystem i samarbejde med Sverige?

Netop i skrivende stund – 8. november - har Socialdemokratiet i København valgt den hidtidige forkvinde for regionsrådet i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp som spidskandidat til kommunalvalget 2021. Det kommer ikke som nogen overraskelse, fordi man hermed har fået en profil, der har en chance for at reparere på det voldsomme slag, det var, at Frank Jensen trådte tilbage efter beskyldninger for sexisme: En yngre kvinde, der har bevist sit værd på en tung post, som ikke er plettet af skandaler og har fået solide vælgertal.

Allerede under forrige kommunalvalg var der vedholdende rygter fremme om at EL ville opstille Johanne Schmidt-Nielsen. Men Socialdemokratiet har længe været bange for, at EL skulle lægge sig i selen for at sætte en af sine stjerner ind som spidskandidat i København og dermed true S ’naturlige’ ret til overborgmesterposten. Trænede socialdemokratiske iagttagere som Carsten Mai, tidligere rådgiver for Kramer-Mikkelsen, har længe i københavnske lokalaviser og senest i Berlingske Tidende luftet sin frygt – uden at kende tilstrækkeligt til ELs interne procedurer og inden Frank Jensens pludselige afgang - for at EL ville sætte personer som Johanne Schmidt-Nielsen eller Maria Reumert Gjerding ind som spidskandidater. Mai siger: ”Stiller en af de to op, så rokker den politiske båd massivt i København, og så kan Frank Jensen (S) ikke være sikker på at blive overborgmester igen. Da Ritt Bjerregaard stillede op, fik hun 60.000 personlige stemmer. Jeg vurderer, at en af de to kvinder fra Enhedslisten kan få endnu flere personlige stemmer.”(5)

Hvad gør EL?

I EL er der skepsis overfor allerede ved næste valg at forsøge sig med overborgmesterposten. Dels på grund af de tilbageslag en usikker og vaklende periode kan give, men også fordi man måske ikke føler, at partiets politik og organisatoriske basis er udviklet og stærk nok. Hertil kommer, at EL, medmindre man får en jordskredssejr, vil være afhængig af andre partiers støtte og i den henseende ser der ikke ud til at være meget at hente, hvis ellers de udtalelser, partiernes repræsentanter fremsætter overfor Kim Kristensen i netavisen Piopio, står til troende.(6) ​​ I en anden artikel i Piopio fremsættes der to modsatrettede opfattelser af, hvad det betyder at have en ’stjerne’ som spidskandidat. Roger Buch, lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener ikke at spidskandidatens ’stjerne ’-karakter er så afgørende. Fordi Københavns kommune på mange måder gennem 117 år er designet af og til socialdemokraterne, spiller personen en mindre rolle. Lidt anderledes mener Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statsvidenskab, Københavns Universitet: ”Lige nu er Socialdemokratiet udfordret af Frank Jensen og ”MeToo” og spørgsmålet er hvordan vælgerne vil reagere på den sag. Hvis man skal reagere på denne, vil det logiske svar være at gå til venstre og altså mod Enhedslisten og SF. Hvilket efterlader spørgsmålet om Enhedslisten har en chance for at blive større end Socialdemokratiet og ligefrem lægge billet ind på overborgmesterposten”.(7)

I skrivende stund er der således mange bolde i luften, men noget tyder på, at Enhedslisten med S’ valg af Sophie Hæstrup får kam til sit hår fordi, hun bl.a. har sagt, at den grønne omstilling ligger hende på sinde, et af EL´s kernepolitikområder, men hvor partiet tilsyneladende heller ikke har fået maksimalt udbytte af Alternativets opløsning. Meget afhænger derfor af, om EL er i stand til at nå at gøre sig selv slagkraftig og politisk set synlig i den kommunale valgkamp, der jo allerede er i gang. Man kunne måske passende lade denne maksime, der vistnok stammer fra en tidligere EL-borgmester, være grundlag for den kommende politiske indsats: ”Hvis ikke EL kan vise sine vælgere og medlemmer, at partiet kan opnå resultater i det politiske arbejde inden revolutionen, hvordan skal disse så betro EL magten efter revolutionen?”

Noter:

1.https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=&ved=2ahUKEwjA9-Ph-vfsAhWq_CoKHdmOB18QFjABegQIAhAC&url=https%3A%2F%2Fwww.kk.dk%2Fsites%2Fdefault%2Ffiles%2Fedoc%2FAttachments%2F20674308-27799369-3.pdf&usg=AOvVaw1PCrDwGlKbJxcX9iUEPPND

2.Tak til Morten Kabell for at videregive sine erfaringer fra sin tid som EL borgmester i København.

3.Mathilde Graversen: ”Ninna Hedeager Olsen siger farvel efter hektisk borgmesterperiode… ”, Berlingske, 12. oktober 2020

4.”Arbejderklassen forsvinder blandt Københavns børnefamilier”, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 17. august 2020

5. Mathilde Graversen: ”Særligt et navn spøger på Rådhuset – kan Enhedslistens næste spidskandidat udfordre overborgmesteren?”, Berlingske, 12. oktober 2020

6. Kim Kristensen: ”Borgerlige partier udspænder sikkerhedsnet under S-overborgmester”, Piopio, 27. oktober 2020

7.Kim Kristensen: ”Kan S opstille et køleskab som overborgmester i København – og stadig vinde?”, Piopio, 26. oktober 2020