Retssag om pressefriheden
af Niels Henrik Nielsen, medlem af Kritisk Revys redaktion
I disse måneder foregår en retssag om udlevering af den mand, der om nogen har ydmyget USA det seneste årti. Manden er Julian Assange kendt som en af grundlæggerne af mediet Wikileaks. Stedet er den centrale kriminalret i London – kaldet Old Bailey
Siden Julian Assange blev tvunget til at forlade Ecuadors ambassade i april 2019, har han været holdt fængslet af de engelske myndigheder under vilkår, der næppe en gang tåler sammenligning med dem, en terrorist ville blive udsat for (læs John Pilgers interview med Timothy Ström i Solidaritet 15. oktober 2020(1). De amerikanske myndigheder har krævet ham udleveret til retsforfølgelse i USA. Udleveres han, risikerer han op til 175 års fængsel.
Årsagen til USA’s krav om udlevering, er først og fremmest Wikileaks offentliggørelse i 2010 af hemmeligtstemplede militære dokumenter - de såkaldte Afghanistan og Irak ’war logs’.
I et samarbejde med velrenommerede blade og tidsskrifter som New York Times, engelske The Guardian, spanske El País, franske Le Monde, tyske Der Spiegel og fra den hjemlige andedam Dagbladet Information offentliggjorde man snesevis af dokumenter fra de to ’war logs’.
Begge ’war logs’ tegner et makabert og usminket billede af en beskidt krig med omfattende amerikanske og allierede krigsforbrydelser såvel i Afghanistan som i Irak – urapporterede mord på civile, det USA-allierede Pakistans involvering i krigen på oprørernes side i Afghanistan og indberetninger fra amerikanske embedsmænd, der fortalte, at afghanerne generelt opfattede den nuværende regering som værre end Taleban. Helt ødelæggende for den amerikanske indsats var en video - af Wikileaks kaldet ”Collateral Murder” - fra Irak. Den viser angreb på civile, mens soldaterne morer sig over ødelæggelserne, de forårsager. Blandt de dræbte i et af angrebene var to journalister fra Reuters.
Begyndelsen
Wikileaks blev grundlagt i 2006 og blev hurtigt et kontroversielt, men skattet medie for den øvrige medieverden. Niveauet blev lagt, da man i november 2007 offentliggjorde ”Standard Operating Procedures for Camp Delta” – den amerikanske hærs retningslinjer for behandlingen af fangerne på Guantánamo-basen.
Året efter i marts 2008 offentliggjorde Wikileaks ucensurerede videoer fra opstanden i Tibet – forud for olympiaden i Beijing. Kort før det amerikanske præsidentvalg offentliggjorde man indholdet af vicepræsidentkandidat Sarah Palins private Yahoo-mailkonto, der afslørede, hvorledes hun brugte den i arbejdssammenhæng og dermed kompromitterede adskillige af sine nærmeste medarbejdere og politiske venner.
Ligeledes i 2008 offentliggjorde man rapporter om det kenyanske politis såkaldt udenretlige mord, men det, som måske skabte mest furore, var offentliggørelsen af medlemslisten for British National Party (BNP), en ekstremt højreorienteret organisation. Listen indeholdt nemlig navnene på adskillige politifolk og lærere. Især for det engelske politi var det pinligt, for engelske politifolk har forbud mod at være medlem af BNP.
Blandt mange, vigtige afsløringer i 2009 var en der viste, hvordan en velrenommeret bank som Barclay’s bevidst arbejdede på at undgå skattebetaling og hvordan den islandske Kaupthing Bank gav sine ejere mistænkelige lån - lån som medførte bankens krak og starten på den islandske finanskrise.
Det var afsløringer som disse, der gjorde Wikileaks til de etablerede mediers darling. Mange større medier søgte samarbejde med Wikileaks og internationale priser begyndte at regne ned over Wikileaks. I 2008 fik mediet således det konservative britiske tidsskrift The Economists pris for nye medier, året efter i 2009 fik man Amnesty Internationals mediepris og i 2010 fik Julian Assange personligt det amerikanske nyhedsmagasin Time Magazines pris som ”person of the year”. En titel han deler med adskillige amerikanske præsidenter. Prisen blev dog senere trukket tilbage. Wikileaks og Julian Assange blev sågar indstillet til Nobels fredspris.
Det var imidlertid offentliggørelsen af de to ’war logs’, der for alvor slog Wikileaks og Julian Assange navn fast på den internationale mediescene og i den bredere offentlighed. Det var Julian Assange, der var Wikileaks ansigt mod offentligheden. Og det var derfor Julian Assange – i mindre grad Wikileaks - de amerikanske myndigheder valgte at gå efter. 2010 blev et vendepunkt.
Forfølgelsen
Mod slutningen af 2010 kom det frem, at de amerikanske myndigheder havde indledt en undersøgelse af Wikileaks og Assange personligt for overtrædelse af den amerikanske spionagelov fra 1917. Nogenlunde samtidig genåbnede en særlig anklager i Sverige en voldtægtssag mod Assange. Om der er en sammenhæng, er aldrig fastslået. Voldtægtssagen var tidligere blevet lukket uden, at der var rejst sigtelse mod Assange. Men nu udstedte de svenske myndigheder en international arrestordre mod ham. Den sag forfulgte Assange gennem hele 2010’erne – så lukkede de svenske myndigheder sagen på grund af manglende bevis, så genåbnede en ny anklager den, lukkede den igen, genåbnede den, inden den endeligt blev lukket i 2019 efter, Assange var blevet fængslet og USA havde rejst sigtelse mod Assange og krævet ham udleveret. Det interessante er, at Obama-regeringen aldrig rejste officiel sigtelse mod ham eller krævede ham udleveret, det skete først efter tiltrædelsen af Trump-regeringen. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke ønskede at afhøre Assange – der var en løbende efterforskning af ham. Og den nuværende demokratiske præsidentkandidat Joe Biden har da også kaldt ham digital terrorist tilbage i 2010 (2). Så uanset hvem der vinder valget, vil USA formentlig fortsat kræve ham udleveret.
Ud fra de foreliggende tilgængelige oplysninger er det ikke muligt at forholde sig til de svenske anklager om voldtægt, men det ligger fast, at de gentagne gange sagen blev genåbnet, har været med til at fastholde et billede af, at der måske var noget om det og således bidraget til miskrediteringen af Julian Assange.
Fra mediestjerne til paria
Mediestjernen Julian Assange begyndte langsomt at falme med anklagerne mod ham for voldtægt. Men med Wikileaks offentliggørelse af interne mails i 2016 fra det amerikanske demokratiske parti har medierne slået hånden af ham. De offentliggjorte mails afslørede, hvordan partiledelsen prøvede at undergrave Bernie Sanders kampagne mod Hillary Clinton ved primærvalgene. Afsløringerne medførte, at den daværende formand for det demokratiske parti måtte gå af. Det betød samtidig, at væsentlige dele af den amerikanske venstrefløj vendte ham ryggen. Da Bernie Sanders på et vælgermøde i oktober 2019 blev spurgt, om han ville støtte Assange eller benåde ham, hvis han vandt præsidentvalget, afviste han at svare.
Med afsløringen beskyldte medierne Wikileaks og Julian Assange for at gå russernes ærinde og ikke mindst for at være en medvirkende årsag til, at Hillary Clinton tabte selve præsidentvalget til Donald Trump. Selv afviste han at have modtaget hjælp fra russerne, men det ligger fast, at Julian Assange tidligere havde haft sammenstød med netop Hillary Clinton.
Et andet aspekt, der kan være årsag til, at medierne vendte Wikileaks og Julian Assange ryggen, kan være, at man i starten offentliggjorde sine afsløringer via de store, veletablerede medier, men efterhånden i stigende grad kom med afsløringer uden om disse medier og gjorde dem tilgængelige for mange flere. En artikel fra Information i 2017 illustrerer på fin vis, den ændrede holdning fra medierne til Wikileaks og Julian Assange(3)
Assange kontra pressefriheden
Som tidligere nævnt var det egentlig ikke kun Wikileaks som offentliggjorde de to ’war logs’. Centrale dele af dem fandt tillige vej til anerkendte, ledende aviser verden over. Men ingen af chefredaktørerne for disse aviser og tidsskrifter er blevet tiltalt eller efterforsket. Set udefra ligner det derfor mere en personlig vendetta mod Julian Assange.
Den amerikanske regering har flere gange ændret tiltalen mod Julian Assange. Oprindelig var han tiltalt for datakriminalitet. Efterfølgende blev han tillige tiltalt for overtrædelse af spionagelovgivningen. Kort før genoptagelsen af retssagen blev han yderligere tiltalt for ting, han har sagt og gjort, som ikke omhandler offentliggørelsen af de to ’war logs’. Tiltalen mod Assange er nu så omfattende, at selvom han ikke udleveres på grund af offentliggørelsen af de to ’war logs’, så kan han udleveres på grundlag af en af de andre tiltaler. Det mere bemærkelsesværdige er, hvorfor den britiske dommer har tilladt USA løbende at ændre tiltalen, selvom retssagen var i gang.
Tilsyneladende tages alle midler i brug. Således er tidligere CIA-direktør og nuværende udenrigsminister Mike Pompeo citeret for, at ikke-amerikanere ikke nyder de rettigheder vedrørende presse- og ytringsfrihed, der ligger i det første tillæg til USA's forfatning.(4)
Såfremt denne holdning holder juridisk, kan sagen mod Julian Assange skabe en præcedens, hvor enhver ikke-amerikansk journalist, der fremover offentliggør dokumenter eller oplysninger, som de amerikanske myndigheder anser for hemmeligstemplede eller klassificerede, risikerer at skulle gennem en udleveringssag. Så drejer sagen i Old Bailey sig ikke længere om udlevering af Julian Assange, men om pressens vilkår for i fremtiden at kunne oplyse befolkningen om den amerikanske regerings mere eller mindre fordækte handlinger.
Journalistik handler om at fortælle om vigtige nyheder, så folk selv kan vurdere – i særdeleshed deres egen regerings handlinger, men også hvad der sker i verden. Wikileaks tog nye metoder i brug. Det er disse metoder, som er på anklagebænken. Der afsiges dom i sagen d. 4. januar 2021. Man skulle derfor tro, at medierne og ikke mindst de europæiske ville være meget interesseret i retssagen. Det er ikke tilfældet, der har i store træk været ”artikeltavshed”.
Noter;
1. https://solidaritet.dk/et-oejenvidne-til-julian-assanges-lidelser/
2. https://www.theguardian.com/media/2010/dec/19/assange-high-tech-terrorist-biden
3.https://www.information.dk/debat/leder/2017/05/assange-stadig-mand-blakket-ry
4. https://www.nytimes.com/2017/04/13/us/politics/mike-pompeo-cia-wikileaks.html