Käthe Kollwitz i krig mod krigen
Af Peter Raben, medlem af redaktionen Kritisk Revys redaktion
En stor udstilling på Statens Museum for Kunst præsenterer Käthe Kollwitz som en kunstner med et klart budskab og en markant udtryksform.
Dystre, dunkle tegninger er førstehåndsindtrykket ved et besøg i særudstillingen med værker af den tyske kunstner Käthe Kollwitz på Statens Museum for Kunst i København.
Under overskriften Mensch præsenterer museet 78 af kunstnerens mange værker, der blev til over en 50 år lang periode og især omfatter håndtegninger, raderinger, litografier og træsnit, men også skulpturelle værker. Hun blev født i 1867 i den prøjsiske by Königsberg - i dag Kaliningrad. Da det lokale kunstakademi ikke optog kvinder, flyttede hun som ung til Berlin og siden München for at uddanne sig på disse byers kunstakademier. Egentlig ville hun gerne have uddannet sig til maler, men opfordret af sin lærer i Berlin valgte hun at koncentrere sig om tegning, hvilket førte til en omfattende produktion af raderinger, litografier og træsnit, som den aktuelle udstilling viser et udsnit af.
Hendes kunstneriske virke udfoldede sig i årene fra omkring 1890 til ind i 1940´erne. Det var en periode præget af to verdenskrige, økonomisk krise, stor arbejdsløshed og udbredt social armod samt nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Disse dystre tider aftegner sig tydeligt i de fleste af hendes værker, der skildrer almindelige menneskers trængte dagligdag og fremstår som et talerør for de mest magtesløse.
Hendes tegninger blev udført i en ekspressionistisk stil, der var helt hendes egen og blev brugt til at skildre storbyproletariatets liv. Den kom til at fungere som hendes sociale og politiske engagement gennem mange år. ”Jeg skal bære vidnesbyrd om menneskenes lidelser,” beskrev hun sit kunstneriske kald.
En række af de udstillede værker på papir kredser om det samme motiv, nemlig en mor med et dødt barn i sine arme. Ganske givet påvirket af Käthe Kollwitz´s store sorg over at have mistet den ene af sine sønner, der som kun 18-årig faldt i 1. verdenskrig i 1914 kort efter krigsudbruddet. Pacifisme blev derfor en ledetråd i hele hendes liv og kunstneriske aktivitet, hvilket også afspejles i en række af de udstillede værker på Statens Museum for Kunst. Heriblandt flere plakater med antikrigs-agitation – også en enkelt en på dansk med sloganet Krig mod krigen.
Krigens gru på slagmarken skildres også i nogle af de udstillede værker; men vægten er på de sørgende mødre med deres døde børn, hvilket kan fortolkes symbolsk som udtryk for de i krigen dræbte sønner. Og også skaber associationer til nutidens krige, hvor vi på vores skærme ser fortvivlede mødre – og fædre – med deres dræbte børn i ruinerne af deres hjem.
Storbyens mørke sider
De mange værker med kvinder og døde børn udtrykker ikke kun kunstnerens egen sorg over sønnens meningsløse død, men også den nød, elendighed og trøstesløshed, som hun oplevede i hverdagen. Hun boede i over 50 år i Berlin i arbejderbydelen Prenzlauer Berg, hvor hendes mand drev en lægepraksis. Hun mødte derfor både i hans venteværelse og på gaderne den armod og nød, der prægede hverdagen for mange af bydelens indbyggere. Hun så storbyens mørke sider i form af arbejdsløshed, fattigdom og sygdom, hvilket påvirkede hende stærkt og blev gengivet i mange af hendes værker.
Det er derfor ikke just noget opmuntrende syn, der præger hovedparten af hendes værker, men en grå, trist hverdag, hvor der er langt imellem glæderne, som stort set heller ikke optræder i alt fald i de udstillede billeder. Helt så alvorlig og trist, som de udstillede billeder kunne foranledige til at tro, var Kollwitz ikke selv.
Hun tog del i storbyens bohemeliv og var en munter kvinde, der holdt af at danse og gå til kostumebal. På den skabende front fremstillede hun også en række erotiske tegninger med fællestitlen Secreta; men de var ikke beregnet på offentliggørelse og indgår ikke i udstillingen på Statens Museum for Kunst, der heller ikke gør meget ud af hendes mere muntre side.
Hendes liv var mere og andet end en jammerdal, hvilket nok bedst på udstillingen afspejles i et afsnit med de skulpturer, som hun skabte sent i sin kunstneriske karriere, hvor de blev den dominerende udtryksform. Motivet med moderen og barnet i hendes arme går igen, men med i højere grad et indtryk af ømhed og kvindelig styrke.
Oprør mod de herskende
Hendes mand Karl, som hun forlovede sig med som 17-årig og blev gift med i 1891, var medlem af det tyske socialdemokrati og grundlagde i 1913 Sozialdemokratischer Ärzteverein og blev i 1919 byrådsmedlem for socialdemokraterne (SPD) i Berlin. Kollwitz var ikke selv partipolitisk organiseret og gav heller ikke som sådan anvisninger på politiske løsninger på tidens store spørgsmål, men appellerede til humanistiske værdier. Der var dog ingen tvivl om, at hun ud over sin pacifistiske og humanistiske tilgang også sympatiserede med og opfattede sig som del af den socialistiske bevægelse.
Den opfattelse blev grundlagt i hendes unge dage, da hun overværede opførelse af Gerhart Hauptmanns teaterstykke Væverne. Stykket skildrer en gruppe af schlesiske vævere, der stod bag et historisk arbejderoprør i 1844. Karaktererne er proletarer, der i bekymring over den øgede industrialisme kræver højere løn og flere rettigheder.
Med industrialiseringen opstod der sult og nød i de tyske byer og særligt slemt stod det til for hjemmevæverne, der blev udkonkurreret af billige, maskinelt fremstillede varer fra England. I det dengang tyske Schlesien blev væverne også udpint af godsejere og købmænd. Det førte til en voldsom opstand og resulterede i kampe mellem demonstranter og militær. Mange af væverne blev skudt eller arresteret, og flere blev efterfølgende idømt hårde fængselsstraffe.
Vævernes oprør gjorde stort indtryk på Karl Marx, der efterfølgende beskrev opstanden som den tyske arbejderbevægelses fødsel. Også på Käthe Kollwitz gjorde stykket stort indtryk og førte til fremstillingen af en grafisk serie med titlen Væveropstanden, der blev til i årene 1893 til 1894. Serien blev udstillet på en stor kunstudstilling i Berlin, hvor juryen ønskede at præmiere værket med en guldmedalje, hvilket Kejser Wilhelm II nedlagde veto imod. Kun mænd kunne tildeles medaljer, ligesom temaet skadede landets omdømme, mente kejseren.
Med serien var hun dog blev kendt og også anerkendt med tildeling af en guldmedalje ved en udstilling i Dresden. I årene 1902-08 lavede hun en endnu en serie, Bondekrigen, der hentede inspiration i Wilhelm Zimmermanns bog Den store tyske bondekrig (1841-43) om de store og blodige politiske modsætninger i det 16. århundrede mellem den herskende klasse og bønderne, der oftest på en bogstavelig fortolkning af Biblen rejste sig imod undertrykkerne, men blev blodigt knust. Især bogens illustrationer påvirkede Kollwitz.
I serien lagde hun vægt på ganske udtryksfuldt at skildre lidelsen og anstrengelserne såvel som styrken i det folkelige oprør imod herskerne – datidens elite. I modsætning til Væverne forholdt Kollwitz sig i denne serie mere frit i forhold til det historiske oplæg og satte ikke mindst kvinderne i centrum. I både denne serie og mange af de senere værker lagde hun vægt på at vise kvindernes særlige udfordringer, men skildrede dem også som stærke og handlende.
Handling i form af oprør indgår i flere af de udstillede værker i København, og den russiske revolution i 1917 så hun som et lyspunkt, ligesom hun så forsigtigt optimistisk på de oprørske tilstande rundt om i Tyskland ved afslutningen af første verdenskrig. Det blev dog ikke til en revolution som i Rusland. Højreorienterede kræfter gik til væbnet kamp imod revolutionære arbejdere og dræbte blandt andet to af arbejderbevægelsens ledende skikkelser, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
Selv om Käthe Kollwitz ikke var helt enig med Liebknecht, tegnede hun ham på dødslejet og udarbejdede et mindeblad til hans ære udført i den endelige udgave som træsnit. Det var første gang, at hun arbejdede med denne teknik, som hun senere benyttede til blandt andet en serie træsnit kaldet Krig og senere serien Proletariat. Nogle af disse indgår i udstillingen og fremstår klare og enkle med et tydeligt budskab. I disse serier såvel som enkeltstående værker viser hun ikke mindst de slidte og af børnefødsler mærkede arbejderkvinder, der kæmper en hård kamp for at opretholde det daglige liv.
Forbudt af nazisterne
På trods af at Käthe Kollwitz´s tegninger illustrerede den nød og armod, der bidrog til at bringe nazisterne til magten, brød de sig ikke om hendes kunst. Den blev opfattet som degenereret. Hun blev i 1933 frataget den professorstilling, hun som den første kvinde var blevet ansat i ved det preussiske Kunstakademi. Hun fik i 1936 udstillingsforbud, og hendes værker blev fjernet fra 11 tyske museer, hvilket dog ikke afholdt hende fra at fortsætte sit kunstneriske virke. Det rummede også, at hun udfoldede sig som billedhugger.
Ægteparret Kollwitz overvejede at gå i eksil, men valgte at blive af hensyn til ikke mindst de mange dårligt stillede storbyborgere, der havde brug for deres støtte. Da hun hverken måtte udstille eller sælge sine værker, kneb det voldsomt med økonomien. En plejesøn forsøgte derfor at skaffe indrejsetilladelse til Danmark, ligesom Bertolt Brecht havde fået; men det lykkedes ikke.
Karl Kollwitz døde i 1940; men Käthe nåede at opleve både det tredje riges frygt og elendighed og endnu en verdenskrigs gru - dog ikke dens afslutning. Hun døde 22. april 1945 i Moritzburg i nærheden af Dresden få uger før den tyske kapitulation. Hun oplevede derfor ikke - og kunne jo så heller ikke skildre - den svære tid, mange af hendes tyske medborgere måtte igennem, da et nyt Tyskland skulle genopstå af ruinerne, som det kom til at hedde i den østtyske nationalhymne.
Ligesom hun under første verdenskrig mistede sin egen søn, mistede hun i anden verdenskrig barnebarnet Peter, der faldt i 1942. Endnu en gang blev hun bekræftet i, at krig er foragt for liv – som udtrykt af Nordahl Grieg i Kringsatt af fjender. Helt opgivet håbet havde hun dog ikke. I forbindelse med sin sidste store serie Døden skrev hun: ”En gang vil der opstå et nyt ideal, og det vil være slut med alle krige. Jeg dør med den faste overbevisning. Man vil blive nødt til at kæmpe hårdt for det, man stræber efter. Det er en ny ide, ideen om menneskehedens store broderskab”.
Kendt og anerkendt i mange lande
Tidligere i sit liv havde hun frabedt sig at blive kaldt ”elendighedens maler” og henviste til, at ”det er livet selv, der rummer alt det, jeg har forsøgt at blive klar over og give udtryk for gennem mit arbejde”. Udstillingen på Statens Museum for Kunst kan dog ikke undgå at give et – måske for overdrevent – dystert billede af Kollwitz som kunstner – og står i kontrast til den nu lukkede særudstilling i den modsatte ende af samme etage på museet.
Denne udstilling med titlen Imod alle odds præsenterede et farverigt potpourri af værker fra 24 nordiske kvindelige kunstnere, der i årene 1870-1910 forlod deres hjemlande for at uddanne sig i Paris og München til kunstnere, da det lokalt ikke var muligt - ganske som Käthe Kollwitz i sin ungdom oplevede. I Tyskland, Frankrig og Italien mødte de andre kunstnere, som de dannede netværk med, ligesom de i et vist omfang også fik udstillet en del af deres værker i mange forskellige genrer – fra impressionisme til landskabsmaleri. I dag er disse kvindelige kunstnere stort set glemt og ukendte i modsætning til Käthe Kollwitz, der også uden for Tyskland blev kendt gennem udstilling af hendes værker. I mellemkrigstiden udstillede hun i både Norge og Danmark, og i 1931 udkom i Danmark en bog om hende i serien Social Kunst.
Efter anden verdenskrig blev kendskabet til Käthe Kollwitz udbredt på flere måder. Hun kom på frimærkerne i DDR og har fået flere gader og pladser opkaldt efter sig. Hendes breve og dagbøger blev udgivet i 1948, hvilket også lå til grund for en britisk produceret dokumentarfilm fra 1981 om hendes liv. I 1986 produceredes i DDR en spillefilm om hendes liv og i 2017 i det genforenede Tyskland en dokumentarfilm, ligesom der findes flere især kortere videoer og indslag fra tv-programmer, der kan findes på You Tube.
I Tyskland findes i dag ikke mindre end tre Käthe Kollwitz-museer. Ud over et mindehus i Moritzburg et museum i bydelen Charlottenburg i Berlin med 200 af hendes værker og som det største Käthe-Kollwitz-Museum i Köln, der rummer 300 tegninger og 500 grafiske værker fra hendes hånd. I forbindelse med ombygning af dette museum er nogle af værkerne udlånt til andre museer, blandt andet MoMa i New York, Städel Museum i Frankfurt - og i København Statens for Museum for Kunst, hvor udstillingen kan ses frem til den 23. februar.
Budskabet fra Käthe Kollwitz om krig imod krigen og for mere humanisme er også i dag uhyggeligt aktuelt.
Käthe Kollwitz – portræt af den tyske ekspressionistiske kunstner
https://www.youtube.com/watch?v=u0OcbjXx_7k
Læs og se mere:
Käthe Kollwitz i Berlin – video:
https://www.youtube.com/watch?v=gjnjCjRc_Cs
Käthe Kollwitz – portræt af den tyske ekspressionistiske kunstner - video
https://www.youtube.com/watch?v=u0OcbjXx_7k
Käthe Kollwitz Museum Köln:
https://www.kollwitz.de/