Det splittede Ukraine
Af Tim Judah
Oversat med tilladelse fra Tim Judah, Ukraine Divided, New York Review of Books, 6. november 2024
Næsten tre år efter starten på Ruslands invasion er Ukraine ikke besejret, men Rusland er heller ikke sejrherre.
Da vi kom tættere på fronten, blev alle i bilen stille. Sherif – det var enhedschefens kaldesignal, fordi han var politichef før krigen - tog en dims på størrelse med en pakke cigaretter frem og stirrede på den lille skærm. Hvis den viste et blinkende ettal, betød det, at der var en russisk drone halvanden kilometer væk. Hvis den blinkede to, var der en drone 800 meter væk, og tre betød, forklarede Sherif, »at man havde fem sekunder til at komme ud af bilen, ellers er man død.« Få minutter senere befandt vi os i en skov, tæt på hvor russiske tropper havde indtaget et lille stykke land nær Ukraines nordlige grænse, herunder halvdelen af den ødelagte by Vovtjansk.
Jeg var lige ankommet fra Kiev. På mit hotel havde jeg fået et hjørneværelse lidt over gadeniveau. Hver dag kom piger i 20'erne med venner og stillede sig foran mit vindue og tog billeder af sig selv. Nogle gange var der tre grupper af piger på samme tid. Nogle kom med en halv snes forskellige håndtasker eller par sko, og nogle fik filmet sig selv, mens de spankulerede hen over gaden. I receptionen trak personalet bare på skuldrene. Hotellets facade var blevet et fashionabelt sted at tage Instagram- og TikTok-billeder foran, sagde de, og når pigerne poserede med håndtasker eller sko, optrådte de måske som modeller for, at de kunne sælges på deres Telegram-kanaler.
Det fik mig til at tro, at Ukraine er brækket over i to dele. Ikke i den gamle betydning af øst og vest, ukrainsktalende og russisktalende, men snarere mellem ukrainere, der kæmper eller deltager i krigen på den ene eller anden måde, og dem, der har meldt sig ud af den. For mange af de sidstnævnte gælder det, at hvad skal man ellers gøre? Om lidt over tre måneder er det tre år siden, Rusland invaderede landet i fuld skala i februar 2022. Ukraine er ikke besejret, men Rusland har heller ikke sejret. I det seneste år er russerne rykket frem, men meget langsomt, og ifølge vestlige efterretningsrapporter lider de i øjeblikket et utroligt stort tab på 1.200 om dagen. Der tales i stigende grad om at afslutte krigen, men ingen ved hvordan, og bag frontlinjerne må livet gå videre. Man skal stadig på arbejde, i skole eller passe børnene.
I Kyiv eller Lviv eller andre steder langt fra fronten kan det føles, som om der ikke er krig, eller at den er langt væk og for det meste ude af tankerne - men det kan man aldrig rigtig se synlige tegn på i hverdagen. Det, der går for at være hverdagens trummerum, kan simpelthen faktisk være det, man er nødt til at gøre, når det virkelige liv ellers ville lamme en. Tag nu Lilja og Sofija, mor og datter. De bor i Horodok, tæt på grænsen til Polen, omtrent så langt fra alle kamphandlinger, som det er muligt at komme. Horodok er en travl og hyggelig lille by. Lilja, som er i halvtredserne, gør som mange andre her: Hun arbejder i Polen, hvor lønnen er langt højere. I de sidste otte år er hun taget til Gdańsk ved Østersøkysten for at bestyre en restaurant i fem måneder i turistsæsonen. De penge, hun tjener, er nok til, at hun kan klare sig igennem hele året. Men hendes mand, Sofijas far, kæmper i Toretsk, som nu er under kraftigt angreb fra russerne. Hendes søn Ostap, Sophias bror, kæmper også ude østpå. Hver dag lever de to kvinder i frygt.
For Sofija, som er 34 år, er der allerede kommet en dårlig nyhed: Hendes mand er forsvundet. Da han drog i krig, overtog hun driften af hans lille virksomhed, hvor de designede og fremstillede grave og gravsten. Jeg sagde til hende, at en krig, hvor grusom den end måtte være, måtte være god for forretningen. Det viser sig, at det ikke er så enkelt. Der er flere døde, som har brug for et ordentligt minde, men krigen betyder også, at de fleste familier har færre penge at bruge på et, så i sidste ende er forretningens indtægt omtrent den samme. For et år siden tog Sofijas mand og en af hans kammerater ud på en mission, mens de kæmpede i Avdiivka, som faldt til russerne i februar, og ingen så, hvad der skete med dem. Hun aner ikke, om hendes mand blev dræbt eller er fange. Hver dag spørger deres fireårige søn, hvornår far kommer hjem, og Sofija må fortælle ham, at han stadig er på forretningsrejse.
Man skulle tro, at hvis der ikke har været noget nyt i så lang tid, så er han sandsynligvis død. Men det er slet ikke sikkert. I september var 48.138 mennesker - de fleste soldater, nogle civile - opført som officielt savnede af de ukrainske myndigheder. Røde Kors har en liste over 4.729 ukrainske krigsfanger, der holdes af russerne, og ved at tale med udvekslede fanger kender ukrainerne til omkring 1.500 mere. På trods af dette forbliver disse mennesker på listen over savnede. Det betyder, at der er langt over 40.000, som der ikke er gjort rede for, og ukrainske embedsmænd mener, at mindst halvdelen af dem kan være i live og holdes fanget af russerne. Hvorfor fortæller russerne ikke Røde Kors, hvor mange fanger de har, og hvem de er? For med uvisheden at pine så mange ukrainske familier som muligt som en måde at skabe vrede over krigen og fremkalde ustabilitet på. Det virker ikke, men det er alligevel forfærdeligt.
Jeg havde bestemt ikke lyst til at presse Sophia til at fortælle, hvad hun tænker og føler om natten, når hendes søn sover, og hun er alene, men her om dagen er det ikke svært at forstå, hvad nogle går igennem. Der findes en Facebook-side for de savnedes familier. Med få timers mellemrum bliver der lagt et nyt billede og en ny appel op, og siden har næsten en halv million følgere. »Jeg bønfalder jer om ikke at være ligeglade, måske er der nogen, der ved noget,« skriver hustruen til Taras Pavlov, som forsvandt ved Pokrovsk-fronten. Smerten ved ikke at vide noget er »hjerteskærende«, siger hun. »Jeg beder ydmygt om hjælp.«
* * *
Min sidste artikel herfra bestemt for dette tidsskrift havde titlen »Dysterhed i Ukraine«i.
På det tidspunkt i foråret havde Donald Trump fået de republikanske lovgivere til at blokere for en hjælpepakke på 60 milliarder dollars til Kyiv. Tingene var begyndt at se desperate ud ved fronten, hvor soldaterne fortalte, at for hver ti granater, russerne affyrede, kunne de kun svare igen med én. I april kom hjælpen frem, og situationen blev lettere. Siden da har der været nogle højdepunkter for ukrainerne, f.eks. deres overraskende erobring af territorium i Ruslands Kursk-region i august, vellykkede droneangreb på russisk olieinfrastruktur og våbendepoter flere hundrede kilometer væk og fortsat succes med at lamme den russiske flåde i Sortehavet.
Alligevel er den fremherskende stemning stadig dyster. En af grundene er, at præsident Joe Biden resolut nægter at lade Ukraine bruge amerikansk leverede langdistancemissiler mod mål dybt inde i Rusland [dette forbud er netop blevet ophævet, o.a.]. En anden er, at et betydeligt, men ukendt antal mænd undviger værnepligten, enten ved bestikkelse eller ved simpelthen at gemme sig eller desertere, når de kommer til fronten. Desertering og lav rekrutteringsgrad er tydeligvis også et problem for russerne, fordi tusindvis af udlændinge har meldt sig til at kæmpe for dem, primært lokket af gode lønninger. I oktober sagde ukrainske, sydkoreanske og amerikanske embedsmænd, at Nordkoreas leder Kim Jong-un havde besluttet at sende op til 11.000 af sine soldater til at kæmpe for Rusland. Men der er over tre gange så mange russere som ukrainere, og derfor har Rusland matematisk set større udholdenhed.
Denne nedtrykte atmosfære har ført til mange diskussioner om, hvordan man bedst afslutter krigen, hvis Ukraine ikke kan vinde den. Ukrainske embedsmænd siger, at uformelle udsendinge fra lande, der har støttet dem, antyder, at tiden måske snart er inde til at bede om fred, eller snarere om en våbenhvile, der er baseret på en fastfrysning af frontlinjerne, hvor de er nu, før Ukraine mister mere territorium. En vigtig faktor med hensyn til at afgøre, hvad der nu skal ske, er imidlertid den kommende præsident Donald Trump, som har givet den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj skylden for Ruslands invasion og hævdet, at han kan afslutte krigen i løbet af 24 timer. J.D. Vance, hans vicepræsidentkandidat, har været mere præcis og sagt, at krigen kunne slutte med de nuværende frontlinjer:
Ukraine bevarer sin uafhængige suverænitet, Rusland får garanti for neutralitet fra Ukraine - det bliver ikke medlem af NATO, det bliver ikke medlem af nogen af de allierede institutioner. Det er sådan, aftalen i sidste ende kommer til at se ud.
Tidligere og især efter at Ukraine i triumf drev russerne tilbage fra Kyiv, Kherson og Kharkiv-regionen i 2022, var de fleste ukrainere, der tog udgangspunkt i Zelenskyjs udtalelser, meget klare i mælet: Krigen ville ende med sejr, og sejr betød, at russerne blev smidt væk fra hver eneste kvadratcentimeter af Ukraines internationalt anerkendte territorium. Ifølge meningsmålingerne er det stadig tilfældet, selv om der er voksende støtte til en fastfrysning af frontlinjerne. Det er min erfaring, at et overvældende flertal af ukrainerne mener, at en våbenhvile langs de nuværende frontlinjer ikke vil afslutte krigen, men kun sætte den på pause. Det var det, der skete i 2015, efter at Rusland havde snuppet Krim og dele af Donetsk- og Luhansk-provinserne - for blot at vende tilbage i 2022 og forsøge at gøre arbejdet med at ødelægge Ukraine som stat færdigt.
Jeg besøgte en ven i centrum af Ukraines forsvar. Normalt er han meget rolig, men for første gang i de over ti år, jeg har kendt ham, var han vred og hævede stemmen. Ukraine ville ikke overveje en sådan fastfrysning, sagde han, før det havde sikkerhedsgarantier. Det ville betyde medlemskab af NATO eller noget tilsvarende. Ukrainerne blev ved med at spørge mig, hvorfor USA hjælper med at skyde missiler ned, som Iran sender mod Israel, men ikke gør det samme for dem. Hvis de gjorde det, sagde de, så ville det hele blive anderledes. Forskellen er selvfølgelig, at Iran - i hvert fald indtil videre - ikke er en atommagt.
Min ven blev mere og mere irriteret og sagde: »Vi får bare våben drypvis, lige nok til at holde os i live.« Da der ikke var udsigt til, at Rusland kan levere en knockout, fortsætter det med en traditionel strategi, der går ud på »udmattelse«, som det kunne fortsætte med i »et par år endnu« takket være diplomatisk og økonomisk støtte »fra Kina og med militær støtte fra Nordkorea og Teheran«. Dette var en gammeldags industrikrig som den fransk-preussiske krig og de to verdenskrige, og Ukraine havde brug for en bedre rekrutteringsstrategi. Landet har omkring fire millioner mænd, der er egnet til militærtjeneste, sagde han, og snakken om, at landet var ved at løbe tør for mænd, var overdrevet. Franske soldater gjorde mytteri i 1917, men Frankrig blev alligevel sejrherre i krigen, tilføjede han.
Men hvad skulle der til for at vinde eller i det mindste ændre situationen radikalt? Ukraine ønskede at gentage de erfaringer, man havde fra sommeren og efteråret 2022, sagde han, da de amerikansk leverede HIMARS-raketsystemer forvandlede forholdene på slagmarken. Den russiske logistik blev ødelagt, hvilket gjorde det muligt for ukrainerne at generobre territorium. De kunne gøre det samme igen, hvis USA ophævede sit veto mod brugen af langdistancemissiler i Rusland og leverede hundredvis af dem til at angribe fjendens militær og industrianlæg, der producerede for militæret, hvoraf størstedelen var inden for rækkevidde. Ukraine kunne uden tilladelse fra USA udvikle sine egne missiler, hvilket ville tage måneder eller år afhængigt af typen, men landet havde ikke kapacitet til at bygge dem hurtigt nok.
Vladimir Putin har sagt, at hvis NATO-landene tillader, at deres våben bruges mod mål i Rusland (han synes ikke at inkludere Krim og andre territorier, som Rusland ulovligt har annekteret), vil det betyde, at NATO er i krig med Rusland - og så vil vi være på ukendt territorium. De fleste ukrainere, jeg kender, mener, at det er bluff og bør ignoreres, men der var en anden teori i omløb: Hvis præsident Biden havde givet grønt lys til at bruge disse våben før valget, så ville Trump have beskyldt ham for at føre verden til randen af tredje verdenskrig. Når Trump siger, at han vil skabe fred i Ukraine, tolker de fleste ukrainere det sådan, at han vil tvinge dem til at overgive sig ved at udsulte dem med hensyn til våbenleverancer. Som følge heraf cirkulerer der to ideer blandt eksperter og analytikere i Ukraine. I 1994 opgav Ukraine sine atomvåben fra sovjettiden til gengæld for vage »sikkerhedsgarantier« fra Rusland, Storbritannien og USA. Nu diskuteres det, om landet skal arbejde på at udvikle atomvåben igen. En anden idé er, at andre lande, der ønsker at støtte Ukraine, bør sende tropper. Det betyder ikke, at de skal kæmpe. De kunne f.eks. bevogte grænsen til Hviderusland og dermed frigøre ukrainske tropper, der kunne sendes til fronten. I løbet af de næste par måneder får vi se, om disse prøveballoner springer, uden der sker noget, eller om de begynder at stige til vejrs.
* * *
I skoven nær Vovtjansk lå den enhed, som Sheriff havde taget mig med for at se, i en bunker flere meter under jorden. I det fjerne kunne vi høre artilleri. Inden vi kørte ud, havde vi tilbragt tid i Sheriffs kommandocentral. På overfladen lignede det en stor, tom, snavset tidligere fabrik, men alt foregik under jorden: I sovjettiden var der blevet bygget store beskyttelsesrum her. Et par mænd så live-feeds fra deres del af frontlinjen på store skærme og kunne beordre droneangreb på russerne. Dette regionale center er kun et af mange og hjemsted for en af hundredvis af droneenheder. Alle deres videoer og oplysninger sendes til et centralt militært system, så den øverste militære ledelse kan overvåge hver eneste centimeter af fronten fra sit hovedkvarter.
Der var en stemning af stilfærdig flid. Blandt soldaterne var der et hold på fire, som samlede og fløj droner. Hver dag samlede de omkring ti, som kostede omkring 300 dollars stykket. Den soldat, der stod for overvågningen, var en 23-årig kvinde, hvis kaldesignal var Ræv, »fordi jeg er snu«, grinede hun. Hun havde en rævetatovering på armen. Inde i bunkeren var Ræv, der WhatsAppede og kommunikerede med kolleger op og ned langs frontlinjen, konstant på jagt efter nye mål. Holdet mente, at det dræbte op mod hundrede russere om ugen, men de var ikke sikre. Jeg spekulerede på, om hun nogensinde tænkte på dem, hun jagtede sammen med Migrant, som var kaldesignalet på hendes pilot. I min fantasi lå hun vågen om natten og tænkte på konerne, mødrene og børnene til de mænd, de havde dræbt den dag. »Nej, hvorfor skulle jeg det? De er i vores land. Vores opgave er at dræbe dem.« Jeg spurgte hende og Sheriff og de andre, om de havde et problem med rekruttering til deres enhed på omkring 200 soldater eller med desertering, og de sagde, at det havde de ikke. Rævs tidligere mand flygtede til udlandet for at undgå mobiliseringerne, sagde hun foragteligt. Hun ville slå ham bevidstløs, når han kom tilbage.
Da det var tid til at tage af sted igen, gik vi tilbage til Sheriffs store SUV. På taget var der tre små metalkupler, der lignede hjelme, og en anden tingest, der lignede en omvendt urtepotte malet sort. De var en del af bilens elektroniske krigsførings- og jamming-system. Alle biler nær fronten så ud til at have noget lignende. Sheriff og hans kammerater fik først dette system sidste sommer. Det overraskende var ikke, hvordan teknologien i stigende grad blev brugt langs fronten, men med hvilken hastighed den strømmede ind. I dag, sagde Kirurg, som kørte bilen, og hvis kaldesignal stammede fra hans job, er langt over 50 procent af tabene på slagmarken dronerelaterede. Da vi var ude af farezonen, tændte Sheriff og Kirurg for høj rapmusik. Tre uger senere fik jeg en besked: Kirurg var blevet dræbt ved fronten.
* * *
Næste dag sad jeg i parken i Izium sammen med Ostap, tæt på et kæmpe vægmaleri af John Lennon. Izium blev besat i 2022 og befriet senere samme år. Ostap er søn af Lilja og bror til Sofija i Horodok. Han fortalte mig det samme som droneoperatørerne i nærheden af Vovtjansk: Russerne ofrede store antal mænd for at erobre små bidder af Ukraine.
Izium ligger vest for Oskil-floden. Russerne rykker frem her, fordi floden er opdæmmet, så den er bred og ville udgøre en forsvarslinje for dem. Ostap forklarede, at russerne forsøgte at udflankere og omringe de ukrainske stillinger. De sonderede konstant med små grupper for at finde svage punkter i de ukrainske linjer. Ligesom enheden nær Vovtjansk havde hans gruppe, som var en del af 3. angrebsbrigade, ikke problemer med rekruttering eller desertering. »Vores brigade er en af de mest effektive,« forklarede han. »Vi har folk, der ansøger om at komme ind.« Hvorfor deserterer mænd så ét sted og forsøger aktivt at kæmpe et andet sted? Svaret er, at de militære enheder langs linjen varierer enormt. Alle enheders vigtigste våben leveres af hæren, men alle også små grupper af soldater har også udviklet parallelle netværk, der finansierer køb af droner, køretøjer og specialudstyr som f.eks. snigskyttesigter. Den tredje angrebsbrigade er tydeligvis bedre til dette end andre. »Denne krig handler om logistik«, siger Ostap, «og om steder, hvor man kan gemme sig.«
Det er ikke kun et spørgsmål om udstyr. I nogle enheder har man tillid til kommandanterne, men i andre har de ry for at være hensynsløse med hensyn til deres soldaters liv, og derfor undgår man dem for enhver pris. Sheriff fortalte mig, at hvis hans soldater vil holde pause i et par dage, beder han dem om at smutte væk og ikke bekymre sig om formaliteterne (og en pause ville måske heller aldrig blive godkendt), fordi han stoler på, at de kommer tilbage. Specialister som droneoperatører eller artillerister har en bedre chance for at overleve end almindeligt infanteri, som det er meget sværere at finde rekrutter til end resten af militæret.
Selv om hans enhed holdt stand, var Ostap dyster. Han frygtede, at russerne var på nippet til at indtage det bakkede område syd og nord for Izium, og hvis de gjorde det, ville det flade, åbne land foran dem være meget sværere at forsvare, så russerne ville kunne bevæge sig meget hurtigere end før. I oktober rykkede de frem fem forskellige steder, og man frygtede, at selv om det gik langsomt, kunne et eller flere større gennembrud i sidste ende føre til sammenbrud af frontlinjen.
Siden Avdiivkas fald i februar er russerne rykket tættere og tættere på Pokrovsk, og de er nu otte kilometer fra byens østlige udkant. De fleste civile er flygtet eller blevet evakueret. Ved vejen stod to midaldrende søstre, Olena og Ludmila. De havde fire indkøbsposer fyldt med ejendele, bl.a. nogle orkideer, og ventede på deres kørelejlighed. Søstrene sagde, at de allerede var blevet evakueret til Dnipro, men at de var kommet tilbage for at hente nogle flere ting. En røgsky steg op over byen, og nogle bygninger langs hovedgaden var blevet smadret. Betonblokke spærrede de vigtigste veje ind til byen. Mens vi talte sammen, brød Olena ud i gråd. Hun var revisor, sagde hun, og havde altid boet i Pokrovsk, men nu, hvor hun var blevet rykket op med rode som 56-årig, spurgte hun: »Hvordan kan jeg starte et nyt liv?«
Analytikere, der ser på kortet, kan se, at hvis Pokrovsk falder, vil Ukraine miste et vigtigt vej- og jernbane-knudepunkt, og det vil være lettere for russerne at indtage vigtige byer som Slovjansk og Kramatorsk, men de kan for det meste ikke få øje på andre kritiske, strategiske mål. Området er kulmineområde, og i de sidste par årtier har en af de største miner ligget i Udatjne, 16 km væk. En søndag i Udatjne var der kun få mennesker, bortset fra fem teenagere, der hang ud og dampede på e-cigaretter på det store torv ved det gamle sovjetiske krigsmonument. Det var tydeligt, at minen her, som producerer kul til koksproduktion til det, der er tilbage af Ukraines stålindustri, var et mål. »Her kommer de ikke!« sagde 15-årige Vadim udfordrende, men russerne har egentlig ikke brug for at indtage minen. I september dræbte de to kvinder, der arbejdede der, med en granat eller raket (ukrainerne vil ikke sige, hvad det var), og det er klart, at hvis de bare kan afskære vejen, man bruger til at sende kul vestpå, kan de kvæle endnu en del af Ukraines økonomi. Indtil invasionen i fuld skala begyndte i 2022, producerede Ukraine 21 millioner tons stål om året, meget af det på to fabrikker i Mariupol, som blev ødelagt, da byen faldt i maj samme år. Sidste år producerede Ukraine 6,2 millioner tons, men hvis Udatjne ikke kan fortsætte med at forsyne de resterende stålværker med kul til koksproduktionen, vil selv den mængde blive halveret.
Da krigen begyndte i 2014, og Rusland indtog det meste af Donbas-regionen, mistede Ukraine 80 procent af sine kulforekomster. I oktober anslog UNHCR, FN's flygtningeorganisation, at 6,75 millioner ukrainske flygtninge var flygtet ud af landet, mens mere end fem millioner menes at leve under russisk besættelse. Så Ukraine mister mennesker, mens Rusland afskærer eller ødelægger dele af landets økonomi og energisystem.
* * *
Da jeg kom tilbage til Kyiv mødte jeg Sergiy Sjtepa, en sociologiprofessor. Han kæmpede ved fronten i femten måneder, blev såret og tilbragte seks måneder på hospitalet. Han kunne ikke finde et engelsk ord til at beskrive sine skader, så han rejste sig, trak sit bukseben op og viste brandsårene. »Samfundet er splittet,« fortalte han mig. »Det er måske halvdelen eller flere af ukrainerne, der ikke vil kæmpe og mener, at det ikke er deres krig.« Men hvordan stopper man den? »Jeg ved godt, hvorfor Rusland skulle stoppe krigen,« sagde han, «men jeg ved ikke, hvorfor Putin skulle gøre det. Han har et motiv, og for ham er det en kolonikrig, og hovedformålet i hans liv er at erobre Ukraine.«
Næste dag tog jeg til Lviv i det vestlige Ukraine. Jeg ville mødes med Jevhen Hlibovitskyj, som leder Frontier Institute, en tænketank, der har til formål at hjælpe Ukraine med at planlægge fremtiden. Da han var på vej til Kyiv, mødtes vi på halvvejen i en butik, hvor der stod et par kaffeborde bag et forhæng. »Sådan plejede gangsterne at mødes i 1990'erne,« spøgte han. Vi talte om idéen om at fastfryse fronten, og hvordan det til tider blev beskrevet som en tysk eller koreansk løsning i den forstand, at man delte et land, som måske i sidste ende ville blive genforenet. Han spottede. Forskellen er, at østtyskere og nordkoreanere forblev og forbliver tyskere og koreanere. Pro-ukrainernes flugt og russificeringen af resten af befolkningen i de besatte områder betyder, at der ikke vil være nogen ukrainere tilbage der, sagde han, fordi »alt ukrainsk bliver udslettet.«
En våbenhvile langs de nuværende frontlinjer (som Putin ikke har vist nogen tilbøjelighed til at gå med til) til gengæld for NATO-medlemskab for Ukraine (som han siger er udelukket) ville også være et »risikabelt tilbud«, sagde Hlibovitskyj. På den ene side var det ikke nok med et løfte om medlemskab af alliancen, fordi det kunne blokeres af Putin-venlige regeringer som dem i Ungarn eller Slovakiet, helt bortset fra at mange andre lande langt fra er begejstrede for det. På den anden side ville det betyde, at Ukraine ikke ville være i stand til militært at generobre sine tabte territorier, hvis landet valgte at gøre det, eller rettere sagt, at hvis det forsøgte, ville NATO's sikkerhedsgaranti ikke gælde. Derfor »er vi nødt til at tænke ud af boksen«, sagde Hlibovitskyj, ellers vil Ukraine enten tabe krigen eller få en fred, der vil »koste os enormt meget«. Hans argument var, at verden er under forandring, og at mange vesterlændinge ikke forstår, hvor hårdt det bliver. Vestlige lande har hverken givet Ukraine nok våben eller tilladelse til at bruge dem fuldt ud, og hvis de nu forsøger at tvinge Ukraine til at acceptere en aftale med tab af territorium, men uden fuld garanti for at de vil forsvare det, der er tilbage, vil det resultere i et forbitret Ukraine, hvis folk og politikere, eller i det mindste dem, der ønsker at fortsætte med at kæmpe, giver Vesten skylden for alt, hvad landet har mistet, og »det er ikke en god opskrift« på en stabil og velstående fremtid.
Putin har startet noget, som han ikke har været i stand til at afslutte, men Rusland har udholdenhed, i det mindste i en overskuelig fremtid. Vestlige ledere ved ikke, hvordan de skal overbevise Ukraine om at gå med til at fastfryse frontlinjerne uden at forpligte deres egne tropper til at forsvare dem, og antiukrainske politikere vinder frem i Tyskland og USA. Zelenskyj ønsker at tvinge Putin til forhandlingsbordet ud fra en styrkeposition, men nu er Ukraine i defensiven. I mellemtiden ønsker mange ukrainere ikke længere at kæmpe.
Men som tingene ser ud nu, ville både ukrainere og russere straks begynde at forberede sig på næste runde, hvis kampene stoppede i morgen.
Tim Judah er forfatter til bogen In Wartime: Stories from Ukraine. Han har rapporteret for The New York Review fra Ukraine, Balkan, Niger, Armenien, Afghanistan og Irak. (December 2024)
The New York Review, 18. april 2024.