Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

 

 

 

Fra forsoningsfred til straffefred

 

Af Anders Lundkvist

 

En artikel med udgangspunkt i M. E. Sarotte, Not One Inch - America, Russia, and the making of Post-Cold War Stalemate, Yale University Press, 2021.

 

Få er klar over, at den nye kolde krig – eller kolde fred, som Jeltsin kaldte det – blev grundlagt i et enkelt år, nemlig 1994. Jeg var det i hvert fald ikke, før jeg læste ovennævnte bog. Jeg troede, at 1994 var et ret begivenhedsfattigt år. De dramatiske år var 1990-91 med først Sovjetunionens opløsning og så Golf-krigen. Men 1994? Fortsat økonomisk nedtur i Rusland, men hvad ellers? Ikke desto mindre lagde 1994 grundlaget for konfrontationen mellem Vesten og Rusland, kulminerende med Ukraine-krigen fra februar 2022.

 

Først skal det slås fast, at bogen er en guldgrube af oplysninger og analyser. Sarotte er amerikansk samtidshistoriker, der bl.a. har skrevet bøger om Murens fald og den tyske genforening. ​​ I den foreliggende bog følger hun udviklingen fra 1989 til 2000 nærmest uge for uge, baseret på både vestlige og russiske arkiver og på interviews med flere af hovedpersonerne; masser af detaljer, men også det store overblik. Henvisningerne nedenfor er til denne bog.

 

Lad os imidlertid gå tilbage til Murens fald 9. november 1989.

 

Murens fald, Tysklands genforening og NATOs rolle

Hvilke interesser havde Sovjetunionen efter Murens fald? Det var det voldsomme rustningskapløb, der havde hovedansvaret for at knække Sovjetunionen, så Gorbachev ønskede afrustning, hvilket krævede et godt forhold til Vesten. Og det havde man for så vidt, i og med at Sovjetunionen havde opgivet kontrollen med Østeuropa. Men man ønskede af indlysende grunde ikke, at NATO, der jo var skabt til at bekæmpe Sovjetunionen, blev udvidet mod øst. Godt nok var alle angiveligt venner nu, men man vidste jo ikke …

 

Vesttyskland havde én overvældende interesse, nemlig genforening med det gamle DDR; Kohl og Genscher (den tyske udenrigsminister) var villige til at indrømme Gorbachev næsten, hvad det skulle være, for at få Sovjetunionens accept af en genforening. Derfor gav tyskerne enorme beløb til den betrængte sovjetiske økonomi (men pengene forsvandt i korruption, så snart de havde krydset grænsen til Sovjet), og derfor lovede man, at NATO – og især NATOs atomvåben – ikke ville bevæge sig 'one inch' mod øst, altså ind i det tidligere DDR og det øvrige Østeuropa. USAs udenrigsminister, James Baker, lovede det samme. Disse løfter er der overvældende dokumentation for, men de blev ikke nedfældet i en traktat, og det var der en god grund til: Den amerikanske præsident, Bush senior, var imod en sådan begrænsning af NATOs bevægelsesfrihed.

 

Hvordan var styrkeforholdet mellem Sovjetunionen og Vesten dengang? Økonomisk var Sovjet som sagt på knæene og afhængig af hjælp fra Vesten, og politisk var landet naturligvis voldsomt svækket af at have mistet kontrol med sin tidligere interessesfære i Østeuropa. Men militært var situationen ikke helt så håbløs, idet man for det første havde a-våben og for det andet stadig havde hundrede tusinder af soldater i Østtyskland. I nogen tid gav de anledning til betydelig nervøsitet i NATO. De blev først trukket tilbage i 1994, men var i de sidste par år næppe meget bevendt som kampkraft, eftersom soldaterne gerne ville hurtigt hjem og derfor var demoraliserede (fx solgte de deres våben på det sorte marked).

 

Sovjetunionen havde et andet kort på hånden i forhandlingerne eller konfrontationen med Vesten. Det hang sammen med, at Sovjet jo var én af de fire sejrsmagter efter 2. Verdenskrig. Det var disse fire magter – Sovjet, USA, England og Frankrig – der havde aftalt Tysklands status efter krigen med en opdeling i fire besættelseszoner osv. Så en ændring af denne status – og det var en genforening mildest talt – ville folkeretligt kræve Sovjetunionens accept.

 

For så vidt var Sovjetunionen ikke magtesløst; man havde a-våben, troops on the ground, og juridisk ret. Og alligevel blev slutresultatet det kendte, nemlig at hele Sovjetunionens interessesfære i Østeuropa blev opslugt af NATO.

 

Hvorfor? Hvorfor sagde Gorbachev ikke, at tyskerne kunne glemme alt om genforening, hvis Sovjet ikke fik en traktat, der garanterede mod Nato-udvidelse? Nogen har talt om, at Gorbachev var naiv og troede på mundtlige løfter og snakken om, at vi nu efter Den kolde Krig alle er venner, men det tror jeg ikke på.

 

Sit venlige ydre til trods, var manden ikke idiot. Jeg tror, at den mest sandsynlige forklaring er den økonomiske. Sovjetunionen var på sammenbruddets rand. Det var der mange grunde til, bl.a. politisk strid mellem nationerne inden for unionen, men økonomiske hensyn må have spillet en dominerende rolle. Firkantet sagt, solgte Sovjetunionen sine politisk-strategiske interesser for mammon fra Vesten (især Tyskland). Som man alligevel ikke fik meget ud af, fordi de berygtede oligarker allerede var i fuld gang med at korrumpere økonomien.

 

1994

Indtil dette år var situationen flydende. Hvordan skulle man forholde sig til den nye realitet, hvor geopolitikken havde ændret sig fra bipolaritet til unipolaritet? Vesten havde nu magten (Kina var endnu ikke blevet en seriøs international spiller). Skulle man udnytte sejren over Sovjet til at holde Rusland nede og uden for reel indflydelse i international politik? Altså en straffefred som efter 1. Verdenskrig, hvor Versailles-freden påtvang Tyskland ødelæggende krav om 'reparationer', dvs. kompensation for krigens ødelæggelser; det holdt Tyskland svagt og uden for det gode selskab i mange år. Denne politiks primus motor var Frankrig, der med god grund frygtede tysk revanchisme. Politikken var for så vidt succesfuld frem til 1933 (Hitler), omend man kan sige, at den stadige ydmygelse af Tyskland netop fodrede den revanchisme, som man frygtede.

 

Eller skulle man satse på en forsoningsfred som efter 2. Verdenskrig, hvor Tyskland var så heldig at Den kolde Krig brød ud, så Vesten nu fik brug for Vesttyskland, hvilket affødte Marshall-hjælpen og dermed det tyske 'økonomiske mirakel'? En sådan strategi tilsagde, at Rusland blev inddraget på en meningsfuld måde i det internationale økonomiske og politiske samarbejde. Dette kunne ske ved at give større vægt til Conference on Security and Cooperation in Europe (CSCE), hvor Rusland deltog på lige fod med USA og de andre stormagter; især Genscher var fortaler for denne linje (ss. 52f). Strategien indebar også en art ny Marshall-hjælp, der kunne forhindre landet i at synke helt til bunds økonomisk.

 

I begyndelsen af 1994 pegede pilen på den anden strategi, altså forsoningsfreden. I USA udarbejdede man en såkaldt 'Partnership for Peace' (PfP), som støttedes af den nye præsident (Clinton), af Pentagon (forsvarsministeriet), af State Department (udenrigsministeriet) og vægtige navne som George Kennan (en hovedarkitekt bag USA's inddæmningspolitik over for Sovjet under Den kolde Krig).

 

PfP, der blev udarbejdet i 2. halvår 1993, var ikke særlig konkret (ss. 173-180). Strategien bestod af nogle overordnede målsætninger. Partnerskabet skulle udvikles langsomt. Østeuropa (især Polen, Ungarn og Tjekkiet) kunne nok blive medlem af NATO på sigt, men uden at provokere Rusland; derfor inviteredes Rusland med i PfP, og døren holdtes åben for medlemskab af NATO. NATO ville dermed ikke være vendt mod nogen; organisationen ville nærmest blive Europas sikkerhedsråd. Tilhængerne af PfP ville for alt i verden undgå en ny kold krig, hvor skillelinjen blot blev trukket nogle hundrede kilometer længere mod øst (- efter at Polen, Ungarn og Tjekkiet var blevet medlemmer af NATO). Rusland, nu ledet af Jeltsin, var af indlysende årsager begejstret for PfP. Hvis de østeuropæiske lande havde historiske årsager til at frygte Rusland, havde Rusland så sandelig også grund til at frygte angreb fra vest; tænk på Napoleons invasion i 1812, på vestmagternes intervention i den russiske borgerkrig mellem hvide og røde efter 1. Verdenskrig og på operation Barbarossa i 1941, hvor Nazityskland gik til angreb.

 

PfP havde fra start også inkarnerede modstandere. Der var de tre ovennævnte østeuropæiske lande, på dette tidspunkt ledet af tunge navne som Wałesa (Polen) og Havel (Tjekkoslovakiet), der ikke var tilfredse med blot at blive lukket ind i NATOs 'venteværelse' (som PfP blev kaldt). De frygtede med gode, historiske grunde storebroren mod øst, så de ønskede NATO-garanti (paragraf 5, altså pagtens musketéred) nu og her. PfP indebar jo en langvarig proces, hvor landene skulle kvalificere sig militært til integration med NATO; især Pentagon var ikke meget for at garantere et land med et uprofessionelt militær.

 

De tre landes modstand mod PfP havde indenrigspolitiske konsekvenser i USA, idet især polakker udgjorde et betydeligt vælgersegment. Republikanerne var klart imod PfP, og der skulle være midtvejsvalg i november 1994, et valg som demokraterne frygtede – med god grund, skulle det vise sig, for de mistede kontrollen med både Senatet og Repræsentanternes Hus. Men også inden for Clintons administration var der kraftig modstand fra indflydelsesrige spillere.

 

I løbet af 1994 fik modstanderne af PfP mere og mere magt, og i slutningen af året konverterede Clinton. Dermed var PfP afgået ved døden, hvilket blev offentligt med Budapest-konferencen (i OSCE-regi) i december 1994, hvor det blev gjort klart, at NATO (og ikke OSCE) ville blive kernen i Europas sikkerhed, og at intet land – dvs. Rusland – havde vetoret over NATO-udvidelser (OSCE står for 'Organization for Security and Co-operation in Europe', den efterfulgte 'Conference on Security and Cooperation in Europe’).

 

Fra partnerskab for de mange til medlemskab for de få, som det hedder. Rusland blev efterladt på perronen, og hurtig udvidelse af NATO blev nu USAs og dermed Vestens politik; forsvarsminister Perry fortrød senere, at han ikke i protest havde trukket sig (s.208).

 

Resultatet

Straffefreden og konfrontationen med Rusland var nu sat på de skinner, der har ledt frem til Ukraine-krigen. Putin og hans politik var lige så forudsigelig som efterårsregnen. Østtyskland blev medlem ved Tysklands genforening i 1990; Polen, Ungarn og Tjekkiet i 1999; de tre baltiske lande samt Bulgarien, Rumænien, Slovakiet og Slovenien i 2004; Albanien og Kroatien i 2009; Montenegro i 2017 og Nordmakedonien i 2020.

 

Rusland har været bemærkelsesværdig passiv i hele denne proces, fx gjorde Jeltsin intet effektivt, da NATO manifesterede sin magt ved at bombardere Serbien i 1999, til trods for russiske protester. Passiviteten skyldtes generelt, at Rusland var afhængig af vestlige lån, og mere specielt at Jeltsins skrøbelige greb om magten var betinget af vestlig 'forståelse'. Og den fik han, fordi Vesten vidste, at alternativet til en svag og medgørlig – og alkoholiseret – Jeltsin ville blive et Rusland med rygrad.

 

Derfor heppede man på Jeltsin, da han ikke særligt demokratisk i efteråret 1993 angreb det russiske parlament militært med flere hundrede døde til følge, fordi parlamentet ville afsætte ham; striden skyldtes, at Jeltsin ønskede en radikal nyliberal politik med privatiseringer osv., hvilket parlamentet var imod (og Vesten for).

 

Og derfor gjorde Vesten, hvad det kunne for at sikre Jeltsin sejren i præsidentvalget i 1996. Ved starten af kampagnen stod han til et klart nederlag, fordi hans økonomiske politik havde fattiggjort de fleste russere, mens den kommunistiske kandidat, Gennadij Zjuganov, syntes sikker på sejr. Jeltsin solgte nu de mest værdifulde statslige aktier billigt til oligarkerne, mod at de støttede ham i deres medier; IMF gav Rusland et hårdt tiltrængt lån, og Clinton og andre vestlige ledere udtalte deres klare støtte til Jeltsin; og så blev der formentlig fiflet med valgresultatet. Den samlede effekt var, at Jeltsin vandt.

 

USAs og NATOs interessesfære er nu rykket mange hundrede kilometer mod øst. Men NATO er jo ikke en trussel mod Rusland, hedder det. - På samme måde som det ikke ville være en trussel mod USA, hvis Mexico indrulleres i et kinesisk forsvarssamarbejde?

 

Men den sammenligning drager vi jo ikke, fordi vi tænker inden for den lille andel af verdens befolkning, der omfatter Nordamerika, Europa og Rusland. At resten af verden ser noget anderledes på verdenssituationen, herunder Ukraine-krigen, end 'os', registreres blot som lidt mærkelig og uforståelig støj. Sarottes bog er uomgængelig, men det er også uomgængeligt at hæve blikket og se mod syd.