Kritisk Revy

Endnu en WordPress-blog

Kritisk Revy

Seneste nummer: Kritisk Revy nummer 21. Ansvarshavende redaktør : Peter Raben

 

Udskriv artiklen

Find rundt i venstrefløjens debat om Ukraine - spørgsmål og svar

Af Bill Fletcher Jr. og Elly Leary

 

"Suverænitet og selvbestemmelse er vigtige begreber, som skal stå i centrum for venstrefløjens analyse" - og kan hjælpe os med at orientere os i den forvirring og misinformation, der omgiver Ruslands krig mod Ukraine.

 

1. Hvorfor er princippet om selvbestemmelse så vigtigt for at forstå konflikten i Ukraine?

Spørgsmålet om national selvbestemmelse har tre aspekter. Det ene er en anerkendelse af, at "nationer" af folkeslag har ret til at hævde deres egen identitet og danne en politisk enhed, der er adskilt fra eller inkluderet i en større geopolitisk gruppering. Det andet er, at en anerkendt nationalstat har den internationalt anerkendte ret til national suverænitet. Hvad angår national suverænitet, har ingen udefrakommende magt ret til at gribe ind i et andet lands interne anliggender (medmindre det sker på betingelser, som FN har godkendt). Og det tredje er, at selvbestemmelsen er et grundlæggende element i friheden, der har en enorm kraft til at skabe enhed, når den giver genlyd i et folk.

 

I Ukraines tilfælde blev de internationale grænser for et uafhængigt Ukraine anerkendt i 1991 i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud. Ukraine havde imidlertid en national-territorial status som en anerkendt nation efter Sovjetunionens oprettelse og i forbindelse med oprettelsen af FN. Ukraines internationalt anerkendte grænser blev bekræftet i 1994 med underskrivelsen af Budapest-aftalerne, hvorved Ukraine afleverede atomvåben på betingelse af, at Rusland forpligtede sig til aldrig at invadere Ukraine og altid at respektere Ukraines suverænitet.

 

Rusland brød denne aftale i 2014 med invasionen og annekteringen af Krim under påskud af et påstået kup i Kyiv. Selv hvis man var enig i, at der fandt et kup sted - og det er vi ikke - ville det ikke retfærdiggøre en udenlandsk intervention.

 

Suverænitet og selvbestemmelse er vigtige begreber, som skal stå i centrum for en venstreorienteret analyse.

 

USA og andre har en lang og beskidt historie med indblanding i landes interne anliggender. Hele 1950ernes amerikanske regime under Allan og John Foster Dulles (udenrigsministeriet og CIA) var baseret på dette princip. Ukraine har været genstand for mange eksterne komplotter og sammensværgelser, i hvert fald fra USAs side.

 

Selv med mange kræfters indblanding ude fra var det, der fandt sted i 2014, et internt anliggende i Ukraine – et resultat af landets egne, interne modsætninger. Det politiske resultat var ikke gunstigt for Rusland, men var på ingen måde et angreb på Rusland. Som sådan burde det ikke have retfærdiggjort nogen form for indgriben. Tænk på USAs invasion af Panama i 1989. Den var baseret på det påskud, at Manuel Noriega var en forbryder, og at USA måtte bringe ham for retten. Noriega var ganske vist en forbryder - der regelmæssigt havde samarbejdet med USA - men han var også præsident for en suveræn nation. Ligesom det var tilfældet med Ukraine var der ingen internationalt juridisk begrundelse for en amerikansk invasion (af Panama).

 

National selvbestemmelse for Ukraine er af yderligere betydning i betragtning af det halvkoloniale forhold, som landet historisk set på trods af de tætte sproglige og kulturelle bånd har haft til Rusland. At hævde at Rusland ikke behøver anerkende Ukraines suverænitet på grund af de historiske bånd, ville svare til at påstå, at USA ikke behøver at anerkende Canadas suverænitet på grund af de tætte sproglige og kulturelle bånd, der går mindst to hundrede år tilbage.

 

2. Er dette en stedfortræderkrig mellem USA-NATO og Rusland?

Det er næsten blevet moderne i visse dele af venstrefløjen, at kalde den russisk-ukrainske krig for en "stedfortræderkrig" mellem Rusland og NATO: Det vil sige en krig, hvor den vigtigste modsigelse er fremmede magters anstiftelse af krig, og hvor interne modsigelser er sekundære.

 

Et glimrende eksempel på en "stedfortræderkrig" ville være konflikterne i Den Demokratiske Republik Congo efter 1997, hvor de indenlandske kræfter i vid udstrækning blev overskygget eller domineret af udenlandske aktører, f.eks. Rwanda, Uganda, Zimbabwe, Angola, multinationale selskaber. Der var ganske vist en intern konflikt, men forskellige militser agerede på udenlandske aktørers bud.

 

Den russisk-ukrainske krig er ikke mere en "stedfortræderkrig" end Vietnamkrigen var. Alligevel er det vigtigt at huske, at mange liberale og højreorienterede beskrev Vietnamkrigen som en stedfortræderkrig mellem USA på den ene side og Sovjetunionen og Kina på den anden side. De ignorerede det nationale spørgsmål - det faktum, at Vietnamkrigen handlede om USAs aggression mod det vietnamesiske folk (og senere også folkene i Laos og Cambodja). En stedfortræderkrig finder sted, når der er grimme aktører på begge sider, ikke når den ene side kæmper for sin uafhængighed - selv om den side, der kæmper for uafhængighed, søger hjælp fra andre nationer.

 

Den russisk-ukrainske krig er det direkte resultat af, at Rusland krænker Ukraines suverænitet. Det er der ikke megen diskussion om. Spørgsmålet er, om krænkelsen retfærdiggjordes af NATOs handlinger. Da der ikke var noget bevis for, at NATO har bevæbnet Ukraine med atomvåben, og da der er rigeligt bevis for, at flere NATO-medlemsstater var aktivt imod Ukraines optagelse i NATO, falder argumentet til jorden.

Putins erklærede mål er at gøre en ende på Ukraines nationale suverænitet. Enhver omtale af NATOs rolle er en afledningsmanøvre, der skjuler Ruslands virkelige mål, nemlig at udvide sin indflydelsessfære.

 

3. Hvad har NATOs rolle været? Er det aggressoren i den nuværende konflikt?

Lad os gøre det klart: Berlinmurens fald gav en enestående mulighed for at forandre de internationale relationer på verdensplan. Venstreorienterede og progressive argumenterede energisk for at opløse NATO og for at skitsere nye rammer baseret på gensidig respekt, demokrati og sikkerhed. Det skete ikke. Selv om der var tilstrækkelige beviser for, at USA var enig i eller antydede, at NATO ikke ville udvide, var alt tabt, da Sovjetunionen brød sammen, uden at dette blev fastslået skriftligt.

 

Det ironiske er, at invasionen gjorde en ende på ethvert håb om nye rammer ud over NATO; faktisk opnåede man det modsatte. Der synes at have været store konflikter inden for NATO-fællesskabet om, hvad, man nu skulle stille op. Det, der imidlertid skete, er, at NATO udvidedes mod øst mod den russiske grænse, da lande, der tidligere havde været med i Sovjetblokken, tilkendegav, at de havde brug for beskyttelse mod en potentiel russisk ekspansionistisk, hegemonisk trussel. NATO blev ikke påduttet disse lande, selv om NATO kunne og burde have stoppet ekspansionen. Udvidelsen stoppede stort set i 2004.

 

Det, der ændrede sig, var krisen i Ukraine i 2014. Husk på, at Budapest-aftalerne fra 1994 ikke indeholdt nogen form for "undtagelsesklausul", som nogensinde ville kunne retfærdiggøre en russisk invasion. Da krisen i 2014 udfoldede sig, de såkaldte Maidan-opstande, blev en prorussisk regering jaget ud af landet af en bred koalition, i hvilken voldsomt højreorienterede kræfter deltog. Det er omkring dette tidspunkt, at ukrainske chauvinister begyndte at presse på med en anti-russisk etnisk politik, især hvad angår brugen af sproget. Putin-regimet udnyttede den interne ukrainske konflikt som et påskud for et indgreb. Dette omfattede indtagelse af Krim og støtte til separatistiske regimer i Donbas-regionen.

 

Det var i forbindelse med det russiske indgreb i Ukraines indre anliggender, at spørgsmålet om NATO opstod. Før 2014 var der ikke megen interesse for, at Ukraine skulle blive medlem af NATO. Som følge af den russiske indblanding i Ukraine, herunder, men ikke begrænset til, erobringen af Krim, opstod interessen for NATO.

 

I tiden op til invasionen i februar 2022 meddelte den ukrainske regering Putin, at den ikke ville tilslutte sig NATO. Dette stoppede ikke invasionen, hovedsagelig fordi invasionen ikke havde meget med NATO at gøre. Putin gjorde målene meget klare på invasionsdagen, hvor han erklærede, at Ukraine var en "national fiktion". For Putin handlede invasionen således ikke om en påstået NATO-trussel, men mere om Ukraines skæbne som land.

 

4. Er det rigtigt at opfordre til en verden, der er opdelt i indflydelsessfærer, så freden kan opretholdes? Er det i arbejderklassens interesse?

Mange oprigtige progressive og venstreorienterede har argumenteret for, at store lande som f.eks. Rusland, har en legitim interesse i en indflydelsessfære. På venstrefløjen foreslår nogle specifikt begrebet "multipolaritet", som betyder, at der er brug for flere store poler - magter - for at imødegå USAs dominans. Dette er en anden definition end den definition, som andre venstreorienterede har brugt, hvor multipolaritet betyder at stå fast på alle nationers suverænitet og uafhængighed. Det er førstnævnte, som vi er uenige i.

 

Mens det meste af verden, herunder nogle venstreorienterede og progressive, taler om indflydelsessfærer, mener vi, at princippet om selvbestemmelse skal være vores udgangspunkt. Vi har historisk set protesteret mod, at USA har påberåbt sig den såkaldte Monroe-doktrin for at retfærdiggøre endeløse krænkelser af den nationale suverænitet i lande på den vestlige halvkugle. Argumenter om indflydelsessfærer er altid blevet brugt af stormagter til at undertrykke national selvbestemmelse. USAs antipati over for Cuba (siden 1959) og Nicaragua (1980erne) er begge relateret til kravet om indflydelsessfærer. De sovjetiske invasioner af Ungarn (1956) og Tjekkoslovakiet (1968) blev retfærdiggjort på grundlag af indflydelsessfærer.

 

Argumentet om multipolaritet kan første gang, man hører det, lyde som et progressivt krav om at sætte grænser for USAs imperialisme. Men det er ikke altid tilfældet. Før 1914 var var verden multipolær, og det samme var verden før 1939. Det gjorde dem på ingen måde progressive. Den nuværende udbredelse af højreorienterede autoritære regimer over hele verden efterlader i hvert fald ikke megen tvivl om, at multipolaritet let kan resultere i en dybt reaktionær verden.

 

Progressive støtter den nationale selvbestemmelse og ikke indflydelsessfærer. Vores krav skal være national selvbestemmelse og en verden, der styres af folkeretlige principper.

 

5. Er USA ikke hyklerisk i sit standpunkt? Forklarer dette ikke, hvorfor mange lande i Det globale Syd har været tilbageholdende med at udtale sig?

USA har en forhistorie, der er dybt forankret i hykleri. I den nuværende krig er der næppe tvivl om, at USAs holdning er hyklerisk. Når USA fordømmer den russiske aggression, ignorerer det den israelske aggression mod palæstinenserne og den marokkanske aggression mod sahrawierne og vores egen ulovlige invasion af Irak. Og ja, det er en af grundene til, at mange regeringer i Det globale Syd har været tvetydige - i det mindste indtil for nylig – når det gælder en fuldstændig fordømmelse af den russiske aggression. Og så er der spørgsmålet om fødevarer: Rusland og Ukraine er Afrikas spisekammer. Det er ikke for uhøfligt at kalde det for fødevareafpresning.

 

Når det er sagt, er det vigtigt at bemærke, at mange regeringer i Det globale Syd også er påvirket af de handelsaftaler og økonomiske aftaler, som de har med Rusland og Vesten, hvilket får dem til at reagere forsigtigt.

 

Det er vigtigt at tilføje, at USAs hykleri ikke har forhindret progressive personer rundt om i verden i at udtale sig om andre uhyrligheder. F.eks. blev de indonesiske grusomheder mod Østtimor internationalt ​​ påpeget af retsindige mennesker og tvang USA til at trække sig tilbage fra sin traditionelle alliance med det reaktionære indonesiske regime. Overtrædelser af folkeretten og menneskerettighederne blev påpeget, fordi de var forkerte.

I denne forstand er ægte internationalisters reaktion på den russiske invasion af Ukraine helt i overensstemmelse med tidligere tiders fremgangsmåder. De amerikanske tilhængere af Irlands befrielse forblev ikke tavse om den britiske imperialisme, blot fordi USA var en imperialistisk magt. Og tilhængere af Afrikas befrielse forblev ikke tavse over for europæisk kolonialisme, blot fordi USA også var en undertrykkende kolonimagt, f.eks. over for Filippinerne.

 

6. Selv om vi er imod invasionen, er det så korrekt at støtte våben til Ukraine, eller forlænger det ikke bare kampene og bringer os tættere på en global krig?

Hvis man er imod den russiske invasion og støtter ukrainsk suverænitet, er det logiske spørgsmål egentlig dette: Hvordan skal ukrainerne kunne modstå den russiske aggression? Bare ved at tale strengt til Rusland? Med en appel til FN?

 

De, der siger, at der ikke bør gives våben til ukrainerne, er uoprigtige. De opfordrer i bund og grund ukrainerne til at overgive sig. De tror måske, at ukrainerne kan yde passiv modstand mod russerne i lighed med den danske modstand mod Nazityskland. Problemet er bare, at danskerne ikke gjorde modstand mod nazisterne i et tomrum. En verdenskrig var i gang.

 

Da vietnameserne gjorde modstand mod USA, var der dem, der opfordrede vietnameserne til at gøre indrømmelser og holde igen med deres kamp. Faktisk appellerede både Sovjetunionen og Kina i 1954 til Vietminh om at acceptere en "midlertidig" opdeling af Vietnam i to regioner som en måde at afslutte konflikten på. Vi ved, hvordan det endte.

 

De undertrykte får jævnligt at vide, at de skal holde igen med deres krav og nedtone deres indsats. Den slags argumenter blev fremført over for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i 1960erne, argumenter, som Dr. King svarede på og fordømte moderate hvide, der ønskede, at den sorte frihedsbevægelse skulle lægge en dæmper på sig selv. Hvis vi beder Ukraine om at nedtone sine bestræbelser, siger vi i bund og grund til dem, at de skal underkaste sig kravene fra aggressoren, Putins Rusland.

 

Er der fare for en global krig? Helt sikkert. Så længe der findes imperialistiske magter, eksisterer en sådan fare. Men det betyder ikke, at de undertrykte og de, der er ofre for aggression, skal begrænse deres modstand.

 

7. Hvorfor har det været umuligt at opnå en forhandlingsløsning på denne konflikt?

Putin-regimet ser ganske enkelt ingen grund til at forhandle. Som man ser nu (oktober 2022), har Putin-regimet til hensigt at benytte den metode, som det anvendte i forbindelse med undertrykkelsen af tjetjenerne, dvs. total undertrykkelse ved hjælp af massiv, vilkårlig brug af vold. Dette blev også gentaget i det russisk-støttede angreb på den revolutionære bevægelse i Syrien, f.eks. tøndebomber og angreb på hospitaler.

I sidste ende bliver den russiske regering nødt til at beslutte, hvad der er kernen for den. Den kan beslutte sig for en "koreansk løsning", dvs. en våbenhvile uden en fredstraktat og med en fortsat "kold krig" mellem Rusland og Ukraine. Dette er måske ikke acceptabelt for ukrainerne. Desuden har Ukraines erfaringer med at forhandle med Rusland været meget problematiske - begyndende med Budapest-aftalerne i 1994, som garanterede ukrainsk suverænitet til gengæld for tilbagelevering af atomvåben til Rusland og som fortsatte med Minsk-aftalerne.

 

Vi må indse, at Putin-regimet og dets allierede har udbredt store mængder organiseret misinformation. Disse kræfter har fra begyndelsen antydet, at USA og den ukrainske regering ikke har haft nogen interesse i en forhandlingsløsning. Det er forkert.

 

Et yderligere spørgsmål rejser sig i forbindelse med forhandlinger. De, der hævder, at spørgsmålet om den russisk-ukrainske krig skal ordnes mellem USA-NATO og Rusland, behandler Ukraine som en sekundær aktør. De opfører sig på trods af alle kendsgerninger som om, at dette er en kamp, der ikke handler om Ukraines nationale eksistens, men er en kamp mellem to imperialistiske magter. Enhver løsning, der ikke forhandles med ukrainerne for bordenden, vil være en løsning, der er påtvunget befolkningen. Det er en holdning, som den globale venstrefløj aldrig har accepteret.

 

8. Hvor andre befrielseskampe som den palæstinensiske, kurdiske eller Amerikas oprindelige folks, har haft tendens til at forene det meste af venstrefløjen, hvorfor ser debatten om Ukraines befrielse så ud til at have splittet den?

Der er flere grunde:

- Den russiske propaganda gjorde dygtigt begivenhederne i 2014 til et fascistisk, USA-ledet kup.

 

- En version af "min fjendes fjende er min ven", hvilket i dette tilfælde betyder, at i det omfang USA støtter den ukrainske regering, må det for nogle dele af venstrefløjen betyde, at ukrainerne er på den forkerte side af historien.

 

- En upræcis analyse af Putin-regimet, herunder en tendens til nostalgi hos nogle med hensyn til det gamle Sovjetunionen. Dette kan ses i nogle venstrefløjsfolks fascination af, at det tidligere USSRs flag ved forskellige lejligheder er blevet brugt af de russiske styrker. Dermed en fornægtelse af Putin-regimets halvfascistiske karakter, herunder, men ikke begrænset til, dets aktive støtte til højreekstreme kræfter globalt.

 

- Som vi har set i en række kampe, er det relativt let for segmenter af den vestlige venstrefløj og progressive bevægelser at miste stabiliteten, hvis en regering vifter med det "røde flag" og proklamerer sig selv som antiimperialistisk. I stedet for at foretage en konkret analyse, tager mange af os retorikken til sig og har en tendens til at nedgøre anklager mod den slags regeringer som værende fabrikeret af CIA og andre ondsindede aktører.

 

9. Hvad ved vi om bevægelsen imod krigen i Rusland og følelserne mod krigen mere generelt? Er der nogen måde, hvorpå vi kan støtte freds- og prodemokratiske kræfter i Rusland uden at bringe dem i fare?

En af de første ting, Putin gjorde efter invasionen, var at forbyde uafhængig journalistik og slå ned på protesterne. Siden da er tingene kun blevet intensiveret. Aktioner mod krigen har spredt sig over hele Rusland, og nogle gange optræder de på de etablerede nyhedsmedier, mens der i andre tilfælde er tale om gadeaktioner eller forskellige former for civil ulydighed.

 

Spørgsmålet om støtte til kræfter i Rusland, der er imod krigen, kompliceres af det autoritære Putin-regimes karakter. Det, der synes at være på sin plads, er at gøre opmærksom på den russiske regerings undertrykkelse og støtte russiske flygtninge, der forlader landet for at undgå militærtjeneste. Yderligere hjælp kan ydes gennem støtte til ægte fagforeningsfolk i Rusland, som er i opposition til krigen. Når det er sagt, er fagbevægelsen splittet i dette spørgsmål.

 

10. Kan den amerikanske regering spille en positiv rolle, der ikke underminerer Ukraines suverænitet? Hvordan kan vi bedst udtrykke vores solidaritet med Ukraine? Er der sociale bevægelser, som vi kan nå?

Lad os gøre det klart. USA kan ikke forhandle på vegne af Ukraine. Ukraine handler ikke på vegne af USA. USA kan opfordre begge parter til at forhandle og love, at det vil støtte alle skridt til at garantere begge parters sikkerhed på betingelse af, at der ikke forekommer yderligere aggressionshandlinger. USA kunne ophøre med våbenleverancerne, når Rusland iværksætter en ægte våbenhvile, og kunne helt stoppe dem, når alle russiske styrker er ude. USA kunne også forpligte sig til at respektere Ukraines neutralitet og ikke støtte landets optagelse i NATO.

 

Den bedste hjælp venstrefløjen kan yde ukrainerne er at insistere på, at det ukrainske folks ret til selvbestemmelse er den største modsigelse her. Selv om kræfter rundt om i verden foreslår rammer og forsonende fredsplaner for at stoppe blodbadet, er det i sidste ende op til det ukrainske folk at beslutte, hvad det vil acceptere.

 

Som en tidligere del af Sovjetunionen har "kommunistiske" partier eksisteret i årtier i Ukraine. Pro-russiske kræfter i og uden for Ukraine, herunder i de omstridte oblaster mod øst (Donbas, Krim, Kherson), har effektivt brugt "forbuddet mod kommunistiske partier" og russisk sprog som eksempler på det ukrainske styres antidemokratiske (eller endog fascistiske) karakter. Selv om disse love blev vedtaget før Zelenskys valgsejr, og der er gjort nogle forsøg på at mildne sprogproblemerne, er dette i sidste ende et internt problem, som det ukrainske folk skal løse. Vi kan være solidariske med dem i Ukraine, der modsætter sig intern undertrykkelse og neoliberale initiativer. Men dette bør ikke forvirre nogen, dvs. at den største udfordring, som Ukraine står over for, er den russiske invasion.

Der findes også små, men afgørende antikapitalistiske, lighedssøgende bevægelser i Ukraine, f.eks. Sotsyalnyi Rukh. Vi er på venstrefløjen forpligtet til at lytte til deres stemmer. Der findes også et online tidsskrift, Commons, som overlapper SR.

 

De udgør enorme ressourcer, og vi bør søge information og vejledning hos dem.

________________________________________

Bill Fletcher, Jr. er mangeårig fagforeningsmand, forfatter og taler. Han har også været formand for TransAfrica Forum, formand for bestyrelsen for Advocates for Minor Leaguers og medkoordinator for Campaign to End the Moroccan Occupation of Western Sahara. En fortsættelse til hans krimiroman, The Man Who Fell From the Sky, udkommer senere i 2022.

 

Elly Leary er pensioneret GM-bilarbejder, der var aktiv i New Directions og fungerede som chefforhandler ved indgåelse af overenskomster. Hun har deltaget i folkeoplysende workshops med arbejdere over hele verden, oftefor Transnational Information Exchange. Hun er medlem af Liberation Road's International Work Team.

 

Hentet fra Convergence, 15. November 2022. Artiklen har gså været bragt i Socialistisk Information, 11. Januar 2023.